Fra den 23. til den 26. maj skal der være valg til EU-parlamentet. Medierne ser mørke skyer trække sammen på den europæiske himmel. Der er frygt for at højrepopulisterne bliver betydeligt stærkere end ved det sidste EU-parlamentsvalg i 2014 og tilsammen vil kunne stille med omkring en tredjedel af EU-parlamentsmedlemmerne – 150 eller flere af de 705 mandater der skal fordeles, hvis Brexit bliver gennemført.

af Klaus Dräger

Italiens indenrigsminister og leder af den ret højreorienterede Lega, Matteo Salvini, bestræber sig på et samarbejde med Viktor Orbáns Fidez-parti i Ungarn og Jaroslaw Kaczynskis PiS i Polen – også med henblik på en samlet optræden i Europarådet.

 

Salvini forsøger desuden at overbevise så mange som muligt af de partier på den yderste højrefløj, der hidtil har været spredt i fire fraktioner i EU-parlamentet, om at danne så stor en fælles fraktion som muligt. Dialogen med grupper som AfD, Marine Le Pens RN, FPÖ osv. er foregået i et stykke tid. Det er endnu uvist, om Salvinis projekt lykkes.

 

Den yderste højrefløj på march gennem institutionerne?

Der er desuden frygt for, at et sådant samarbejde på den yderste højrefløj vil kunne få indflydelse på sammensætningen af den kommende EU-kommission. Medlemmerne af kommissionen bliver indstillet af de nationale regeringer. Hvad det angår, kunne den østrigske ÖVP-FPÖ-koalition, PiS-regeringen i Polen, den italienske koalition mellem Lega og Femstjernebevægelsen, Viktor Orbáns ungarske regering osv. lave indbyrdes aftaler og stille deres krav.

 

Op til de forestående parlamentsvalg i Spanien den 28. april 2019 har højrepartierne (PP, Ciudadanos og det stærkt højreorienterede Vox) tilsammen et stabilt absolut flertal i meningsmålingerne. Hvis det bliver realiseret, vil de kunne danne en regering på nationalt niveau på samme måde som efter regionsvalget i Andalusien. Ved de seneste regionale valg i Italien (Abruzzo, Sardinien) blev de grupper, Lega’en støttede, stærkest, mens Di Maios Femstjernebevægelse led svære tab. For Salvini (med 33 % i de aktuelle meningsmålinger) er EU-parlamentsvalget en test for eventuelt at sætte ind med nyvalg i Italien og opnå et flertal sammen med Berlusconis Forza Italia, det proto-fascistiske Fratelli d’Italia og forskellige mindre, stærkt højreorienterede grupperinger.

 

Presset på EU-institutionerne fra den yderste højrefløj kommer derfor snarere fra det nationale niveau som et pres på Europarådet og EU-kommissionens fremtidige sammensætning. Grupper som Lega’en, FPÖ elle Marine Le Pens Rassemblement National har opgivet deres hidtidige EU-modstand og stræber efter at få et større manøvrerum i den daglige nationale politik og drive den stramning af EUs indvandringspolitik, som Merkel og Macron allerede har gennemført, endnu videre. Det bliver i sidste ende det, det kommer til at dreje sig om.

 

Piotr Buras (leder af European Council on Foreign Relations (ECFR) i Warszawa) kommenterer: ”Jeg ville ikke undervurdere virkningen af begivenhederne i EU- parlamentet på de grundlæggende diskussioner i Europa. Det forholder sig snarere sådan at situationen i medlemsstaterne overføres på EU-parlamentet og ikke omvendt.” Ud fra min egen erfaring som tidligere medarbejder i venstrefløjsfraktionen (GUE/NGL) i EU-parlamentet kan jeg kun være enig.

