På få år voksede Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten til sammen med 50 procent. Denne markante politiske venstredrejning er resultatet af fem års folkelig mobilisering, som har genoplivet arbejderklassens fagligt-politiske aktioner. En klar forståelse af denne udvikling er forudsætningen for, at Enhedslisten kan kaste sig ind i de kommende års kampe og de politiske konfrontationer under en S-SF-regering.

af Michael Voss

Regeringens dage er talte. Oppositionens flertal bliver større og større i meningsmålingerne. Der skal rigtig store overraskelser til, hvis VK-regeringen overlever næste valg.

Det er et markant skift i forhold til for fem år siden, hvor al kritik prellede af på teflon-statsministeren, og hvor det så ud, som om intet kunne rokke VKO-flertallet. I 2006 begyndte det at ændre sig, men selv et år efter – ved folketingsvalget i 2007 – kunne oppositionen kun samle 81 mandater, under 46 procent af vælgerne.

Et markant politisk skred
Men siden 2006 er der sket et markant politisk skred i Danmark. Vi har oplevet en politisk venstredrejning, som først gik utrolig hurtigt og derefter har været meget stabil.

Denne venstredrejning er slået igennem i meningsmålinger, men den har også vist sig i form af udenomsparlamentarisk aktivitet, først og fremmest fagligt-politiske protester, demonstrationer og strejker.

De faste kommentatorer i medierne fokuserer mest på de mindre udsving inden for denne overordnede tendens. Fra meningsmåling til meningsmåling, fra enkeltbegivenhed til enkeltbegivenhed, fra måned til måned.

Men også på venstrefløjen har der været tvivl om, hvordan vi skal forstå udviklingen de seneste 5 år:

– Bliver VK-regeringen svækket, fordi dele af dens bagland synes, den er blevet for midtsøgende?

– Er det SF’s højredrejning, der er skyld i partiets og dermed oppositionens fremgang?

– Eller er det Søvndals personlige dygtighed?

– Hvorfor gik Enhedslisten ikke frem, når SF gik til højre (før for ganske nylig)?

– Er der overhovedet tale om en venstredrejning, når det er SF, der går frem på bekostning af S?

– Skal Enhedslisten være en del af det nye flertal, eller skal Enhedslisten være kritisk opposition, eller begge dele?

Det er nogle af de spørgsmål, der har været diskuteret på venstrefløjen

Fokus på AFØ
I denne artikel vil jeg forsøge at gå et spadestik dybere og give mit bud på en analyse af udviklingen. Først og fremmest vil jeg se på sammenhængen mellem den faglig-politiske mobilisering og udviklingen i partiernes tilslutning i meningsmålingerne.

Jeg vil fokusere på udviklingen i de tre klassiske arbejderpartier, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten, AFØ. De Radikale er en del af oppositionen – i dag. Men deres økonomisk-sociale politik ligger langt tættere på VK’s, som efterlønsdiskussionen tydeligt viser. Dertil kommer, at støtten til De Radikale påvirkes helt anderledes end AFØ af folkelig mobilisering.

Med god grund er mange skeptiske over for meningsmålingerne, som gang på gang modsiger hinanden. For at begrænse usikkerheden og omfanget af de helt tilfældige udsving anvender jeg i denne artikel de månedlige gennemsnit af meningsmålinger, som Søren Risbjerg Thomsen udarbejder for Altinget.dk. Ved at bruge disse gennemsnit får jeg elimineret de værste tilfældigheder.

I artiklen bruger jeg to typer procenttal for udviklingen i partiernes opbakning: a) stigning i procentpoint og b) stigning i procent. Et eksempel: Hvis Enhedslisten går fra 2 til 4 procent af stemmerne, er de vokset med 2 procentpoint (4-2=2), men de er vokset med 100 procent – eller fordoblet.

Et politisk jordskred
Alle har en fornemmelse af, at det er gået frem for arbejderpartierne, og at det vendte omkring 2006. Men de færreste har et klart billede af, hvor dramatisk et skift, der fandt sted i den periode.

I foråret 2006 (februar, marts, april) fik AFØ i meningsmålingerne under en tredjedel af stemmerne: feb: 33,1; mar:33,1; apr:33,2 procent. Tre år efter, i marts 2009, havde de tre partier tilsammen næsten halvdelen af stemmerne, nemlig 48,2 procent. De havde øget deres tilslutning med næsten 50 procent.

