Med en ny regering vil Enhedslistens krav, også til en progressiv landbrugspolitik, være meget vigtige og have gode chancer for at komme bredt ud. Men partiet mangler stadig at udvikle en grundlæggende klasseanalyse af det danske landbrug og dets problemer for at kunne formulere de rigtige krav og udviklingsveje for fremtidens landbrug i en socialistisk sammenhæng.

 

Det første spørgsmål, man må stille, er: Hvordan kan man forstå de grundlæggende klassestrukturer og årsager til det nuværende kapitalistiske landbrugs dybe økonomiske og miljømæssige krise ?

”Strukturudvikling”
Der er igennem de sidste 40 år, og især i gennem de sidste 10-15 år sket en omfattende fusionering og monopolisering af den fødevare-forarbejdende industri, samtidig med at der er sket et omfattende opkøb og sammenlægning af jord fra de mellemstore til de ekstremt store landbrug. Det kaldes i daglig tale for strukturudvikling. Men i et landbrugsland som det danske, som tidligere f.eks. havde hundreder af mindre brugerstyrede andelsmejerier, men nu kun har et eneste enormt multinationalt dansk ”andels”-mejer Arla (og ganske få bittesmå) ville den korrekte klassemæssige definition på landbrugets udvikling være: monopoldannelsens totale sejr. Eller strukturafvikling!

Indenfor slagteribranchen havde vi i Danmark ca. 77 mellemstore slagterier efter anden verdenskrig og nu har vi på tilsvarende vis kun de 2 monopoliserede danske ”andels”-slagterier Danish Crown og Steff Houlberg, samt nogle få, meget små slagtehuse. På Sjælland findes der f.eks. ikke et eneste fjerkræslagteri, hvilket bl.a. betyder, at fjerkræproduktionen på Sjælland bliver fordyret rent transportmæssigt og er ved at dø ud.

Den samme udvikling er også foregået indenfor korn- og foderstofselskaberne, så de mange mindre og geografisk spredte brugerstyrede andelsselskaber, er erstattet af 2 gigantiske danske multinationale selskaber DLG og Danish Agro, samt nogle ganske få mindre. Og samtidig har disse selskaber nedlagt hundredvis af lokale modtage- og udleveringssteder, hvilket bl.a. betyder, at landmanden skal køre 10-15-20 km med sine kornvogne på landevejene for at komme af med sin høst. Dette medfører, ud over skader på veje og medtrafikanter og klimabelastning, en omfattende omkostningsforøgelse for den enkelte landmand (tid, diesel, slitage) samt øgede vognmandsregninger, fordi det ikke længere kan betale sig selv at hente, såsæd, gødning, sprøjtemidler mm., som derfor skal fragtes med vognmænd, mens selskabet sparer en masse husleje, driftsomkostninger mm.

Færre, men større landbrug
En meget stor del af udviklingen med opkøb/overførsel af jord fra mindre og mellemstore brug til de største sker på basis af utallige familietragedier, hvor landmænd har kæmpet og knoklet igennem mange år, mens det økonomiske udbytte på gården er blevet udhulet af ”strukturudviklingen”. ”Nej – du kan ikke låne penge til sanering af stalden eller igangsættelse af ny produktion, du er for lille, vores risiko er for stor” …. ” Men din store nabo kan sagtens låne penge til opkøb af din jord, når du bryder sammen eller går på tvangs auktion”. Ikke helt så direkte, men med varieret sprogbrug har beskeden lydt sådan og lyder stadig fra bankerne, der om nogen, har stået i spidsen for denne udvikling.

Kun 7,5 procent af landbrugene i Danmark er over 200 ha, men de driver over 40 % af landbrugsjorden.