 

Den EU-venlige “ekstreme midte”

Aktuelle meningsmålinger forud for EU-parlamentsvalget spår at den hidtidige ”Store Koalition” i EU-parlamentet mellem de konservative (EVP) og socialdemokraterne (S&D) ikke længere vil kunne opnå et absolut flertal af pladserne. Imidlertid er denne ”Store Koalition” også i tidligere lovgivningsperioder i EU-parlamentet hyppigt blevet støttet af de liberale (ALDE) og på en række punkter også af de grønne. Den ”Ekstreme Midte” (Tariq Ali) fra de konservative til de grønne er enige om at bekende sig til det bestående EU og deres credo ”EU frem for alt”. Tilsammen kommer denne lejr (inklusive Macrons ”En Marche”) ifølge prognoserne op på over 440 parlamentsmedlemmer. Den EU-venlige midte ville således være svækket, men stadig i stand til at samle flertal i EU-parlamentet. Tyske Die Grünen – der afventer en mulig sort/grøn koalition på hjemmefronten – bliver formentlig den største gruppe i en samlet set svagere grøn EU-fraktion. De er villige til en hel del, som de fejlslagne forhandlinger om en Jamaica-koalition på forbundsniveau viste. Den gang lavede de oven i købet vidtgående indrømmelser over for Seehofers krav om en øvre grænse for flygtninge. Vægtbalancen inden for den ”ekstreme midterfløj” vil nok blive forskudt noget, men i de grundlæggende spørgsmål om EU-politik er de også fremover i stand til at komme til enighed. Og i enkeltspørgsmål (hvis f.eks. de grønne eller dele af socialdemokraterne ikke vil være med) vil de konservative og de liberale i tvivlstilfælde også kunne finde opbakning på den yderste højrefløj – det er også set tidligere (f.eks. omkring EU’s tjenesteydelsesdirektiv).

 

En venstrefløj med mange stemmer

Mens de stærkt højreorienterede grupper stræber efter samling op til EU-parlamentsvalget, er spektret af ”venstreradikale” allerede igennem et stykke tid drevet fra hinanden. Nederlaget og kapitulationen af den Syriza-regering, som Alexis Tsipras ledede i Grækenland, over for EU’s og dens Trojkas brutale afpresningspolitik, førte til en strategidiskussion i denne lejr. En række af medlemspartierne i Europæisk Venstreparti (EV) holdt stadig med Syriza. De argumenterede for at venstrekræfterne burde styrkes yderligere for i sidste ende at kunne gennemføre en reform af EU i retning af et solidarisk, fredeligt, økologisk og feministisk Europa (Plan A). Jean Luc Mélenchon fra det franske venstrefløjsparti (PdG), Oskar Lafontaine og andre gik derimod ind for en Plan B, hvis ikke reformerne (Plan A) snart blev iværksat: Udmeldelse af de kriseramte lande af EU; venstrefløjsregeringer i EU skulle undlade at gennemføre EU’s liberaliseringsdirektiver, skattepagten osv. (”Ulydigheds-strategien”).

 

I begyndelse af 2018 krævede Mélenchons PdG at Syriza skulle udelukkes fra EV på grund af den yderligere strammede nedskæringspolitik og indskrænkningen af strejkeretten i Grækenland. Det afviste EV dog, hvorefter PdG trådte ud af EV. Frem mod EU-parlamentsvalget i 2019 begyndte Mélenchon at opbygge sit eget forbund, Maintenant le peuple” (”Now the People”) der mere læner sig mod en Plan B-strategi.

 

Rød/rød-grønne tilnærmelsesforsøg

I november 2017 indkaldte kræfter i EV til et Progressivt Forum i Marseille i Mélenchons valgkreds, hvor også grønne og socialdemokrater deltog. I kampen mod en styrket højrefløj gjaldt det nu om at synliggøre fællesskabet mellem venstrefløjen, socialdemokraterne og de grønne. Som EV-venstrefraktionens formand, Gabi Zimmer, udtrykte sig under et efterfølgende forum i november 2018 i Bilbao: ”For at blive stærkere, må vi blive bredere og komme ud af vores selvforskyldte isolation.” Gregor Gysi bakkede op: ”Over for den europæiske befolkning ser den europæiske venstrefløj sig forpligtet til at arbejde for en forening af venstrefløjen og de progressive kræfter i kampen mod den neoliberale politik og i overensstemmelse med ånden fra Forummet i Bilbao den 9. – 11. november 2018 og andre fremskridtsvenlige sammenslutninger.”

