De seneste uger er de fleste blevet godt bekendt med et begreb, der, med undtagelse af nationaløkonomer, finansministeren og de mest hardcore EU-nørder, ellers har været nærmest ukendt. Det drejer sig selvfølgelig om EU’s konvergens-kriterier.

Bag dette dødsenskedelige og teknokratiske ord gemmer der sig en række stramme økonomiske rammer dikteret af EU, der både er udemokratiske, nyliberalistiske og til skade for fortsat økonomisk vækst og velfærd.

For 24 milliarder kroner velfærdsforringelser
Konvergenskriteriernes konsekvens for Danmark har vist sig den 24. februar 2010, hvor EU pålagde den danske stat at spare intet mindre end 24 milliarder kroner over de næste tre år. Den borgerlige regering har så selv valgt, at der skal spares yderligere 7 milliarder, så beløbet kommer op på hele 31 milliarder kroner. Disse nedskæringer kan på ingen måde undgå at skabe kontante velfærdsforringelser for helt almindelige mennesker, mens de rigeste i Danmark kan grine hele vejen til banken med de store skattelettelser, den borgerlige regering netop har foræret dem.

De penge, regeringen netop har brugt på skattelettelser, kunne fint have dækket hullet i de offentlige finanser. Den danske regering har altså selv en stor del af ansvaret for, at EU pålægger Danmark at spare 24 milliarder kroner. Da regeringen således ikke har til sinds at hæve skatterne igen, er der kun eet sted at skaffe de 24 milliarder: Besparelser i den offentlige sektor. Det er altså klokkeklar klassepolitik iværksat af den danske regering og EU i uskøn forening.

Hvad er konvergenskriterierne?
For at forstå hvorfor EU kræver en masse af Danmark er der desværre brug for en kort historielektion om EU og ikke mindst Euroen.

Euroen opstod formelt d. 1. januar 1999, da 11 EU-lande låste deres valutakurser fast til hinanden. Tre år senere, d. 1. januar 2002, blev Euroen gældende betalingsmiddel i 12 EU-lande. I dag er dette udvidet til 16 EU-lande, mens 11 EU-lande står udenfor Euroen, heriblandt Danmark.

Som de fleste ved, er Danmark kun med i Euroens anden fase, hvilket betyder, at vi ikke har Euroen som møntfod, men er forpligtet til en fastkurspolitik overfor Euroen. Dette er dybest set blot en videreførsel af tidligere dansk politik, hvor Danmark i mange år førte fastkurspolitik overfor den tyske D-mark.

Og her kommer vi så til konvergenskriterierne. Konvergenskriterierne er krav, der stilles fra EU til lande, der enten ønsker at komme med i Euroens tredje fase eller allerede er med i Euroens tredje fase. I alt er der fem konvergenskrav: (1) Krav om lav inflation, (2) det årlige offentlige underskud må ikke overstige 3% af BNP, (3) den samlede offentlige gæld må ikke overstige 60% af BNP, (4) valutakursen skal være stabil i forhold til Euroen og (5) renten må ikke være for høj.

Katastrofale konsekvenser
Umiddelbart kan det måske lyde relativt fornuftigt at have sunde offentlige finanser og lav inflation. Og under optimale forhold er det også tilstræbelsesværdigt. Desværre befinder verden sig aldrig under optimale forhold. Og slet ikke nu, hvor finanssektorens uhæmmede spekulationer har sendt hele verden ud i en kæmpe økonomisk krise.

Problemet er derfor, at EU’s krav om lav inflation og sunde offentlige finanser overskygger alle andre behov, medlemsstaterne måtte have! Lav inflation og sunde offentlige finanser er således langt vigtigere for EU end lav arbejdsløshed. Faktisk er en relativt høj arbejdsløshed en god ting set med EU’s briller, da høj arbejdsløshed alt andet lige medfører lav inflation, fordi lønningerne derved ikke stiger nær så hurtigt. Med andre ord modarbejder EU aktivt lav arbejdsløshed, da lav arbejdsløshed er i konflikt med kravet om lav inflation.

