“Fascismens Italien” kommer godt rundt om den italienske historie helt op til i dag. Men fokus er så absolut perioden 1922-1945.

Hvorfor opstod fascismen? Hvem var dens drivkræfter? Hvem sørgede for dens endelige fald i 1945 – internationalt og i det italienske samfund? Og forsvandt det fascistiske tankegods fra det italienske samfund? Disse spørgsmål behandles i bogen, som følges op til situationen i dag, hvor en højrefløjsalliance regerer Italien med Silvio Berlusconi som førstemanden. Denne alliance, sammensætning og dens rødder omtales også til sidst i bogen.

Bogen giver et godt rids over den nyere italienske historie med en statsdannelse, der kun går tilbage til 1870, hvor en række delstater samles til nationen, staten Italien. Den er primært skrevet til undervisning på de gymnasiale uddannelser, men er absolut anbefalelsesværdig for en bredere læseskare.

Arbejderklassens nederlag
Når fascismen netop kommer til magten, er det ikke på grund af noget "særligt italiensk". Fascismen kommer til magten i krisesituationer, ovenpå situationer med mulighed for, at arbejderklassen kan erobre magten, men ikke evner det på grund af dens politiske ledelse. Revolutionære opstande, oprør og massemobiliseringer i arbejderbefolkningen var situationen ved Første Verdenskrigs afslutning og tiden efter. Italien var ingen undtagelse.

Landet havde sit "røde toår". Arbejderbevægelsen og den socialistiske bevægelse voksede som andre steder i Europa hurtigt og stærkt. Der blev strejket som aldrig før. Fabriksbesættelser en masse, arbejderråd dannet, og arbejderne havde i september 1920 overtaget fabrikker og industri.

Men stormen rides af. Socialistpartiet evnede ikke at føre kampen til ende og påbegynde en social revolution. Arbejderklassen og dens allierede blev ladt i stikken. I processen blev partiet splittet og et kommunistisk parti dannet, men for sent til at spille en afgørende rolle.

Så snart den revolutionære bevægelse nåede sit højdepunkt, kunne man et par måneder efter overvære den første større fascistiske demonstration ved erobringen af Bologna. Og to år efter var de ved magten.

Fascismens endelige magtovertagelse er en proces med forskellige alliancer, Beskrivelsen af denne er meget informativ. Startskuddet var marchen mod Rom i oktober 1922.

Kommunisterne
Det nye Kommunistiske Parti, PCI, led af et nyt partis svagheder. Og det forstod ikke fascismens særlige karakter. Det var indædt modstander af enhedsfrontspolitikken – med Antonio Gramsci som undtagelse. Gramsci sympatiserede med venstreoppositionen i den kommunistiske verdensbevægelse. Han blev fængslet af fascisterne i 1926 og døde 1937. Hans teoretiske arbejder i fængslet er siden og bliver stadig studeret med stor interesse, især hans værker om arbejderråd og hans fængselsoptegnelser.

Det kommunistiske partis situation var yderst vanskeligt. Dels gennem fascismens undertrykkelse af arbejderbevægelsen og venstrefløjen, dels på grund af staliniseringsprocessen af den Kommunistiske Internationale (Komintern) fra slutningen af 1920’erne og frem. Begge forhold vanskeliggjorde udviklingen af en politik, der var anvendelig. Zig-zag-kursen fortsatte. Men forfatteren til bogen ser ikke processen i Sovjetunionens politiske ledelse og dermed i den kommunistiske verdensbevægelse i sammenhæng med udviklingen i Italien.

Borgerskabets redning
Det er netop disse nederlag og vaklen hos arbejderbevægelsens ledelse, der giver fascismen muligheder for magtovertagelse, og de gør det med voldelige midler – understøttet af det borgerskab, der ikke ser andre muligheder for at bevare magten. Fascisterne redder dem.

I bogen lægges der ikke efter anmelderens mening nok vægt på, at når arbejderklassen lider nederlag, tager andre over. I krisesituationer står andre parat. Udviklingen af en fascistisk bevægelse i Italien blev "krisen løst" på kapitalens betingelser.

Benito Mussolini-regimets program blev da også kapitalisternes redning. En lønnedgang på 10 procent få år efter fascismen var kommet til magten. Dannelse af nye fascistiske fagforeninger, som fik monopol på at repræsentere arbejderne, hvilket havde som konsekvens, at den etablerede fagbevægelse opløstes. Samt en række andre tiltag, som så udmærket beskrives i bogen.

