Hvorfor stemte irerene nej til Lissabon-traktaten, og hvad vil det få af konsekvenser for EU-drømmernes projekt? Henrik Guldborg Bøge, medlem af Enhedslistens Europagruppe og tidligere praktikant i EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, giver her sin analyse.

af Henrik Guldborg Bøge

Den danske journalist Mette Fugl fik i maj måned et interview med den irske premierminister Brian Cowen. I interviewet spurgte hun ham, om han havde læst den traktat, som den irske befolkning få uger senere skulle stemme om ved en folkeafstemning. Cowens svar var, at det havde han ikke.

Og selvfølgelig havde han ikke det. Hvem kan læse en traktat fra ende til anden, der faktisk er længere, end den ellers forkastede EU-forfatning og fuldstændig uforståelig for almindelige mennesker? Og som selv eksperter har svært ved at forstå.

Problemet for Cowen var selvfølgelig, at befolkningen forventede, at han havde læst den. Han havde været med til at forhandle traktaten på plads og anbefalede folk at stemme ja til den. De irske vælgere satte med rette spørgsmålstegn ved, hvordan han kunne anbefale noget, han ikke engang selv havde læst.

Årsager til Nejet
Ovenstående hændelse under valgkampen i Irland illustrerer en af hovedårsagerne til, at traktaten blev forkastet af de irske vælgere. EU-politikerne lovede efter Forfatningens fald, at den nye traktat skulle blive mere folkelig og let tilgængelig. Den er endda blevet solgt som ”vedtægtsændringer” og gik i en længere periode under det temmelig tilforladelige navn ”Reform-traktaten”. Men den Lissabon-traktat, der kom ud i den anden ende, var alt andet end vedtægtsændringer og folkelig. Den var tværtimod komplet ulæselig og uforståelig og indeholdt alle de forfatningslignende dele fra den døde forfatning – nu bare gemt væk i retsligt bindende protokoller, så vælgerne ikke skulle opdage dem. Der var med andre ord tale om den selv samme traktat, som vælgerne i Holland og Frankrig stemte klart og tydelig Nej til i 2005 – bare maskeret som en ”ny” traktat. Kort og godt: Det efterhånden sædvanlige fifleri for at få folk til at stemme Ja til mere EU, hvilket mange af de irske vælgere godt var i stand til at gennemskue.

Men dette er selvfølgelig ikke den eneste årsag til Nej’et i Irland. Store dele af fagforeningerne i Irland havde set, at EU var en trussel mod arbejderrettigheder. Med de nylige domme i blandt andre Viking- og Vaxholm-sagerne havde EU, dækket ind af det flot klingende ”arbejdskraftens frie bevægelighed”, tydeligt vist, at det ikke var arbejderrettigheder, men kapitalens rettigheder, der blev prioriteret i Bruxelles. Derfor anbefalede fagforeningerne de irske vælgere at stemme Nej til traktaten, hvilket var en meget vigtig årsag til resultatet.

Traktaten er død
I Lissabon-traktaten står det sort på hvidt, at den kun kan træde i kraft, hvis alle EU’s medlemslande har tilsluttet sig den. Irland har stemt Nej til traktaten ved en folkeafstemning, og således har ikke alle lande tilsluttet sig traktaten. Dermed er traktaten faldet. Den er død og borte. Alligevel taler regeringslederne om, at der skal findes en løsning på ”det irske problem”. F.eks. sagde EU’s udenrigschef Javier Solana den 16. juni: ”Alt fortsætter, det har ingen konsekvenser”. Den polske premierminister Donald Tusk sagde den 13. juni, dagen efter at irerne havde stemt nej: ”Irland skal nok finde en måde at ratificere den på”. EU-kommissionens formand José Manuel Barroso sagde samme dag: ”EU-Kommissionen mener, at den resterende ratifikationsproces bør fortsætte. 27 ledere har ikke besluttet sig for Lissabon-traktaten for sjov”.

Man kunne måske indvende, at den irske befolkning heller ikke har stemt Nej til traktaten ”for sjov”. Det er altså helt tydeligt, at toppen i EU ikke agter at respektere det irske folks demokratiske beslutning om at forkaste Lissabon-traktaten. Og paradoksalt nok betyder det samtidig, at de ingen intentioner har om at leve op til de selv samme regler, som de ellers taler så varmt for.

Efter det irske Nej blev den svenske kommissær Margot Wallström spurgt af en journalist, hvordan vælgerne nogensinde skulle kunne komme af med traktaten, hvis det ikke engang var nok, at de stemte den ned ved en folkeafstemning. Hvorfor skulle man holde folkeafstemninger, hvis ikke man havde tænkt sig at efterleve resultatet? Den svenske kommissær kunne ikke komme med et fornuftigt svar, men snakkede konsekvent udenom og bekræftede dermed yderligere bange anelser om, at EU-eliten ikke har tænkt sig at respektere det irske folks dom, men i stedet vil forsøge at fifle sig til at komme videre uden folkelig opbakning. (Se selv det 4 minutter lange klip på www.youtube.com).

