Fjerde Internationale har på sit seneste ledelsesmøde optaget en ny organisation, Bangladesh’ Kommunistiske Parti – Marxister-Lenister (CPB-ML), som en organisation med permanent observatørstatus, et første skridt til at blive en sektion. Det er endnu et eksempel på en udvikling, der er trådt klart frem i den seneste tid. FI’s tyngdepunkt er flyttet i retning af Asien.

Internationalen har også stor fremgang andre steder. På møder forelå der henvendelser om nærmere tilknytning fra organisationer i Australien, USA og Latinamerika, men Asien er i stigende grad blevet Fjerde Internationales (FI’s) vigtigste ekspansionsområde.

I 70’erne og 80’erne havde FI sine største sektioner i Europa og Latinamerika. I starten af det 21. århundrede blev Europa den fremherskende region, efter splittelser i de største latinamerikanske sektioner. I de sidste ca 15 år har de fleste af de organisatoriske fremgange fundet sted i Asien.

I de første efterkrigsår bestod FI i Asien af RMP i Sri Lanka, små grupper af kammerater i Hongkong i 50’erne (herunder dem, der havde regrupperet sig efter at trotskismen i Kina var blevet knust af Mao Zedong), en gruppe i Vietnam, nogle spredte kræfter i Indien og en sektion i Japan, som blev splittet og brød ud i 80’erne. I dag er Asien den største region inden for FI, med nogle af de vigtigste sektioner, både mht. størrelse og social indflydelse.

Det er sket gennem en proces med gensidige tilnærmelser og omgrupperinger af organisationer med forskellig politisk og ideologisk baggrund. De omfatter tidligere maoister og andre trotskistiske tendenser. Det er en udvikling, der er blevet fremmet ikke bare af FI’s beslutning om at søge kontakt med andre kræfter, men også af Internationalens tilgang til at opbygge en Internationale, der har været i positiv kontrast til den måde, som andre trotskistiske grupperinger har forholdt sig på. Internationalen er åben over for kammeratlige relationer til venstreorienterede grupper i lande, hvor vi allerede har organisationer, som på Filippinerne og i Indonesien.

Asien er et kontinent med en ekstrem forskellighed, uden fælles historie og mange forskellige erfaringer fra kolonitiden. Der er ikke noget, der ligner historien i Latinamerika, Nordamerika, den arabiske region eller Europa. Der er områder med stor ustabilitet og sociale omvæltninger. Kontinentet omfatter de fremstormende økonomier i Kina, Indien og Vietnam, krigen i Afghanistan og mange geopolitiske konflikter, herunder Pakistan/Indien-konflikten om Kashmir og Kinas undertrykkelse af Tibet. Den omfatter også konfrontationen på den koreanske halvø og befrielseskampe i Mindanao på Filippinerne og hos tamilerne i Sri Lanka.


Sri Lanka og Filippinerne

Det er også et kontinent med enorme miljøproblemer: oversvømmelser i Pakistan, Bangladesh og Kina, ekstreme vejrforhold pga. klimaforandringer som den tyfon, der for nylig ramte Filippinerne, samt skovrydning, forurening, mangel på drikkevand, atomkatastrofen i Japan og de negative følger af de fremstormende økonomier.

Internationalens fremgang i Asien begyndte i 1991 med NSSP i Sri Lanka. De blev medlem på den 14. verdenskongres i 1995 efter at være blevet ekskluderet af Komiteen for en Arbejderinternationale (CWI), den tendens, der er domineret af British Socialist Party. NSSP var en organisation med stor social indflydelse, landspolitisk tilstedeværelse, parlamentarisk repræsentation og en solid basis i fagforeningerne. Partiet stod i spidsen for et fagforbund. Partiet var, og er fortsat med at være, kendetegnet ved dets klare holdning til det nationale spørgsmål og dets stærke støtte til den tamilske kamp under vanskelige og farlige omstændigheder. Siden det knusende nederlag for tamilernes nationale kamp er NSSP blevet ved med at kæmpe for de fængslede og de forsvundne.

Efter 2000 er der kommet to andre asiatiske organisationer til. De er begge to vigtige organisationer og fra områder med brutal konflikt og undertrykkelse.

