Billederne af Fidel har fyldt nyhedsudsendelserne gennem hele vores liv: slået efter det mislykkede og blodige angreb på Moncada-kasernen; gående i en flot habit som en fri mand ud af fængslet til eksil; interviewet af en journalist fra USA på hans skjulested på en bjergtop i 1958; marcherende i triumf ind i Havana sammen med Che, Cienfuegos og de andre skæggede krigere; bekendtgørelsen til hundredtusinder om konfiskationen af amerikansk kapital og revolutionens socialistiske kurs; ved frontlinjen ved Svinebugten med store briller med det tykke sorte stel som leder af sejren over CIAs invasionsstyrke; meddelelsen om Ches død i Bolivia til en fyldt Plaza de la Revolucion i Havana…

… Maskinpistolen, som Allende fik nogle få måneder for kuppet i Chile; velkomsten til soldaterne, som vendte hjem fra deres sejr over det sydafrikanske apartheidstyre; hilsningen på Ortega, lederen af den nicaraguanske revolution i 1979; den dystre offentliggørelse af den økonomiske nedskæringsperiode efter Berlinmurens [og senere Sovjetunionens] fald i 1989; velkommen til Chavez og senere andre reformvenlige latinamerikanske ledere i det nye århundrede… og så hans tilbagetrækning til en kun delvis pensionisttilværelse, en gammel mand i træningsdragt med et stadig hvidere skæg, som stadig var efterspurgt af radikale ledere eller kændisser som fodboldspilleren Diego Maradona.

Nu er han væk, men han levede længere end alle de præsidenter i USA, som beordrede CIA til at organisere hundreder af snigmordsforsøg, væbnede oprør i Cuba og en invasionsstyrke i fuld skala. Hans bortgang og det snarlige sammenbrud af den cubanske stat er blevet udråbt for tidligt adskillige gange siden 1989. I modsætning til Rusland og Østeuropa er Cuba ikke brudt sammen i gangsterkapitalisme eller har oplevet en katastrofal nedgang af levestandard og -alder. Hvis man sammenligner håndteringen af de nylige orkaner i henholdsvis Haiti og Cuba, er det et tydeligt bevis på, at gevinsterne fra revolutionen i 1959 stadig overlever. I Cuba var der ingen dødsfald, og hele byer blev evakueret uden problemer. Raul, både bror og våbenbroder fra de første kampe, leder stadig regeringen og har afgivet løfte om overdragelse af ledelsen i 2018. Obamas skifte til mere positive forbindelser med Cuba er en gevinst for det cubanske folk. Det har slækket på visse restriktioner og vil kunne fremhjælpe økonomisk vækst. Da jeg besøgte Cuba her i september, så jeg passagererne fra krydstogtsskibe strømme gennem den gamle bydel af Havana. Direkte flyruter fra USA til Cuba begyndte her i sommer også til Santa Clara og blev så sent som i denne uge forøget i antal til Havana.

Uanset nedenstående vurderinger er Fidels liv bemærkelsesværdigt. Han var født ind i middelklassen og blev først radikaliseret som en demokratisk nationalist, der var inspireret af den store anti-koloniale kæmper fra det nittende århundrede, José Marti. Det første forsøg på en væbnet opstand ved Moncada-kasernen i Santiago i 1953 endte med mange faldne kammerater, og han var heldig med ikke at blive henrettet. *

Som det undertiden sker med nederlag, havde det en radikaliserende effekt, hans berømte tale ved retssagen spillede en rolle heri. I eksilet i Mexico spildte han ingen tid, før han samlede en ny bevæbnet gruppe. I 1958 tog de af sted i en lille båd med navnet Granma for igen at forsøge. Igen blev de fleste af kæmperne dræbt i de første dage, men omkring et dusin overlevede og havde held til at nå frem til Sierra Maestra-bjergene – her spillede en venligtsindet bonde en afgørende rolle. Vel fremkommet etablerede de en lejr som hovedkvarter, og den havde Batistas hær aldrig held med at finde. Gradvist lykkedes det Che, Cienfuegos, hans broder Raul og Fidel selv at opbygge et antal små fronter, som med held kunne udfordre hæren. Endnu vigtigere lykkedes det at udvikle den politiske støtte og skabe forbindelser til undergrundsbevægelserne i de store byer. Højst sandsynligt var Fidel og de øvrige ledere allerede bevidste om, at kampens retning ville lede dem ind i konflikt med USA, men gennem en periode fremstillede de blot sig selv som demokratiske nationalister, der bekæmpede et brutalt diktatur. Dette hjalp til at afvæbne USA, som kun foretog sig lidt eller slet intet for at holde Batista-regimet oppe.

