I dette indlæg diskuterer den tyrkiske økonom Özlem Onaran venstrefløjens muligheder for at opbygge et fælleseuropæisk svar på den kapitalistiske krise. Hun mener ikke, at spørgsmålet om tilslutning til euroen er det afgørende spørgsmål, men derimod de fælles krav, som kan mobilisere arbejder-befokningen på tværs af landene i både de perifere og de centrale lande og skabe grobund for en bevægelse, der peger frem mod et helt andet samfund.

 

Tidligere artikler i denne serie:
Costas Lapavitsas: En venstrefløjsstrategi for Europa

Michel Husson: En europæisk strategi for venstrefløjen?

Åge Skovrind: Historiske landvindinger under angreb
 

Krisen blotlagde de historiske forskelle i Europa og førte til en europæisk krise og en ny fase i den globale krise. Den nuværende politik i Europa har tre grundlæggende svagheder. For det første går den ud fra, at problemet er mangel på budgetmæssig disciplin og gentager den gamle tiltro til skærpet kontrol med det offentlige underskud. Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved årsagerne til underskuddet, og man ignorerer alle de strukturelle problemer vedrørende forskellene i produktivitet og skævheden i betalingsbalancerne, som skyldes den tyske ”ruinér-min-nabo-politik”.

For det andet bygger politikken på et argument om, at Europa har en gældskrise, som ignorerer det faktum, at den offentlige gæld ikke ville have vokset yderligere, hvis ikke det havde været for den finansielle krise, som blev reddet i kraft af hidtil usete hjælpepakker til bankerne. Dette førte i næste omgang til større underskud, plus at krisen medførte lavere skatteindtægter og øgede sociale udgifter.

For det tredje afviser man den underliggende årsag til den nuværende krise, som er den øgede ulighed i fordelingen af indkomster og rigdom – et grundlæggende træk ved den neoliberale kapitalisme.

Voksende konsensus på den anti-kapitalistiske venstrefløj
Der er en begyndende konsensus om en strategi mod krisen blandt anti-kapitalistiske kræfter i Europa omkring fire punkter: 1) modstand mod nedskæringspolitikken og alle besparelser, 2) et radikalt progressivt/Robin Hood-skattesystem og kontrol med kapitalbevægelserne, 3) nationalisering/socialisering og demokratisk kontrol med bankerne, 4) gældsrevision under demokratisk kontrol efterfulgt af en betalingsstandsning. Disse krav finder også genklang hos en bredere venstreopposition, omend i svingende grad. Jeg mener, at en taktisk diskussion på den anti-kapitalistiske venstrefløj nødvendigvis må starte med disse fire grundpiller som et enormt positivt og vigtigt udgangspunkt for at opbygge en fælles kampagne på europæisk plan.

Hvad med euroen?
Det kontroversielle spørgsmål om euroen i de perifere lande i Europa må ses på baggrund af ovennævnte punkter. Der er to holdninger på den anti-kapitalistiske venstrefløj: enten at forlade eurozonen, som foreslået af blandt andet Lapavitsas et al. (2010) og de Santos (2011), eller en anden linje, som især sigter mod at opbygge en europæisk alliance omkring en alternativ politik, som kan slå bro til en anti-kapitalistisk overgang, snarere end at se valutaen som det centrale spørgsmål. Dette synspunkt fremføres blandt andet af Husson (2011), Samary (2011) og mig selv (Onaran, 2010a and 2010b)

Udgangspunktet for dette andet synspunkt er at skubbe på for et alternativt Europa og en anden økonomisk-politisk ramme, hvor euroen fortsat eksisterer. I en nylig artikel kritiserer Costas Lapavitsas (2011) denne tilgang og kalder dens tilhængere for ”ærkeeuropæere” det vil sige dem, som er bevidste om ”klasseinteresser”, men som er ”skræmt af faren for nationalisme og isolationisme”. Costas’ bemærkning om ”europanismen, den officielle ideologi, der i lang tid har spøgt i (venstrefløjens) kollektive tankegang”, er en fuldstændig forkert fremstilling af den internationalistiske og anti-kapitaliske karakter af denne sidstnævnte tilgang, som har meget lidt at gøre med et abstrakt forsvar for den kapitalistiske EU med dets nuværende strukturer, men som derimod er optaget af at bygge bro mellem de umiddelbare krav fra de brede oppositionsbevægelser til et internationalistisk og økosocialistisk folkets Europa

