LOs efterlønsmøde den 2. februar var et stramt styret politisk show, som satte rammerne for kampen mod regeringen og det efterlønsforslag, som Lars Løkke fyrede af i nytårstalen. De 5.000 deltagere fik ordet i en række borddebatter, der i mødeafvikling bragte nye initiativer ind i konceptet for disse ellers traditionelle politiske møder.

… og her herinde til venstre ligger HC Andersens hus, siger buschaufføren, idet vi passerer digterens fødested i Odense. Vi er på vej til Odense Congress Center i en anden del af den fynske hovedstad, og er blevet samlet op af en de talrige busser, som skal fragte faglige tillidsfolk til LOs stort anlagte efterlønsmøde den 2. februar. Eventyrdigteren får lov at hvile denne dag, for forude venter et møde med faglige tillidsfolk.

Der strømmes til fra hele landet. Bussen svinger op i køen af andre busser foran kongrescentret, hvis parkeringsplads er fyldt til sidste ledige bås. På gavlen mødes deltagerne af en lysreklame med to knyttede næver – en ung og en ældre hånd i en position, der bringer mindelser tilbage til 1970ernes grafiske kampudtryk på venstrefløjens propagandamaterialer.

Hal C med mere
Busserne tømmes for folk, som hanker op i deres bagage og mapper. Foran indgangen mødes man af bladsælgere fra diverse politiske venstregrupper, af avisaktivister fra Dagbladet Arbejderen og af konferencehjælpere, som viser deltagerne vej til den store hal C til venstre for indgangen. Og stor er den. Bord ved bord er opstillet, og tilstrømningen er så voldsom, at man har udvidet med endnu flere borde i den tilstødende hal B.

Rød prik
Mylderet er stort. De enkelte fagforbunds medlemmer finder frem til deres borde. Og kl. 12.50 annonceres der over højttaleren, at man bør finde frem til sine pladser, som programmet går i gang præcis kl. 13.
Lyset dæmpes. Åå tre storskærme toner en film frem, hvor en stemme fortæller om milepælene i arbejderbevægelsens historie fra slutningen af 1800-tallet og frem til den nuværende VK-regerings overfald på efterlønnen. En rød prik bevæger sig hen over skærmen i en opadgående en ’velfærdskurve’, og på passende steder dukker der billeder op, som understreger pointerne i fortællerens beretning.

Historisk
Denne ultrakorte historiske gennemgang af velfærdssamfundets langstrakte og møjsommelige opbygning danner optakt til det næste sceneskift i dette nøje koreograferede show. Lyset dæmpes, dørene går op, og ind kommer fagforeningsfane på fagforeningsfane båret frem i en indmarch, der hjælpes på vej af tonerne fra et flygel, som akkompagnerer deltagernes afsyngelse af den socialdemokratiske slagsang Danmark for Folket. Fordelt langs bagvæggen på begge sider af den scene, som midt for deltagerne er stillet med fem talerstole, blændes der op for LOs formand Harald Børsting. Han får fuld lysstråle og skuer ud over forsamlingen fra de tre storskærme bag ved.

– Det er historisk, dette møde, siger han og fremhæver, at der er brug for efterlønnen, at den udtrykker solidaritet med dem, der har slidt i et langt arbejdsliv. Og så fortæller, han, at han har takket venligt nej til den selvinvitation, som statsminister Lars Løkke Rasmussen dagen inden havde sendt ham. Et afslag, som får deltagernes varme klapsalver.

Ikke førtid, men på høje tid
Den næste standup’er i rækker af talere er Forbundet af Offentligt Ansattes formand, Dennis Kristensen. Han slår på, at det er det rene mytemageri, at der ikke skulle være råd til efterlønnen, et synspunkt, som han bakkes op i af HKs formand Kim Simonsen og Metals Thorkild E. Jensen.
Afslutningsvis glider lysspotten hen på 3Fs formand, Poul Erik Skov Christensen, som efter at have hudflettet regeringens forslag om en seniorførtidspension scorer munterhed og klapsalver på at tildele regeringens efterløn helt uden at den skal i yderligere arbejdsprøvninger.
– Det er ikke førtid, det er på høje tid, slutter han.

