Begrebet “socialisme” blev i mange år mødt med udbredt skepsis i Egypten. Gamal Abdel Nasser regerede i mere end 15 år og identificerede den en gang så værdsatte doktrin med sit ét-parti-regime frem til starten af 1970’ern. I manges øjne var det årsagen til Egyptens nedtur i de efterfølgende årtier. Men nu eksisterer Nassers arabiske socialisme ikke længere, og tilhængerne af socialismen, styrket af den igangværende revolution, forsøger at komme tilbage på den politiske scene.

For få dage siden gik fem socialistiske grupper og nye partier sammen i en ”socialistisk front”. Ifølge Yehia Fekry, en af grundlæggerne af det Folkelige Demokratiske Alliance Parti, forsøger fronten at organisere aktiviteterne hos forskellige socialistiske grupper, som har været aktive før og efter 25. januar-revolutionen, med det formål at skabe en styrket kraft på venstrefløjen. Ideen er, at en sådan organisering vil være i stand til at tiltrække folk, som allerede sympatiserer med venstrefløjens politik og ideer, men som ikke identificerer sig selv som venstreorienterede.

“Alle er på gaden”, siger Fekry, “spørgsmålet er nu, hvem der vil vinde massernes sjæl og hjerte. Venstrefløjen har en god chance, eftersom et af de vigtigste krav i revolutionen er social retfærdighed, og en af de vigtigste kræfter er arbejderne. Men vil vi være i stand til det? Vi får se.”

Fem partier
Den nye front består af:
• Folkelige Demokratiske Alliance Parti, som samler medlemmer fra mange venstreorganisationer, der er gået sammen i et parti. Det handler især om tidligere medlemmer af Tagammu-partiet (det eneste legale venstrefløjsparti i Mubaraks Egypten), som gik ud og senere tilsluttede sig alliancen efter en splittelse om partiets holdning til valget i november 2010.
• Egyptens Socialistiske Parti, hvis medlemmer omfatter en række kendte personer i egyptisk politisk siden 1970’erne.
• Egyptens Kommunistiske Parti, som var illegalt indtil Mubaraks fald, og som derfor især organiserede, mobiliserede og arbejdede inden for Tagammu-partiet.
• Demokratisk Arbejderparti, det første arbejderparti i Egypten dannet af faglige og sociale aktivister.
• Revolutionære Socialister, en gruppe international socialister, som i en årrække arbejdede inden for rammen af Center for Socialistiske Studier.

Fejlslagne forsøg
Nødvendigheden af et venstrefløjsalternativ var i mange venstreorienteredes øjne et meget vigtigt krav også før den 25. januar. ”Overalt hvor kapitalismen eksisterer, er der brug for et venstrefløjsparti,” siger Gamal Abdel Fattah, en socialistisk aktivist, som hilser dannelsen af en enhedsfront velkommen. ”Men et sådant parti er blevet ekstra vigtigt nu, fordi de, som gennemførte revolutionen (arbejderne og de fattige) endnu ikke er ved magten, og deres interesser er endnu ikke repræsenteret ordentligt.”

Men som mange andre husker Fattah, at tidligere forsøg på at skabe en enhedsfront på venstrefløjen er slået fejl.

I 2006 forsøgte en række venstrefløjsgrupper at danne det, som blev kendt som Socialistisk Alliance. Den havde til formål at skabe et venstrealternativ, særligt med baggrund i den nye bølge af strejker i industrien, som voksende frem på dette tidspunkt. Men ikke så snart var alliancen blevet annonceret, før uenighederne mellem dens medlemmer gjorde det praktiske arbejde umuligt.

”Vi har alle sammen dårlige erfaringer med at skabe en fælles bevægelse på venstrefløjen, ” siger Aida Seif, en prominent menneskerettigheds-aktivist og en af grundlæggerne af Arbejderpartiet. ”Men det nuværende øjeblik adskiller sig fra det, vi har været igennem tidligere. Vi står midt i en revolution, og vi ønsker alle at få det bedst mulige ud af det.”