Fascisterne indførte korporatismen, som betød fred mellem de modsatrettede interesser hos arbejdsgivere og lønarbejdere. Men de konkrete foranstaltninger var en klar støtte til arbejdsgiverne, som ydede omfattende støtte til regimet.

Erobringer udadtil
Det er velkendt, at Mussolini sammen med Hitler intervenerede i den spanske borgerkrig fra 1936 – 39 til fordel for den spanske fascisme, falangismen. Med det velkendte resultat: Revolutionens nederlag og republikkens nederlag.

Før den tid forsøgte Mussolini-regimet at "genetablere Romerriget", som var Mussolinis store ideal og drøm. Og det skulle nødvendigvis omfatte mere end Italien, som ikke rigtig havde fået del i kolonierne, "en plads i solen", som det blev udtrykt. Landet var jo sent på den. De andre europæiske stormagter havde opdelt verden mellem sig. Og Italien blev først samlet til en nation i 1870.

Før fascismens magterobring i 1922 havde Italien tidligere forsøgt sig. I 1880’erne fik Italien herredømmet over Eritrea og Somaliland i Afrika. I 1911-12 blev Libyen erobret fra Osmannerriget. Men nu blev der en større interesse for at underlægge sig fremmed folkeslag og områder. Det var en væsentlig del af den fascistiske ideologi, som var imperialistisk, aggressiv og racistisk.

Det fascistiske regime fik stærkere magt over Libyen, Etiopien, Eritrea og Somalia under stor brutalitet. Italienerne greb til meget hårdhændede metoder. F.eks. i Libyen, hvor interventionen startede året efter magtovertagelsen, blev hele den nomadiske befolkning interneret. Det var ca. 100.000 mænd, kvinder og børn, som her kom i koncentrationslejre ude i ørkenen. De italienske styrker mødte stor modstand fra guerillabevægelsen. Det anslås at 50.000 libyere døde af sult, sygdom, mishandling og krig.

Angrebet på Etiopien skete med italienernes fly, kampvogne og maskingeværer mod etiopiernes rifler, sværd og spyd. Der blev anvendt giftgas. Over en kvart million etiopiere blev dræbt.

Alliance med Tyskland
Andre erobringer, som interventionen på Balkan, foregik i et samarbejde med Tyskland. Denne alliance var ikke altid hjertelig, trods begge regimer fælles karakter nazisme/fascisme. De samarbejdede dog tæt og inspirerede hinanden. Eksempelvis lagde de italienske fascister ikke specielt vægt på "racelove" i Italien, men påvirkedes kraftigt af de tyske nazister.

Det er først i 1938, at "racelovene" blev vedtaget. Tidligere havde nogle jøder faktisk været medlemmer af Mussolinis parti og havde været med fra starten. Herefter var dette selvklart umuligt. I 1943, da Tyskland besatte dele af Italien i kampen mod de allierede, blev jøder deporteret til udryddelseslejre.

På alle områder samarbejdede Italien og Tyskland under Anden Verdenskrig og led fælles skæbne.

Fascismens fald
De italienske styrker trænges tilbage i de områder, de havde erobret eller forsøgt på det. Det samme gjorde tyskerne. Internt i Italien fortrængtes fascisterne mere og mere, dels af de allieredes indsats, dels af en stadig stærkere partisanbevægelse, hvor kommunisterne var stærke, og var den gruppering, der var stærkest bevæbnet. Hertil kom omfattende modstand på andre områder, såsom massive strejkerbevægelser.

Mussolini blev i 1943 afsat af fascisternes Høje Råd, og Italien blev opdelt i flere delområder. Mussolini og hans folk fik en ny republik, Salo-republikken. Den faldt sammen i foråret 1945. Samtidig opløstes fascistpartiet.

Fascisme-teorier
Forfatteren gennemgår forskellige fascisme-teorier. Han opstiller tre hovedteorier teorier om efterkrigens antifascistiske fortolkninger. Den trejde kalder han den marxistiske. Her får Kominterns (Kommunistisk Internationale) sekretær, Dimitrov, lov til at stå for denne. Med Dimitrovs ord fra bogen kaldes fascismen her "finanskapitalens mest reaktionære, mest chauvinistiske og mest imperialistiske elementers åbenlyse terroristiske diktatur".

Ud fra denne analyse anlagde Komintern fra 1935 den såkaldte folkefrontsstrategi, efter en periode, hvor de kommunistiske partier havde set socialdemokratiske partier som hovedfjenden, og dermed forhindret opbygningen af den enhedsfront, der især i Tyskland kunne have forhindret fascismens sejr.

