Aftalen tidligt om morgenen den 27. oktober vil ikke løse krisen i eurozonen, hverken bankkrisen, gældskrisen eller eurokrisen. Beslutningerne løser på ingen måde problemerne på en acceptabel måde, men er kun med til at udskyde dem. CADTM (Komiteen til Sletning af Den Tredje Verdens Gæld) mener, at denne aftale er uacceptabel.

 

Stats- og regeringslederne mødtes sammen med lederne fra EU-Kommissionen, de private banker og chefen for IMF i Bruxelles for at finde en løsning på risikoen for, at en række europæiske vil gå fallit, navnlig i Frankrig, Spanien, Grækenland, Italien, Tyskland og Belgien… – de banker, der – før og efter 2007-08 – mangedoblede deres risiko med transaktioner i jagten på kortsigtede profitter til deres aktionærer og extravagante bonusser til deres direktører og dealere. Indenlandske lån og erhvervslån udgør kun en brøkdel af deres omsætning: mellem 2 og 5 procent. Den massive støtte, de har fået fra staterne, ECB (den Europæiske Centralbank) eller den amerikanske Centralbank er ikke blevet brugt til at stimulere den produktive økonomi, den er blevet formøblet til flere højst spekulative aktiviteter.

Private banker bliver finansieret på kort sigt, samtidig med at de kaster sig ud i engagementer på mellemlangt og langt sigt: offentlige eller private værdipapirer, spekulation i råvarepriser, valutahandel og derivater, som ikke er under nogen form for offentlig kontrol. Da den fransk-belgiske Dexiabank krakkede i starten af oktober 2011, var det et direkte resultat af denne politik. Frygten for en kommende dominoeffekt i Europa og Nordamerika vejede tungt over mødet den 26-27. oktober 2011.

Beslutningen om en 50 procent “haircut” af bankernes beholdning af græske obligationer, i modsætning til en nedskrivning på 21 procent som vedtaget den 21. juli, var blevet uundgåeligt siden august, fordi prisen på obligationerne på det sekundære gældsmarked var faldet med mellem 65 og 80 procent. Selv om statslederne siger, at de har påført bankerne store ofre, så kommer bankerne som sædvanlig godt ud af det. Det forklarer, hvorfor de finansielle markeder generelt og især bankaktier i øjeblikket er gået betydeligt op.

Aftalen 27. oktober er ikke en løsning for det græske folk, som lider under konsekvenserne af krisen, og som er blevet skærpet af de nedskæringer, regeringen har påtvunget dem. Denne operation er helt igennem styret af kreditorerne og passer ind i deres interesser. Denne gældsafskrivningsplan er en europæisk version af ”Brady-planerne”, som havde så ødelæggende konsekvenser på udviklingslandene i 1980’erne og 90’erne. Bradyplanen (opkaldt efter den daværende finansminister i USA) handlede om omstrukturering af gælden gennem ombytning af obligationer i de vigtigste forgældede lande. Disse var Argentina, Brasilien, Bulgarien, Den Dominikanske Republik, Ecuador, Jordan, Mexico, Nigeria, Panama, Peru, Filippinerne, Polen, Rusland, Uruguay, Venezuela og Vietnam. Dengang havde Nicholas Brady annonceret, at gælden ville blive nedskrevet med 30 procent (i realiteten var gældsnedskrivningen, når den fandt sted, meget mindre; i nogle tilfælde voksede den endda) og de nye obligationer (Brady-obligationer) garanterede en fast rente på omkring 6 procent, hvad der var særdeles favorabelt for kreditorerne. Dette arrangement garanterede også gennemførelse af nedskæringsprogrammer dikteret af IMF og Verdensbanken. I dag, under andre omstændigheder, fremprovokerer den samme logik de samme katastrofer. Trojkaen (ECB, EU og IMF) påtvinger endeløse spareprogrammer for de græske, irske og portugisiske folk. Hvis ikke der kommer en reaktion i tide, vil andre få samme omgang: Spanien, Belgien, Frankrig …

Af to grunde tillader denne plan ikke på fornuftig vis Grækenland at løse sine problemer: 1. gældsafskrivningen er helt utilstrækkelig; 2. den økonomiske og sociale politik, som gennemføres i samråd med Trojkaen, vil totalt nedbryde landet endnu mere. Det er disse odiøse kendetegn, der karakteriserer de økonomiske aftaler med Grækenland, alle fremtidige lån inden for denne ramme samt omstruktureringen af den tidligere gæld.
Grækenland må vælge mellem to muligheder:

Kaste håndklædet i ringen og igen udsætte sig for Trojkaens jernnæve.

Eller afvise markedets diktatur og Trojkaen ved at indstille betalingerne og indlede en gældsrevision, så den illegitime del af gælden kan afskrives.

Andre lande er, eller vil snart blive, stillet over for det samme valg: Spanien, Irland, Italien, Portugal… Denne liste er langt fra udtømmende. Under alle omstændigheder bliver denne politik gennemført, i forskellig grad, over hele EU. Disse nedskæringsplaner må afvises alle steder og borgerkontrollerede eftersyn af den offentlige gæld må sættes i værk.

Begivenhederne i 2007-08 har ikke foranlediget regeringer til at gennemføre strengt fornuftige regler. Tværtimod, så må der gennemføres tiltag, som kan forhindre finansielle institutioner, banker, forsikringsselskaber, pensions- og hedgefonde fra at påføre flere skader. Offentlige myndigheder og virksomhedsdirektører, som er direkte ansvarlige eller medansvarlige for aktiemarkedets og bankernes fallit må stilles for retten. Det haster med at ekspropriere bankerne og sætte dem i fællesskabets tjeneste ved at nationalisere dem under de ansattes og borgernes kontrol. Ikke bare må enhver form for erstatning til aktionærerne afvises, men de må også bidrage med deres egne formuer til at betale for reparationerne af finansvæsenet. Det er også nødvendigt at afvise de illegitime krav, som de private banker stiller til de offentlige myndigheder.

Naturligvis må en række supplerende tiltag også gennemføres: kontrol med kapitalbevægelser, forbud mod spekulation, forbud mod transaktioner via skattely, indførelse af skatter for at skabe social retfærdighed … I EU må Maastricht- og Lissabontraktaten ophæves. Det er også nødvendigt med en radikal ændring af den Europæiske Centralbanks statutter. Inden krisen udvikler sig værre, er det på høje tid at gå i en anden retning. CADTM støtter, sammen med andre organisationer, de initiativer til en gældsrevision under borgernes kontrol, der er taget i en række lande. ”Occupy Wall Street-bevægelsen har sparket en kreativ og frigørende bold i gang. Den må vi støtte.

Oversat fra webmagasinet International Viewpoint af Karina Skov

Eric Toussaint er formand for CADTM i Belgien (Komiteen til Sletning af Den Tredje Verdens Gæld, www.cadtm.org ), og har skrevet en række bøger om gældsproblemer.

Yorgos Mitralias er en af grundlæggerne af den græske afdeling af CADTM.

Pascal Franchet er næstformand for CADTM. Se også hans artikel ”The meaning of the Greek crisis” på komiteens hjemmeside

 

Opslået i EU, Økonomi, Sydeuropa

single.php