Strejker på de franske jernbaner har lammet Frankrig efter påske. For første gang ser det ud til, at der måske kan opbygges en bred social modstandsfront, der kan stoppe Macrons nedskæringer.

af Léon Crémieux

Der er tale om et frontalt angreb på jernbanearbejderne og på udbuddet af ydelser fra de franske statsbaner SNCF, ved at nedlægge en række små baner og åbne de store op for konkurrence. Jernbanearbejdere nyder godt af en høj status i offentligheden og et favorabelt pensionssystem, som adskillige regeringer uden held har prøvet at få bugt med, især Alain Juppés regering i 1995. Så det vil være et meget vigtigt signal, hvis arbejderne i denne sektor lider nederlag – et budskab til den samlede strejkebevægelse om, at hvis jernbanearbejderne har tabt kampen, så giver det ingen mening at håbe på styrken til at stå imod regeringens reformer.

 

Faglige rettigheder fjernet

Macrons regering har siden valgsejren sidste år været i en voldsom offensiv, hvor man på den ene side skridt for skridt har gennemført et projekt med grundlæggende liberale reformer, og på den anden side sat skatterne ned for kapitalistklassen (afskaffelse af formueskatten, en flad 30 procent-skat på kapitalgevinster).

 

Det er et angreb på arbejderne på indtil flere vitale områder: Arbejdsmarkedslovgivningen er ændret med love og dekreter, afstemt med hinanden sidste efterår igennem et system af regeringsforordninger (der gør det muligt for regeringen at undgå enhver debat og enhver mulighed for at komme med ændringsforslag). Man har afskaffet mange bestemmelser i Arbejdsmarkedslovgivningen, der begrænsede arbejdsgivernes råderum (afskaffelse af den fortrinsstilling for aftaler på brancheniveau, frem for aftaler på den enkelte arbejdsplads, afskaffelse af moderselskabers ansvar, hvis et selskab eller en fabrik lukker, reduktion af erstatninger ved uretmæssig fyring, mulighed for at bryde kollektive aftaler ved at tilsidesætte procedurerne og slippe for  de økonomiske omkostninger ved planlagte afskedigelser).

 

Dertil skal så føjes et frontalt angreb på fagforeningernes lovfæstede rettigheder ved en reduktion på op til 50 procent af valgte tillidsrepræsentanter ved at slå de eksisterende organer sammen (bedriftsråd, forsamlinger af tillids-, miljø- og sikkerhedsrepræsentanter) som led i en proces, hvor arbejderrepræsentanternes lovsikrede ret til information om selskabet bliver fjernet.

 

Angreb på de sociale bidrag

Offensiven er fortsat i begyndelsen af 2018 i form af et grundlæggende angreb på socialbidraget, det vil sige arbejdsgiveres og arbejderes bidrag, baseret på deres løn, der finansierer social sikkerhed (ved sygdom, pension ved fratræden fra arbejdsmarkedet, arbejdsløshedsunderstøttelse) og efteruddannelse. Meningen er  at fjerne finansieringen af alle de ting, som arbejdere har ret til, fra bruttolønnen, sådan at denne finansiering fremover sker over skatterne.

 

Det er i praksis et angreb på socialbidragets grundprincipper, der blev fastslået ved afslutningen af Anden Verdenskrig. De indebar en kollektiv garanti for løn ved sygdom, arbejdsløshed, eller i forbindelse med efteruddannelse. Starten på dette angreb begyndte allerede i 1990’erne, med vedtagelsen af det Almene Sociale Bidrag (CSG), en skat baseret på den samlede indkomst, der skridt for skridt erstattede sygedagpenge. I 2018 blev CSG hævet med 1,7 procent, til 9,2 procent af indkomsten.

