Den 15. januar forlod de sidste etiopiske styrker den somaliske hovedstad, Mogadishu, efter godt to års besættelse og modstandskamp.

 

Tusinder af jublende mennesker samledes efter fredagsbønnen den 16. januar og fejrede sejren over deres etiopiske modstandere på Mogadishus stadion, hvor de etiopiske tropper hidtil har haft en hovedbase. Mødet var arrangeret af en selvbestaltet gruppe af gejstlige, der mener at kunne mægle i konflikten mellem de islamiske grupper.

På mødet talte diverse religiøse ledere, formanden for rådet for Somalias største klan, Hawiye-klanen, Mohamed Hassan Haad, og ledere af aktive modstandsgrupper i Mogadishu.

Men ingen repræsentant for den ”FN-støttede Føderale Overgangsregering” – der bl.a. består af nogle af verdens værste krigsforbrydere, og som for godt to år siden sendte bud efter den etiopiske hær for at hjælpe med at fordrive Unionen af Islamiske Domstole, holdt tale.

Og heller ingen repræsentant for den samarbejdsvillige opposition havde ordet.

Det ville nok have været for hård kost for deltagerne at sluge, hvis også regeringen deltog eller lederen af den samarbejdsvillige del af oppositionen, Sheik Ahmed, der i den sidste tid har opholdt sig på et luksushotel i Mogadishu under beskyttelse af etiopisk-støttede krigsherrer, fik lov til at sige noget.

Indtil det sidste håbede regeringen og den samarbejdsvillige del af oppositionen på, at kontrollen over Mogadishu uden videre ville overgå til dem. Under en afskedsceremoni ved præsidentpaladset den 13. januar, hvor også den samarbejdsvillige opposition deltog, takkede den somaliske premierminister de etiopiske tropper ”for deres store indsats for at sikre fred og stabilitet i Somalia”.

 

MAGTOVERDRAGELSE

Den etiopiske general overlod derefter ansvaret for den fremtidige sikkerhed i Mogadishu til de 3.600 ugandiske og burundiske tropper fra Den Afrikanske Unions Mission i Somalia, AMISOM, til de næsten ikke-eksisterende regeringstropper og de ligeledes knapt nok eksisterende militser fra den samarbejdsvillige del af oppositionen.

Denne del af oppositionen har fulgt Vestens linje i Somalia i det sidste års tid under dække af de såkaldte Djibouti-fredsaftaler, den har indgået med regeringen..

Men man gjorde regning uden vært! Befolkningen strømmede ud på gaderne og råbte anti-etiopiske slagord, og forskellige oprørsgrupper besatte baserne efterhånden, som etiopierne forlod dem.

”Fredsaftalen er slået fejl, og ukendte grupper, der ikke var en del af aftalen, har taget kontrol med den somaliske hovedstad, Mogadishu”, sagde en frustreret guvernør for Stormogadishu til medierne på en pressekonference i sit eget hjem.

 

MASSAKRER

Det folkeretsstridige etiopiske angreb på Somalia i slutningen af 2006 blev accepteret af et enigt sikkerhedsråd i FN i december 2006. Blandt dem, der stemte for en amerikansk resolution, der gav grønt lys for angrebet, var også den danske regering, som på dette tidspunkt repræsenterede Danmark i Sikkerhedsrådet.

Konsekvenserne har været næsten ubærlige. Blot nogle uger efter, at de etiopiske tropper var nået frem til Mogadishu, organiserede Hawiye-klanen, som dengang stod samlet, i månederne februar, marts og april 2007 et åbent oprør mod de etiopiske styrker og regeringsstyrkerne.

Oprøret blev kvalt med hensynsløs vold. Med systematiske bombardementer af civile områder – også med fosforbomber og andre kemiske våben, der kom med amerikanske helikoptere fra søsiden – forvandledes Mogadishu, som så småt var ved at komme til live igen, til noget nær en spøgelsesby.