Dialogduge
Frem af mørket dukker dirigenten af resten af mødet frem. TV-avisens oplæser Eva Jørgensen skal sikre afviklingen af et arrangement, som for faglige massemøder af denne karakter er nyskabende i sin form.
På bordene foran deltagerne er der placeret nogle papirsduge med optrykte debatskemaer og spørgsmål, som deltagerne skal bruge som grundlag for en snak. Væk er tidligere tiders tradition for en række forskellige brandtaler af diverse udvalgte indledere. Væk er de traditionelle slagord. Væk er øllerne og kvælende tobaksrøg.

Den ny tid understreges af, at der i de opstillede væskedepoter udelukkende kan vælges mellem vand, og at der ikke udskænkes øl i forbindelse med den frokost, som deltagerne fik, inden mødet gik i gang.
Væk er også enhver debat om det politiske indhold af den kampagne, som LO med dette arrangement har skudt i gang. Den politiske styring af arrangementet er gennemført. Så meget endog, at en deltager, som ville dele et flyveblad ud fra Folkebevægelsen mod EU om efterlønnen og EU, bliver stoppet.

Tovholdere
I stedet tradition går deltagerne, som på forhånd er blevet sammensat omkring et bord med en bordformand som tovholder i debatten, i gang med fornyelsen. Han eller hun skal sikre, at der kommer gang i snakken om de emner, som dialogdugene angiver.

Mathias Brede, som er LOs organisator på arrangementet, siger til Socialistisk Information:
– Efter i dag samler vi alle de udfyldte duge ind, og de bud, der er kommet på, hvad folk mener, bliver skrevet sammen. Helt hvordan de kommer til at indgår fremover, ved jeg ikke. Men de bliver ikke bare kasseret. De skal bruges.
I anden del af eftermiddagens debat skal deltagerne opstille de tre vigtigste grunde til at bevare efterlønnen.

Utraditionelle midler
LO er vært denne dag og man bakkes op af de store fagforbund. Initiativet er imidlertid vokset frem i en proces, hvor landsorganisationen og forbundene satte sig i førersædet, efter at det netværk af fagforeninger, der er samlet i Fagligt Ansvar, i midten af januar havde sat sig i bevægelse for at indkalde til et landsdækkende tillidsmandsmøde. I det lys gik LO i gang og gjorde initiativet til sit.

LO-formand Harald Børsting udlagde dengang situationen sådan, at tiden kaldte på utraditionelle initiativer fra toppen af dansk fagbevægelses side. I første omgang planlagde man mødet til omkring 1.000 deltagere. Men alle rammer bliver sprængt med de 5.000 deltagere, som fylder kongrescentrets sale, denne onsdag eftermiddag i Odense.

Kan det passe?
Formand for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen, som også er med i ledelsen af Fagligt Ansvar, siger om perspektivet i mødet:
– Det er startskuddet til aktiviteter og diskussioner landet over, som kommer til at række langt. Det betyder, at der kommer gang i et forsvar mod de forringelser, som den her regering vil fortsætte med at byde os. Men det betyder også en historisk samling at genskabe solidariteten i det danske samfund. Signalet fra møder var klart: Vi vil have solidaritet, derfor skal regeringen væk, og vi skal have en ny politik.

For det faglige netværk agter man at følge op ved at samle en bred kreds af fagforeninger omkring en række konferencer under overskriften ”Kan det virkelig passe?” i løbet af foråret. I midten af februar dannes en initiativkreds, som skal fylde indhold i debatter om tre spørgsmål: Kan det passe, at vi ikke har råd til efterløn?, Kan det passe, at den offentlige sektor er for stor? og Kan det passe, at vi ikke kan producere noget her i landet i fremtiden?

Opslået i Arbejdsmarked, Faglig kamp

single.php