 

På den anden side er der fjernelsen af fradraget fra lønnen ved sygdom og arbejdsløshed, der i 2017 udgjorde 3,15 procent. Det har som følge heraf været muligt at dæmme op over for krav om lønstigninger, eftersom der kun har været en nettolønstigning på 1,8 procent, samtidig med en nedskæring på 1,7 procent af pensioner, der afhænger af CSG. Der blev på samme måde gennemført en nedskæring af den statslige finansiering  af boligstøtte (APL) i efteråret 2017, der betød besparelser på 800 mio. euro. Studerende, der modtog en boligstøtte på mellem 60 og 200 euro pr. måned, gik på den måde 5 euro ned i år.

 

Ved at ændre reglerne for adgang til universitetet og reorganisere undervisningen frem mod studentereksamen har regeringen strammet adgangskriterierne og fremmet den sociale reproduktion, mens de har skåret ned på antallet af klasser i grundskolen med det påskud, at de ville tilføre særligt prioriterede områder yderligere ressourcer.

 

Næste mål: Offentligt ansatte

Efter at have angrebet unge, pensionister og arbejdere i den private sektor, der er underlagt arbejdsmarkedslovene, vil regeringen nu gå løs på de offentligt ansattes stilling og finansieringen af offentlige ydelser. Finansieringen af sundhedsområdet er i skudlinjen, og det er planlagt, at 120.000 jobs inden for den offentlige sektor skal forsvinde inden afslutningen af Macrons 5-årige embedsperiode: regeringen har tænkt sig at privatisere mange ydelser, som i dag hører under den offentlige sektor. Det er endnu et eksempel på målsætningen om bringe Frankrig i trit med de europæiske lande, der allerede har reduceret antallet af offentligt ansatte og omfanget af offentlige ydelser.

 

Jernbanearbejdernes nuværende strejke kommer i kølvandet på en voksende mobilisering blandt mange forskellige grupper, der er ramt af regeringens nedskæringsplaner.

 

Der har gennem mange uger været en stigning, på en sporadisk måde, i antal og omfang af strejker blandt skoleelever og studerende, men også en voksende mobilisering af pensionister og hospitalsansatte, organiseret af en national koordinationskomité, med støtte fra SUD-fagforbundet og mange CGT-fagforeninger. Air France-arbejdere, forenede i en bred tværfaglig alliance, gik i strejke 23. og 30. marts med krav om en 6 procent lønstigning efter seks års fastfrysning af lønningerne. Den 22. marts var der store demonstrationer og arbejdsnedlæggelser over hele Frankrig, som var indkaldt af de offentligt ansattes fagforeninger.

 

Mange private virksomheder, der er truet af planer om at fyre arbejdere og lukke fabrikker ned, er også i færd med at mobilisere, f.eks. Carrefour og Ford Blanquefort, hvor Philippe Poutou [præsidentkandidat for det Nye Antikapitalistiske parti, NPA, SI-red] arbejder.

 

En social bevægelse

Det, der er ved at ske, er, at der er ved at blive opbygget en  social bevægelse af betydelig bredde, omkring krav, der er specifikke for enkelte brancher eller selskaber, men som alle sammen har at gøre med kamp for jobs og for højere løn, og i mange tilfælde offentlige ydelser.

 

Der er ingen garanti for, at bevægelsen vil sejre, så meget mere som regeringen har adskillige fordele. Hvis bevægelsen sætter et frontalt angreb i gang, uden at forhandle, kan den påregne støtte fra den faglige landsorganisation CDFT og en tøvende indstilling fra en anden, Force Ouvrière. Den vil på samme måde, uden på nogen måde at nedtone sine krav, sætte gang i en række møder med de faglige organisationoer, hvor der vil blive givet udtryk for vilje til forhandling.