Sådan godkender Irland traktaten
Og hvordan vil det så ske? I øjeblikket snakkes der om, at Irland skal undersøge, hvorfor de irske vælgere stemte Nej. Paradoksalt nok er der aldrig nogen, der spørger, hvorfor et lands vælgere stemmer Ja, når der er folkeafstemninger. Resultatet af denne undersøgelse skal, efter aftale på det seneste topmøde mellem EU’s stats- og regeringschefer den 19.–20. juni, fremlægges på det næste topmøde i oktober. Efter al sandsynlighed skal det bruges til at lave et eller flere forbehold, således at Irland, ligesom Danmark, kommer til at stå uden for dele af EU. Hvor centrale dele dette kommer til at blive, er det endnu svært at sige. Men et bud er, at Irland får et forsvarsforbehold på linje med det danske. Men det kan også være på andre områder såsom abort, der er et hedt emne i det katolske Irland. Man kan forestille sig, at disse forbehold bliver forhandlet på plads i løbet af efteråret/vinteren, hvorefter irerne så får en ny folkeafstemning til foråret umiddelbart inden valget til EU-parlamentet i juni 2009. Denne deadline er meget vigtig for EU, da Lissabon-traktaten nemlig fastlægger nye regler for antallet af medlemmer af EU-parlamentet samt fordelingen af dem landene imellem. Hvis ikke traktaten er trådt i kraft inden valget – det vil altså i praksis sige, hvis ikke Irland har godkendt traktaten – bliver valget nødt til at foregå efter reglerne fra de tidligere traktater.

I de kommende måneder vil de EU-lande, der endnu ikke har godkendt traktaten, fortsætte med at gøre dette i deres nationale parlamenter. Faktisk godkendte det britiske parlament traktaten så sent som den 19. juni, selvom meningsmålinger har vist, at kun en femtedel af den britiske befolkning støtter traktaten. Med denne strategi kan regeringslederne sige til Irland, at Irland står helt alene med at have forkastet traktaten, mens 26 andre lande har godkendt den – uanset om Frankrig og Holland stemte Nej til den nærmest identiske Forfatning i 2005. Derved vil der blive lagt maksimalt politisk pres på den irske regering for at godkende traktaten. Irland får derefter et eller flere mere eller mindre betydningsfulde forbehold, så man har en undskyldning for at holde en ny folkeafstemning i starten af 2009. Ja-siden vil ty til en skræmmekampagne om, at Irland denne gang stemmer om sit medlemskab af EU, hvilket formentlig heller ikke vil være helt forkert. Selvom der er udbredt utilfredshed i den irske befolkning med traktaten, så ønsker et stort flertal af irerne fortsat at blive i EU. Strategien vil derfor kunne overbevise tilstrækkeligt mange til at stemme Ja, så Irland kan godkende traktaten.

Nye udfordringer for EU
Der er imidlertid andre forhindringer for Lissabon-traktaten end det irske folks Nej. Selvom Irland er det eneste land i EU, der har haft folkeafstemning, er der andre lande, der mere eller mindre direkte truer med at undlade at ratificere den. I Polen er præsident Kaczynski meget EU-skeptisk. Og selvom det polske parlamentet har godkendt traktaten, skal den skrives under af præsidenten, før den kan træde i kraft. Det er ikke en hastesag for den polske præsident og han har nok ikke fået mere travlt efter det irske Nej. Der er formentlig blot tale om et spil for galleriet, dvs. nogle indenrigspolitiske markeringer, og det ender formentlig med, at han skriver under på traktaten i sidste ende. Men det er ikke desto mindre lidt mere grus i EU-maskineriet.

I Tjekkiet er situationen lidt mere alvorlig set med EU-ledernes briller. Her skal landets forfatningsdomstol vurdere, om traktaten overhovedet kan godkendes i det tjekkiske parlament. Men selv hvis dette er lovligt ifølge forfatningsdomstolen, er der ingen garantier for, at traktaten bliver vedtaget. Der er udbredt EU-skepsis i det tjekkiske parlament og den tjekkiske præsident Vaclav Klaus, der selv er modstander af Lissabon-traktaten, har endda erklæret traktaten for død efter det irske Nej.

Hvis Irland får et eller flere forbehold, sådan som der uofficielt lægges op til, vil det i sig selv medføre nye problemer for EU. Andre EU-skeptiske lande såsom Polen og Tjekkiet vil måske øjne muligheden for selv at presse de andre EU-lande til nogle indrømmelser, så de kan få forbehold på områder, der er vigtige for dem. I EU-ledernes øjne er dette skidt, da det netop vil skabe det ”EU i to hastigheder”, som drømmerne om stormagten EU frygter. Der kan selvfølgelig argumenteres for, at dette allerede er tilfældet, da flere lande (Sverige, Danmark og Storbritannien) står uden for Euroen, og Danmark har forbehold på flere andre områder. Men det vil tilføje adskillige nye lande til listen, hvilket muligvis vil accelerere de store centrale EU-landes iver efter at gå foran, uden at have de mere EU-skeptiske lande såsom Danmark, Irland og Tjekkiet med. Samtidig vil endnu flere lande se, at det kan betale sig at presse sine standpunkter og krav igennem i stedet for at gå på kompromis, hvilket yderligere vil underminere EU’s autoritet.

Det irske Nej bliver altså efter al sandsynlighed lavet om til et Ja ved en ny folkeafstemning i foråret 2009. Når Irland således har stemt Ja til traktaten, kan den træde i kraft inden EU-parlamentsvalget i juni. Alligevel kan det irske Nej vise sig at få andre langsigtede konsekvenser for hele EU til trods for, at EU-lederne ikke udviser den store iver efter at respektere det.

Af Henrik Guldborg Bøge, medlem af Enhedslistens Europagruppe og tidligere praktikant i EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com