For udenforstående kan det lyde mærkeligt, at der overhovedet er diskussion om, hvorvidt medlemmerne af Enhedslisten skal have lov at være organiseret i ”andre partier” samtidig. Men det skyldes den historiske kendsgerning, at EL er startet som et fællesskab af tre partier – og at de såkaldte ”partier” derfor ikke er partier i traditionel forstand, men strømninger i Enhedslisten. Når der fremlægges et forslag om forbud mod ”dobbeltmedlemskab” til Enhedslistens årsmøde i maj, handler det reelt om retten til at være organiseret politisk strømning i Enhedslisten – både for de ”gamle” partier og for andre.

 

Nogle af forslagsstillerne har udtalt, at forslaget ikke retter sig mod SAP, fordi SAP arbejder loyalt og endda godt inden for Enhedslistens rammer. Den karakteristik kan vi naturligvis kun være tilfredse med – men det ændrer ikke ved vores synspunkter på forslaget.
Man kan da med rette kritisere SAP for, at vi ikke har fjernet ”parti” fra vores navn. Det kan utvivlsomt sende forkerte signaler til de tusinder af nye EL-medlemmer, der ikke lige har partihistorien i bagagen. I SAP har vi faktisk også i to omgange principielt beluttet, at vi skulle have ”parti” ud af navnet. Første gang – for flere år siden – kunne vi bare ikke skabe flertal for nogen af de alternative forslag. Anden gang – på vores landsmøde i 2013 – valgte vi at forberede navneskiftet bedre frem til landsmødet i november, i håb om denne gang at nå et resultat…
Det er imidlertid slet ikke op til forslagsstillerne, men lovudvalget, at fortolke forslagets indhold, hvis det bliver vedtaget. At SAP skulle være undtaget fremgår på ingen måde af forslagets tekst, der tværtimod glimrer ved sin mangel på præcis afgrænsning af, hvad der skal til for at være et ”parti”. I begrundelsen nævnes både DKP, IS og SAP – altså i hvert fald en organisation, der udtrykkeligt ikke selv opfatter sig som et selvstændigt parti længere (SAP), og en anden organisation (IS), der aldrig har opstillet selvstændigt til valg og ikke har navn af parti. Derfor kan formuleringen bruges mod enhver organiseret politisk strømning i Enhedslisten.
Det er en kendsgerning, at mange SAP-medlemmer har opfattet forslaget som et angreb på os, på vores synspunkter og på vores måde at arbejde på. Ligeledes er det en kendsgerning, at også SAP i debatten om forslaget er blevet udsat for udokumenterede anklager om illoyal eller fraktionel opførsel. Det er naturligvis vigtigt for os at tilbagevise sådanne påstande – med henvisning til det grundlag, vi arbejder på, og det arbejde, vi rent faktisk udfører.

Men det handler ikke kun om SAP. Det handler frem for alt om Enhedslisten. For uanset om SAP er en del af ”målet” eller ej, er forslaget og de argumenter, der har fulgt det, et angreb på det mangfoldige, diskuterende og demokratiske parti, vi mener, Enhedslisten skal være.

Kritik og organiserede politiske strømninger må ikke forbydes
Det er helt afgørende for en dynamisk udvikling af EL, at der foregår en fri, demokratisk debat. Det at have kritiske synspunkter på den vedtagne linje må derfor aldrig føre til eksklusionstrusler. Heller ikke selv om de er meget kritiske! Derfor er det et stort problem, at der i begrundelsen for forslaget om udelukkelse af IS henvises til ”en grundlæggende uenighed”. Hvem bestemmer, hvad der er ”grundlæggende uenigheder”, der berettiger til eksklusion??
Man kunne godt ønske sig, at voldsom kritik foregik ”for lukkede døre” i EL, altså i en lukket medlemsdebat. Men man må erkende, at med Enhedslistens nuværende medlemstal, med de sociale medier/internettet og f.eks. Modkraft som i praksis de vigtigste debatsteder, samt med pressedækningen af Årsmødet, så har dette ønske ingen gang på jorden.