 

Ledelsen af CGT [den største landsorganisation] trak endnu en gang så den ene vej og så den anden vej, splittet mellem på den ene side presset fra de militante sektorer, der vil opbygge et tæt aktionsfællesskab mellem forskellige kræfter og en slagkraftig bevægelse, og så på den anden side frygten for at finde sig selv isoleret i en konfrontation med regeringen. SUD Solidaires er, når alt kommer til alt, den eneste faglige organisation, der klart fremlægger perspektivet for en sammenkædning af kampe og opbygningen af en bred bevægelse imod, hvad regeringen finder på. Det valg, som jernbane-forbundene CGT, UNSA og CFDT traf med en usammenhængende række strejkedage, begyndende 3. april, blev afvist af SUD-Jernbaner, der vil opbygge en permanent strejkebevægelse [jernbanerne er strejkeramt efter en rullende kalender med to strejkedage og tre dage uden strejker, SI-red]. Regeringen satser på at drage fordel af disse splittelser, så de kan få forbundsledelserne til at køre fast i en påtaget social dialog og undgå sammenkædningen af kampe.

 

Den offentlige opinion

Til denne splittelse mellem fagforbund og mellem forskellige sektorer skal helt klart også føjes vægten af nederlaget i 2016 i kampen imod Arbejdsmarkedsloven, og nederlaget uden kamp imod de efterfølgende forordninger i efteråret 2017. Det vejer tungt på skuldrene af mange militante faglige sektorer. Disse negative forhold kan selvfølgelig imødegås af mobiliseringens dynamik og af mobiliseringen af vigtige sektorer blandt sundhedsarbejdere, administrativt og teknisk personel inden for det offentlige, og selvfølgelig af jernbanearbejderne. Det er det, som titusinder af militante aktivister arbejder hen imod.

 

Derudover er den vigtigste modsigelse i situationen på Macron-Philippe-regeringens side, at den satser på, at der ikke er nogen, der vil stille sig solidarisk med de offentligt ansatte og jernbanearbejderne. Medierne kværner uophørligt løs med fordømmelser af alle deres ‘privilegier’ hver eneste dag. Det ville være forkert at sige, at denne kampagne ikke har sin virkning, men det kommer fra en regering, der i de seneste måneder er trådt tydeligt frem som en regering for dem, der virkelig har deres på det tørre, når den deler ud til højre og venstre af skattelettelser til de rige og alle aktionærerne.

 

Der er også det, at Macron-regeringens troværdighed i mindre grad har noget med popularitet at gøre, men mere skyldes fraværet af en seriøs politisk opposition. En Marche [Macrons parti, SI-red] besidder ikke nogen større styrke, men den traditionelle højrefløj, republikanerne, er, ligesom socialisterne, lammede,  Front National er stum, og Jean-Luc Mélenchon [venstrefløjsleder, som i 2016 dannede bevægelsen La France Insoumise (FI) og fik 19,5 procent af stemmerne ved præsidentvalget i 2017, SI-red] har modelleret sig selv inde i en identitetscentreret positur, der dræner energien hos dem, som det lykkedes ham at mobilisere. Dertil kommer, at hans fokuspunkter i forhold til migranter og Syrien kun kan desorientere de aktivistiske lag, der er tæt på ham.

 

Olivier Besancenot [leder af NPA – det Nye Antikapitalistiske Parti, som ved præsidentvalgene i 2002 og 2007 fik over 4 procent, SI-red] har vundet bred folkelig genklang igennem sine gentagne optrædener på TV i de seneste dage, med klare udmeldinger om solidaritet med jernbanearbejderne og for en bred enhedsbevægelse imod de sociale angreb. Med engagementet fra partiets militante medlemmer i forberedelserne til 22. marts, og hvad videre fulgte, tog NPA initiativet til en politisk appel den 19. marts, der bragte et meget bredt spektrum af politiske kræfter sammen til støtte for aktionsdagen 22. marts og jernbanearbejdernes bevægelse.

 

Det betyder alt sammen endnu ikke, at kampenes forår nu er brudt frem, men det vidner om et politisk klima, der kan skabe forandring ved at opbygge en enhedsbevægelse imod Macron.

 

Léon Crémieux er aktivist i den faglige landsorganisation Solidaires-og i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA). Han er medlem af Fjerde Internationales ledelse.

 

Artiklen blev bragt i International Viewpoint og er dateret 20. marts 2018. Den er opdateret og oversat af Niels Overgaard Hansen. En nyere artikel skrevet efter strejkedagen 22. marts kan læses her.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com