De 48,2 procent svarer til 86 mandater. Det vil sige, at de kun var ét mandat fra et regeringsbærende flertal – med tre nordatlantiske mandater, men uden De Radikale.

At dette politiske jordskred ikke i højere grad har præget de politiske analyser, kan have to forklaringer. For det første, at 2007-valget fandt sted midt i denne udvikling, inden den var slået fuldt igennem. Derfor kom det ikke til at påvirke det faktiske folketing og regeringsdannelsen.

For det andet, at næsten alle fokuserer på den samlede opposition, inklusive De Radikale. Men De Radikale gik tilbage i samme periode fra 12,3 til 4 procent, så den samlede oppositions fremgang var langt mindre end AFØ’s.

Lige så vigtigt som den eksplosive fremgang fra 2006 til 2009 er stabiliteten i den opnåede tilslutning. I det seneste månedsgennemsnit, januar 2011, har AFØ 47,9 procent.

Undervejs har de været oppe på 48,4 i både maj og juni 2010, og på intet tidspunkt siden marts 2009 har de tre partier været under 44,7. De har altså ikke været i nærheden af det lave 2006-niveau igen.

Velfærdsmobiliseringerne i 2006
Samtidig med ”det store skred” i meningsmålingerne skete et andet afgørende brud.

Den 17. maj 2006 deltog omkring 100.000 mennesker i en demonstration, som LO og en række ungdomsorganisationer havde indkaldt til. Demonstrationen var rettet mod regeringens forslag til såkaldt velfærdsreform. Men bevægelsens reelle politiske indhold var en protest mod mere end fem års angreb på den sociale velfærd og gentagne forsøg på at undergrave kollektive, solidariske ordninger med individuelle, private forsikringslignende systemer.

Protesterne døde ganske vist ud hen over sommerferien, bl.a. fordi Socialdemokraterne indgik forlig med regeringen omkring den beskæftigelsespolitik, der blev demonstreret imod.

Men i august og september blussede protester mod kommunale nedskæringer op. Alene i Århus demonstrerede 15.000 mennesker, og igen den 3. oktober var der store demonstrationer og strejker, om end af mindre omfang end i maj. Forløbet kan foreløbig afgrænses med gymnasieelevernes strejker, blokader og demonstrationer i november.

Der var tale om protester mod tre forskellige typer indgreb, men de havde velfærd og offentlig service som fællestema – og blev af nogen døbt velfærdsbevægelsen. Den massive folkelige sympati med de kommunale strejker mod nedskæringer kan kun forstås som et udtryk for det samme generelle forsvar for de sociale velfærdsordninger.

Fagligt-politiske mobiliseringers genkomst
17. maj demonstrationen var den største politiske manifestation siden påskestrejkerne i 1985. I de knap 20 år imellem havde denne form for klassekamp – kombinerede fagligt-politiske strejker og demonstrationer – været på et væsentligt lavere blus, mindre og med større mellemrum.

Men det var ikke et par enlige svaler, som kun gjorde en enkelt sommer. Også på det felt kan vi tale om et brud. Fra 2006 gik vi ind i en ny periode, hvor vi bl.a. har oplevet:

  • Lønstrejkebølge på det private arbejdsmarked i maj-juni 2007
  • Spontane, overenskomststridige strejker blandt sosu-assistenter i maj-juni 2007
  • En sejrrig to-dages strejke mod nedskæringer på daginstitutionerne i København i september 2007
  • En omfattende overenskomstkonflikt (den røde hånd) med store demonstrationer i april-maj 2008
  • 30.000 uddannelsessøgende demonstrerer i oktober 2009
  • Aktioner mod daginstitutionsnedskæringer i København i efteråret 2009
  • 3.500 samlet til møde for offentligt ansatte tillidsrepræsentanter i Fredericia i maj 2010
  • Spredte strejker og protestdemonstrationer (ikke så omfattende) mod kommunale nedskæringer i maj-juni 2010
  • Stor demonstration i København mod regeringen i juni 2010
  • 40.000 unge demonstrerer mod nedskæringer i oktober 2010
  • 5.000 tillidsfolk samlet til møde for at forsvare for efterlønnen i februar 2011
  • Strejkedag i dele af transportsektoren til forsvar for efterlønnen og andet i februar 2011

Arbejderklassen er så småt vendt tilbage til den politiske scene. Kollektive aktioner både med rent faglige mål og for at påvirke politiske beslutninger er blevet genoplivet – helt nye erfaringer for en hel generation af unge.