Nutidige industrilandbrug til 40-60-80 mo. kr. med ofte vildt overdrevne lånemuligheder og dermed enorme gæld til følge er toppen af denne monopolisering. Og det er selvfølgelig meget mere interessant og omkostningsbesparende for korn- og foderstofselskaberne at forhandle en foderkontrakt til 8-10 mio. kr. årligt med f.eks en gigantisk svinefabrik, end de 18 tons foder, jeg f.eks køber til ca 100.000 kr årligt. Så for den lille aftager af foder koster det f.eks + 16 procent i omkostningstillæg, fordi jeg har den frækhed at være så lille uden at gå fallit, eller; det store industrilandbrug får en rabat på 16 procent i forhold til den pris, jeg som lille multifunktionel landbruger skal betaler, og tilsvarende med tillæg for transport af små mængder såsæd, tillæg for presning af få baller halm osv. osv.

Men hvem har råd til at overtage et industri landbrug til 100 mill. Kr.? Det siger sig selv, at ingen almindelig bonde eller nyudlært landmand vil kunne rejse kapital i det størrelsesorden. Så skruen må have endnu et drej i storkapitalens retning, og landbrugsloven blev derfor ændret under den borgerlige regering, så kapitalfonde og selskaber (som sjovt nok er de eneste, der i virkelighedens verden kan rejse disse enorme summer) nu også kan stå som ejere.

Kapitalkoncentration skaber ruin på landet
Hvis man skulle forsøge sig med et bud på en klassemæssig definition af det nuværende monopoliserede landbrugsindustrielle kompleks, må det være, ”at vores tidligere andels-organiserede enkelt mands/familie-ejede landbrug med produktions- og bopælspligt, økonomisk demokrati og kontrol over merværdiproduktionen, langsomt er blevet nedkæmpet og udkonkurreret af en monopoliseret godsejerkapitalisme, hvor også andelsselskaber er blevet åbnet op og blotlagt til overtagelse af den internationale storkapital, som fra udlandet kan regere pr. dekreter (mails –stedfortrædere der intet aner om landbrug), mens den selvejende landmand er blevet lønarbejder/forpagter på sin tidligere ejendom”.

Da den selvejende bonde er en del af småborgerskabet (bare på landet) kan man sige, at storkapitalen stort set har lykkedes med at ruinere og afskaffe dette småborgerskab, overtage den direkte ledelse over produktionen, deres værdier og ejendom, uden nogen nævneværdig modstand.

Men hvad har denne udvikling ført med sig ?

Ingen steder har konsekvenserne af den kapitalistiske monopolisering/kapitalkoncentration i hele samfundet været så tydelig som i landbruget. Den sociale forarmelse, tomme usælgelige huse, afvikling og ruinering af kommuner og den sociale service mm. er eskaleret i landdistrikterne. Vi ved det alle sammen, eksemplerne er utallige.

I samfundet som sådan og i byerne i særdeleshed har arbejderklassen/arbejderbevægelsen, studenterbevægelsen, miljøbevægelser m.fl. med demonstrationer og protester formået at dæmme op for den værste nedbrydning af samfundets sociale basis; krævet overenskomster, uddannelse, sociale ydelser, offentlige sundhedssystemer mm. Men på landet har ingen organiseret kraft kunnet stå imod konsekvenserne af monopoliseringen.

Den tidligere husmandsbevægelser er organisatorisk, pga. dens produktions- og klassemæssige udradering, stort set forsvundet. De små og sørgelige rester (familielandbruget) er fusioneret med godsejerlandbrugets organisationer, en mikroskopisk gruppe er brudt ud og forsøger at bevare en selvstændig organisation (Frie bønder – Levende land), men næsten alle andre af landbrugets aktører arbejder på tusinde måder for storkapitalen.

Landbrugets organisatoriske monopolisering
Det organisatoriske udtryk for den totale sammenvoksning af finanskapital, forarbejdnings-industri-slagterier-mejerier, medie påvirkning, kemi og maskinindustri mm. og primærproducenten (landmanden), kan ses i fusionen i landbruget top mellem organisationen ”Dansk Landbrug” og alle andre vigtige landbrugsorganisationer, til organisationen ”Landbrug og Fødevarer”. Tidligere havde flere af disse aktører deres egne foreninger som samarbejdede og rivaliserede, men dengang var der også mange flere aktører indenfor hver branche. Hvad skal man med en mejeriforening, når f.eks Arla har totalt monopol!

