Mens det brænder i USA og store europæiske lande, ser vi nu også at finanskrisen for alvor rammer Danmark. I denne artikel gennemgås hvordan finanskrisen indtil videre har udviklet sig i Danmark og hvordan myndighederne har reageret på krisen.

 

Artiklen trækker de historiske linier i den danske finanssektors udvikling op og hævder at finanskapitalens generobring af magten i de finansielle institutioner siden 1980erne, godt hjulpet på vej af Schlüter-regeringen, har stor andel i finanskrisen.

En brat opvågnen
Det kom som et lyn fra en skyfri himmel for de fleste folketingspolitikere—for ikke at sige almindelige danskere—da Roskilde Bank gik konkurs i august i år. Roskilde Bank var det første synlige tegn på at Danmark ville få en hård medfart af den tiltagende globale finanskrise. Forud for konkursen var imidlertid gået en lang periode med faretruende signaler i banksektoren og især Roskilde Bank. Siden foråret 2007 havde Finanstilsynet ifølge Børsen et dusin små og mellemstore banker i kikkerten pga. et tordnende indlånsunderskud—forårsaget af en meget høj og spekulativ udlånsvækst—især til boligspekulation.

Indlånsunderskud er et begreb for at man låner flere penge ud end man modtager indskud. Et indlånsunderskud er farligt fordi det lægger pres på bankens likviditet (pengebeholdning). Og da man siden starten af 2007 havde oplevet en stor mangel på kredit i de international inter-bankmarkeder pga. boligkrisen (sub-prime krisen) i USA, så det ekstra farligt ud. Blandt de særligt overvågede banker lå Roskilde Bank allerhøjest i synderegistret. Alligevel forsikrede bankerne alle om at økonomien var i skønneste orden og den købte myndighederne. Og netop udlån til risikable investeringer kom til at koste Roskilde Bank dyrt. Det samme var tilfældet ved de 6 andre banker der er fulgt i kølvandet på Roskilde Bank. Alle har de været ramt at risikable udlån til spekulanter eller pengegriske kapitalister. Som vi ved ydede regeringen støtte til Roskilde Banks spekulanter med over 4 mia. kr.

Regeringens redningspakke
Men det er ikke kun i de mellemstore banker, der har været problemer med overdreven risikofyldt ekspansion. I september 2008 blev indlånsunderskuddet i hele banksektoren opgjort til 500 mia. kr. Med andre ord et svimlende likviditetspres, der truer med at underminere banksektoren og som allerede har gjort kål på flere småbanker. De store banker har også mistet mange penge.

Det var frygten for en nedsmeltning der satte regeringen i gang med en hjælpepakke. Finanssektoren tryglede om det. Redningspakken, der i international sammenhæng er ret beskeden, indeholder flere elementer, som er værd at opholde sig ved. Redningspakken er en statsgaranti under hele banksektoren, da regeringen med undtagelse af 36 mia. kr. sektorfinansieret kapital har forpligtet sig på at understøtte bankerne med kapital. Som Frank Aaen har formuleret det, så er det ’socialhjælp til spekulanter’.

Et andet vigtigt element er at regeringen spiller med på finanskapitalens udpegning af bankdirektørernes grådighed som årsagen til den lave likviditet i bankerne. En meget belejlig syndebuk, som er blevet hjulpet godt på vej i medierne. Selvom der ikke er grund til at have ondt af bankdirektørerne så er det helt misforstået at pege på ’brodne kar’ som årsag til krisen. Direktørernes lønninger er dikteret af storaktionærerne, dvs. finanskapitalen selv, og tilmed direkte afhængig af bankernes evne til spekulativt at puste bankaktierne op.

Som et tredje forhold værd at nævne er, at der i regeringens indgreb ikke meget der tyder på en skærpet reguleringskurs overfor finanssektoren. Uden at blive for optimistisk kan man vist godt sige, at denne linie står i kontrast til de tendenser, som antydes i resten af Europa og USA.

