I bogen "1825 dage som kontanthjælpsmodtager" giver Helle Nielsen en række konkrete beskrivelser af, hvorledes hun og en række andre mennesker udsættes for en helt urimelig behandling i deres kontakt med jobcentret i Randers.

af Lise Baastrup

Hun giver et fantastisk godt billede af, hvordan man behandles som en ting uden nogen som helst hensyn til, hvem man er, og hvilke erfaringer man har. Det er tydeligt at man bare skal “straffes”/nedværdiges, når først man er kommet på kontanthjælp. Helle har mange eksempler på, hvordan mennesker bliver behandlet, ja ignoreret, til fordel for kassetænkning. Hendes konkrete beskrivelse af, hvordan hun bliver talt til af jobcentermedarbejdere er rystende. Havde det været på grund af hendes etnicitet, ville det være rendyrket racisme. Måske skal vi opfinde et tilsvarende ord for, hvordan man behandler fattige kontanthjælpsmodtagere.

 

Helle giver også et godt billede af, at arbejderklassen har tabt så meget, og at nedskæringerne på tilkæmpede rettigheder har været så voldsomme, at mange tænker tilbage på tiden før Fogh som “de gode gamle dage”. I forlængelse heraf kommer ønsket om at forsvare “den danske model”

 

Jeg tror nu alligevel, at en af grundene (ikke den eneste) til, at det er gået så galt, netop er “den danske model”, der jo bygger på, at fagforeningstoppen samarbejder med arbejdsgiverne, så fagforeningerne IKKE er udviklet til kamporganisationer, hvor medlemmerne er parate til at kæmpe/strejke for at forsvarer deres rettigheder. I stedet har fagforenings toppen passiviseret medlemmerne, bildt dem ind, at nedskæringer og samarbejdspolitik er et “nødvendigt” onde – og på den måde bidraget til magtesløshed.

 

Jeg tror, at vejen frem er organisering fra bunden – både i de bevægelser, der kæmper for velfærden og en slags ny-organisering i fagbevægelsen, hvor magten kommer tilbage til medlemmerne – så kan det også være, at fagforeningerne igen bliver meningsfulde at slutte sig til. Derfor er en vigtig del af bogen Helles beskrivelse af græsrodsbevægelserne, som hun er en meget aktiv del af, og som er noget af det der giver HÅB i stedet for modløshed.

 

Faktisk synes jeg, at Helles bog burde læses af alle danskere og ikke mindst alle politikere. Den er en modvægt mod den hetz og nedgøring, som mennesker på overførselsindkomster (- altså bortset fra landbruget -) udsættes for.  Den er så vigtig, fordi den giver en indsigt i, hvordan Danmark behandler sine mest sårbare mennesker.

 

Bogen findes kun som e-bog. Den er på 51 sider og koster 47,25 kr. Kan bestilles her: https://www.arnoldbusck.dk/boeger/skoenlitteratur-1/1825-dage-som-kontanthjaelpsmodtager

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com