Hvis vi analyserer perioden mellem indmarchen i Havana og talen omkring et års tid senere, hvor Fidel definerer revolutionen som socialistisk, kan vi se et skoleeksempel på, hvorledes man fører en demokratisk anti-imperialistisk revolutionen videre til én, der omvæltede kapitalismen. Hvert skridt fremad kunne forstås som et svar på sabotage eller på befolkningens akutte behov.

Under revolutionens første år var Havana et hjem for alle radikale og revolutionære. Dette var en revolution gennemført af en gruppe uden for den stalinistiske "officielle" kommunistiske bevægelse. Det Cubanske Kommunistparti støttede revolutionen, men var underlagt den castroistiske ledelse. Effekten på verdensplan var især stærk i Latinamerika. Bevæbnede grupper startede opstande hovedsageligt i landdistrikter og fik en aktiv omend diskret støtte af den cubanske regering. Uheldigvis havde disse modige revolutionære ikke forstået de specifikke betingelser for den cubanske sejr – under alle omstændigheder var det der ikke udelukkende en landlig opstand – så de endte alle med nederlag. Che selv forlod endog Cuba for at skabe en afgørende guerillaopstand i Bolivia, der også endte som et nederlag. Fidel støttede Che politisk og materielt i denne operation. Faktisk hjalp Cuba også med ressourcer og personel i en ny bølge af opstande i Centralamerika i slutningen af halvfjerdserne.

Imidlertid indebar nederlagene for disse kampe i det omliggende Latinamerika og den deraf følgende isolation af den cubanske revolution, at Fidel var tvunget til at søge tilflugt i den sovjetiske lejr. Dette havde negative konsekvenser for måden, hvorpå både økonomien og de demokratiske organiseringer udviklede sig. F.eks. blev landbruget over-kollektiviseret, og produktiviteten har endnu ikke kommet sig, hvilket betyder at Cuba den dag i dag importerer omkring 70 procent af sine fødevarer. Alt andet blev også kollektiviseret, helt ned til hver eneste restaurant og frisør. I dag er det i stigende grad tilladt at drive små regulerede forretninger og at være selvstændig. En ting er sikkert: Fidel ledte en ægte antikapitalistisk revolution, som knuste den borgerlige stat. Han var ikke en anden Nasser, han skabte ikke blot en form for statskapitalistisk regime.

Skønt Fidel aldrig stod i spidsen for et stalinistisk Gulag, var der nogen undertrykkelse af dissidenter og politiske modstandere. I begyndelsen af revolutionen blev torturbødler og Batista-ledere stillet for en domstol og henrettet – faktisk var Che delvist ansvarlig for dette opgør. Undertiden var der herefter også henrettelser – mest berygtet af Ochoa og nogle andre militære ledere, der var anklaget for at smugle narkotika, samt en færgekaptajn, der havde kapret sit skib. Bøsser blev også undertrykt og sendt til specielle arbejdslejre. Næsten alle dissidenter har dog for nylig fået amnesti, selv om politiske modstandere og f.eks. kunstnere med jævne mellemrum er udsat for chikane af systemet.

En begrænset form for lokalt demokrati og politisk inddragelse gennem Komiteerne til forsvar for Revolutionen har altid eksisteret på en måde, som aldrig eksisterede i de stalinistiske lande. Der foregår i dag debatter i et antal begrænsede fora, specielt om "moderniseringen" af økonomien. Selvfølgelig er grænserne herfor, at man ikke kan danne en politisk strømning eller parti uden for det Cubanske Kommunistparti, ligesom man heller ikke kan begynde at udgive et virkeligt uafhængigt tidsskrift, som går imod regeringen, og brugen af internettet er stramt kontrolleret.

