Finanskrisen er det vigtigste træk ved den politiske situation i EU. Den bliver brugt af kapitalistklassen til en nyliberal forandring af samfundet i stor skala.

af Mikael Hertoft

Venstrefløjen i EU er stort set enige om en beskrivelse af finanskrisens årsager og virkninger, der munder ud i en skarp konklusion: Krisen er ikke ved at gå over – den krisepolitik der føres, gør krisen værre.

Det er i øvrigt ikke kun venstrefløjen, der har denne erkendelse. I det konservative engelsksprogede blad ”The Economist” publicerede man i august en graf, der viser, at i de tre lande, der er blevet tvunget til at føre borgerlig krisepolitik for at betale gælden tilbage – der er gælden vokset meget betragteligt, siden denne politik satte igennem.

The Economist, August 2013

Årsagerne til finanskrisen
Det var en enorm privat gældssætning, som blev den udløsende faktor i finanskrisen. Denne er blevet næret af

  1. at den reelle løn i mange lande er faldet, eller har stået stille i mange år. Det er så blevet som kompenseret ved gældssætning.
  2. Der er sket en liberalisering af finanssektoren, der ophæver forskellene mellem banker, finansieringsselskaber og sparekasser og tillader uhæmmet spekulation. Priserne på jord og boliger er steget i en lang periode, og det har givet folk mulighed for at låne mere i forventning om fortsatte stigninger, som så er udeblevet siden 2008.
  3. I mange lande er der også et stort overforbrug i statens indkøb, især af militært isenkram. I Grækenland er våbenindkøb fra Tyskland en stor post. Så når Grækenland i dag skylder penge i Tyskland, så skyldes det fx tanks og ubåde, der er købt af den tyske industri. Det er en cirkeløkonomi, der er værd at tænke på. I Grækenland var de meget store udgifter til afholdelse af Olympiaden og korruption i byggesager også dyre.

Bag finanskrisen ligger også andre årsager fx strukturelle problemer i kapitalismen, som gør, at den produktive sektor pt. ikke er særlig profitabel: Det er det, vi marxister kalder ”profitratens tendens til fald”. Og bag det ligger stigende økologiske problemer.

Mange økologiske bevægelser, videnskabsfolk og tænkere, gør opmærksom på, at vi allerede har en økologisk krise, og at den må forventes at blive værre. Det slår allerede gennem i økonomien. Et økologisk problem er fx den enorme koncentration af mennesker i byer, der er årsag til enormt høje priser på boliger i metropolernes centre – Shanghai, Moskva, New York, London osv. Det gælder såmænd også i små store byer som København og Århus. Koncentrationen fører til store prisstigninger på boliger, og nedlæggelsen af offentlig transport fremmer bilismen, der kvæler byerne.

Det er også klart, at overfiskning af havene har umiddelbare økonomiske konsekvenser for prisen på spiseligt protein.

Der er også stigende priser til olieudvinding mm, alt sammen økonomiske indikationer på den økologiske krise, som økonomerne sjældent tager med i deres ”modelberegninger”.

Socialisering af tabene – privatisering af profitten
Alt dette førte til krisen i den finansielle sektor fra 2008, som stadig ikke er overvundet. Krisen har udspillet sig efter princippet ”Socialisering af tabene – privatisering af profitten” – som den amerikanske samfundskritiker Noam Chomsky har formuleret det.

Dvs. staten overtager bankernes tab og de dårlige lån, som spekulanterne har indgået, hvorved finanskrisen bliver til en statsgældskrise. Et land som Irland havde en meget lille statsgæld, indtil staten overtog bankernes kæmpe underskud.

Det er et totalt brud på den liberale opfattelse af, hvordan økonomien er ”selvregulerende”, fordi de selskaber, der går fallit, ifølge den liberale model ideelt set skal have lov at gå nedenom og hjem. Men nej, private kan få lov at gå fra hus og hjem, men bankerne må ikke gå fallit.

Finanskrisen har på den måde ført til en meget ejendommelig organisering af låneøkonomien.

Den Europæiske Centralbank kan trykke penge og kan låne dem ud. Det gør ECB så – til en meget lav rente. Men ECB låner ikke pengene ud direkte til stater som fx den græske, der har brug for dem – men til banker og andre, der så bruger dem til at låne videre ud til de enkelte stater og til private kunder. Og det for en langt højere rente. Fx omkring 1 procent, der lånes videre til 5 procent eller højere. Resultatet er et system, hvor staterne systematisk overgiver penge til de private banker via renterne.

De penge, den portugisiske, græske og spanske stat så låner, bliver brugt til at ”refinansiere gælden” dvs. man låner penge til staterne, for at de kan betale for gamle lån.

Hele det cirkus har ikke nogen krisedæmpende, for slet ikke at tale om kriseløsende effekt. Tværtimod, det fører til et evigt lånefængsel, hvor gælden vokser.

Trojkaen – den Internationale Valutafond, EU-Kommissionen, den Europæiske Centralbank – er dem, der har overtaget styringen af økonomien i Grækenland, Portugal, Irland og i bredere forstand i EU.

