Mange danskere er blevet ramt af fattigdom i VKO’s regeringsperiode. Krisen gør problemet endnu større.

Findes der fattigdom i Danmark? Hvad vil det sige at være fattig i dagens danske samfund? Hvis det står til Karen Ellemann (fhv. socialminister) , er fattigdom ikke et spørgsmål om penge, ikke et spørgsmål om materielle ting…
 
Imidlertid har den regering, hun repræsenterer, siden sin dannelse i 2001 gjort meget for at skabe mere fattigdom. Regeringen har strammet kravene til at modtage dagpenge og sygedagpenge. Den har indført starthjælp, integrationsydelse, 300 timers regel, sat loft over kontanthjælpen, strammet kravene for at stå til rådighed på arbejdsmarkedet, så alle ledige på et tidspunkt skulle søge fire job om ugen! Alvorligt syge er sendt i arbejdsprøvning. Kontanthjælpsmodtagere er placeret i ”matchgrupper”, opdelt udfra deres arbejdsevne, uddannelsesaktivering er afskaffet. Der er ligeledes strammet kraftigt op over for bevillinger af førtidspension.
 
Alle sociale problemer er blevet til et spørgsmål om at få et job, til trods for, at alle undersøgelser viser, at der bag kontanthjælp ofte skjuler sig andre problemer. Samtidig er ansvaret for ledighed entydigt blevet placeret hos den ledige selv.
 
Som konsekvens af regeringens opstramming og nedsatte ydelser er flere og flere efterladt i fattigdom. De sociale udstødelsesmekanismer får altså god næring af VK-regeringen og dens ivrige støtteparti, Dansk Folkeparti.
 
Tørre tal
I EU-landene lever 80 millioner mennesker under EUs fattigdomsgrænse. I EU er man fattig, hvis man lever for mindre end 60 pct. af det enkelte lands middelindkomst. Ifølge OECD går grænsen ved 50 pct. Det giver færre fattige, men til gengæld rummer OECDs definition de absolut fattigste. Den danske regering anerkender ikke EUs fattigdomsgrænse, eller at der er fattigdom i Danmark. Målt efter EUs kriterier er andelen af danskere i fattigdomsrisiko i dag 12 pct af befolkningen. I midten af 1990erne var den kun 8 pct.
 
For en enlig betyder det i Danmark, at vedkommende skal klare alle udgifter lige fra husleje til tandpasta for mindre end 98.145 kr. om året. I en familie med fire medlemmer går grænsen ved 56.369 kr. pr. person. For hele familien 225.479 kr. Beløbene er i 2009-kroner og efter skat.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fastslog for et halvt år siden at mindst 44.000 danske børn lever under fattigdomsgrænsen. Hvis man regner børn af studerende med, stiger tallet til 51.000. Organisationen Red Barnet har regnet sig frem til et tal på 59.000.
 
Fattigdom er relativ. Børn af fattige forældre lider i Danmark sjældent nød i klassisk forstand. Der er tag over hovedet, og mætte spiser de sig også – som regel. Men i forhold til klassekammeraterne er de udenfor – fordi de pga. forældrenes lave indkomster ikke kan gå til fritidsaktiviteter, ikke kommer på ferie, ikke holder fødselsdag osv.
 
Fattige københavnere
På initiativ af Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation blev der for et par år siden lavet en fattigdomsundersøgelse i kommunen. Den viste blandt andet at hver sjette københavner er fattig. 66.058 københavnere lever i fattigdom. Hver tredje af disse har oplevet at gå sulten i seng. Hver fjerde har måttet opgive at købe lægeordineret medicin, mens 42,9 pct. ikke går til tandlæge.
 
Ideen med undersøgelsen var at få lavet en fattigdomsgrænse. En ide, LO også har arbejdet for. I en annonce i begyndelsen af året skrev LO: "173.000 mennesker i Danmark har ikke råd til det mest nødvendige, som f.eks. 3 måltider om dagen og husleje". Og fortsatte i underteksten: "Uligheden er stigende og fattigdommen rammer bredt i Danmark. Når man ikke har penge nok til selv de mest grundlæggende ting, bliver man ekskluderet fra samfundet og mister troen på sit eget værd. Særligt hårdt rammes børnene, der – fra de er helt små – afskæres mulighederne for et sundt og aktivt liv, at opbygge sociale netværk og få en uddannelse".
 
