I denne tid bliver det diskuteret vidt og bredt - i det mindste blandt medlemmer af Enhedslisten - hvad der gør Finansloven til noget særligt. Det skyldes ikke mindst den aktuelle aftale mellem Enhedslisten, regeringen og SF om finansloven for 2015, som omkring en tredjedel af Enhedslistens hovedbestyrelse stemte imod.

af John Jessen

Det følgende er et bidrag til at afklare, om finansloven er en lov af særlig karakter, og om afstemningen er en tillidsafstemning om regeringen. Det er ikke en analyse og vurdering af den aktuelle finanslov for 2015.

Love og pakkeløsninger
Der er enkelte love, der udløber på en bestemt dag (hvis det står i loven). Alle andre love – uanset om de handler om dagpenge eller plejeboliger eller ulandsbistand eller noget helt fjerde – gælder, indtil Folketinget vedtager en ændring. Det gør det ret enkelt at tage stilling, når der kommer forslag om ændringer: Er det en forbedring eller en forringelse af det gældende?

Det er en lidt større udfordring, når flere ændringer bindes sammen i en pakke: Er en forbedring på ét område (f.eks. en lettelse af bundskatten) nok til at opveje en forringelse på et andet område (f.eks. højere afgifter)? Eller fra nyere tid: Er en arbejdsmarkedsydelse til arbejdsløse, der mister retten til dagpenge, nok til at opveje en forringelse af retten til seniorjob? Den slags spørgsmål har Enhedslisten taget stilling til fra første dag i 1994, hvor partiet fik pladser i Folketinget.

Det er stadig et vedtaget princip i Enhedslisten, at partiet er imod pakkeløsninger, der indeholder både forbedringer og forringelser – men i praksis har partiet stemt for flere af den slags. Det er ikke lige mit emne her, så jeg giver ikke eksempler.

Finansloven – en særlig lov
Finansloven er en særlig lov af bl.a. følgende grunde: Det er den eneste lov, der pr. definition kun gælder for et år Vedtagelse af en finanslov er en betingelse for, at staten må opkræve skatter og afholde udgifter (Grundloven, § 46); det er den ultimative pakkeløsning, da den indeholder alle de økonomiske konsekvenser for det kommende år af, hvad Folketinget har vedtaget i løbet af året. Det betyder, at ingen regering kan overleve, hvis der ikke findes et flertal for en finanslov. Der vil groft sagt ikke være noget at regere over.

Finansloven er, hvad vi gør den til
Hvorfor så al den ballade om finansloven? Det er først de seneste år, at venstrefløjens (Enhedslistens) stilling til finansloven er kommet i fokus.

Hvorfor? Historisk har Socialdemokratiet og de borgerlige partier altid stemt for finansloven, uanset hvem der havde regeringsmagten. Dette blev første gang ændret, da Socialdemokratiet engang i slutningen af 1980’erne – hvor Svend Auken var formand og den konservative Poul Schlüter var statsminister – stemte imod finansloven. Det viste sig at være en éngangs-forestilling.

De borgerlige partier har også ændret deres parlamentariske taktik om finansloven de sidste tyve år. Deres holdning er nu, at den siddende regering først må prøve at finde et flertal med sit parlamentariske grundlag. Hvis det ikke lykkes, byder de sig dog gerne til som sidste år – mod passende indrømmelser. I sidste ende har de dog hver gang stemt for finansloven.

Venstrefløjens historie er en anden. Partiet Venstresocialisterne (VS) stemte altid imod finansloven, og SF gjorde det samme helt frem til Nyrups regeringer i 1990’erne. Begge partier havde samme begrundelse: Finansloven bevilger penge til en lang række formål, som vi er imod (Pkt. 3 ovenfor).

Det var derfor historisk, da Enhedslisten første gang stemte for en finanslov, og det er aldrig blevet sagt eller skrevet krystalklart hvorfor. Jeg kan kun se to muligheder:

Den første mulighed er, at finansloven kun er et teknisk budget – en sammentælling – ud fra, hvad forskellige flertal i Folketinget allerede har vedtaget. I praksis er dette Enhedslistens standpunkt, for ellers ville en stemme for en finanslov være et klokkeklart brud med princippet om ikke at stemme for forringelser.

Den anden mulighed er, at Enhedslisten i selve forhandlingen om finansloven får nogle indrømmelser, som vi ikke ellers ville få. I praksis er dette Enhedslistens standpunkt, som det fremgår af partiets beslutninger, bl.a. på årsmøder, der drejer sig om, hvad der skal til, for at Enhedslisten kan stemme for finansloven.

De gange, Enhedslisten har stemt imod finansloven, har begrundelsen været, at partiet ikke fik indrømmelser nok – ikke at Enhedslisten som princip stemmer imod. I praksis har det været en erklæring om mistillid til regeringen, og hvis ikke de borgerlige havde meldt sig og stemt for, f.eks. ved finansloven for 2014, ville regeringen være væltet.Derfor er en afstemning om finansloven en tillidsafstemning om regeringen.

Afstemning om finansloven – en tillidsafstemning
Den bedste politiske situation for Enhedslisten er den, hvor partiet kan agitere og stemme imod finansloven med det centrale politiske argument, at loven samler (teknisk budget eller ej) stribevis af bevillinger og skatteregler, som partiet har stemt imod, fordi de er imod arbejderklassens interesser.

En sådan stilling til finansloven vil give mening, hvis den kan fremme kampen mod kapitalen og al dens væsen – i og udenfor Folketinget. Det er en politisk vurdering, Enhedslisten er nødt til at lave. Det er ikke et regnestykke, hvor der følger en facitliste med.

Det er ud fra den vurdering, Enhedslisten tager stilling til finansloven. Det vil skabe mere klarhed om Enhedslistens mål og midler, hvis partiet åbent erkender, at det for år siden har accepteret, at forhandlinger om finansloven er en særlig del af partiets parlamentariske taktik.

Det vil også fremme klarheden, hvis partiet lige så åbent erkender, at det er et udtryk for venstrefløjens svaghed – i og udenfor Folketinget – at det er sådan, at vi ikke kan bekæmpe finansloven med næb og klør.

Det er en væsentlig politisk indrømmelse for et erklæret socialistisk og revolutionært parti som Enhedslisten at være parat til at stemme for finansloven. Derfor er det lige så væsentligt, at partiet holder fast i den betingelse, at forhandlingen om finansloven giver partiet nogle indrømmelser, som er afgørende vigtige for Enhedslisten – og som partiet ikke ellers ville få.

Det gælder både de helt kontante indrømmelser (dagpenge osv.) og alt andet, der kan styrke arbejdernes stiling overfor kapitalen (indsats mod social dumping osv.). Her har vedtagelserne på Enhedslistens årsmøder om betingelserne for at stemme for en finanslov deres fulde betydning.

I sidste ende må Enhedslisten – folketingsgruppe og hovedbestyrelse – se på det samlede tilbud fra regeringen og spørge sig selv: Er det godt nok, til at vi fortsat støtter regeringen? For det er jo det, vi gør, hvis vi stemmer for finansloven.

Finansloven er for Enhedslisten, hvad partiet gør den til – og i sin praksis har Enhedslisten selv gjort afstemningen om den til en tillidsafstemning om regeringen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com