Socialdemokraterne med og mod
Noget af det nye for den eller de generationer, der ikke var aktive i 70’erne og 80’erne, er den dobbeltrolle, som Socialdemokraterne og fagbevægelsens ledelse tilsyneladende spiller. Det ene øjeblik protesterer de vildt mod en pakke af forslag fra regeringen, det næste indgår de forlig, der indeholder nogle af de værste tidsler fra pakken.

Den ene dag indkalder LO og de store forbund til demonstrationer og poster store beløb i annoncer og i de politiske ungdomsorganisationer, inklusive de rødeste af dem, for at få dem til at mobilisere til demonstrationer. Den næste dag går de i flyverskjul og udtænker sindrige undskyldninger for at aflyse aktiviteter og for at lukke for hanen til ungdomsorganisationerne.

Baggrunden for dette dobbeltspil kan ikke rummes i denne artikel, men er bl.a. behandlet i en resolution om velfærdsbevægelsen fra SAP’s landsmøde i efteråret 2006 og i en artikel i SI af Anders Hadberg.

Se figur 1: AFØ, vælgertilslutning/meningsmålinger, 2004-2011, sammenholdt med strejker og velfærdsdemonstrationer i samme periode

 

Spirende utilfredshed
Sammenhængen mellem første fase af det politiske 2006-2009-skred og velfærdsbevægelsen i 2006 er ekstremt tydelig.Som nævnt var tilslutningen til AFØ med 33,1 procent på et historisk lavpunkt i februar-april 2006, måneden før de store protestdemonstrationer. Efter demonstrationerne i oktober støttede 40,7 procent af vælgerne de tre arbejderpartier.
 

I virkeligheden var den lave tilslutning til AFØ før mobiliseringerne ikke udtryk for stor opbakning til regeringens politik og ideologi. En stribe meningsmålinger omkring holdninger til velfærd, offentlig service, solidaritet viste, at et flertal i befolkningen ikke støttede nyliberalismen.

Det havde regeringen vidst hele tiden. Det var baggrunden for Fogh-Rasmussens taktik med langsomme, delvist skjulte liberaliseringer. Men på dette tidspunkt antydede flere meningsmålinger allerede, at flere og flere var utilfredse med regeringen. I første omgang var ønsket om en ny regering slået igennem som voksende støtte til De Radikale.

Mobiliseringer styrkede arbejderpartierne
Men med den udenomsparlamentariske velfærdsbevægelse blev utilfredsheden synlig og troen på, at forandring var mulig voksede. Den opsparede utilfredshed fik afløb i handling, og de, der ikke selv strejkede og demonstrerede, så, at andre gjorde det – og sympatiserede med dem.

Det øgede AFØ’s andel af stemmerne med 23 procent på et halvt år, fra april til november 2006. Udviklingen i 2006 bekræfter, hvad der er sket mange gange tidligere i arbejderbevægelsens historie. Når arbejderklassen deltager i mobiliseringer, bevæger den sig politisk til venstre. Tilslutningen til de egentlige arbejderpartier vokser.

Og netop til arbejderpartierne, ikke til et hvilket som helst oppositionsparti. I nøjagtig samme periode faldt De Radikales opbakning fra 12,3 til 9,3 procent. De mistede en fjerdedel af deres stemmer. Nøjagtig samme udvikling skete for Dansk Folkeparti, som fra marts til november faldt fra 15,6 til 12,6 procent i meningsmålingerne.

Det er netop et af de elementer, der gør det relevant at tale om arbejderpartier. Arbejderne i bredeste forstand søger til disse partier, når de søger forandring og deltager i kollektive aktioner. De Radikale kan fremstå som nok så progressive på en række værdispørgsmål, og Dansk Folkeparti kan appellere nok så meget til arbejdere, men når der strejkes og demonstreres er de ikke til stede. De er ikke en del af arbejderbevægelsen, og derfor søger mobiliserede arbejdere heller ikke til dem, men væk fra dem i sådan en situation.

