Sidste uges EU-topmøde i Bruxelles den 24-25. oktober kom til at stå i overvågningens tegn. Helt konkret satte afsløringerne af den amerikanske efterretningstjenestes aflytning af Angela Merkels mobiltelefon dagsordenen for mødet – i hvert fald i offentligheden. Når man ser hvad der kom ud af mødet, kunne en konspiratorisk hjerne måske nå frem til den konklusion, at det var nøje planlagt, at aflytnings-skandalen eksploderede umiddelbart inden topmødet. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes. På den anden side skal man ikke underkende, at overvågning er et følsomt emne – ikke mindst blandt østtyske borgere, som er opvokset med STASI’s åbenlyse og massive snageri DDR-borgerens privatliv.

 

Om selve topmødet var der derimod ikke meget at skrive hjem om. Den såkaldte ”digitale dagsorden” forblev så underlig ukonkret. Færdiggørelsen af det næste store skridt i Bankunionen blev udskudt til december-topmødet. Det samme gjorde etableringen af ”en rigtig” økonomisk og monetær union, som ellers har stået på dagsordenen i over et år. De daglige flygtningetragedier i Middelhavet fik et par krokodilletårer med på vejen og en ”dyb bedrøvelse over de seneste tids dramatiske dødsfald”. Ingen nævnt, ingen glemt!

På forhånd var der lagt op til at ”den sociale dimension” skulle spille en stor rolle på mødet og i dets beslutninger. Den sociale situation i en række medlemslande er eksplosiv og den generelle utilfredshed med EU blandt borgerne har nået nye rekorder. På den baggrund var det nødvendigt, at EU-lederne i det mindste prøvede at lade som om emnet havde deres interesse. Og ikke kun besparelser og nedskæringer.

Det lykkedes ikke. Ikke bare fordi EU-topmødets dagsorden blev erobret af overvågningsskandalen, men også fordi det, EU-lederne kom op med, var så ufattelig lidt, at det næsten lignede en morsomhed. Det mest konkrete var, at der på topmødet i december skal vedtages en ”beskæftigelsesmæssig og social resultattavle”, som kan indgå i den årlige gennemgang af landenes økonomi, også kaldet ”det europæiske semester”. Ifølge Rådsmødets konklusioner er formålet at give ”en større forståelse af den sociale udvikling”.

Man tror næsten, at det er løgn. I en situation hvor over 25 millioner mennesker i EU er uden arbejde og 100 millioner lever i fattigdom, så vedtager EU-lederne et redskab, som ad åre skal øge ”forståelsen” for problemet.

Vedtagelsen er så absurd, at selv den europæiske faglige sammenslutning (EFS), som ikke just er kendt for sin radikalitet, måtte protestere: – De forsøgte at overbevise os om, at sort er hvidt, men de kan ikke bedrage os. Den sociale dimension er reduceret til en resultattavle, til statistik. Der er ingen handling når det gælder bæredygtig vækst og anstændige job, ingen initiativer for mere social retfærdighed. Det, vi kan forvente, er yderligere skridt i EU’s dagsorden for mere afregulering. I dag er arbejderne vrede og dybt skuffede, sagde EFS’s generalsekretær, Bernadette Ségol efter mødet.

Det med de nye angreb kan hun have helt ret i. På topmødet udtrykte EU-lederne deres store ønske om at ”lette lovgivningsbyrden” for virksomhederne. Det er jo svært at være imod på dét generaliseringsniveau. Men hvad det konkret betyder løftede EU-kommissionens formand, den konservative José Manuel Barroso, sløret for i en artikel i ”Børsen” fredag den 25. oktober 2013 under den epokegørende overskrift: ”EU-lovgivning skal ikke gå for vidt”.

Som et eksempel på noget EU ikke blande sig i skriver han: ”Selv om det er et ønske fra sektoren, så vil denne Kommission f.eks. ikke formulere sikkerhedsstandarder for frisører”. Eksemplet er meget sigende: Regulering til gavn for markedskræfternes frie spil, det er helt ok. Men regulering for at sikre lønmodtagerne ordentlige arbejdsforhold, det er ”administrative byrder” som EU ikke skal blande sig i.

Problemet er altså ikke EFS’s beskrivelse af problemet, men hvad de gør ved det. Det er ikke nok at være ”vred og dybt skuffet”. Vreden skal omsættes i handling. I den sammenhæng mangler der tre klare meldinger fra den europæiske fagbevægelse:
– For det første en opfordring til civil ulydighed mod EU-angrebene i alle lande, hvor styrkeforholdet er til det. Konkret betyder det at tvinge de nationale regeringer til at bryde med EU´s politik – også selvom det fører til et opgør om selve EU-medlemskabet.
– For det andet opbygning af international solidaritet med enhver arbejdergruppe – hvor lokal den end er – som siger fra og går til kamp mod den EU-dikterede og EU-inspirerede nedskæringspolitik.
– Og for det tredje forberedelse og gennemførelse af fælleseuropæiske aktionsdage og strejker med det perspektiv at vælte EU-kommissionen og dens asociale politik.

At arbejde for dette bør også være opgaven for venstrefløjen i den danske fagbevægelse!

SAP’s forretningsudvalg, den 1. november 2013

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php