Men nu er alle væsentlige komponenter i det agroindustrielle kompleks samlet i én slagkraftig og styrtende rig og professionel brancheorganisation, som i øvrigt også opslugte resterne af husmandsbevægelsen uden besvær, til varetagelse og pression mod samfundet for landbrugskapitalismens interesser. Hermed nåede monopoliseringen af dansk landbrug også organisatorisk sit foreløbige højdepunkt.

Landbruget økonomiske ”deroute” og angreb på arbejderklassen
De store industrilandbrug er åbenlyst ude i grundlæggende strukturelle problemer. Landbrugets gæld er på få år fordoblet til svimlende 350 mia. kr. På trods af omfattende anvendelse af groft underbetalt arbejdskraft (”praktikanter”) fra Østeuropa og på trods af miljø- og klimaødelæggende og dyremishandlende produktionsformer, som ingen andre erhverv i Danmark ville få tilladelse til, kombineret med omfattende økonomisk støtte fra skatteborgerne i EU, så kan erhvervet alligevel ikke tjene penge/skabe overskud på en produktion af fødevarer, som vi jo dybest set alle har brug for (afsætningen er garanteret). Vi må se i øjnene, at den nuværende produktionsmåde er ved at nå til en skillevej.

Samtidig med indhøstningen af de enorme stordriftsfordele, rabatter, EU-støtte, begrænsning af miljøregler mm., så kan erhvervet i et land med et overenskomstdækket arbejdsmarked og skattefinansierede velfærdsydelser ikke tjene penge på produktion af ”bulk” fødevarer. Derfor hamrer Landbrug og Fødevarer igen og igen på nedsættelse af mindstelønnen, indførelse af flere østarbejdere, begrænsning af slagteriarbejdernes m.fl. lønniveau. Eksempelvis krævede formanden for landbrugets arbejdsgiverforening (en godsejer!) ved de seneste overenskomstforhandlinger, at alle forhindringer for indførelse af udenlandsk arbejdskraft til 80-90 kr i timen for en 50 timers arbejdsuge skulle fjernes. Dette selvfølgelig for at bevare de danske arbejdspladser! Han lovede samtidig, at det ville blive en ”win-win situation”.

Man må jo desværre give manden ret.
1) Landbrugserhvervet kører miljømæssigt og økonomisk direkte mod afgrunden, mens godsejere, bankdirektører og pengesækkenes vogtere lever på 1. klasse.

2) Arbejdsgiverne ville ganske rigtig vinde dobbelt ved yderligere indførelse af underbetalt udenlandsk arbejdskraft, fordi lønniveauet på det øvrige arbejdsmarked kommer under enormt pres. Hvem ville i den situation ansætte en dansk lønarbejder til f.eks 150 kr/timen for en 37 timers arbejdsuge? Ingen

Vi kan derfor, også i den kommende regering periode, imødese et stadig mere aggressivt pres på samfundet, miljøet, lønniveauet og skatteborgerne fra en stadig mere desperat godsejer og kapitalistklasse.

En gennemgang af landbrugserhvervets regnskaber viser meget sigende, at jo større den enkelte bedrift bliver og dermed jo mere kapitalistisk og industrielt produktionen tilrettelægges, jo mindre bliver fortjenesten. Og dette gælder i udpræget grad for konventionelle landbrug, men også for mange økologiske landbrug.

En oversigt fra økologisk landsforening viser, at hovedparten af de landbrug, der i 2010 gav direkte underskud, findes blandt den tredjedel, der er størst (underskud på gennemsnitlig 1 mio. kr.), og hovedparten af de landbrug, der gav overskud (gennemsnitligt over 1 mio. kr.), fandtes blandt de mindre og mellem store landbrug.