Som følge af disse konvergenskriterier kræver EU derfor af Danmark, at der skal spares 24 milliarder kroner over de næste 3 år, da det danske underskud på de offentlige finanser ellers overstiger EU’s krav på 3% af BNP om året. Rent nationaløkonomisk er det fuldstændig hul i hovedet, hvilket langt de fleste økonomer da også er enige i. Man kan ikke spare sig ud af en krise. Derimod skal man investere sig ud af den. Det økonomiske opsving har på ingen måde bidt sig fast endnu og med allerede varslede offentlige nedskæringer for at dække underskuddet på de offentlige finanser, risikerer man at kvæle det, inden det for alvor kommer i gang. Desuden er det en lige højre til de arbejdende danskere, der kun har fået lille del i skattelettelserne, men som til gengæld får fuld del i de offentlige nedskæringer.

Hvorfor følger Danmark EU’s diktat?
Egentlig kunne Danmark faktisk vælge at ignorere kravene fra EU, da Danmark som bekendt ikke er med i Euroens tredje fase og derfor ikke er forpligtet til at følge konvergenskravene. Men den borgerlige regering har alligevel store interesser i at følge kravene fra EU, ligesom både S og SF har lagt sig på samme linje. Det skyldes flere ting.

For det første er der det internationalt finansielle aspekt. Hvis Danmark ikke lever op til kravene fra EU, kan det være et signal til valutaspekulanter om, at den danske krone ikke længere følger en fastkurspolitik overfor Euroen, hvilket kan risikere at starte valutaspekulationer mod kronen. Det kan skade den danske konkurrenceevne og den danske handel med omverden – ikke mindst de andre EU-lande, der er Danmarks primære handelspartnere.

For det andet kan Danmark aldrig komme med i Euroen, hvis ikke vi lever op til konvergenskriterierne. Selvom en afstemning om Euroen er skudt flere år ud i fremtiden, så vil ingen af Ja-partierne afskrive sig muligheden for at komme med i Euroen på et tidspunkt. Desuden vil det sætte Danmark under stort pres fra de andre EU-lande, hvis ikke vi lever op til de samme kriterier som alle andre. Danmark vil med andre ord blive moppet på ministermøderne. Sådan fungerer politik også.

Og sidst, men absolut ikke mindst, så er det en gave sendt fra himlen (eller EU, om man vil) for den borgerlige regering at kunne skyde skylden på EU for kravene om offentlige nedskæringer. Den borgerlige regering har hele tiden vidst, at der ikke var råd til både velfærd og skattelettelser. Selvom den har sagt det modsatte, har regeringen konsekvent arbejdet efter Ronald Reagans ”starving the beast”-metode fra 1980ernes USA, hvor man først giver ufinansierede skattelettelser, hvorefter der ikke er nogen vej uden om offentlige nedskæringer for at dække underskuddet. Problemet for regeringen er blot, at offentlige nedskæringer ikke er populære, hvorfor det er meget belejligt at kunne skyde skylden på EU. Og med alle folkeafstemninger om EU skudt flere år ud i fremtiden vejer bekymringerne for danskernes EU-skepsis heller ikke tungt.

EU lægger altså nogle klokkeklare rammer for, hvordan de enkelte medlemsstater, og altså herunder også Danmark, skal føre deres økonomiske politik. Landenes folkevalgte politikere bliver kørt ud på et sidespor og bliver reduceret til forvaltere af rigide, monetaristiske EU-regler, der ikke tager højde for de enkelte landes behov og som på værste nyliberalistiske vis sætter prisstabilitet over alle andre behov. Desuden kan EU’s konvergenskrav også vise sig at være direkte kontraproduktive i forhold til at få Danmark og hele EU ud af den økonomiske krise.

Henrik Guldborg Bøge er medlem af Folkebevægelsen mod EU & Enhedslistens Europagruppe

Opslået i Uncategorized

single.php