 

Hvilke strategiske og programmatiske fællesskaber det Progressive Forum så har udviklet er stadig ret uklart. For socialdemokraterne, de grønne og venstrefløjen er det nu som før utilstrækkeligt til at kunne opnå flertal i EU-parlamentet i fremtiden, og da slet ikke efter EU-parlamentsvalget i 2019. Yanis Varoufakis kommentar til disse bestræbelser på et tættere rød/rød-grønt sammenarbejde var: ”De har ikke noget fælles program og debatterne om det progressive valgforbund har ingen som helst indflydelse på deres valgkampe. Det er irrelevant.”

 

Bekymringer om Venstrefraktionen i EU-parlamentet

I januar 2019 kom der en appel fra kommunistiske og venstrefløjspartier op til EU-parlamentsvalget. Fra Tyskland havde DIE LINKE og DKP skrevet under på den. Den indeholdt i hovedtræk den sædvanlige venstrefløjskritik af oprustningen i EU, den neoliberale politik osv. og plæderer for et Europa med fred, sociale og økologiske fremskridt mv.. Med bekymringen for den hidtidige Venstrefløjsfraktions beståen i EU-parlamentet i betragtning af de tiltagende uenigheder inden for den yderste venstrefløj i EU hedder det her: ”(…) Vi forpligter os til at fortsætte arbejdet i fraktionen for den Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre (GUE/NGL) i EU-parlamentet på grundlag af lighed og gensidig respekt for vore forskelligheder, vore forskellige veje, erfaringer og særkender.”

 

De partier fra den hidtidige venstrefløjsfraktion i EU-parlamentet der har skrevet under er bl.a. det portugisiske KP (PCP/CDU), der står uden for EV og en række partier, der tilhører EV: Det Forenede Venstrefløjsparti (IU) fra Spanien, det tjekkiske kommunistparti (KSCM), Arbejderpartiet (AKEL) fra Cypern. Det gælder også PCF fra Frankrig og Rifondazione Communista fra Italien der begge tilhører EV, men som begge ser ud til at være uden chancer for et mandat i ved EU-parlamentsvalget i 2019. Også Belgiens Arbejderparti (PTB/PvDA), der ikke tilhører EV, skrev under på appellen.

 

Det er mere interessant, hvem der ikke var med: partierne fra Mélenchons forbund, Maintenant le peuple, og de hidtidige EV-medlemmer som SP fra Holland og Sinn Féin fra Irland – og også Syriza. Syriza er i mellemtiden stærkt ombejlet af det europæiske socialdemokrati; noget der irriterer deres græske medlemsparti PASOK stærkt. Til det svarede formanden for den socialdemokratiske fraktion i EU-parlamentet, Udo Bullmann, tørt: ”For Grækenlands og EU’s fremtid er det de rigtige idéer, der tæller – ikke partitilhørsforholdet.” Altså: PASOK er historie og Syriza har stadig 25 % i meningsmålingerne, selv om Tsipras regering som ingen andre har gennemført Trojkaens forskrifter. Det giver håb….

 

EV-spidskandidater

I slutningen af januar 2019 præsenterede EV endelig sine ”spidskandidater” til posten som EU-kommissionens præsident: Violeta Tomic fra Sloveniens venstreparti (Levica) og Nico Cué, den tidligere præsident for det wallonske socialistiske metalarbejderforbund, MWB-FGTB. I modsætning til EV’s spidskandidat ved EU-parlamentsvalget i 2014, Alexis Tsipras, er ingen af dem særlig kendt.

 

Nico Cué har ry for at være en kampberedt fagforeningsmand, der ofte har kritiseret de wallonske socialdemokrater heftigt. Som engageret stridsmand i det Progressive Forum er han der nu en ombejlet partner fra fagforeningsverdenen. Han er åbenbart ikke sikret valg på nogen af EV’s lister til EU-parlamentsvalget, og i Belgien/Wallonien har han til stadighed været i en klar modsætning til det fremvoksende arbejderparti PTB/PvDA. PTB, der jo gerne vil samarbejde med EV og DIE LINKE i en venstrefløjsfraktion i EU-parlamentet, må være ret irriteret over valget af Cué som EV’s spidskandidat.

