Vi står overfor en dyb og langvarig økonomisk krise. Den er stadig værst i andre dele af Europa, men den smitter af i Danmark, og den kan ikke undgå at få endnu større konsekvenser her. Det må selv de evigt markeds- og konjunkturjublende økonomer nu også indrømme.

 

Det er en krise, der er skabt af kapitalismen som system og i særlig grad af den internationale bank- og finanskapital.
Over hele verden ser vi protester fra større eller mindre dele af arbejderklassen og andre grupper i befolkningen mod at skulle betale prisen for en krise, man ikke har ansvar for. "Lad de, der har skabt krisen, betale den," lyder det nogle steder fra. "Vi forsvarer de 99 % af befolkningen mod den ene procent, som har beriget sig både i opgangs- og nedgangstider," lyder det andre steder fra.
I Danmark har vi fået en ny regering, fordi en stor del af befolkningen ønskede forandring efter 10 år med blå blok.

Og hvad præsenterer den nye regering så med sit første finanslovsforslag?
Vi får et begrænset antal ændringer af det finanslovsforslag, som VK-regeringen nåede at fremlægge inden valget. Der er nogle forbedringer rundt omkring, men der er intet, der ligner et egentligt brud med VK-regeringens økonomiske politik. Der er kun minimale forsøg på at lade bankerne og spekulanterne og resten af "den rigeste ene procent" betale.
Der er ingen forsøg på at begrænse den magt, de har over samfundet. Der er samlet set en vis omfordeling fra rig til fattig, men det er en omfordeling, hvor arbejderklassen (undtagen den fattigste del) også skal betale. Der er ingen seriøse tiltag for at løse klimakrisen.
Finanslovsforslaget beskytter ikke arbejderklassen og folk på overførselsindskomst mod krisens omkostninger, og den gør intet for at begrænse kapitalens muligheder for at skærpe krisen.
Det duer simpelthen ikke.

Kombinationen af skærpet økonomisk krise og finanslovsforslagets elendighed må fungere som et wake-up-call til Enhedslisten. Nu kan vi ikke længere udskyde det tidspunkt, hvor vi klart og tydeligt siger, at der er brug for en helt anden økonomisk politik, der placerer regningen for krisen på rette sted, der bryder med kapitalens frie profitjagt som styrende for samfundsøkonomien. Vi har ikke en regering, der bare skal rettes lidt til. Den er på vildspor, og der skal noget helt andet til.

Hvad kan vi gøre ved finansloven for 2012 de næste to måneder?
Styrkeforholdene er ikke de bedste. Som SAP’s landsledelse beskrev i sin valgstatus, har S, SF og fagbevægelsens ledelse med deres foræring af valgsejren til De Radikale afgørende svækket mulighederne for at føre rød politik. Dertil kommer, at de ikke har viljen til at sætte De Radikale under pres, men tværtimod lod dem komme med i regering. Nok er der et udbredt ønske om en mere rød politik og stigende forståelse for De Radikales rolle i samfundet, også i S-SF’s eget bagland, men der er ikke noget egentligt mobiliseret pres på regeringen.
Derfor er det ikke et realistisk mål at få en finanslov, der for alvor betyder forandring, og som tager fat på de virkelige problemer. Til gengæld kan vi arbejde på at ændre styrkeforholdene.
Vi kan ændre styrkeforholdene ved at opnå små og lidt større konkrete forbedringer via finansloven. Her tæller både dem, regeringen har taget med fra starten som f.eks. afskaffelse af fattigdomsydelserne, og dem, der kommer til de næste par måneder via pres udefra formidlet gennem Enhedslistens forhandlinger.
Vi kan ændre styrkeforholdene gennem den aktivering, politisering og organisering, vi kan opbygge i befolkningen omkring finansloven og i forhold til andre konflikter, f.eks. de kommunale budgetter.
Vi kan ændre styrkeforholdene ved at sikre, at den venstredrejning, som Enhedslistens fremgang er udtryk for, fortsætter.
Lykkes det, skaber vi konkrete resultater og forbereder en situation, hvor vi for alvor kan ændre tingene.

Skal Enhedslisten så stemme for finansloven? Ja, hvis den lever op til de retningslinjer, som årsmødet har fastlagt.
Det kræver, at den endelige finanslov indeholder markante forbedringer, men det kræver altså ikke, at finansloven i sin helhed lever op til krise-situationens alvor. Der er allerede få, men vigtige forbedringer, og der kan komme flere til selv under de nuværende styrkeforhold. Så det er ikke umuligt, at vi kan ende med en finanslov, der har tilstrækkeligt markante forbedringer til, at Enhedslisten kan stemme for.
Men det kræver også, at der ikke er forringelser i finansloven.
Forringelser er sjældent noget, en regering skilter med. Derfor skal der nærlæses. Risikoen for mere eller mindre skjulte forringelser er overvældende i et finanslovsforslag, der tager udgangspunkt i den gamle regerings forslag. F.eks. skal alle ministerier spare fem procent på administrationen. Det vil være fint i Forsvarsministeriet, men i mange ministerier kan det få negative konsekvenser for programmer, projekter og aktiviteter, der er til gavn for almindelige mennesker.
Der er derfor al mulig grund til, at Enhedslisten ikke alene fokuserer på de forbedringer, vi ønsker via finansloven, men også på de forringelser, vi kræver fjernet. Endelig skal folketingsgruppen passe på, at den ikke indgår et forlig med regeringen, hvor den reelt lover ikke at stille udgiftskrævende forslag hele året.
Det bedste resultat under de nuværende styrkeforhold vil være, at vi får en finanslov, som Enhedslisten kan stemme for inden for rammerne af årsmødets beslutninger. Men en finanslov kan også blive så dårlig, at den mindst ringe løsning er at stemme imod.

SAP’s forretningsudvalg, 5. november 2011

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php