Så bramfrit udtrykte DF’s trafikordfører, Kim Christiansen, sig, da 3F forlangte, at en af hans ansatte skulle have sygedagpenge og ordnede arbejdsforhold. Selvom DF har haft held til at bilde folk ind, at DF er den lille mands parti, så afslører Kim Christiansens udbrud, hvordan partiledelsen ser på fagforeningerne.

 

Årsagen til vreden var en strid mellem 3F og Kim Christiansen, der ejer den overenskomstfrie restaurant A Porta og handlede om 15.000 kr. i sygedagpenge til en nu tidligere ansat. Da ejeren nægtede at betale, udtog 3F stævning. Kvinden blev under en 12-timers vagt, der ikke gav tid til hvil og spisepauser, syg og måtte på hospitalet.

 

Ekstra Bladet fik nys om sagen, og her fortalte Kim Christiansen, hvad han mente om såvel den ansatte som om 3F. Efter en del tovtrækkeri indvilligede han dog i at betale sygedagpengene.

 

Hermed var det ikke slut, for han kom også til samtale hos gruppeformand Peter Skaarup, der fandt, at “den slags ikke ser godt ud på tryk.”

 

Selvfølgelig ser det ikke godt ud på tryk. Nogen kunne jo få det indtryk, at det er sådan, DF ser på fagforeninger og det arbejde, de udfører. En sådan tanke er nu ikke helt ved siden af, for DF har gang på gang vist, at man ikke bryder sig om andre fagforeninger end de gule. Da partiet har mange arbejdervælgere, må man imidlertid gå på listesko, undlade at kritisere de menige medlemmer, men retter i stedet skytset mod LO og mod fagforeningspamperne.

 

Lakmusprøven på, om DF er et arbejderparti kom i 2012, da DF, Liberal Alliance og Venstre støt-tede restaurant Vejlegårdens modstand mod at tegne overenskomst.  Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted, beskyldte 3F for at bruge “mafiametoder”, selvom blokaden var helt efter reglerne.

 

Billederne af Thulesen Dahl, Anders Samuelsen, Støjberg, Kristian Jensen m.fl., der spiste stegt flæsk på restauranten, kan partierne ikke løbe fra, aller mindst DF, der siden dengang har haft held med at bilde folk ind, at den slags er fortid. Det er det overhovedet ikke.

 

Kort efter fremsatte DF og Venstre et beslutningsforslag, der skulle forbyde fagforeninger at blokere virksomheder, der havde overenskomst med en landsdækkende dansk lønmodtager-organisation. Forslaget ville gøre det muligt for arbejdsgiverne at søge derhen, hvor de kan få de billigste overenskomster. Forslaget faldt. De Konservative sagde nej, og desuden ville det ville åbne for udenlandske overenskomster i Danmark og forhindre, at der kunne konfliktes mod dem.

 

Glemmes må det ej heller, at Thulesen Dahls karriere begyndte i Fremskridtspartiets Ungdom. I 2013 sendte DR et filmklip, der viste et par unge mænd, hvor én af dem var Thulesen, der i 1993 hamrede et skilt ned i jorden: “Bank mindstelønnen ned”.

 

I de sidste tyve år er uligheden vokset med en tredjedel. I dag er Danmark nr. 11 på listen over Europas mest lige lande, i 2002 var vi nr. 2. Hvordan er det sket i en velfærdsstat, hvis formål er, at sikre lige muligheder for alle? Uligheden er politisk bestemt, og er øget på grund af skattelettelser, og på grund af talrige forringelser af forholdene på arbejdsmarkedet og af de offentlige ydelser.

 

DF’s holdning til fagbevægelsen har siden Vejlegården været en blanding af åbenlyst fjendskab, nedladende udsagn, og efter at Thulesen Dahl blev partileder – slesk imødekommenhed.

 

Pia Kjærsgård sammenlignede i 2011 daværende LO-formand Harald Børsting med den amerikanske mafiøse fagforeningsleder James Hoffa. Som vanligt var hun forarget over, at fagbevægelsen havde ønsker til en kommende S-ledet regering, bl.a. en forøgelse af selskabs- og formueskatten, en tilbagerulning af dagpengeforringelserne, fjernelse af tilskuddet til de private hospitaler mv.