Seif tror, at kravene står mere klart end tidligere, og at enhver mobilisering for dem vil tiltrække folk til et venstreorienteret program. ”Alle politiske strømninger snakker om social retfærdighed, men det afgørende er, hvilken slags retfærdighed vi snakker om,” siger han. ”De fleste nye partier og de statskontrollerede fagforeninger står for et forsvar af den egyptiske kapitalisme. Jeg forstår ikke, hvorfor folk tager den fri markedsøkonomi for givet efter alt det, arbejderne har lidt i de seneste årtier.”

For Seif er den vigtigste opgave for venstrefløjen nu at hjælpe med arbejderklassens mobilisering (ifølge hende gælder det både industriarbejdere og funktionærer) for egne interesser. Blandt kravene i den socialistiske fronts første erklæring finder man også lige rettigheder for alle borgere og en demokratisk stat.

Stadig uenigheder
Men når partierne i fronten star for programmer, som ligner hinanden, spørger mange, hvorfor venstrefløjen ikke bare har et parti?

”Hele ideen med den Folkelige Alliance” er at skabe et parti for venstrefløjen,” siger Fekry. Trods store bestræbelser på at nå dette, støttede de andre partier ikke ideen om en sammenslutning, forklarer han. ”Så vi blev enige om at danne en organisering, hvor vi kan koordinere og arbejde sammen.”

Det Socialistiske Parti var blandt dem, der ikke ønskede en sammenslutning. Ahmed Bahaa Shaaban, en af partiets grundlæggere, mener, at det er for tidligt for venstrefløjen at diskutere et fælles sprogram. ”Alle partier har behov for at udarbejde et konkret program, og derefter kan vi snakke om enhed, men indtil da har vi brug for en høj grad af samlet koordinering, for kun på den måde kan vi skabe en pol på venstrefløjen,” siger Shaaban. ”Eksistensen af fire eller fem venstrefløjspartier i et land med over 85 millioner indbyggere betyder ikke, at venstrefløjen har et problem med at samle sine kræfter. Se på de liberale, hvor mange partier har de?”

Enorme muligheder
Venstrefløjen i Egypten har været aktiv siden starten af det 20. århundrede, men i årtier måtte organisationerne arbejde under jorden. Det gjorde det umuligt at rekruttere medlemmer i stor skala. Men med en arbejderbevægelse, som har været i offensiven siden 2006 og frit spil for alle grupper til at organisere sig, er udfordringen større end nogensinde.

”Vi ved, at det at snakke om en enhedsfront kan lyde som en overdrivelse, især når ingen af disse organisationer har et medlemstal på mere end et par hundrede,” siger Hesham Fouad fra Revolutionære Socialister. ”Men vi står med enorme politiske muligheder, og vi kan, med en god organisering, blive en virkelig kraft med en stærk basis.”

Som andre socialister tror Fouad, at den globale økonomiske krise, som brød ud I 2008, vil forværres, og at vreden over arbejdsløshed, fattigdom og korruption vil vokse med beretningerne om luksustilværelsen hos en lille herskende elite, som bakkes op af en politisk system, der har ignoreret det store flertals grundlæggende behov. ”Nu mener folk, at hele systemet skal udskiftes. Hvad vi på venstrefløjen må gøre, er at forklare folk, hvorfor det er rigtigt, og hvordan de kan komme videre fra den nuværende situation. Men i sidste ende er det deres kamp, og venstrefløjen kan ikke vinde den for dem, selv om vi så vandt alle mandaterne i parlamentet.”

Med et optimistisk, men skeptisk smil siger Abal Fattah: “Folk siger, at når to venstreorienterede sidder i det samme lokale, ender de med at blive uenige om noget, som kun de selv mener er vigtigt. Men den går ikke længere.”

12. maj. Oversat fra webmagasinet Ahram online af Åge Skovrind

 

Opslået i Arabiske revolutioner, Venstrefløj

single.php