Det var med god grund, at kvinder og mænd over hele Italien strømmede til torve og pladser for at fejre afskeden med den mand, der har gjort så meget skade som ministerpræsident eller i opposition.

 

I modsætning til mange af dem, der fester, så er vi ikke ligeglade med den måde, som Berlusconi måtte gå af på, eller med hvem, der skal efterfølge ham. Vi synger heller ikke lovsange til præsident Napolitano. Han hjalp med at bringe Berlusconi til fald, fordi kapitalen og det politiske lederskab i Europa forlangte det. De mente ikke, at Berlusconi og hans regering ville være i stand til at gennemføre de krævede nedskæringer og den ødelæggelse af social velfærd, som bliver betragtet som det eneste ‘ansvarlige svar’ på krisen i Europa.

Vi må heller ikke glemme, at nedskæringerne nu bærer Mario Montis navn, den mand, der stillede sig i vejen for enhver form for statslig hjælp, som fremmede de store bankers interesser og førgede for afregulering af finansvæsenet. Det er den samme Mario Monti, der brugte højrefløjsavisen ‘Corriere della Sera’ til at skamrose Gelmini og Marchionnes reaktionære ‘reformer’. Er der nogen som helst på venstrefløjen, der i ramme alvor kan tro på, at den mand står for noget, der er ‘bedre’?

Der er ikke et ‘efter’. Det, som vi har nu, det er en regering, der er fjendtligt indstillet over for arbejderklassens interesser. Regeringens eneste program er nye, barske økonomiske og finansielle indgreb over for arbejderklassen og omfattende privatiseringer af den offentlige sektor for at imødekomme kravene fra den europæiske kapital. Det er en regering, der prøver at sælge den gamle ideologi med, at vi kun kan komme ud af krisen med stadig hårdere angreb på social velfærd, lønninger og pensioner end dem, som vi ellers har haft i de sidste 20 år.

For arbejderne, for de arbejdsløse og dem, der må hutle sig igennem med usikre og tilfældige jobs, for de unge og for indvandrerne – for dem er der kun ét valg: øjeblikkelig og konsekvent modstand imod Monti-Napolitano-regeringen. Vi må formulere de argumenter, der er brug for, og udvikle de organisationsformer, der kræves, for at gå imod de planer, som de har med os. Vi må opbygge et netværk, der rejser de vigtige spørgsmål om sociale og politiske alternativer, og som står fast på, at dem, der er skyld i krisen, også skal betale for den.

De statslige institutioner giver ingen mulighed for genveje. Den eneste mulighed er et valg lige nu og en styrkeprøve mellem politiske programmer, der prøver at lære af de ting, der er sket de sidste fire år – med et antikapitalistisk venstre, som siger nej til ‘national enhed” og et ‘teknisk’ kompromis, og som organiserer politisk og social modstand. Vi indbyder alle til at være med til at opbygge den bredest mulige enhed blandt dem, der siger nej til krisen ud fra et klart venstreorienteret synspunkt. Det vil vi gerne være med til.

Forretningsudvalget, Sinistra Critica

Sinistra Critica (Kritisk Venstre) var oprindeligt en mindretalstendens inden for Partiet for Kommunistisk Genopbygning (PRC), som gik imod partiets deltagelse i Prodi-regeringen. Tendensen forlod PRC og blev en selvstændig organisation i 2007. Den er nu tilsluttet Fjerde Internationale.

Opslået i Sydeuropa

single.php