 

DF vil gøre op med “hovedorganisationernes monopol” og har flere gange offentligt støttet gule fagforeninger.”…ingen bliver underbetalt på en Krifa-overenskomst,” skrev Bent Bøgsted.

 

I 2013 stemte DF ja til at lockoute lærerne, og til en ”fleksibel arbejdstid.” I foråret 2018 opfordrede Thulesen Dahl de offentlige arbejdsgivere til at lytte til lærernes krav: “Der er en bodsgang at gå i forhold til lærerne, der blev kørt over ved sidste konflikt… “, sagde han på KL’s møde i Aalborg.

 

Når ledende DF-medlemmer melder sig ud af deres fagforening, udsendes pressemeddelelser. Bent Bøgsted kunne ikke forlige sig med, at 3F brugte medlemmernes penge på kampagnen “Skævt” i 2011 til fordel for Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne. I stedet meldte han sig ind i Det faglige Hus, hvilket sparede ham for 3.500 kr. om året i kontingent.

 

Året efter opfordrede erhvervsordfører Hans Kristian Skibby “alle til at forlade 3F, der angiveligt var i gang med at ødelægge den lille mands forretning”, (Børsen 29.7.12). Også postordfører Henrik Brodersen og forkvinden for ungdomsafdelingen, Bente Kronborg, smækkede med døren i protest “mod LO-pampernes kampagner mod de blå partier”.

 

Fagbevægelsens tilnærmelse

Efter SR-regeringens nederlag i 2001 måtte fagbevægelsen erkende, at der nok ville gå lang tid, førend Socialdemokratiet atter kom til magten. Det efterlod fagbevægelsen med kun én mulighed: At varetage medlemmernes interesser gennem et samarbejde med VK-regeringen og DF.

 

Processen blev gradvist fremmet af Socialdemokratiets tilnærmelse til DF’s fremmedfjendske linie. “Tidligere var DF en paria. Men en udvikling, hvor vi kigger bredt på, hvem vi kan samarbejde med for at påvirke dansk politik, har gjort, at det er de ikke mere”, sagde tidligere FOA-formand Dennis Kristensen til Jyske Vestkysten 29.4.17.

 

Også 3F’s Per Christensen støttede tilnærmelsen, og hvis “DF så faktisk leverer det, de lover, kan jeg ikke se noget til hinder for et tættere samarbejde”. Han lægger dog ikke skjul på, at EU og udlændingepolitikken er områder, der skiller vandene. Her er der fortsat store forskelle i forhold til fagbevægelsens tradition med solidaritet og internationalt samarbejde, som man skal overveje.”

 

DF’s modvilje mod fagbevægelsen har handlet om støtten til Socialdemokratiet, men nu hvor fagbevægelsens partipolitiske bånd er opbrudt, er den modstand mindre.

 

Forringelser indenfor arbejdsmarkeds-, social- og skattepolitikken

Per Christensen og de øvrige faglige ledere har dog ikke meget at have forhåbningerne i. Nok er DF i dag mindre skinger overfor fagbevægelsen, og vel er der kommet flere nuancer, men træet skal som bekendt kendes på dets frugter, og de er, som de altid har været. DF medvirker fortsat til at forringe vilkårene for lønmodtagerne. Siden Fogh tiltrådte i 2001, har DF støttet følgende:

 

Ø  Efterlønsordningens varighed nedsættes fra fem år til tre år.

Ø  Starthjælp til indvandrere på 50 procent af kontanthjælpen

Ø  Lavere skat, der øger afstanden mellem arbejdsløse og beskæftigede

Ø  Overførselsindkomster fastfryses, og børnechecken mindskes

Ø  Kontanthjælpen modregnes i partnerens indtægt

Ø  SU-forringelser, lavere SU for hjemmeboende

Ø  Sygedagpengeperioden halveres, “jobafklaringsforløb” på niveau med kontanthjælp indføres. I 2015 blev de værste forringelser dog “justeret”

Ø  A-kasse-medlemmer på dagpenge mister retten til at optjene feriepenge under sygdom

Ø  Kontanthjælpsloft med øvre grænse for boligydelse

Ø  225 timers arbejde i ét år gøres obligatorisk.