En yderligere forskel mellem Fidel og de andre "kommunistiske" ledere er, at han ikke har skabt et dynasti, som vi har set det i Kina. Hans børn er ikke blevet løftet op på høje regeringsposter. Skønt han har nydt godt af nogle af de privilegier, der normalt følger med at stå i spidsen for en regering, har han ikke bygget luksuriøse paladser eller væltet sig i rigdomssymboler. USA og CIA har altid været ude på at afsløre den slags misbrug, men det har være ynkelige fiaskoer. På trods af de politiske svagheder, vi kan diskutere, har Fidel bibeholdt en høj grad af anstændighed og værdighed på det moralske område. Selv om der hænger billeder af ham mange steder, ofte sammen med revolutionære slogans, så er det ikke overvældende, og der er heller ikke rejst statuer.

I de senere år er noget af Fidels ledelsesstil og politiske positioner på nogle spørgsmål blevet ændret af den nuværende leder, Raul Castro. Adskillige af de folk, Fidel havde udnævnt, er blevet skubbet til side af hans broder, som foretrækker en mere institutionaliseret, normal politisk procedure. Raul har også været mere åben overfor økonomiske reformer og har budt investeringer fra udenlandske firmaer velkommen. En del af problemet med at forstå, hvad der foregår på Cuba, skyldes den kendsgerning, at de virkelige debatter ikke er særligt gennemsigtige. Med stærkt varierende mellemrum afholdes en partikongres, hvor store dokumenter bliver præsenteret for deltagerne, som så bliver udsat for tusinder af ændringsforslag, men hverken moddokumenter eller organiserede strømninger er tilladt.

Der pågår en livlig debat om den gamle militære gardes fortsatte indflydelse, eller om hvorvidt den kinesiske vej er den korrekte, og om reguleringen af udenlandske investeringer. Nogle kadrer er tydeligt ved at positionere sig, så de bedst vil kunne høste frugterne af enhver større kapitalistisk åbning, medens andre især bekymrer sig om at forsvare og forbedre befolkningens levestandard.

En del af den vedvarende arv fra Fidel er utvivlsomt den kendsgerning, at i modsætning til andre tilsvarende lande er sundhedstilstanden og evnen til at kunne læse på et højt niveau. Skønt befolkningen bestemt ville kunne spise bedre, er der ingen, der sulter eller dør af fejlernæring. Cubanske læger rejser verden rundt på solidaritetsmissioner. Økonomien er ikke brudt sammen, og nogle sektorer som turisme og bioteknologi har tydelig fremgang. De ødelæggelser, som narkoøkonomien har forårsaget i Mexico eller Colombia, eksisterer ikke i Cuba. Cubas anseelse i verden er bemærkelsesværdig for et fattigt land med 10 millioner indbyggere.

Eftersom det er et lille ikke-kapitalistisk land i et hav af frådende kapitalisme, og at dets nærmeste nabo og dominerende imperialistiske magt har påtvunget Cubas økonomi en blokade siden 1960erne, er det ikke overraskende, at arven fra Fidel er en pose blandede bolsjer. Blokaden bidrager helt sikkert til den lave produktivitet og de lave lønninger som de fleste cubanere tjener. Omkostningerne ved at finansiere det nødvendige militære apparat til at kunne modstå den amerikanske trussel er, at ressourcer som ville kunne forbedre vilkårene, drænes væk.

Åbningen af økonomien og det at have en paralleløkonomi med dollars sammen med en peso-økonomi, der er 25 gange mindre værd, betyder, at uligheden uundgåeligt øges. Cubanere, som arbejder i turistindustrien med indtægter i dollars, eller de 20 procent, som får overført penge fra slægtninge i USA, kan leve forholdsvis godt. De 75 procent, som stadig arbejder for staten, tjener månedligt det, man kan få ved at udleje et værelse til turister et par nætter. Mennesker, især de unge, higer også efter flere friheder som et åbent internet.

Fidel og hans generation forlader scenen. Det vil være op til de cubanere, som lever i dag med disse nye problemer, at forsøge at løse dem til fordel for arbejdende mennesker. Overordnet var Fidel på vores side, og han vaklede aldrig i sin modstand mod USAs imperialisme. Hans eksempel inspirerede til modstand mange steder.
Venceremos, adios companero.

Søndag, den 27 november 2016
Dave Kellaway er medlem af redaktionen af International Viewpoint og af Socialist Resistance (britisk sektion af Fjerde Internationale). Oversat af peter Kragelund

 

Opslået i Latinamerika

single.php