Her er vi ved bogens svaghed igen. Er der en kommunistisk kontinuitet, eller er der tale om en zig-zag-kurs alt efter, hvad den stalinistiske ledelse i Moskva mente? Og var dette afhængigt af, hvad Sovjetunionens udenrigspolitik har brug for fra midten af 1920erne og frem?

Det italienske kommunistiske parti, PCI, var den absolut dominerende styrke i modstanden under Anden Verdenskrig mod såvel tyskerne som fascismen i Italien. Men PCI forstod ikke at bruge situationen til et radikalt opgør, få det gamle statsapparat væk, og påbegynde en social revolution. Partiet samarbejdede i folkefrontens ånd med borgerskabet og sikrede dermed det borgerlige samfunds fortsatte eksistens. Dog blev Italien i denne udvikling til en republik.

Landet forblev borgerligt og fulgte andre vesteuropæiske regeringers linie, f.eks. blev Italien i 1953 medlem af NATO. Op gennem 1950erne blev landet styret af forskellige kristelige-demokratiske regeringer. Kommunistpartiet havde gjort arbejdet, at sikre at Italien forblev indenfor den "vestlige indflydelessfære".

De forsømte muliheder
Historien om fascismen i Italien er også historien om de forsømte muligheder, hvis det kommunistiske parti havde gjort sig uafhængig af Stalin-bureaukratiets udenrigspolitik i de afgørende år ved verdenskrigens afslutning og den gunstige situation på dette tidspunkt.

I Jugoslavien, der grænsede helt op til Italien, ville Tito og partisanerne, der var domineret af kommunister, ikke lade sig afvæbne, og trodsede dermed den aftale, Stalin havde indgået med Churchill og Roosevelt om opdeling af Europa i interessesfære efter krigens afslutning. Og som en særlig gestus overfor de to andre havde Stalin uden diskussioner i 1943 opløst Komintern.

De allierede forsøgte i Italien, ifølge bogen, at få afvæbnet modstandsfolkene og standse deres aktioner. De allieredes øverstkommanderende, general Alexander, forsøgte på dette uden held. Partisaner rettede sig ikke efter det. I stedet lagde modstandsbevægelsen op til nogle afgørende kampe i foråret 1945, og partisanerne kom stærkt ud af denne kamp og stod som de sejrende.

Op til idag
Bogen følges op helt til i dag. Modstandsbevægelsen blev politisk og militært afvæbnet af dens egen ledelse. Den borgerlige stat fortsatte. Og anmelderen tænker her på billedet fra Bernado Bertoluccis film fra 1976 "1900" sidste del, hvor partisanledelsen, uden tvivl partiledelsen, kommer ud til godset, hvor herremanden og hans fascistiske forvalter er forjaget. Landarbejderne er tilbage og bevæbnet og har befriet ikke bare godset for udbytteren, men også området for fascisterne. De får besked på at aflevere våbnene og ser temmelig rystede ud og forstår ikke hvorfor nu, hvor det er lykkedes efter lange og hårde kampe – nu befriet for herremanden og fascisterne.

Denne fremstilling af, hvad anmelderen vil kalde "kommunismens kontinuitet?" – husk spørgsmålstegnet – er fælles for en borgerlig og stalinistisk fremstilling af problematikken. Og med det til fælles – mål og resultat: bevarelse af det kapitalistiske system.

Fascismen faldt i 1945, men rester af den fortsatte i forskellige kombinationer. På trods af garantier for at fascismen ikke skulle opstå igen, blev der allerede i 1946 dannet et nyfascistisk parti, som kom til at hedde Movimento Sociale Italiano, MSI. Det blev i moderne tid til Alleanza Nazionale med Gianfranco Fini som leder. Partiet var indtil fornylig en del af Berluconis højrealliance, som stadig har regeringsmagten.

Regeringen i Rom har altså direkte rødder tilbage i den italienske fascismes storhedsperiode fra 1922 til 1945. Højrefløjen har fået nye organiseringer, blandt andet de såkaldte tifosoer, som er fans, der hærger på fodboldstadioner.

Bogen er absolut anbefalesesværdig, trods nævnte indvendinger, som god lærebog for de gymnasiale uddannelser, men også for alment interessede og for politiske aktivister. Den er god til opslag, rigt illustreret og har en god kronologisk oversigt.

Flemming Larsen:
Fascismens Italien
Frydenlund 2010
110 sider
Pris 119,- kr.

Opslået i Anmeldelse, Historie

single.php