Ø  Halveringen af loftet over fradrag for faglige kontingenter gjorde det dyrere at være i et LO-forbund, end hos de gule. I 2015 sagde DF ja til SR-regeringens annullering af forringelsen

Ø  Skattestop

Ø  Højere topskattegrænse og lavere skat på aktieudbytter

Ø  Højere beskatning for dyre boliger fjernes.

 

Kun to gange har DF stemt imod, nemlig Thorning-regeringens forringelse af førtidspensionen og Mette Frederiksens sengepraktik (at sende folk i praktik, også hvis de var så dårlige, at de var nødt til have en seng til at ligge i).

 

I januar 2010 ville DF “under ingen omstændigheder skære i efterlønnen eller sænke dagpenge-perioden.” Fire måneder senere “tager man et ansvar… (og) det er måske ikke så slemt endda med den halverede dagpengeperiode”. I 2015 er DF så rede til at sænke dagpengeretten til det halve år, den var før reformen.

 

Især bygningsarbejderne er under pres, og de kritiserer DF for at være passive, når det gælder om at modvirke den ulige konkurrence fra udenlandske håndværkere. Også her mener DF både det ene og det andet. Til Arbejderen 11.6.15 siger Bent Bøgsted: “Vi har fra start været imod øst-udvidelsen. Det giver ingen mening, at kræve, at udenlandske arbejdere skal arbejde på lige vilkår, når de skal stoppes ved grænsen. Vi ønsker ikke, at de kommer hertil, med mindre der mangler arbejdskraft”.

 

Løbende kritiserede DF Thorning-regeringen for at være passiv overfor social dumpning. Cevea har påvist, at af de 21 forslag om social dumpning, der var til afstemning 2004-14, stemte DF imod tolv gange, for syv, og var medforslagsstiller fire gange. Da Løkke tiltrådte i 2015, sløjfede han Thornings 65 mio kr. til social dumpning – med DF’s støtte.

 

Bedre står det ikke til med det kædeansvar, som byggefagforeningerne ser som det bedste værn mod snyd. Her forpligtes hovedentreprenøren til at sikre, at underentreprenører/- leverandører overholder overenskomster og aftaler – og hæfter, hvis de snyder. Først sagde DF nej, siden ja til et begrænset kædeansvar, fordi ” en hovedentreprenør kan ikke have overblik over alle under-entreprenører på et projekt”. I 2014 ændredes holdningen, og nu bakker DF op om kravet.

 

Hvorfor støtter så mange arbejdere DF?

I de senere år har DF i perioder haft flere arbejdervælgere end SD, bl.a. ved at lancere sig som den lille mands parti, der er bedst til at passe på velfærden og jobbene. Også den stramme udlændinge- og retspolitik vinder gehør blandt mange lønmodtagere.

 

Ved valget i 2011 fik DF 18 procent af arbejdervælgerne, fire år senere lå DF side om side med SD, mens Venstre røg ned på 15 procent, hvor partiet i 2011 fik næsten lige så mange arbejdervælgere som SD. Det er Venstre, der har blødt arbejderstemmer til DF. Lars Løkkes bilagssager har kostet, men også at Venstre, efter at regeringen blev udvidet med Konservative og LA, atter er det, som Venstre altid har været: et borgerligt parti, der ikke har noget til overs for lønmodtagere. De mange angreb på efterløn, dagpenge, og nedskæringer gør det tydeligt, hvem Venstres hjerte banker for.

 

SD tror, man kan hente de tabte arbejdervælgere tilbage fra DF ved at overhale partiet højre om, når det gælder om at være lige så skrappe overfor folk med ikke-vestlig baggrund. Tilsyneladende ser det ud til at have givet pote, men om det holder frem til valget i 2019…?

 

Mange “blå Bjarner” har ikke glemt Corydons nødvendighedens politik, som fik dem til at forlade SD. At også DF har skuffet har efterladt en stor gruppe vælgere i et vakuum. De kan jo godt se, at Mette Frederiksen lurepasser i ét væk, og ikke vil tilkendegive, om man vil ændre på de forringelser, der er gennemført med DF’s stemmer. Næppe tænkeligt, at DF i et regeringssamarbejde med SD, vil stemme imod det, partiet har gennemført sammen med Løkke.