Costas’ påstand om, at ”en stor del af den kontinentale venstrefløj er stadig i kløerne på en pro-europæisk forestilling og bekymrer sig om at udvikle strategier, der har en europæisk snarere end socialistisk karakter.” handler tilsyneladende mest om det Europæiske Venstreparti, selv om han i sine begreber forsøger at skelne mellem ”glødende europæere” og en anden fløj. Dermed forbigår han betydningen af den Europæiske Anti-kapitalistiske Venstrefløj – en europæisk front, som samler omkring 40 organisationer i Europa, og som arbejder for et program, ”der kan løfte økonomien ud af krisen med et udgangspunkt, som sætter menneskers behov over profithensyn og gennemfører en demokratisk kontrol over markedet, som led i et ”anti-kapitalistisk svar”. (note 1)

Betalingsstandsning og gældsrevision
For at vende tilbage til det taktiske spørgsmål om euroen, så anser jeg spørgsmålet om en kampagne for gældsrevision og stop for tilbagebetaling for at være et langt vigtigere udgangspunkt for mobilisering end en debat om euroen. Den vigtigste hindring i dag for at påbegynde en progressiv økonomisk politik i Europa eller i en enkelt nationalstat er bekymringen om den offentlige gæld og regeringernes forpligtelse til at tilfredsstille långiverne. Spændetrøjen på de offentlige finanser må slippes fri gennem en afskrivning af gælden i såvel periferien som de centrale lande efter en proces med en gældsrevision.

Hvis tilbagebetalingen stopper på skyldnerlandenes initiativ vil det være en anden situation end de nuværende kreditor-dikterede omstruktureringsplaner fra den europæiske elite, som er forbundet med fortsat nedskæringspolitik. Gældsafskrivning er heller ikke kun et spørgsmål om solvens, som i tilfældet med Grækenland eller Irland. Det er også et spørgsmål om, hvor gælden stammer fra. Spørgsmålet er altså ikke kun: ”Kan vi betale gælden?” – men ”bør vi betale gælden?” I Storbritannien er spørgsmålet, hvorfor arbejderbefolkningens skatter skal bruges til at betale den gæld, der nu løber op i 33,4 procent af BNP. Anerkendelsen af et stop for tilbagebetaling er også vigtig i forhold til de økologiske grænser for vækst, som sætter en begrænsning på den traditionelle keynesianske opskrift for at producere sig ud af krisen.

I Grækenland har en række aktivister, akademikere og parlamentarikere fra hele verden allerede bakket op om en appel om en gældsrevision, hvor Costas har været en af de vigtige initiativtagere. (note 2) . En lignende kampagen er ved at komme i gang i Irland, og begge initiativer har åbenlyst en betydning for Portugal og Spanien og forhåbentlig for centrale lande som Storbritannien. En arbejdervenlig løsning på krisen i såvel de perifere som de centrale lande kræver en gældsafskrivning, og en fælles, koordineret kamp på europæiske plan kan skabe en stærkere modstand til den herskende multinationale elite i Europa.

Internationalisme nødvendig
Angrebet er internationalt: Multinationale banker og erhvervslobbyister bestemmer politikken i såvel de nationale regeringer som EU-institutionerne ved at bruge en boykot af statsobligationer som en trussel. Oppositionen har på samme måde brug for en international organisering. Et europæisk netværk af bevægelser – både brede fronter og antikapitalistiske organisationer – kunne udvikle sig til et redskab for at samle den folkelige opposition mod nedskæringspolitikken i de forskellige lande. En internationalistisk løsning ville skabe en stærkere front i såvel de centrale som de perifere lande sammenlignet med nationale alternativer.

Betydningen af en fælleseuropæisk mobilisering i de centrale og i de perifere lande udspringer af arbejderbefolkningens fælles interesser. Jeg er uenig med Costas i, at ”et radikalt venstrefløjsalternativ vil se forskelligt ud hen over Europa”. Nedskæringspakkerne over hele Europa skubber landene ind i en model med kronisk lav indenlandsk efterspørgsel på baggrund af lave lønninger. Tidligere var den lave indenlandske efterspørgsel i Tyskland kompenseret af en høj stor eksport. Men det er ikke muligt at indrette hele eurozonen efter den tyske model med løntilbageholdenhed og nedskæringer, for uden underskuddet i periferien ville den tyske eksport også stagnere.

Fælles interesser
Særligt for periferien af Europa vil en mindre indenlandsk efterspørgsel betyde en forlænget krise, hvor problemet med gælden bliver til insolvens for både den private og den offentlige sektor. Den nuværende løntilbageholdenheds-politik er til skade for alle arbejdere. Den udbredte utilfredshed i Tyskland over Grækenland overser det faktum, at de tyske arbejderes lønnedgang, forringelser af dagpenge og pensionsrettigheder har været med til at skabe problemet. At afdække dette faktum plus ideen om en ulige fordeling som hovedårsagen til krisen vil være et vigtigt skridt frem mod en progressiv alliance og en bro hen imod et økosocialistisk Europa.