Etniske mindretal bunder
De stærkt reducerede ydelser rammer især arbejdsløse flygtninge og indvandrere. Starthjælpen er det halve af kontanthjælpen. 450-timersreglen, som både standser særlig støtte til huslejen og kontanthjælpen til den ene ægtefælle, hvis ikke de begge på to år har haft almindeligt arbejde i 450 timer. Tidligere, da reglen blev indført, var grænsen 300 timer.
 
I 2006 lavede CASA en undersøgelse, der blandt andet viste, at i 54 pct. af familierne på starthjælp har en eller begge voksne helbredsproblemer. I 70 pct af familierne har en eller begge voksne psykiske problemer, ofte traumer med depressioner og angst. Og et stort flertal bliver fast låst på starthjælp i årevis.
 
Begrundelsen for de lave ydelser til specielt etniske mindretal er for Dansk Folkeparti klar: "Det skal være uinteressant at komme til Danmark af økonomiske årsager", som Bent Bøgsted begrundede et lovforslag med. Det var forslaget om, at de 300 timer blev forøget til  450 timer, som tidligere nævnt. Lovforslaget blev fremsat af daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen, som dermed indfriede et løfte afgivet til Dansk Folkeparti. Forslaget var regeringens "betaling" for, at DF stemte for finansloven i efteråret 2008. 6,2 mio. kr. regnede ministeriet med at ændringen ville betyde i besparelse om året. De, der mistede deres kontanthjælp, og dermed stod uden forsørgelse, betalte.
 
Mænd rammes
Nye rapporter fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at en voksende gruppe mænd havner på samfundets bund. Siden ledigheden nåede bunden i juni 2008, har mændene stået for 70 pct af den samlede stigning i arbejdsløsheden. Knapt hver fjerde mand har endnu ikke fået en ungdomsuddannelse 25 år efter folkeskolen, og 55 pct. af de danskere, der lever i længerevarende fattigdom, er mænd.
 
Med den økonomiske krise forsvinder mange job, der beskæftiger ufaglært arbejdskraft. Mange af disse job vender ikke tilbage. Hertil kommer de mange "fattigdomsturister" i forbindelse med EU-udvidelserne mod øst. Samtidig øger krisen fattigdomsmigrationen til Vesteuropa. Disse udgøres primært af mænd, og de får ingen hjælp i Danmark.. Arbejdskraftens fri bevægelighed bliver også fattigdommens fri bevægelighed. Et stigende antal mennsker bevæger sig rundt fra land til land i Europa og prøver at få arbejde, f.eks. i Danmark.
 
Ligesom der er en vækst i antallet af personer med sociale og økonomiske problemer, der migrerer  inden for EUs grænser, kommer der flere (illegalt) til EU fra f.eks. det afrikanske kontinent. Som nævnt disse mennesker har ikke ret til nogen former for sociale ydelser. Mange af dem tilbringer livet på gaden eller på herberger.
 
Reservearme
I den aktuelle overenskomstkamp er rejst vigtige krav mod løndumping. Det drejer sig bl.a. om danske firmaer, der opretter datterselskaber i f.eks. Polen med ansatte derfra, som får en meget lavere løn end danske kollegaer, men som udfører arbejdet i Danmark.
 
Men også de mindre sociale ydelser; overførselsindkomsterne, der i mange år er blevet stadigt mindre i forhold til lønningerne – kort sagt fattigdommen i Danmark – udgør en social dumping, der lægger et indirekte pres på lønninger og arbejdsvilkår. Ikke mindst med krisen udgør den større og større gruppe af arbejdsløse med stadigt ringere forhold ”en industriel reservearmé”, der kan bruges og vil blive brugt til at presse den beskæftigede del af arbejderklassen på alle punkter.
 
Også derfor er det en vigtig opgave for fagbevægelsen og venstrefløjen at rejse de nødvendige politiske krav mod fattigdommen. Det handler om bedre dagpengedækning og ubegrænset dagpengeperiode, om praktikpladser til alle og afskaffelse af de halve dagpenge til unge under 25 år. Men også om afskaffelse af starthjælp og 450-timers-regel samt gennemførelse af et massivt løft i kontanthjælpen.
 
Der er en direkte sammenhæng mellem overenskomstkampen og kampen for mere og bedre velfærd og afskaffelse af fattigdommen. Og begge dele handler om at vende udviklingen, så omfordelingen sker fra rig til fattig – modsat det, der sker nu.

Opslået i Dansk politik, Socialt og Bolig

single.php