 

Tre venstrefløjs-blokke

Alt i alt tegner der sig et temmelig forvirrende billede af hvordan den tidligere ”yderste venstrefløj” i EU stiller op til EU-parlamentsvalget. For at kunne danne en fraktion i EU-parlamentet kræves der mindst 25 parlamentsmedlemmer fra for tiden mindst 7 medlemsstater. I øjeblikket findes der tre tilløb til det på venstrefløjen. For at kunne vurdere det aktuelle indbyrdes styrkeforhold mellem dem forholder jeg mig til de sidste meningsmålinger fra Politico (26/2 2019). Meningsmålinger er kun meningsmålinger; meget er usikkert, men de giver da et vist foreløbigt billede af udviklingstendenserne.

 

Mélenchons forbund “Maintenant le peuple”

Da Jean Luc Mélenchon grundlagde det, bestod det i første omgang af hans gruppe fra Frankrig (La France Insoumise – ”Det Genstridige Frankrig” – der i 2018 stod til 16 % til EU-parlamentsvalget i meningsmålingerne), Venstrefløjsblokken fra Portugal (medlem af EV og på det tidspunkt med 10 %) og Podemos fra Spanien (der stod til 18 – 20 %). Senere kom de skandinaviske partier til: EV-medlemmerne Venstreforbundet (Finland), den rød-grønne Enhedslisten (Danmark) og Vänsterpartiet (Sverige) der står uden for EV. De tre sidstnævnte er programmatisk nærmest venstresocialdemokratisk orienteret, men afviser traditionelt hverken euroen og/eller EU-medlemsskabet for deres lande (se SI-note). Det, der kitter dette forbund sammen, er vægten på et ”venstreorienteret koncept for demokratisk folkesuverænitet” over for et neoliberalt, autoritært EU. I forbundet deltager desuden partiet ”Folkets Enhed” i Grækenland (en udbryder af Syriza) og ”Potere al Populo” (”Folkemagt”) i Italien, som med meningsmålinger, der ligger omkring 1 % ikke har nogen realistiske udsigter til et Europaparlamentsmandat. EV frygtede at Mélenchon ville kunne bringe sig i en gunstig udgangsposition til i det væsentlige at kunne forme den fremtidige venstrefløjsfraktion (uden Syriza) i EU-parlamentet.

 

Ifølge de ovennævnte meningsmålinger tegner der sig ikke noget alt for rosenrødt billede for dette forbund: LFI, Frankrig (8 %; 7 mandater); Unidos Podemos, Spanien (14 %; 9 mandater); Bloco, Portugal (8 %; 2 mandater); Venstreforbundet, Finland (9 %; 1 mandat); Vänsterpartiet, Sverige (9,6 %; 2 mandater); Enhedslisten, Danmark (9 %; 1 mandat). Tilsammen giver det: 6 lande og 22 mandater – det alene er ikke nok til en fraktionsdannelse. Dertil kommer yderligere politiske problemer.

 

I Frankrig har tre lister fra miljøet omkring ”De Gule Veste” meldt sig til EU-parlamentsvalget. De har hidtil ikke kunnet opfylde kravet om mindst at kunne stille med 79 kandidater til en Europaliste. Bliver det til et kandidatur fra denne fløj, kan regnestykket komme til at se anderledes ud.

 

Frem til den 3. maj 2019 kan der stadig opstilles nye listeforbund i Frankrig. Der verserer forskellige opfordringer til at indgå i et forbund af hele ”den brede venstrefløjs-palet” (lige fra PS, LFI, PCF, de Grønne, Génération-s fra den tidligere PS-præsidentkandidat, Benoît Hamon, til og med antikapitalisterne i de trotskistiske NPA og LO). Ellers i det mindste de ”mest betydningsfulde dele” af dem (LFI, PCF, NPA, LO, Hamon og de Gule Veste) som enkelte ledende medlemmer af det franske kommunistparti taler for. Siden deres sidste partikongres har PCF (med 2 % i meningsmålingerne) på den ene side lagt mere vægt på deres ”kommunistiske identitet” og på den anden side, som hidtil, deres villighed til at samarbejde med socialisterne. Forbundet med PS på dette niveau har tidligere sikret finansieringen af deres partiapparat, og denne linje fra PCF’s side imod samarbejdet med Mélenchon i den tidligere ”Front de Gauche” førte til denne fronts sammenbrud.

