Stort set hver dag kommer nye meldinger om omfanget af den økonomiske krise i en række euro-lande. Værst ser det ud i Grækenland med Portugal, Irland og Spanien halsende lige efter. Og på det seneste er også Italien og Belgien kommet med på listen over lande, hvor det hurtigt kan gå galt.

 

Et par tal kan illustrere problemet: Mandag den 30. maj var renten på 10-årige græske statsobligationer på 16,5 procent, mens den på de tilsvarende tyske var 2,99 %. Det koster altså den græske stat 5-6 gange mere i rente at låne penge, end det koster den tyske.

Når det gælder de 2-årige græske statsobligationer var renten mandag oppe på 25.61 %. Det siger sig selv, at det ikke kan fortsætte i lang tid, før gældsfælden klapper.

Derfor diskuteres det nu som en reel mulighed at Grækenland kan gå konkurs inden årets udgang, måske allerede i slutningen af juni. Den eneste mulighed for at forhindre det er yderligere milliardlån fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF). Dem skal de nok få, ikke fordi EU og IMF er bekymrede for grækernes ve og vel, men de vil meget gerne sikre, at ikke mindst de tyske banker, som har penge til gode i Grækenland, får deres penge tilbage.

Men disse lån er ikke gratis. De koster dyrt præcis som de lån, Grækenland allerede har fået. Dels i form af en særlig overrente, der allerede har betydet at en række EU-lande har tjent en god skilling på at ”hjælpe” Grækenland. Og dels i form af solgt selvstændighed.

Siden de første lån blev givet til Grækenland, har landet været sat under administration. Konkret måtte de underskrive et såkaldt MOU (Memorandum Of Understanding), som ned i detaljer fastlagde den økonomiske politik i Grækenland.

Et eksempel til illustration af denne umyndiggørelse: For nogle måneder siden gik der rygter om, at Grækenland skulle privatisere for 50 milliarder euro. Det blev på det kraftigste benægtet af den græske regering, som insisterede på, at spørgsmålet slet ikke havde været forhandlet. Kort efter kom en delegation fra EU og IMF på besøg, og på mirakuløs vis blev man enige om en aftale, hvoraf det fremgik, at Grækenland skulle privatisere for – ja, rigtig gættet – 50 milliarder euro!

Og end ikke privatiseringsprocessen får den græske regering lov at bestemme over. Til Der Spiegel sagde Euro-gruppens formand, Jean-Claude Juncker, at ”… EU vil følge Grækenlands privatiseringsprogram, som om det var vores eget”. Og den hollandske finansminister gjorde sig endog til talsmand for, at privatiseringsprocessen helt skulle tages ud af græske hænder og i stedet gennemføres under international overvågning.

Det var lige præcis frygten for på den måde at blive sat fuldstændig under administration, som længe fik den portugisiske regeringsleder, José Sokrates, til at benægte landets alvorlige økonomiske situation. Han håbede tydeligvis at kunne holde EU ude til efter valget den 5. juni. Men den gik ikke. EU kom ind og gennemtvang en nedskæringspolitik, som det regerende socialdemokrati formentlig kommer til at betale en høj pris for.

Hvis man skal opsummere EU’s medicin i forhold til de kriseramte euro-lande, så er det at underskuddet på de statslige finanser skal lukkes gennem beskæring af de offentlige udgifter samt ved udsalg af statslig ejendom. Samtidig skal konkurrenceevnen sikres ved at skære i lønnen. Kort sagt: Det er lønmodtagerne og de svageste grupper i samfundet, som skal betale for kapitalismens krise.

Det er også det politiske indhold i den såkaldte ”europluspagt”, som blev vedtaget på EU-topmødet i slutningen af marts. Denne pagt omfatter alle euro-lande plus de øvrige EU-lande, inklusiv Danmark, men undtagen Storbritannien, Tjekkiet og Sverige. Sidstnævnte undlod at tilslutte efter pres fra den svenske fagbevægelse og et alternativt flertal til den borgerlige regering bestående af Socialdemokraterne, Venstrepartiet, Miljøpartiet og Sverigedemokraterne.

Formålet med euro-pagten og de tilknyttede direktiver er at sikre, at den borgerlige økonomiske cocktail bestående af offentlige besparelser og begrænsning i lønudviklingen rent faktisk bliver omsat til virkelighed i de enkelte medlemslande.

Derfor er der nu skabt nogle mekanismer, hvor regeringerne løbende skal stå til ansvar overfor EU, f.eks. ved at udkastet til finanslov skal sendes til gennemsyn i Bruxelles før det sendes til de nationale parlamenter. Og ved at det er muligt at straffe lande, som ikke lever op til målsætningerne,
enten i form af bøder (euro-landene) eller ved at trække i EU-tilskud (ikke-euro-lande).

Hvorfor finder denne voldsomme integration sted netop nu? Naturligvis har krisen været den udløsende faktor, fordi den med et ubønhørligt snuptag har revet tæppet væk under en række svage økonomier i euro-zonen. Men bagved ligger en mere grundlæggende forklaring, nemlig koncentrationen omkring de mest konkurrencedygtige områder i euro-zonen, mens mindre konkurrencedygtige udkantsområder svækkes. Trods alle skåltalerne om eurosolidaritet, så kæmper kapital-ejerne i de enkelte lande benhårdt mod hinanden, og de enkelte regeringer repræsenterer hver deres kapitalistgruppe over for de andre.

De igangværende protester i lande som Grækenland, Portugal og Spanien mod nedskæringspolitikken må støttes. Det samme må opbygningen af en modstand mod euro-pagten, inklusiv i Danmark. Men det er også nødvendigt at vinde forståelse for, at det er nødvendigt med et opgør med hele euro-konstruktionen.

Euro-fælden er klappet – nu gælder det om at fælde euroen!

SAP’s forretningsudvalg, 1. juni 2011.

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php