Det bekræftes også af en undersøgelse, som ugebrevet A4 og Analyse Danmark fik gennemført i efteråret 2009 (”Arbejderne strømmer tilbage til rød blok”).

Første runde til Socialdemokraterne
Men også inden for AFØ var der betydningsfulde forskelle. Mange vil sikkert huske det som om, at SF’s fremgang skabte oppositionens fremgang. Men hele AFØ’s samlede vækst i perioden april til november 2006 tilfaldt Socialdemokraterne. SF gik 0,2 procentpoint frem, og Enhedslisten gik 0,3 procentpoint tilbage – noget der ligger inden for de statistiske tilfældigheder.

Utilfredsheden med VKO havde udviklet sig over en periode. Mobiliseringerne gengav en betydelig del af arbejderklassen troen på, at noget andet var muligt. Det handlede især om den del af arbejderklassen, som Socialdemokraterne havde tabt til den borgerlige fløj i de foregående år.

Da partiets ledelse var klog nok til at lægge afstand til VK (i modsætning til det grundlag, Helle Thorning-Schmidt var blevet formand på), og da de socialdemokratiske fagforeningsledere stillede sig i spidsen for mobiliseringer, så vendte en betydelig del af vælgerne tilbage til den opposition, de kendte bedst og var mest sikre ved, Socialdemokraterne.

Se figur 2: AFØ, vælgertilslutning/meningsmåling, 2006-2008, procent.

Mere end en tredobling til SF


Selv om SF ikke vandt noget på velfærdsbevægelsen i 2006, er det uomtvisteligt, at den mest markante og stabile ændring i det politiske billede fra 2005 til 2011 er SF’s fremgang.

På to et halvt år (folketingsvalget februar 2005 til folketingsvalget november 2007) mere end fordoblede de deres stemmetal fra 6 til 13 procent. Både i marts 2008 og i marts 2009 var de oppe på lidt over 20 procent.

Set over hele perioden er det først og fremmest SF, som har båret AFØ’s samlede fremgang.

For mange er partiets højredrejning forklaringen på SF’s store fremgang. Men en nærlæsning af meningsmålingerne afslører, at det ikke kan være hele sandheden.

For det første begyndte SF’s fremgang, da Villy Søvndal blev valgt til formand i foråret 2005. Selv om det kan virke lidt absurd her seks år efter, blev Søvndal faktisk valgt som venstrefløjens og midtens kandidat i partiet i modsætning til højrefløjens kandidat. På det tidspunkt var der ingen antydning af højredrejning.

Efter en periode i formandsstolen begyndte Søvndal at formulere perspektivet om at komme i regering, men stadig med det formål at trække Socialdemokraterne til venstre. SF’erne erklærede sig villige til at gå på kompromis for at komme med i regering, men det har altid været en integreret del af SF’s program og politikopfattelse, at man accepterer ”beskidte hænder” for at få forbedringer med i et forlig – ikke i sig selv nogen betydelig højredrejning.

Fremgang inden højredrejning
(Dette afsnit af artiklen er omskrevet den 28.2., fordi der var en faktuel fejl i den oprindelige artikel)

Mange har forklaret SF’s fremgang med partiets politiske højredrejning. Et punktnedslag på den 20. februar 2008 vil umiddelbart bekræfte det. Det var den dag, hvor Villy Søvndal udtalte, at Hitzbu-tahir skulle ”skride ad helvede til”.

Det gav tilsyneladende partiet en bragende fremgang. Fra februar til marts 2008 steg SF i meningsmålingerne fra 15,3 til 20,1 procent!

Men et blik hen over udviklingen i SF’s opbakning over et længere stræk viser, at den politiske højredrejning ikke kan være hele forklaringen på partiets fremgang. Den største del af SF’s fremgang kom inden Hitzbu-tahir-udtalelsen.

Fra folketingsvalget i 2005 til februar 2008 voksede SF i fra 6 procent til 15,3 procent. Allerede i maj 2008, hvor partiet holdt landsmødet og begyndte at præsentere de første konkrete politiktilpasninger til Socialdemokraterne, havde SF mistet halvdelen af Hitzbu-tahir-fremgangen og var nede på 17,5 procent. Yderligere et halvt år efter, i december 2008, var de nede på 16,3 procent. Gevinsten af den dramatiske signalpolitik holdt altså ikke så længe.