 

DF har en imponerende evne til at blæse relativt ligegyldige sager stort op. Et eksempel er børne-checken der gives til EU-borgere, der arbejder i Danmark, og som kan sendes hjem til børnene – en rettighed, som også gælder for danskere, der arbejder i andre EU-lande.

 

Skatteministeriets seneste tal viser, at der i 2013 blev udbetalt 90 mio kr. til 68.000 EU-arbejds-tagere. DF fremstiller det, som om de alle kommer fra Bulgarien og Rumænien. Halvdelen kommer fra Østeuropa, resten fra det øvrige EU. Sverige tegner sig for 4.800 modtagere.

 

90 mio. kr. er selvfølgelig en pæn sum, men dog intet i sammenligning med, hvad danske skatte-borgere sender til udenlandske skattely. For slet ikke at tale om, hvordan dele af erhvervslivet fupper med moms og skat, eller de gentagne bankskandaler.

 

DF posterer hellere 3-400 politifolk i Padborg for dagligt at kunne sende 5-7 asylansøgere tilbage til Tyskland, frem for at styrke politiets indsats mod den voksende økonomiske kriminalitet.

 

DR skrev for nylig, at sigtelserne for selskabssnyd er faldet med 80 procent, og at sagsbehandlings-tiden steg med 48 procent fra 2015 til 2017. Mange af sagerne når at blive forældede, inden de når frem til domstolene.

 

Hører vi nogensinde DF klage over det? Nej, DF ser det nemlig ikke ser det som deres opgave, at kritisere den stigende ulighed, eller gå til angreb på de mange privilegier en lille, men velbjerget overklasse har taget på bekostning af fællesskabet.

 

Hvem er DF?

DF’s systematiske medvirken til at forringe forholdene for lønmodtagerne, rejser spørgsmålet om, hvem og hvad DF egentlig er. At partiet er fremmedfjendsk og nationalkonservativt, er for længst dokumenteret, men hvordan placerer partiet sig i forhold til klassekampen og den økonomiske omfordeling i samfundet?

 

DF’s holdning til den økonomiske krise og ditto kriminalitet er bagatelliserende. Erhvervsordfører Hans Kr. Skibby tvivler ikke på, “at der en hæderlighed hos disse personer” (bankledelserne)… Hvidvask er en ting, men generelt er sorte penge og handel med skrot og alt mulig andet også et problem”

 

I marts 2009, da finanskrisen var på sit højeste, skrev Pia Kjærsgård i det ugentlige nyhedsbrev, at “hvis ikke man har mistet sit job, og ikke har et hus til salg, så eksisterer den økonomiske krise mest i avisernes overskrifter og i venstrefløjspolitikernes dommedagsprofetier. Indtil da må både politikere, borgere og erhvervsliv stå sammen og finde fornuften frem. Vi skal ikke svælge i pessimismen og dyrke sortsynet, men håndtere krisen på en moden og ansvarlig måde. Alt andet er faktisk til skade for de ledige og de trængte virksomheder”

 

Der var den igen! – folkefællesskabet, hvor der er plads til såvel flittige, partineutrale fagforenings-medlemmer som til ærlige kapitalister, der virker til alles bedste. Klassekampen er død.

 

Kjærsgård skriver videre: “Hvis en fagforening har held til at kræve højere lønninger, vil det præge erhvervslivets indtjening negativt, og aktierne vil dale – de aktier, som arbejderne måske har investeret i gennem medarbejderaktier eller via pensionsordninger…1. maj burde være dagen, der forener en nation i stedet for at splitte. Og vi har mere brug for forening end nogensinde før. Vi har brug for 1. maj, men kun, hvis vi for en stund standser op og i fællesskab mindes vore forfædres kamp for det samfund, vi alle nyder godt af i dag….”. (Nyhedsbrev 1. maj 2006)

 

Det er toner vi hører igen og igen fra nationalkonservativ side: Det store folkefællesskab, hvor alle løfter i flok – i den korporative stat. En stat, der etnisk, organisk, åndeligt og kulturelt udgør en enhed, og som bevarer suverænitet og autonomi, og uden at være truet af stærke internationale kræfter.

 

Citatet kunne være Pia Kjærsgårds, men er det ikke. Det stammer fra de italienske fascisters arbejdsprogram fra 1919.

 

 

Opslået i Arbejdsmarked, Dansk politik, Facebook

single.php