Der eksisterer altså en gennemsnitlig forskel på ca. 2 mio. kr. årligt for produktionsresultatet (overskuddet/profitten) for de bedst tjenende og de dårligts tjenende øko-landbrug. Der er selvfølgelig mange forskellige faktorer, der spiller ind på dannelse af over- eller underskud i landbrugsproduktionen, men et gennemgående og uafviseligt forhold har tilsyneladende noget med størrelsen at gøre. Disse kendsgerninger er selvfølgelig ikke fremtrædende i omtalen i de borgerlige medier om landbrugets problemer, hvor det er meget mere interessant at tale om stramme miljøkrav og danske lønarbejderes lønniveau osv og ulige konkurrencevilkår.

Venstrefløjens svar og alliancen med småborgerskabet
Men for venstrefløjen generelt må disse kendsgerninger vække til eftertanke. Og det bør efterlade nogle dybe overvejelser i et parti, som Enhedslisten, som endnu har til gode at udvikle en dybdegående klasse analyse af det danske landbrug og dets problemer og dermed angive nogle krav og udviklingsveje for fremtidens landbrug i en socialistisk sammenhæng.

At nøjes med at kræve 100 procent økologisk omlægning af landbruget i Danmark (Enhedslistens hjemmeside), eller kun en tredobling af det nuværende økologiske landbrugs areal (vores valgudspil) uden at beskrive behovet for udstykning af storlandbrugene, brud med det godsejer-kapitalistiske industrielle landbrugs kompleks og tilvejebringelse af og opbygning af alliancer, som kan kæmpe for dette, efterlader mange farlige manøvremuligheder for storkapitalen, som den nok skal finde og udnytte.

Kort sagt er et storindustrielt øko-kapitalitisk landbrug (som flertallet af øko-landmænd og den borgerlige ledelse af økologi sektionen i Landbrug og Fødevarer reelt arbejder for), kun en anelse bedre (miljømæssigt er det selvfølgelig meget bedre) end det kapitalistiske konventionelle storlandbrug. Men vigtigst af alt, vil det kopiere de sygdomme, som er iboende i den kapitalistiske produktionsmåde, til det økologiske landbrug og dermed i længden også ødelægge dette.

Mange små og mellemstore brug
Et forhold, som de fleste på venstrefløjen ofte overser er, at på trods af den omfattende koncentrationsproces i Danmark siden Anden Verdens krig, så findes der stadig rigtig mange mindre landbrug i Danmark under 100 ha, ca. 20.000 (50 procent af alle landbrug). Der er ca. 10.000 mellemstore landbrug på 100-200 ha, især på Sjælland og Fyn. Disse burde objektivt set kunne vindes for en ”anti-godsejer-kapitalistisk” landbrugspolitik, fordi de alle hver eneste dag kan mærke konsekvenserne af den førte politik, som favoriserer den storindustrielle landbrugsproduktion. Men også og især blandt resten af befolkningen i byerne, er der meget stor modvilje mod den nuværende katastrofale landbrugs politik og de store svinefabrikker/dyre transporter mm. Disse objektivt set fælles interesser, bør danne grundlag for en alliancepolitik mellem arbejderklassen og småborgerskabet (det der er tilbage), hvor socialistiske partier, arbejderklassen og miljøbevægelser m.fl går i spidsen for en økologisk landbrugspolitik på et anti-kapitalistisk grundlag.

Det er her meget vigtigt at pointere, at en sådan alternativ og økologisk landbrugspolitik er nødt til at indeholde et brud med de eksisterende klassestrukturer bag det nuværende landbrug og tilbyde en anden klasses ledelse og strukturelle løsninger. Og det kan i sagens natur, da der kun findes 3 hovedklasser: borgerskabet, småborgerskabet og arbejderklassen, kun være en arbejderklassens opgave. Vi må derfor beskrive og kæmpe for nogle helt andre strukturer, hvor arbejderklassen på landet og i byerne, det offentlige (kommune og stat) progressiv landbrugsrådgivning og .forskning, miljø og forbrugerbevægelser, bidrager til og indgår i den demokratiske ledelse af landbruget som samfundets naturforvalter og producent af økologiske kvalitetsfødevarer.

Alle de nævnte samfunds og klassemæssige elementer må indrages, for at det skal kunne lykkes at vriste landbrugsproduktionen fri af den kapitalistiske udbytning og produktions form.
Men hvordan skal det kæmpes igennem og af hvem ?