 
Repræsenterer venstredrejning
Mange forskellige faktorer er på spil i SF’s fremgang. Men overordnet handler det om en stigende utilfredshed med den nedbrydning af velfærden, som VKO har stået for. Bortset fra perioden omkring velfærdsbevægelsen har Socialdemokraterne kun i begrænset omfang kunnet samle den op, fordi de identificeres med systemet, og fordi de har indgået så mange forlig med VKO.

Store grupper – op til 14 procent af vælgerne (fra SF’s lavpunkt til højdepunkt) – har ønsket noget andet end VK, og de har ikke ment, at Socialdemokraterne for alvor ville levere det.

Denne gruppe er blevet mere kritisk og mere parat til at slås for velfærden. Nogle af dem har deltaget i protester, demonstrationer og strejker. Socialdemokraternes halvhjertede opposition har ikke været nok. Denne gruppe mennesker er ikke blevet revolutionære, men de har villet gå længere til venstre, end S efter deres opfattelse er parat til. Til gengæld har de set SF som repræsentant for deres egen nye erkendelse og som en mulighed for at trække politikken til venstre.

At denne udvikling især er foregået i arbejderklassen fremgår også af den tidligere omtalte undersøgelse fra Analyse Danmark. Fra 2005 til 2009 fordoblede SF sine stemmer blandt ufaglærte arbejdere og tredoblede stemmerne blandt faglærte.

I den sammenhæng er der ingen grund til at benægte, at SF’s signaler om ansvarlighed og regeringsduelighed har spillet en rolle. Det har gjort det nemmere for mange arbejdere og andre at flytte deres stemme fra S (eller fra et borgerligt parti) til SF. Samtidig har det gjort en ikke-borgerlig regering mere realistisk.

Uretfærdig stagnation
Hermed nærmer vi os også forklaringen på, hvorfor Enhedslisten i hele dette forløb (indtil november 2010) ikke oplevede nogen fremgang.

Rigtig mange i og omkring Enhedslisten har undret sig og er ligefrem blevet frustrerede over den manglende fremgang. Enhedsliste-medlemmer var de mest aktive i mobiliseringerne. Det var Enhedslisten, der mest utvetydigt støttede mobiliseringerne og deres krav. Enhedslisten svigtede ikke for til gengæld at få lidt indflydelse – bortset fra i Københavns kommune, hvor de fik den reddet i land i sidste øjeblik.

For mig er det ikke overraskende. For det første blev vi tabt af feltet på første etape på grund af Asmaa-sagen.

Men der er mere grundlæggende mekanismer på spil. I 2005-2006 kom vi ud af en 15 år lang periode med meget lidt kamp og bevægelse – og med adskillige års politisk højredrejning. For en hel generation var politiske protester og skarpe politiske modsætninger om, hvilke samfundsgrupper den økonomiske politik skulle gavne, noget nyt – og for resten af befolkningen lå det langt tilbage.

I den situation afprøver det store flertal først det nærmeste alternativ til venstre – for nogen var det Socialdemokraterne, for flere var det her og nu SF. Under alle omstændigheder overbeviser et par år med politiske demonstrationer og strejker ikke nogen om, at de skal tage springet helt ud til den yderste venstrefløj og støtte Enhedslisten.

S og SF skal afprøves
Enhedslisten som parti og vi andre som medlemmer og aktivister kan forklare, at S og SF er så ansvarlige over for systemet, at de vil svigte arbejderklassen og selv deres egne programmer, når de først får magten. Men det store flertal skal opleve og erfare det først. Så længe S og SF ikke har haft magten, vil flertallet stadig håbe, at de to partier vil betyde virkelig forandring, og at SF vil trække S til venstre.

På den baggrund er det helt forståeligt, at den politiske venstredrejning ikke kom Enhedslisten til gode, hverken i første eller anden omgang. Faktisk havde jeg ikke forventet, at SF ville gå tilbage, før partiet havde siddet i regering i en periode.