Tusinder blev dræbt og omkring 700.000 af byens indbyggere måtte flygte så hastigt, at de end ikke nåede at begrave alle de døde. For at sætte ekstra trumf på undertrykkelsen gik de etiopiske styrker endog så langt, at de skar struben over på nogle af de mennesker, som var for svækkede til at flygte.

Logikken i disse angreb på civile, er den samme, som nazisterne anvendte i det besatte Europa, som Batista i sin tid anvendte i Cuba, og som israelerne anvender i Gaza i dag:

”Gør som I får besked på! Enhver modstand vil blive besvaret med angreb på civile” – som jo er nemmere at ramme end selve modstandsbevægelsen.

Indtil det sidste fortsatte etiopierne bombardementerne af civile områder – især af det store åbne Bakara-marked i Mogadishu, som svar på hvert eneste angreb. Et bombardement af markedet fandt sted den 14. januar som svar på et angreb på de etiopiske styrker. Mindst 24 civile blev dræbt og omkring 50 andre blev såret.

AMISOM holder sig bestemt ikke tilbage. Den værste massakre – nogensinde! – på Bakara marked blev ifølge FN’s uofficielle nyhedsbureau, IRIN, begået af etiopierne, regeringshæren og AMISOM i fællesskab den 30. september 2008. Over 100 blev dræbt og lemlæstet og omkring 200 blev såret.

Men oprørerne lod sig ikke kue! I stedet for åben kamp gik mange oprørsgrupper efter nederlaget over til anvendelse af en guerillataktik, som langsomt fordrev de etiopiske tropper fra langt hovedparten af det sydlige og centrale Somalia bortset fra nogle få kvarterer i Mogadishu og i enkelte gader i Baidoa, som huser parlamentet.

 

SPLITTELSEN

Somalias mange fjender, som ikke vil lade det somaliske folk afgøre sin egen skæbne, indså, at selv nok så grusom vold ikke var tilstrækkeligt til at kvæle oprørsviljen især overfor Etiopien, som har været Somalias arvefjende siden midten af det sekstende århundrede.

Den somaliske modstandsbevægelse havde dannet Alliancen for Genbefrielse af Somalia i september 2007 i hovedstaden, Asmara, i Eritrea. Da man vidste, der var mange modstridende interesser at tage i betragtning, lovede man blot hinanden at stå sammen til den sidste udenlandske soldat – etiopier eller fra andre afrikansk lande – havde forladt somalisk jord.

I oktober 2007 lykkedes det for Vesten og især EU med gode ord og rigelig betaling at få det somaliske parlament overtalt til at vælge en ny premierminister, der i modsætning til sin forgænger ikke blot ville forhandle med regeringens venner, men minsandten også med nogle af dens modstandere.

Samtidigt gik diplomater, ledet af FN’s særlige udsending til Somalia, i gang med at finde samarbejdsvillige dele af alliancen. De ”moderate oprørere”, som ville løse problemerne gennem forhandlinger med regeringen, etiopierne og de vestlige magter, lod sig skille ud fra den militante del af alliancen.

 

FORSAT ETIOPISK TILSTEDEVÆRELSE

En afgørende prøve på forhandlingsvejens succes var naturligvis, om man ad denne vej kunne få de etiopiske tropper til at forlade Somalia. I de mange Djibouti-aftaler har der været fastsat mange forskellige tidspunkter for, hvornår de skulle have været ude af Somalia, ligesom der har været fastsat mange for datoer for, hvornår en våbenhvile mellem regeringen og oppositionen ”ville være effektiv – i hele Somalia”.

Men datoerne er hele tiden blevet udskudt. Det hjalp heller ikke på fredsbestræbelserne, at USA og Etiopien i deres iver efter at få Djibouti-aftalerne igennem parlamentet, sørgede for, at krigsherren Abdullahi Yusuf, som havde tjent det etiopiske regime trofast i årtier, blev afsat i december 2008 som ”en hindring for fredsprocessen”, eller at andre etiopisk støttede krigsherrer mistede deres stillinger. Det har tværtimod skabt ny splittelse i parlamentet.