Bryd med det godsejer-kapitalitiske industrilandbrug
Da vi stort set ikke har nogen klasse af fattige små bønder og besiddelsesløse landarbejdere mere, må arbejderklassen i byerne, herunder lønarbejderne i fødevarevirksomhederne i særdeleshed (3F, NNF m.fl), udgøre hoveddrivkraften i opbygningen af den nødvendige antikapitalistiske alliance, sammen med de stærk reducerede rester af husmands-bevægelsen (Via Campesina), forbrugerbevægelser for kvalitetsfødevare og sundhedsfremme, og miljø/økologibevægelserne (Danmarks naturfredningsforening, NOAH m.fl.)

De vigtigste politiske krav i en socialistisk strategi kunne se således ud:
• Alle skjulte og åbne landbrugsstøtteordninger omlægges til fremme af økologisk omlægning og opkøb af storlandbrug til udstykning.
• Der etableres en offentligt fond til opkøb af konkursramte storlandbrug. Midlerne kan bl.a. skaffes ved stigende afgifter på pesticider og kunstgødning, beskatning af aktiehandler og Nordsøolie, formueskat, besparelse på energikøb, ved øget anvendelse af økologisk biogas og vedvarende energi i landbruget og i resten af samfundet o.l.
• I forbindelse med gældssaneringen af et storlandbrug, sker der en udstykning af storlandbruget i mange mindre multifunktionelle landbrug, på 10-90 ha, som straks indgår i en omlægning til økologisk drift.
• Landmanden tilbydes at kunne fortsætte som driftsleder på den ejendom, han tidligere har ejet, mod at hele ejendommen overtages af samfundet og underlægges miljø- og naturreguleringer.
• Den del af ejendommens gæld, der stammer fra valuta og rente/korn spekulation mm., overtages ikke af samfundet. Men der laves en lempelig personlig afdragsordning.
• Der etableres et såkaldt ”matrix”-driftssamarbejde mellem de udstykkede landbrugsjorde og det tidligere storlandbrugs driftsbygninger, korntørreri, værksted og maskinpark.
• Den offentlige fond yder, sammen med landkommunerne, støtte til oprettelse af kommunale/andelsejede mindre forarbejdningsvirksomheder, slagterier, mejerier, bryggerier, fælles/enkelt ejet biogas-solcelle-vindanlæg mm. i landdistrikterne.
• De storlandbrug, der ikke er konkurs truede, pålægges stop for udvidelser, samt etablering af en miljøreguleringsplan for landbrugsproduktionen, som over f.eks. 5 år vil føre til, at gården omlægges til økologisk drift.
• Arveretten til jord og produktionsmidler afskaffes.
• På sigt nationaliseres al jord og finanssektoren.
• På sigt nationaliseres de store monopoliserede fødevareproducenter.

Landbrugspolitikkens hovedformål er at etablere et grundlæggende politisk, økonomisk brud med den privatejede industrielle godsejerkapitalistiske landbrugsform, ved ændring af klassestyrkeforholdet mellem på den ene side det storindustrielle landbrug og på den anden side små- og mellem store bønder, ansatte i forarbejdningsindustrien samt forbruger- og miljøgrupper.