SF taber pusten
SF ligger stadig mere end dobbelt så højt som i 2005. De er stadig en magtfuld del af S-SF-blokken. Men de har tabt pusten. I januar 2011 er de næsten nede på niveauet fra 2007-valget (henholdsvis 13 og 13,8 procent).

Igen står vi over for lidt af en myte: Partiets støtte til det såkaldte point-system fik deres meningsmålinger til at kollapse. Det er ikke rigtigt.

De 13,8 procent er resultatet af et års gradvis nedtur. I januar 2010 stod partiet til 18,9 procent, i februar til 17,4, i marts til 16,2. Herefter steg de lidt igen. Men fra juli 2010 er de gået tilbage hver eneste måned: 17,8; 17,6; 16,7; 16,1; 15,3; 14,5; 13,8.

Det er altså ikke et enkelt fejltrin, som fik vælgerne til at flygte. Omvendt har vælgerne heller ikke opgivet perspektivet om et velfærds-alternativ til VK. Mens SF fra juli til januar er gået tilbage med fire procentpoint, er S gået frem med tre procentpoint og Enhedslisten med 1,4 procentpoint, tilsammen mere end SF’s tilbagegang. Efter tumult omkring Helle Thornings skattesag og point-sagen er AFØ på vej tilbage i retning af de 50 procent.

AFØ, meningsmålinger, 2009-2011, procent.

 

 

Kan ikke trække S til venstre
For mig at se er der kun én forklaring på SF’s tilbagegang. En gruppe af vælgere har over en periode mistet troen på, at SF kan og vil trække S til venstre. SF er gået så meget til højre og lagt sig så tæt på S, at det kan være svært at se forskellen.

Nogle har taget skridtet videre og besluttet at støtte Enhedslisten, men det er stadig en begrænset gruppe i det store perspektiv.

Flere har konkluderet, at når S og SF er ét fedt, så kan de lige så godt stemme S som i gamle dage. Her spiller point-sagen også en rolle. Umiddelbart kan det virke ”uretfærdigt”, at SF straffes, og S belønnes, når de to partier kvajer sig lige meget på indvandrerpolitikken.

Forklaringen er, at SF-vælgerne ønsker at trække S til venstre, og bliver derfor skuffede over sådan et udspil. De forventer noget andet. De færreste S-støtter forventer andet på dette område.

Frem mod valget
I øjeblikket er det uklart, om mobiliseringerne til forsvar for efterlønnen fortsætter. Gør de det, og hvis SF formår at markere en lidt klarere venstreprofil, kan de sagtens genvinde noget af det tabte og bevæge sig frem igen. De har trods alt stadig kun svigtet i ord. De har endnu ikke vist, hvad de er værd – og ikke værd – i regering.

Meget afhænger også af, hvornår valget kommer. På tværs af de overordnede bevægelser kan dygtighed/held i en valgkamp rykke et par procentpoint.

Strategiske konsekvenser
For Enhedslisten er det afgørende ikke at gætte udviklingen de næste måneder, men at drage de rigtige strategiske og handlingsmæssige konklusioner af udviklingen de seneste fem-seks år. Her vil jeg nøjes med kort at opsummere, hvordan jeg ser det:

– Mobiliseringer og politisk venstredrejning hænger tæt sammen. Selv om der ikke altid er en entydig årsag-virkning-sammenhæng, så vil folkelig mobilisering som regel føre til politisk radikalisering. Alene af den grund er det afgørende, at de politiske mobiliseringer fortsætter under en S-SF-regering.

– Det store flertal i arbejderklassen forventer fremskridt og forbedringer under en S-SF-regering, og et stort mindretal forventer, at SF trækker regeringen til venstre. Det er i konflikten mellem disse forventninger og S-SF’s manglende evne og vilje til at levere, at vi kan finde muligheden for en afgørende fremgang for Enhedslisten.

– Derfor er en af Enhedslistens vigtigste opgaver i den kommende periode at bidrage til folkelig debat og folkelig mobilisering, der konfronterer en ny regering med kravene fra dens eget bagland.

– Når/hvis større eller mindre grupper i arbejderklassen bliver skuffede over en S-SF-regering, er det afgørende, at der er et klart og synligt alternativ til de to partier i hverdagens mobiliseringer og i det politiske billede. Ellers kan skuffelsen lige så nemt føre til politisk passivitet og til højredrejning.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com