Et vigtigt led i en fri, demokratisk debat er, at organisering omkring politiske synspunkter heller ikke forbydes. Det er der mange grunde til.
– Fordi det kan være til gavn for den politiske debat, at grupper af medlemmer med fælles politiske visioner eller kritik går sammen om at udvikle og formulere denne
– Fordi det faktisk også kan gavne mulighederne for at orientere sig i en udviklende, demokratisk debat i en Enhedsliste med mange tusinde medlemmer, at der er åbent organiserede politiske strømninger.
– For at sikre, at den siddende ledelse/det hidtidige flertal ikke automatisk vinder enhver debat, fordi de i forvejen er en ”organiseret gruppe” – men at flere forskellige synspunkter får lov at brydes frit i en ’fair fight’.
– Fordi vi nemt risikerer, at alternativet til åbne organiseringer er hemmelige organiseringer, ”uformelle grupper” eller ”kaffeklubber”, som ikke har de samme positive effekter som åbne strømninger – men alle de mulige negative!
– Og fordi en vedtagelse af det famøse forbud nemt kan opfattes som grønt lys for en ”inkvisition”, der kan ramme alle, som udtrykker sig alt for kritisk – og dermed være til stor skade for en fri og demokratisk debat.

Vi i SAP tror ikke, vi sidder inde med de endelige sandheder og de rigtige svar på alting. Det er der vist ikke nogen i Enhedslisten, der gør. Derfor er der brug for en blomstrende og fri debat, hvor meninger brydes og udvikler sig. Dette er nødvendigt for at Enhedslistens politik også kan udvikle sig i takt med de udfordringer, vi stilles over for.

Partiskadelig virksomhed skal føre til udelukkelse, dårlig stil til kammeratlig kritik
Hvis medlemmer af EL handler til skade for EL, skal de naturligvis – med passende advarsler og efter nøje fastlagte procedurer – kunne udelukkes fra EL. Det har vi heldigvis allerede en udmærket paragraf til! Det er efter vores opfattelse helt relevant at tage denne paragraf frem, hvis nogen f.eks. opfordrer til at støtte et andet parti i et valg, hvor EL også stiller op.
Det kan være frygteligt irriterende, hvis nogen kaster om sig med grundløse anklager eller på anden måde opfører sig dårligt i de politiske debatter. Det gælder både, når disse ”nogen” er medlemmer af en gruppe, og når de ikke er det. Men dette kan altså ikke berettige til eksklusion af de pågældende medlemmer – og endnu mindre til eksklusion af grupper af medlemmer. Vi skal vel ikke have indført kollektiv afstraffelse, når det handler om enkeltpersoners skæverter? Det ville i hvert fald ikke harmonere godt med Enhedslistens sædvanlige retspolitiske principper…
Som udgangspunkt vil SAP naturligvis ikke stå på mål for IS’s eller DKP’s holdninger og konkrete handlinger. Det må de selv gøre. Men vi er indtil nu ikke i debatten stødt på anvendelige argumenter for, at deres medlemmer skal udelukkes fra Enhedslisten.

Forslaget og debatten om det er skadelig for Enhedslisten
Flere medlemmer har givet udtryk for, at de ikke støttede forslaget, men fandt den ”debat”, forslaget satte i gang, relevant eller endda gavnlig.
Det synspunkt har vi ingen forståelse for. Grundlaget for enhver god debat er en grundlæggende accept af hinandens ret til at være her. Et eksklusionsforslag, som der her er tale om, er derfor den sikreste måde at ødelægge enhver konstruktiv debat på.
Vi kan da også konstatere, at forslaget har inviteret til temmelig hæmningsløs mudderkastning mod de tre grupper (hvilket i betydeligt omgang også er sket) – og tilbagekastning med mudder den anden vej. Vi har ikke været i nærheden af en konstruktiv debat om, hvordan vi forbedrer debatten og det gode samarbejde i EL fremadrettet.
En af forslagsstillerne har opfordret medlemmerne til ikke at bruge så meget energi på debat om forslaget. Det er måske ikke så godt formuleret – og forslaget er faktisk slet ikke særlig vigtigt. Det er jo rart at vide. Men det hænger bare ikke rigtigt sammen, først at stille et forslag, der truer andre med eksklusion – og derefter bede alle om at tage det helt roligt, for man synes faktisk ikke selv, at det er et særligt vigtigt forslag…

Hvis forslagsstillerne ikke finder deres eget forslag så vigtigt og måske slet ikke mener, at det skal tages bogstaveligt, ville de gøre Enhedslisten en stor tjeneste ved i stedet at få trukket forslaget tilbage hurtigst muligt.

 Socialistisk Arbejderpartis Forretningsudvalg, den 16. februar 2014

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php