{"title":"Fælles kamp mod udbytning og undertrykkelse","date":"2018-06-19 06:58:14","content":"Mens nye grupper på højrefløjen – også i Danmark – som f.eks. det ekstremt nationalistiske og indvandrefjendske Identitær, kalder deres projekt (endda i navnet) for identitetspolitisk, så er debatten på venstrefløjen ikke rettet mod nogen grupper, der selv bruger dette ord om sig selv. Det skaber forvirring i debatten, for hvem eller hvad er det så mere præcist, der kritiseres.\r\n\r\n \r\n\r\nDykker man ned i debatten lader det til, at begrebet identitetspolitik på venstrefløjen mest bruges som en form for skældsord, der knyttes sammen med en frygt for, at opgøret med undertrykkelse på baggrund af køn og seksualitet skal ’fjerne fokus’ fra klassekampen. Bag denne frygt må ligge den opfattelse, at det at beskæftige sig med disse former for undertrykkelse i bedste fald er ubetydeligt i det store billede og i værste fald er splittende og skadeligt for enheden i arbejderklassen og dermed for klassekampen. Denne tankegang er ikke ny, og hvor man måske tidligere brugte udtryk som 'småborgerlig idealisme' om dem, der beskæftigede sig med kvindekamp og seksualitetskamp, så synes det nye skældsord at være 'identitetspolitik'.\r\n\r\n \r\n\r\nDet kan lyde tillokkende at fokusere på det, der forener os, men det er ikke lige meget, om 'enheden' inkluderer en modstand mod al undertrykkelse, eller ej. Bliver du sorteret fra på jobmarkedet, nægtet lån til en bolig, ignoreret i den faglige klub på arbejdspladsen eller ydmyget af sundhedssystemet, alt sammen fordi du er transkønnet, giver det ikke mening at forlange, at disse spørgsmål skal tilsidesættes til fordel for at fokusere på klasseinteresser. Kampen mod diskrimination på arbejdsmarkedet, opbyggelsen af faglige fællesskaber og solidaritet i arbejderklassen, kampen for boliger og for sundhed er klassekamp. Og inden for alle disse områder opleves undertrykkelse og diskrimination på baggrund af køn, etnicitet, seksualitet osv.\r\n\r\nEnhed på hvilket grundlag?\r\nPå grund af den strukturelle undertrykkelse af kvinder, LGBT+-personer, etniske minoriteter mv. er der også i venstrefløjens og arbejderbevægelsens organisationer en overrepræsentation af ledere, der tilhører de mest privilegerede dele af arbejderklassen: Hvide mænd med kernefamilier, faste stillinger og relativt pæne lønninger. Hvad de anser for fælles klasseinteresser er ofte ikke andet end deres egne interesser, hvilket både er utilstrækkeligt og nogle gange decideret modstridende med, hvad de mest undertrykte har interesse i.\r\n\r\nI 2015 gik Enhedslisten f.eks. imod et forslag om længere åbningstider i daginstitutioner med argumentet om, at børn skal være sammen med deres forældre. Det giver måske mening, hvis man tager udgangspunkt i en tidspresset kernefamilie, der arbejder 9-16, men hvad med den enlige mor, der er sygeplejeske med skæve arbejdstider? For hende er længere åbningstider i daginstitutionen måske forudsætningen for, at hun kan beholde sit arbejde. Når politikken udformes ud fra et udgangspunkt om, at arbejderklassen har en bestemt familieform, et bestemt køn (eller en bestemt farve pas), kan det altså føre til en politik, der netop ikke er udtryk for egentlige fællesinteresser i arbejderklassen, og som måske endda er direkte i modstrid med hvad de mest undertrykte har interesse i.\r\n\r\n \r\n\r\nSamtidig er det nødvendigt at bakke op om de selvstændige organiseringer og markeringer, der sætter fokus på og kæmper for grupper, som er strukturelt undertrykte. Det kan være bevægelser som Black Lives Matter, der sætter fokus på den specifikke undertrykkelse, som sorte mennesker bliver udsat for blandt andet fra politiet. Eller det kan være markeringer som Pride paraderne, der sætter fokus på LGBT+-personers rettigheder. Eller det kan være initiativer som Womens March eller #Meetoo, der bekæmper kvindeundertrykkelse og vold mod kvinder. Selvfølgelig opstår der også indenfor sådanne bevægelser uenigheder om fokus, krav og alliancer. Og her må vi kæmpe for, at der udvikles og fastholdes en forståelse i bevægelserne af, at de specifikke undertrykkelser er strukturelle og udspringer af, at vi lever i et klassesamfund. Samtidig må vi arbejde for solidaritet mellem bevægelserne, således at man f.eks. også i kvinde- og LGBT-bevægelsen går imod racismen og imperialisme og siger fra overfor forsøgene på at bruge disse bevægelser som rambuk for at angribe etniske minoriteter eller som undskyldning for imperialistiske krige.\r\n\r\n \r\n\r\nVi arbejder for at styrke solidariteten mellem de udbyttede og alle undertrykte grupper. Derfor er det på den ene side nødvendigt, at de grupper, der er udsat for specifik strukturel undertrykkelse, organiserer sig selv og rejser deres egne krav på baggrund af deres erfaringer med denne undertrykkelse. Og, på den anden side, at arbejderbevægelsen tager disse krav til sig og gør dem til sine egne, for at skabe en virkelig enhed, der faktisk bygger på fælles interesser og ikke blot på interesserne for de mest privilegerede dele af klassen.\r\n\r\n \r\n\r\nSAP's forretningsudvalg, den 18. juni 2018","week":"25"}