Neoliberalismen har i dag stort set monopol på policy-tænkningen i både EU og USA, dvs. den politik, som staterne fører. Stort set alle regeringer i EU fører en kapitalistisk, neoliberal krisepolitik. Det betyder nedskæringer af social velfærd, ødelæggelse af forsknings- og uddannelsessystemer, fyringer og reallønsfald.
Arbejdsgiverne er også meget ivrige i deres forsøg på at sænke lønningerne og ophæve hævdvundne aftaler om arbejdets gennemførelse og arbejdstid.

Denne politik er naturligvis ikke populær, så den må kombineres med indskrænkninger i demokratiet – udspilning af forskellige dele af arbejderbefolkningen mod hinanden – ophævelse af alle barrierer i frihandel – når det er til de rige landes fordel.

De lande, der er blevet presset til at gennemføre Trojkaens politik, har i dag en værre krise, end da de startede på ”løsningen” – dvs. de har ikke bare en massiv social og samfundsmæssig krise med lukning af arbejdspladser, men også en værre gældskrise.

”Ægteskabet mellem liberal kapitalisme og demokrati er ved at komme til en ende”. Sådan har Slavoj Zizek beskrevet situationen, og det er desværre en præcis beskrivelse af situationen i EU som system og i en række lande i og udenfor EU.

Kan Danmark gå fallit?

Nu er der måske nogen, der tænker: hvad rager det mig og Danmark? Vi har næsten ikke nogen statsgæld. Vi kan bare melde os ud af EU og gøre, hvad der passer os. Det kan vi – hvis ikke neoliberale politikere inden sørger for, at staten overtager den private gæld.

Det er den ”løsning”, vi hidtil har set på krisen. Og danskerne har en meget høj privat gæld. Husholdningernes bruttogæld er gennemsnitlig ca 3 gange deres årsindkomst. Så Danmark er absolut i farezonen, og som EU land bliver den økonomiske politik, herunder rammerne for finansloven, dikteret fra Bruxelles.

Hvilket program for at komme ud af den økonomiske krise?
Der tegner sig kort sagt konturerne af en klar venstreorienteret fortælling om finanskrisen, dens årsager og dens virkninger, en fortælling der nemt kan fortættes som en slags proletarisk sandhed, en som vi som Enhedslisten skal bruge i vores aktiviteter op til EU-valget. Men det er selvfølgelig en fortællingn der bliver stærkere, hvis vi også kan formulere løsninger på krisen.

Her bliver det sværere … både fordi det er svært at ændre positivt på fremtiden, og fordi der kan være mange veje at gå, men også fordi vi her er oppe mod meget stærke klassekræfter. Nogen indlysende rigtige skridt vil møde meget massiv modstand.

En socialistisk, social og økologisk løsning på krisen vil skulle gå lige imod, hvad fx EU foreskriver, så det kræver stædig oprørskhed.

Hvor radikal en politik skal vi føre? Her vil jeg kun tage et spørgsmål op – som til gengæld er afgørende. Hvad skal staterne gøre ved gælden – og hvad skal venstrefløjen gøre ved gælden, hvis vi får magten i et land som fx Grækenland?

I den radikale ende er der et simpelt svar: Gælden er urimelig og skal ikke betales. Landet må erklære default – dvs. holde op med at betale af på gælden. Det kan så kombineres med en nationalisering af banksektoren på nationalt plan – uden kompensation, da man alligevel har betalt bankerne så meget de senere år. Man kan tænke sig store strejker med fabriksbesættelser, der leder frem til, at arbejderne overtager kontrollen over produktionen. Dette vil hurtigt lede frem til en situation med meget store klassekonfrontationer, og landet vil blive udtørret for euro, hvorved en skarp økonomisk krise vil opstå, som vil tvinge regeringen til at genetablere en national valuta. Hidtil er venstrefløjens hovedstrømninger i de gældssatte lande veget tilbage for en sådan politik.

I den anden mere moderate ende må en ny venstreorienteret regering kræve en genforhandling af gælden. Man kan specificere, at en del af de penge, der er lånt, er gået til ting, som folket ingen interesse har i – korrupte byggeforetagender, overdrevne våbenindkøb mm., og at man allerede har betalt meget i renter. Hele øvelsen er selvfølgelig for, at regeringen kan få økonomiske rammer til at føre en social og økologisk politik med igangsættelse af produktion og arbejdspladser.

Hidtil har forsøg fra nationale regeringer på at overbevise Trojkaen om en afskrivning af gælden og en social politik ikke haft en chance.

Det er her venstrefløjens dilemma kommer ind: Hvis ikke vi er klar, hvis vi ikke har modet til at føre en linje for en default og skarp konfrontation – så er det heller ikke muligt at gennemtvinge mere moderate krav.

Artiklen bygger på et oplæg om den politisk situation til Enhedslistens HB-møde den 17. august 2013. Den bringes også i Rød+Grøns oktober-nummer.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com