Dog er det nu altså endelig lykkedes at få de etiopiske tropper ud af Mogadishu, ikke på grund af forhandlinger, men på grund af det faktum, at de mellem 40.000 og 60.000 etiopiske elitetropper, som blev sat ind i angrebet på Somalia, er blevet meget kraftig decimerede på grund af konstante kampe imod dem.

De etiopiske tropper, som har forladt Mogadishu, er nået frem til Baidoa, hvor de i en periode indførte udgangsforbud.

Andre nye etiopiske tropper er samtidig gået over grænsen i to regioner, hvor Somalias største oprørsgruppe, Al Shabab, har magten. Sammen med etiopierne kom der også militser fra etiopisk-støttede krigsherrer, som eller var blevet fordrevet fra de to regioner.

I Gedo-regionen har de etiopiske tropper dog allerede trukket sig tilbage efter hårde kampe med Al Shabab.

Sammen med de etiopiske tropper måtte også militser fra krigsherren, parlamentsmedlemmet og den tidligere forsvarsminister, Barre Hiirale, trække sig tilbage. Hiirale havde før magten i store dele af det sydlige Somalia – også i Somalia tredjestørste by, havnebyen Kismayo, 500 km. syd for Mogadishu, indtil han sidste sommer blev fordrevet af en koalition af lokale klaner og Al Shabab.

Et tilsvarende nederlag måtte etiopierne og krigsherrer for ganske nyligt indhøste i Dinsor-distriktet, som ligger relativt tæt på Baidoa.

 

AL SHABAB

Udover at være tilstede i Mogadishu kontrollerer Al Shabab også langt de fleste områder af det sydlige og centrale Somalia.

Selvom Al Shabab aldrig har været nogen ensidig størrelse var den den vigtigste del af det militære apparat for Unionen af Islamiske Domstole, som kontrollerede det meste af Somalia, indtil det etiopiske angreb. Men gruppen har nægtet at deltage i slagsmålet på ”de bonede gulve”, og de mange grupperinger i Al Shabab handler i stigende grad selvstændigt. Som helhed er Al Shabab den mest konsekvente modstander af al indblanding udefra og vil ikke indstille kampen mod regeringen, mod etiopierne eller mod AMSOM.

Indbyggerne i de store områder, bl.a. i Kismayo og i havnebyen Marka 90 km. fra Mogadishu, som Al Shabab også kontrollerer i samarbejde med lokale klaner, er foreløbig meget tilfredse med den ro og orden, der er et resultat af Al Shababs overtagelse af kontrollen, selvom en del af Al Shabab praktiserer en form for islam, der passer dårligt sammen med den moderate for islam, som flertallet i den somaliske befolkning går ind for.

Den 18, januar angreb Al Shabab igen AMSOM. Resultatet blev det samme: en ny massakre på Bakara marked.

Men samtidigt viste Al Shabab også sin vilje til at skabe ordnede forhold i Mogadishu, da den officielle leder af Al Shabab sammen med sine tilhængere gik på gaderne for at samle vejsidebomber op på nogle af de vigtigste færdselsårer.

 

EN NY SPLITTELSESPLAN

Det er naturligvis et fremskridt, at de etiopiske tropper har forladt Mogadishu. Men man får en begrundet mistanke om, at de mest har forladt byen, fordi de følte sig så nogenlunde sikre på, at oprøret i hovedstaden dermed ville stilne af. De relativt indflydelsesrige, men konservative kræfter blandt de traditionelle klanledere, som ikke er folkevalgte, men hvor posterne nærmest går i arv, gør da også for manges vedkommende, hvad de kan for at dæmpe oprøret.