På den 15. verdenskongres i 2003 blev det Revolutionære Arbejderparti – Mindanao (RWP-M) optaget som sektion i FI. RWP-M havde en maoistisk baggrund, selv om det havde bevæget sig langt væk fra RWP-M havde en maoistisk baggrund, men har bevæget sig langt væk fra maoismen og er nu et økosocialistisk parti. det har også en stærk forankring balndt bønder, hos oprindelige stammefolk i højlandet og de fattige på landet. Partiet har et stærk økologisk fokus og et godt renommé for sit arbejde med spørgsmålet om fødevaresuverænitet – lokalsamfundets ret til at bestemme, hvad der skal dyrkes, og hvordan produkterne skal distribueres til fordel for befolkningen og ikke for de multinationale selskaber. De tager del i den væbnede beskyttelse af deres egnel okalsamfund, samtidig med at de er engageret i en ‘fredsproces’ med regeringen.

Pakistan og Indonesien
Pakistans Arbejderparti (LPP), der blev ekskluderet af CWI lige som NSSP, fik permanent observatørstatus i 2005. Det er en organisation med 7000 medlemmer, med basis både blandt bønder og inden for arbejderklassen. Partiet har et eksemplarisk ry som modstander af Musharrafs militærdiktatur.

Selv om det meste af ledelsen, herunder de kvindelige ledere, kom i fængsel, så afstod partiet fra at gå under jorden. Partiet bekæmper både USA-imperialismen og religiøs fundamentalisme.

LPP har især lagt vægt på at udvikle uafhængige sociale bevægelser. Det støttede opbygningen af den Nationale Faglige Føderation, der blev dannet i 1998, og den Pakistanske Arbejderføderation fra dens begyndelse i 1994. Det hjalp med at opbygge bondebevægelsen, Anjaman Mozareen Punjab, og i 2003 lykkedes det for partiet at bringe 22 bondeorganisationer sammen. Partiet hjalp også med til dannelsen af Kvindelige Arbejderes Hjælpefront som en uafhængig kvindeorganisation og en ungdomsorganisation, Den Progressive Ungdomsfront, i 2003.

FI har også etableret forbindelse med Folkets Befrielsesparti (PLP) i Indonesien, som også har fået permanent observatørstatus. Den indonesiske venstrefløj måtte bygges op helt fra grunden efter Suhartos massakre på kommunisterne i 1965, hvor op imod en million mennesker blev dræbr. PLP opstod som følge af en splittelse i PRD (Folkets Demokratiske Parti), et parti, der især var bygget op blandt studenter, der protesterede imod det autoritære Suharto-styre. PRD spillede en vigtig rolle i den mobilisering, der førte til Suhartos fald i 1998. PLP organiserer blandt unge og studerende. Det lægger stor vægt på kvindekampen og støtter kampen for national selvbestemmelse inden for Indonesiens grænser.

Bangladesh
CPB-ML fra Bangladesh, der nu har permanent observatørstatus, stiler imod at blive en sektion på Internationalens næste verdenskongres. CPB-ML tilhører en Gramsci-tradition og er en meget mindre organisation end LPP og RWP-M. Den har også en massebasis blandt bønderne. Den står i spidsen for to tvillinge-bondeføderationer (én for kvinder, én for mænd), Bangladesh Krishok Federation (BKF) og Bangladesh Kishani Sabha (BKS), to af de stærkeste bondeorganisationer i landet.

Det er også en udpræget økologisk organisation, der prøver at integrere kampen for bønders rettigheder, kvinders rettigheder og økologiske rettigheder. I november og december organiserede de den yderst imponerende ‘Klimakaravane’ omkring temaer som klimaforandringer, kønnenes ligeberettigelse og kontrol med fødevareressourcerne – en karavane, der gik fra den nordlige del af landet, og som i løbet af to uger holdt møder hver aften i de landsbyer, den passerede, tit med mere end 1000 deltagere.

I dag omfatter FI’s kræfter i Asien flg.: NSSP i Sri Lanka, LLP i Pakistan og RWP – M i Mindanao. Grupper i Japan og Hongkong blev på den sidste verdenskingres betragtet som på vej til at blive sektioner, og de fik valgt folk som foreløbige medlemmer af den Internationale Komité. PLP fra Indonesien har permanent observatørstatus. Der er kontakter til aktivister i Indien. Der er også opbygget kontakter i Malaysia, Sydkorea og Taiwan.

FI’s arbejde i Asien har været under indflydelse fra FI’s uddannelsescenter i Amsterdam, Institut for Forskning og Uddannelse (IIRE), og de kurser, som instituttet afholder. I de seneste år har IIRE etableret sig både i Manila og Islamabad for at udvide sit arbejde. Disse uddannelsescentre, især det i Manila, er blevet centre for omgruppering af de revolutionære kræfter i regionen, og de opbygger også forbindelser i den asiatiske Stillehavs-region, herunder Australien.

Opslået i Asien, Fjerde Internationale

single.php