For at inddrage og styrke arbejderklassens og forbrugernes, landdistrikternes, miljøorganisationernes og de progressive intellektuelles indflydelse, bør landbruget integreres mere i lokalsamfundet (kommunalt), og de grundlæggende samfundsmæssige landbrugsstrukturer bør samtidig ændres hen imod:
• Etablering af offentlige tilbud om fælles forbruger/producent-foreninger mellem landbrug og landsbyer/ byer/bydele.
• Etablering af tilbud om kommunale ”non profit” korn- og foderstofselskaber, som alternativ til landbrugets reaktionære monopoliserede andels/kapitalistiske selskaber.
• Etablering af tilbud om billige kommunale ”non profit” maskinstationer, som alternativ til de privatejede og dyre maskinstationer, der er i lommen på finans- og kemikapitalen.
• Etablering af tilbud om kommunal/statslige ”non profit” landbrugs-rådgivningsselskaber i samarbejde med universiteter og højere lærer anstalter, som erstatning for landboforeningernes reaktionære ”kemi og spekulations rådgivning”.
• I tilknytning til tilbud om billig offentlige rådgivning, tilbydes der gratis ad-hoc erfa-grupper om økologisk planteavl, dyrehold mm. for kommunens landmænd.
• De nye offentlige ”non profit selskaber” ledes som kooperativer af brugerråd med deltagelse af brugerne/landmænd, miljø- og forbrugerorganisationer, fagforeninger og kommunerne.
• Etablering af omfattende offentlig og uafhængig forskning i økologisk landbrug, dyrkning af protein afgrøder i Skandinavien, forbedring af dyre velfærd og recirkulering af næringsstoffer med by samfund, og vedvarende energiproduktion mm. til understøttelse af den løbende udvikling af de økologiske landbrugsprincipper.
• Forøgelse af undervisning i fag om økologisk landbrug drift på landbrugsskolerne over en årrække. Offentlig tilskyndelse til oprettelse af ekstra praktiksteder på øko-landbrug.
Udfasning af undervisning og praktikpladser i konventionelt landbrug, på sigt.
• Nedlæggelse af alle såkaldte ”praktikaftaler” i landbruget, der ikke er tilknyttet en anerkendt landbrugsuddannelse.
• Reduktion af ”dyretrykket” fra de nuværende 1,4 dyreenheder (DE) pr. ha til 0,5 DE.
• Reetablering og ny omlægning af natur områder og miljø-korridorer, startende med udtagning af og standsning af intensiv landbrugsdrift på de mest miljøfølsomme områder.
• Omstilling af driftsbygninger og maskinparkers energi forbrug til vedvarende energikilder. Herunder tilskyndelse til etablering af økologiske biogasanlæg baseret hovedsagelig på økologisk kløvergræs, dyre møg og affalds produkter, uden anvendelse af fødevare (majs m.fl), som kommunale -, fælles -og gårdanlæg mm. Med det formål, at opnå en klima neutral økologisk landbrugsproduktion, så hurtigt som det er muligt
• Etablering af flere offentlige sociale/ behandlings institutioner med økologisk landbrug.
• Etablering af små økologiske have/dyre brug i forbindelse med dag institutioner og skoler.
• Tilskynde til frivillig etablering af alle former for andels/kollektiv landbrug: som kommunalt/stats eje og selvejende, gennem etablering af bedre ramme betingelser for de fælles drevne brug, end for privat drevne brug. Men absolut ingen tvangskollektivisering.
• Offentlig støtte og fremme af andels/ kollektive gårdbutikker og lokal produktion og handel.
• Understøtte alle mulige perma-kulturelle aktiviteter i byerne, madhaver, by landbrug, skovhaver, genanvendelse af regnvand og selv organisering af byboere, herunder ændring af begrænsende love og regulativer.

Et sådant radikalt anti-kapitalistisk landbrugsprogram, som er fuldstændigt nødvendigt, for at trække vores landbrugsproduktion væk fra den uhæmmede rov drift og underminering af natur og sundhed, vil selvfølgelig ikke blive modtaget med glæde blandt storbønder og pengesækkenes direktører.

Den samlede stor industrielle godsejer kapitalismes greb om vores landbrugsproduktion er så omfattende, og magten er så koncentreret på ganske få enorme monopolselskabers hænder, og de milliardbeløb der berøres og spekuleres med er så enorme, at enhver regering, der vil prøve at løse bare et af disse mange grundlæggende problemer, vil blive mødt af en omfattende aktivistisk og udenomsparlamentarisk modstand og boykot, der vil kræve den yderste politiske anspændelse og folkelige mobilisering for at kunne lykkes.

Men kun en samlet anti-kapitalistisk strategi, vil kunne samle de progressive småborgerlige lag på landet med de progressive bevægeler i byerne under arbejderklassens ledelse, til kamp mod godsejerkapitalen.

Opslået i Landbrug

single.php