Især har de traditionelle ledere af den store Abgaal-klan været meget aktive for at prøve at overbevise befolkningen om, at den bedste løsning er at tilslutte sig Djibouti-fredsprogrammerne, som bl.a. indeholder en ”magtdelingsplan”, som vil sikre fortsat dominans for de traditionelle ledere i et nyt ”enhedsparlament” og en ny ”enhedsregering”. Ifølge ”magtdelingsplanen” skal antallet af parlamentsmedlemmer endda fordobles fra de nuværende 275 til 550 medlemmer – i øvrigt uden at nogen aner, hvor der er plads til så stor en forsamling.

Abgaal klanen omfatter bl.a. den nuværende og den tidligere premierminister, lederen af den samarbejdsvillige del af oppositionen samt en række af Somalias værste krigsherrer, som netop har brugt den klanbaserede dannelse af det hidtidige parlament til at placere sig i nøglepositioner.

Magtkampen mellem de traditionelle ledere indbyrdes har været det vigtigste kendetegn for parlamentsmedlemmernes optræden, siden parlamentet blev dannet.

At placere magten i hænderne på de traditionelle ledere har intet med demokrati at gøre! Aldrig før har det været en del af nogen somalisk forfatning endsige af somalisk politik. I stedet har man tilstræbt placere de rigtige mennesker på de rigtige poster. Klanledernes urimelige magt har været et fælles angrebspunkt fra humanitære organisationer, fra menneskeretsorganisationer og fra langt størstedelen af den somaliske befolkning.

Det nye forsøg på at så splittelse blandt oprørerne består i at forsøge at bilde folk ind, at det er Al Shababs ”uansvarlige” angreb – og ikke regeringens eller AMISOM’s gengældelsesangreb – der er årsag til, at så mange mennesker stadigt bliver dræbt.

En ny front er under dannelse i Mogadishu og i enkelte områder af Somalia, hvor især Abgaal-klanen stadig gør sig gældende, nemlig en fælles front mellem de resterende etiopiske soldater, de tilbageværende regeringssoldater, AMISOM og militser, der hovedsageligt kontrolleres af Abgaal – imod Al Shabab og dens allierede.

De eneste resultater vil blive yderligere blodsudgydelser, og at man risikerer at drive oprøret endnu længere ud i ekstremistisk retning.

En fredelig løsning i Somalia – uden at Al Shabab inddrages i den – synes noget nær lige så umulig som en fredelig løsning i Gaze uden Hamas.

 

HVOR ER FREDSBEVÆGELSEN?

Somalia blev den tredje front i Bush’s terrorkrig. I mere end to år har befolkningen i Somalia været udsat for lidelser, der tåler sammenligninger med lidelserne i Irak, Afghanistan og Palæstina. Vestlige regeringer, herunder den danske, står i enighed bag krigen mod Somalia, som endog har været grusommere end nogen af de andre steder.

Men meget få har interesseret sig for det. Bortset fra nogle enkelte undtagelser har end ikke fredsbevægelserne i Danmark eller andre steder gjort noget for at oplyse befolkningerne om det.

Det sidste eksempel på denne fortielse af Somalia kom så sent som den 19. januar, hvor Nej til Krig havde indkaldt til et offentligt møde med titlen: Irak, Afghanistan, Palæstina. Stop massakrerne!

Igen må man undre sig over, at end ikke Nej til Krig finder det umagen værd også at kræve stop de massakrer, der begås mod den somaliske befolkning.

Dermed er Nej til Krig også med til at isolere sig selv fra den betydelige del af befolkningen i Danmark, der består af somaliere.

 

Abdirahman Shafir Abdi. Ahmed Jibril og Vagn Rasmussen er medlemmer af bestyrelsen for STS International Solidarity.

STS International Solidarity har arbejdet i Somalia siden 1999 og herunder opbygget en paraplyorganisation af 22 medlemsorganisationer under navnet STS Somalia. Nærmere oplysninger se www.intersol.dk eller skriv til sts@intsol.dk

 

Opslået i Uncategorized

single.php