10 år! Så meget lever de 25 % bedst stillede mænd længere end de 25% dårligst mænd stillede. Det er en fordobling af denne ulighed i forventet middellevetid på bare 20 år.

Dagbladet Politiken havde den 20. januar ryddet forsiden med historien om at de højtlønnede lever længere end lavtlønnede. Det er der ikke så meget nyt i. Det ulige klassesamfund har alle dage sat sig spor i livslængde, sygdom, livsstil og nedslidning. Men denne forskel i middellevealder er eksploderet over de sidste 20 år. Uligheden er faktisk fordoblet.

Udvikling i middellevetid, fra 1987 – 2009, for de 25% rigeste mænd, og de 25% fattigste mænd.

(Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Statens Institut for Folkesundhed)

Er du blandt de 25 % rigeste, kan du regne med en middellevetid på 81,4 år, og udviklingen i stigende levealder for de rigeste er høj. Til gengæld er udviklingen af middellevealderen for de 25 % fattigste meget moderat, hvilket kun giver en middellevealder på 71,5 år.

Der er en tilsvarende klasseforskel blandt kvinder, selv om forskellen her ”kun” en 6,2 år mellem den rigeste og den fattigste fjerdedel af befolkningen.

Automatisk stigende pensionsalder
I Velfærdsforliget besluttede alle partier uden om Enhedslisten at sammenkæde en stigende pensionsalder med en stigning i den gennemsnitlige middellevealder. Det vil sige, at når de rigeste bliver meget ældre end de fattigste, så bliver konsekvensen en automatisk højere pensionsalder. Uden yderligere diskussion eller beslutninger i Folketinget.

Det er situationen, som den er i dag – jo ældre de rigeste bliver, jo mindre tid på pension for alle. Og for store grupper af arbejdere og andre med lave indkomster bliver der slet ingen pension – de dør simpelthen, inden de er i nærheden af den stadigt stigende pensionsalder.

En fjernelse af efterlønnen vil drastisk gøre dette problem enormt meget større.

Efterlønskampen er liv og død
Kampen om efterlønnen er ikke bare endnu en forpostfægtning i klassekampens stillingskrig – der er risiko for et decideret gennembrud for de onde kræfter på arbejdsgivernes og kapitalens side.

Hvis store grupper af arbejdere, ikke kun de lavestlønnede, men alle i arbejderbefolkningen, oplever, at deres kollektive styrke ikke kan sikre dem en tryg alderdom, så vil det føre til en dramatisk ændring i styrkeforholdet mellem klasserne, og i den politiske måde folk vil forsøge at skabe sig en vis tryghed i alderdommen.

Dette er et kæmpe skridt i retning af selvforsikringssamfundet, hvor det er den enkelte der må sikre sig mod sygdom, alderdom osv.

Hvis ikke arbejderbevægelsen, såvel fagbevægelsen som arbejderpartierne sætter alle sejl til for at vinde dette slag, kan meget være tabt.

Derfor er det også meget opmuntrende, at særligt fagbevægelsen er ved at reagere på dette angreb.

Styrken i LOs stormøde i Odense den 2. februar kan vise vejen for den mobilisering, der er nødvendig.

 

 

 

Opslået i Arbejdsmarked

single.php