 

Op til EU-parlamentsvalget i 2019 er Podemos og IU i Spanien blevet enige om at optræde samlet i listen ”Unidos Podemos”. Under overfladen smuldrer det imidlertid voldsomt. Ved regionsvalgene i Madrid er Podemos-grundlæggeren Iñigo Errejón trådt ud og stiller sammen med sine tilhængere op på borgmester Manuela Carmenas liste imod Podemos’ og IU’s liste. I andre regioner optræder der op til regionsvalgene i 2019 lignende brud i de tidligere dannede forbund (confluencias). Unidos Podemos har tydeligvis mistet fremdrift.

 

Gysi-støtter i Europæisk Venstreparti (EV)

EV har gennem flere år været den dominerende gruppe i venstrefløjsfraktionen GUE/NGL i EU-parlamentet. DIE LINKE (6 – 8 %; 5 – 8 mandater) og det tjekkiske kommunistparti (8,5 %; 2 mandater) er loyale over for Gysis linje. Så bliver det allerede vanskeligt. AKEL fra Cypern (23 %; 2 mandater) støtter snarere Plan B-linjen og var i sin tid tilhængere af en udtræden af EU som reaktion på de diktater Trojkaen påtvang Cypern. Om Syriza fra Grækenland (25 %; 6 mandater) fremover vil tilhøre venstrefløjsfraktionen ved ingen… Sloveniens venstrefløjsparti (8 %; 1 mandat) var i begyndelsen afgørende understøttet og stabiliseret på grund af Tsipras som spidskandidat for EV i 2014. Både på grund af Tsipras’ nedskæringspolitik og hans udenrigspolitik har flertallet vendt sig imod ham, sympatiserer med Varoufakis og drømmer om en helt bred koalition af venstreorienterede og progressive.

 

Så kan vi tilføje de partier, der står uden for EV, men som har udtalt støtte til appellen fra de kommunistiske og venstreorienterede partier om EU-parlamentets venstrefløjsfraktions fortsatte beståen: Portugals PCP/CDU, der ligeledes gik ind for en udtræden af EU (6,5 %; 1 mandat) samt Belgiens PTB (1 mandat i den fransksprogede føderation Wallonien/Brüssel).

 

Med Syriza (som jo ikke gik ind for GUE/NGL’s fortsatte beståen) ville denne hypotetiske og politisk heterogene konstellation ganske vist komme op på 7 lande, men højst på 21 mandater, og kun hvis DIE LINKE klarer sig specielt godt. Heller ikke det ville være nok til en fraktionsdannelse.

 

Yanis Varoufakis DIEM25

DIEM25 blev til at begynde med først og fremmest dannet som en ”græsrodsbevægelse” det hovedformål at arbejde for en grundlæggende demokratisering og reform af EU frem til år 2025. Programmatisk propaganderer DIEM25 for ”Europæisk New Deal” – et pseudo-keynesiansk koncept der skal redde EU-kapitalismen fra sig selv. Egentlig ville DIEM25 stille op på en transnational liste til EU-parlamentsvalget i 2019, men det kunne ikke lade sig gøre. Derfor har bevægelsen i forskellige EU-lande diverse ”valg-fløje”, der stiller op med ”den europæiske New Deal” som en fælles platform under kampagne-betegnelsen ”Det Europæiske Forår”. For at gøre det kort: Det er stadig Varoufakis eget kandidatur i den tyske valg-fløj ”Demokratie in Europa”, der har de bedste udsigter. I Tyskland er lidt over 1 % af stemmerne ved EU-parlamentsvalget nemlig nok til at opnå et mandat. Altså: ”Profeten” selv ville kunne klare det.