Deregulering, krise og koncentration
En grund til, at myndighederne indtil for ganske nyligt købte bankernes forklaring om at alt var i skønnest orden, er, at man siden indgangen i det Indre Marked i midt1990erne har arbejdet for at skabe et ’selvregulerende’ bankmarked. Man har i EU harmoniseret reguleringen af bank- og finanssektoren. Harmoniseringen har imidlertid betydet at man har overtaget regler udstukket fra Bank of International Settlements (BIS), hvis reguleringsregime reelt set kun har betydet at kravene til bankerne til stadighed slækkes. Blandt andet medfører denne form for regulering at bankerne i høj grad skal være selvregulerende, dvs. vurdere egne risici på udlån etc.. En mildest talt naiv tiltro til finanssektoren, der historisk set har medvirket til at skabe store kriser.

I Danmark begyndte dereguleringen af bankerne og finanssektoren imidlertid allerede med Schlüter-regeringen i starten af 1980erne. I 1987 var alle forhindringer for ’kapitalens fri bevægelighed’ stort set fjernet både internt og internationalt. (Se Tabel 1 for en oversigt over dereguleringen i Danmark). Deregulering af finanssektoren var en hjørnesten i udviklingen af nyliberalismen.

TABEL 1 DEN VIGTIGSTE (DE)REGULERING AF DEN DANSKE BANKSEKTOR

Regulering Indhold af regulering

Bankloven af 1919:         Første lov om banker

Bankloven af 1930:  
       Kraftig regulering af bankerne pba. de krakket på Wall Street 1929, samt krakket i Landmandsbanken (senere Danske Bank) i 1922.

Bank- og Sparekasse-loven af 1974: Lempelse af 1930-loven, men stadig ønske om ’styring af kapitalen’.

Bank- og Sparekasse-loven af 1980:
   Implementering af EF’s 1. samordningsdirektiv, dvs. harmonisering og liberalisering

Schlüter-regeringens deregulering 1980-1988: 
Schlüter-regeringen fjerner ’Udlånsloftet’ (hindrer udlånsekspansion), ’Indlånsrenteaftalen’ (sikring mod opadgående renteglidning siden ), Valutarestriktioner

Bank- og Sparekasse-loven af 1990: Implementering af 2. samordningsdirektiv fra EU: nedbryder brandmure mellem brancher og lemper krav til bankernes kapitalgrundlag.

Direktiver 1991-1995: EU-direktiver, der reducerer krav til kapitalgrundlag i banker.

Capital Adequacy Directive II (CAD II) 1998:
 EU-direktiv, der åbner op for selvregulering i banksektoren.CAD III 2006 

CAD III 2006: EU-direktiv, der kraftigt udvider bankernes selvregulering og lemper krav til kapitalgrundlag. Er implementering af Basel II Akkorden (BIS-regimet).


Dereguleringen førte imidlertid til en alvorlig krise i finanssektoren i slutningen af 1980erne. Bankernes nyvundne frihed slog om i krise fordi en spekulativ udlånsvækst pludselig kollapsede under senfirsernes boligkrise og økonomiske lavkonjunktur. Imidlertid fik det ikke Schlüter-regeringen til at gå i anden retning—tværtimod. Man gik i stedet efter integration i EU’s Indre Marked med yderligere deregulering til følge, fx nedbrydelse af skel mellem forskellige finansielle brancher som forsikring, realkredit og banker. Der var i alle de nordiske lande en alvorlig finanskrise som følge af deregulering.

Bankkrisen førte i Danmark til en enorm koncentration i bank- og finanssektoren. I kølvandet på krisen lagdes fundamentet for dannelsen af de to superbanker i Norden i dag: Nordea og Danke Bank. Bankerne er begge del af koncerner der ikke blot kontrollerer bankmarkedet, men også stort set alle de kanaler som kreditten formidles igennem. De sidder således på en stor del af realkreditmarkedet, forsikringsmarkedet og ejendomsmæglermarkedet.

Finanskapitalens generobring af de finansielle institutioner
Fra 1930erne og frem til dereguleringsbølgen i 1980erne havde den finansielle sektor været strengt reguleret og mulighederne for finanskapitalen til at spekulere og snylte på systemet var begrænsede. Imidlertid åbnede der sig med koncentrationen en mulighed for at tage magten tilbage. Med koncentrationen kom samtidig en koncentration af ejerskab.

Koncentrationen i den danske banksektor gav således en historisk mulighed for finanskapitalen til at generobre de finansielle institutioner og sikre sig at fordelingen af profitten gik én vej—til dem selv. Ser man på figur 1 nedenfor, som viser den historiske udvikling af hvor stor en andel af overskuddet de danske banker udbetaler til aktionærerne, bliver det tydeligt, at der siden 1980erne er foregået en massiv udbetaling af profit til aktionærerne, som overgår de finanskapitalens glade dage i 1920ere.

