Den vigtigste opgave i valgkampen til Europaparlamentet er den samme som i valgkampen til Folketinget: At styrke kampen mod kapitalisternes overgreb mod mennesker og miljø. Propaganda for et krav om en ”Daxit”-afstemning her og nu vil ikke styrke denne kamp. Der er mere brug for at samle til kamp for konkrete politiske krav, der kan bringe arbejderklassen i offensiven – både i Danmark og på europæisk plan.

 

Men vi hverken kan eller skal fortie, at indfrielsen af hvert eneste af disse krav kræver afgørende brud med EU-systemet. Og at opbygningen af et socialt og bæredygtigt Europa derfor vil forudsætte et opgør med hele EU-konstruktionen.

 

Det kommende valg til Europaparlamentet rummer en central udfordring for den europæiske venstrefløj: Hvorledes kan modstanden mod EU’s diktater – om højere pensionsalder, om afvikling af faglige rettigheder, om nedskæringer i de offentlige sektorer, om blinde udbud af opgaver; med dertilhørende løntrykkeri og kriminelle selskaber, om kriminalisering af nødhjælp i Middelhavet og sponsorering af autoritære regimers grænsekontrol, om privatisering af central infrastruktur, om maksimumsstandarder for miljøbeskyttelse og om fuldstændig åbning af grænserne for varer og kapital med skatteunddragelse og svindel til følge – blive revet ud af hænderne på populister, nationalister og racister?

 

EU kan ikke reformeres
EU har ikke formået en genrejsning af økonomien efter krakket i 2008. I stedet har den politiske overbygning, ikke mindst på Euro-samarbejdet, brugt såvel sin politiske, som sin faktiske kapital på at sikre, at ingen afgørende europæiske banker krakkede. Ethvert håb om, at bankerne ville betale arbejderklassen i EU tilbage for at have garanteret deres overlevelse må – ikke overaskende – siges at være udryddet. Tværtimod har snart samtlige af de reddede banker givet sig i kast med at hjælpe de mest lyssky dele af kapitalen med at snyde de fælles kasser for penge.

 

På trods af et årti, hvor den europæiske centralbank (ECB) har ladet sluserne stå åbne og pumpet store summer ud i samfundet (det samme gælder den amerikanske og japanske centralbank), er det ikke lykkedes at vende tilbage til de vækst- og profitrater der eksisterede indtil 2007.

 

I lyset af den udvikling har kritikken af EU spredt sig i den europæiske arbejder- og middelklasse. Det er desværre en kritik, der først og fremmest er blevet samlet op af populistiske og nationalistiske partier, der har præsenteret sig som alternativ til “den politiske klasse” i EU.  Først og fremmest fordi de dominerende ”centrum-venstre-partier”, som arbejderklassen traditionelt har orienteret sig mod, har været svorne EU-tilhængere, der desperat har forsøgt at sprede illusioner om at EU-systemet kan bruges som et værn mod den deregulerede, globaliserede kapitalismes angreb på velfærdssystemer, klima, arbejderrettigheder osv. Her i landet har både SF og S i mange år været på den linje – og Alternativet går helt i samme spor.

 

Når man ser på hele EU-konstruktionens fundament og faktiske funktion, er disse illusioner nærmest tragikomiske. Som det så udmærket er formuleret i Enhedslistens EU-delprogram: ”Faktum er, at der ikke findes nogen anden forfatning i verden, hvor kapitalens rettigheder er skrevet så klart og tydeligt som i EU’s traktatgrundlag, og som er så gennemsyret af idéen om, at faglige og sociale rettigheder samt hensynet til miljø og natur er underordnet kapitalens ret til fri bevægelighed.”

 

Derfor har EU da også generelt fungeret ikke som et værn imod, men tvært imod som en effektiv motor for netop deregulering, angreb på tilkæmpede arbejderrettigheder, afvikling af offentlige velfærdssystemer, hæmningsløs industriel vækst på bekostning af klimaet, i praksis ukontrolleret brug af kemikalier osv. osv.

 

Dette skal på ingen måde stå i vejen for, at vi her og nu, sammen med andre, mobiliserer til kamp for en helt anden politik, både nationalt og på EU-plan. Men vi skal ikke skjule vores viden om, at indfrielsen af snart sagt alle væsentlige krav i sidste instans vil kræve et opgør med EU-institutionen som sådan – og at vi med glæde ser frem til dette, for at erstatte EU med et internationalt samarbejde på et helt anderledes demokratisk og socialt grundlag.

 

International solidaritet
Mens politikken i EU-landene har bevæget sig i forskellige tempi, så har retningen været den samme, orkestreret fra Strasbourg og Bruxelles. Således har en række sociale kampe udspillet sig på forskellige tidspunkter inden for EU. Ét år er det franskmænd, der demonstrerer mod stigende pensionsalder, et andet år italienerne, et tredje år grækerne. Ligesådan med studerende i en række lande, der kæmper mod brugerbetaling, og arbejdere, der kæmper mod privatiseringer.

 

Derfor er der også brug for arbejdersolidaritet på tværs af grænserne – ikke nationalistisk snæversyn. I den forestående valgkamp til EU-parlamentet er det derfor også vigtigt, at Enhedslisten gør det politiske indhold i kampen til omdrejningspunktet for en internationalistisk EU-modstand. Det skal stå soleklart, at EL vil bruge mandatet i EU-parlamentet til at styrke den fælles kamp – ikke mindst den udenomsparlamentariske kamp – i hele Europa for klima, arbejderrettigheder, velfærd osv.

 

Her er det godt at kunne pege på ”Now the people”-samarbejdet mellem 6 antikapitalistiske partier: Enhedslisten, Vänsterpartiet (Sverige), Vasemmistoliitto (Finland), Bloco de Esquerda (Portugal), La France Insoumise (Frankrig), og  Podemos (Spanien). De seks partier udpeger på et klart EU-systemkritisk grundlag vigtige krav mht. kamp mod social dumping og investeringsklausuler, beskatning af kapitalen, asylret, antimilitarisme m.v. Onsdag den 24. april mødes partierne her i Danmark som et led i samarbejdet i valgkampen.

 

Men endnu vigtigere for den europæiske venstrefløj er det at skabe eller styrke forbindelserne mellem aktivister i bevægelserne. I Danmark betyder det, at vi – dvs. Enhedslisten – også her i valgkampen må invitere aktivister fra de øvrige europæiske lande (ikke blot dem i EU) til at komme og fortælle offentligt om deres kampe, og hvilken rolle det europæiske politiske system (ikke mindst EU) spiller i deres specifikke nationale kontekst. Det er op til os bl.a. på denne måde at synliggøre den fælles modstander og den fælles kamp – og også derved sejle op mod populistiske nationalister og racister, der insisterer på at fremhæve hvert enkelt lands ‘egenart’.
Netop ved at knytte forbindelser i arbejderklassen på tværs af grænserne kan vi være med til at tydeliggøre, at den virkelige kamp mod ”the establishment” ikke står mellem f.eks. ”den almindelige dansker” og ”den globaliserede overklasse og de fremmede”. Den virkelige kamp står mellem underklassen og overklassen i alle de europæiske lande.

 

Overklassen har et godt redskab i denne kamp, nemlig EU. Vi andre skal først i gang med at opbygge vores.

 

SAPs forretningsudvalg, den 14. april 2019

Opslået i EU, Facebook, SAP's ugekommentar

single.php