 

“Det Europæiske Forårs” andre valg-fløje har ingen chancer for at få mandater: I Grækenland Varoufakis parti MeRA25, i Frankrig Hamons Génération-s, i Polen Razem, i Portugal LIVRE (Rui Tavares, tidligere EU-parlamentariker for Bloco i GUE/NGL), i Danmark Alternativet (grønt-liberalt), i Spanien Actúa (Gaspar Llamazares, tidligere generalsekretær i IU), i Østrig ”Der Wandel” – alle ligger de betydeligt under de spærregrænser, der gælder i de forskellige lande for at kunne komme ind i EU-parlamentet. Varoufakis havde de største forhåbninger til en mulig italiensk valg-fløj under ledelse af den venstreorienterede borgmester i Napoli, Luigi De Magistris, men han ser ikke ud til at kunne få en liste op at stå. I stedet forsøger resterne af den hedengangne ”bredere venstrefløj” (Sinistra Italiana[1] samt det socialdemokratiske restparti ”Frie og Lige”, LEU, og de Grønne) at flikke noget sammen. På den yderste venstrefløj træder resterne af Potere al Popolo til. At en eller anden gruppe fra dette spektrum skulle kunne klare at komme ind i EU-parlamentet er ret usandsynligt.

 

Foreløbigt regnskab

Ved det sidste EU-parlamentsvalg i 2014 og i tiden efter forkyndte EV optimistisk at der ville komme en venstrefløjs-bølge i Europa udløst af ”gnisten” fra Syriza i Grækenland. I dag frembyder EV bare et temmelig trist billede.Om der i sidste ende kommer en tilnærmelse mellem Mélenchons blok og de andre (fordi Syriza måske ikke længere vil være med i venstrefløjsfraktionen i EV) eller om det ikke bliver til noget, står helt åbent. Det afhænger måske også af, hvordan f.eks. det Socialistiske Parti i Holland (8 %; 2 mandater) eller Sinn Féin fra Irland stiller sig til disse diskussioner og de kommende forhandlinger.[2] DIE LINKE’s partiledelse har på forhånd taget forbehold for, hvilken fraktion deres partis nyvalgte EU-parlamentsmedlemmer vil vælge at slutte sig til. Samtidig fastholder de, at de EU-parlamentsmedlemmer, der ikke er indforstået med partiledelsens afgørelse, skal trække deres mandater tilbage. Det bliver spændende, hvad DIE LINKE’s ledelse vil beslutte. Foreløbig kan man blot med Bertolt Brecht og Marcel Reich-Ranicki konkludere: ”Tæppet er faldet, og alle spørgsmål står åbne….”[3]

 

SI-Note: Forfatterens beskrivelse af Enhedslistens EU-politik rammer åbenlyst noget ved siden af. Grundlaget for det samarbejde, Enhedslisten indgår i, kan læses her. Partierne udsendte også en fælles udtalelse om migration efter Rådsmødet 17. oktober 2018..

 

Noter:

[1] De har hidtil haft et EU-parlamentsmedlem – Eleonora Forenza – i rammerne af den daværende (2014) italienske liste, ”Un Altra Europa con Tsipras” (”Et Andet Europa Med Tsipras”) der med møje og besvær fik tre mandater i EU-parlamentet. Deres spidskandidat, Barbara Spinelli (datter af Altiero Spinelli; en af forfatterne af “Ventotene-Manifestet” under den 2. Verdenskrig) trådte hurtigt ud af listen på grund af en strid mellem Rifondazione og Nichi Vendolas SEL. SEL krævede hendes afgang for at kunne sætte en vikar ind fra deres egne rækker, men Spinelli blev som ”uafhængigt medlem” af GUE/NGL. Så allerede dengang var der deres stor ballade blandt resterne af den italienske venstrefløj.

[2]ff Se også https://www.politico.eu/. I menuen er der en kolonne ved navn ”2019 EU elections”, hvor man kan se prognoserne for EU-parlamentets sammensætning i 2019 og prognoserne for de enkelte lande.

[3] „Wir stehen selbst enttäuscht und sehn betroffen, Den Vorhang zu und alle Fragen offen.“ Bertolt Brecht: „Der gute Mensch von Sezuan“, Epilog (Der Spieler). In: Ausgewählte Werke in sechs Bänden. Zweiter Band: Stücke 2. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag, 1997. S. 294

 

Oversat fra Sozialistische Zeitung af Poul Bjørn berg

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com