FIGUR 1 ANDELEN AF UDBETALT PROFIT FRA DE DANSKE BANKER 1921-2004

 

Kilde: Finanstilsynet [forskellige år].

Imidlertid tegner figuren ikke hele billedet af fordelingen til fordel for finanskapitalen. Ved siden af direkte udbetaling af profit findes en række måder at forgylde aktionærerne. Den mest anvendte er aktietilbagekøbsprogrammer. Programmerne går ud på at bankens ledelse skal få banken aktier til at stige så meget, at når banken tilbagekøber aktierne så får aktionærerne en kæmpe fortjeneste. Samtidig har bankens direktører typisk haft en aflønningsform (såkaldte aktieoptioner), hvor de er blevet belønnede for at ’geare’ aktien som det hedder i fagsprog. Det er med andre ord aktionærerne der har skabt incitament til ledelsen om at spekulere. I perioden 2000-07 har Danske Bank koncernen fx udbetalt 18 mia. kr. til aktionærerne på denne måde! Mange mindre og mellemstore banker er overgået til næsten udelukkende at udbetale profit på denne måde, som fx Sydbank og Jyske Bank. Årsagen er bla. en betragtelig skattefordel for aktionærerne.

Baggrunden for at man har kunnet reducere aktiekapitalen i bankerne er blandt andet den stadigt faldende regulering. Fordi kravene til størrelsen af ’sikker’ kapital i bankerne er blevet sænket radikalt siden 1980erne, bl.a. med indgangen i det Indre Marked har bankerne kunne tilbagekøbe aktierne og reducere egenkapitalen. Det er denne reduktion, der nu gør bankerne sårbare overfor likviditetspresset i kombination med den uhæmmede udlånsvækst.

Der er med andre ord en intim sammenhæng mellem finanskapitalens grådighed og øget risikoeksponering. Dog skal det understreges, at en forklaring af finanssektorens vækst og udvikling siden 1980erne ikke kun kan tage deregulering i betragtning. SI har tidligere bragt artikler, der viser sammenhængen mellem den verdensøkonomiske nedtur fra 1970erne og de internationale finansmarkeders vækst siden. På den måde kan en ny periode med streng regulering af finanssektoren ikke redde kapitalismen fra krise. Kriser er uundgåelige for kapitalismen.

En dyster fremtid
Den nuværende situation ser dyster ud for den danske økonomi. Finanskrisen har globalt spredt sig til aktiemarkederne og det ligner mest af alt en ’nedsmeltning i slowmotion’, som det er blevet sagt. I Danmark har de 20 mest toneangivende aktier (C20-indekset) mistet over 40 procent af deres værdi det sidste år. Samtidig har danske aktier vist sig relativt sårbare i den internationale økonomi. De danske bankaktier trak fra starten markedet med nedad og ligger stadig meget lavt. Det er samtidig karakteristisk, at der er enorme udsving i dag-til-dag kurserne, hvor der den ene dag ventes et historisk rekordhop i kurserne for næste dag blot at finde yderligere dramatiske fald. Udviklingen har fået pensionsselskaberne til at råbe om en 14-dages lukning af aktiemarkedet, noget som kræver et internationalt koordineret indgreb.

Uanset om det internationale samarbejde for at forhindre krisen står det allerede nu klart, at krisen vil få betydelige konsekvenser for realøkonomien. Konsekvenserne vil være faldende kapitalakkumulation , faldende profitrate, stigende arbejdsløshed, pres på lønninger og dårligere vilkår for arbejderklassen. Allerede nu ligger forslag i støbeskeen, i form af arbejdsmarkedskommissionen, som skal forøge arbejdstiden. En kapitalistisk krise, finansiel eller industriel, kan kun løses ved at overføre rigdom fra arbejderklassen til kapitalen. Det kan ske enten ved at tage arbejderklassens kollektive opsparinger, eller sætte gang i ny omfattende udvinding af merværdi. Det ser ud til at begge dele vil blive en del af kapitalens løsning på finanskrisen.

 

 

Opslået i Økonomi

single.php