En ændring af styrkeforholdene i Tyskland til gunst for arbejderklassen kunne ganske givet også give større manøvrerum i periferien – ikke kun politisk, men også økonomisk, ved at øge den samlede efterspørgsel og ved en mindre restriktiv lønpolitik i periferien. På samme måde går den europæiske nedskæringspolitik i forhold til gælden ud på at redde de europæiske banker, som især ligger i de centrale lande. Men denne politik bringer de perifere lande på randen af fallit i kraft af krisen. På den måde vil nedskæringspolitik i Grækenland eller Irland få konsekvenser for skatteyderne i Tyskland, Frankrig eller Storbritannien, som igen vil blive presset til at redde deres bankers tab.

En stor skyldner-styret betalingsstandsning vil åbenlyst have tilsvarende konsekvenser for bankerne, og præcis derfor er kravet om socialisering af bankerne under arbejderkontrol i både periferien og de centrale lande et naturligt supplement til betalingsstandsning for at afslutte den onde cirkel med nedskæringer, forstærket krise og redningspakker. Disse kampe må koordineres som led i en bredere kampagne for en progressiv indkomst- og formuebeskatning, så de ansvarlige kan betale for krisens omkostninger og gøre op med årsagen til krisen, nemlig en omfordeling til fordel for kapitalen.

Igen vil disse krav møde større og bredere genklang, når de formuleres som en fælles kampagne for kapitalkontrol og skatte-koordinering, eftersom en fælles kampagne står stærkere overfor en multinational og mobil finanskapitals trusler om kapitalflugt. Kravet om at gøre den Europæiske Centralbank til en rigtig centralbank, som kan finansiere fonde til produktive grønne investeringer i Europa og især i periferien giver mening, når det sker i sammenhæng med betalingsstandsning og socialisering af bankerne.

Konkurrenceevne og devaluering
Løsningen på problemerne i Europas periferi ville også blive voldsomt hjulpet ved en finansiel omfordeling i Europa i modsætning til isolerede nationale løsninger i små lande, som let kan føre til fortsat underudvikling. Denne holdning er også i tråd med arbejderbefolkningens interesser i de centrale lande: en lavtløns-periferi, hvor multinationale virksomheder kan flytte hen, er også en trussel mod løn og jobs i de centrale lande.

Desuden deler jeg ikke optimismen om de positive virkninger på den internationale konkurrenceevne ved en devaluering, som vil være resultatet af en udtræden af eurozonen. Devaluering betyder højere priser på importerede varer, og de afsmittende virkninger fra importudgifterne til de indenlandske priser i et importafhængigt land vil hurtigt underminere effekten på den internationale konkurrenceevne. Empiriske erfaringer viser, at i importafhængige lande bliver de første positive virkninger på eksporten ved en devaluering udhulet i løbet af et par år via inflation. I sidste ende er konkurrenceevne et spørgsmål om produktivitet snarere end monetære variable som vekselkursen. Desuden medfører en devaluering en kraftig indkomstnedgang for lønmodtagerne.

Frygten for højrenationalisme
Sidst, men ikke mindst, i den nuværende situation vil anti-europæiske og anti-euro-holdninger snarere mobilisere nationalistiske højrefløjs-strømninger. Nationalisme er helt sikkert et problem i arbejderklasen i de centrale lande, og den yderste højrefløj mobiliserer også på utilfredsheden i periferien.

Jeg deler bekymringerne hos Michel (Husson, 2011) og den Videnskabelige Komite i ATTAC-Tyskland (2011) både af politiske og økonomiske grunde, som Costas tilsyneladende er uenig i. Som den Videnskabelige Komite i ATTAC-Tyskland skriver, ”i fraværet af et politisk perspektiv i de enkelte lande og på europæisk plan, så vil disse bevægelser kollapse og give plads til nationalistiske kræfter af den mest voldelige og reaktionære slags, som vi allerede har set dem vokse frem overalt i Europa. Et sammenbrud af det nyliberale Europa kunne ende i et mareridt.”

Dette handler ikke om ”frygten for en opløsning af den monetære union”, som Costas beskriver det, men snarere en sober anerkendelse af konsevenserne, hvis det ikke lykkes at opbygge en internationalistisk strategi.

Historien vil fortælle os, i hvilken grad mobiliseringer for betalingsstandsning vil vække genklang i de centrale lande – vi kan muligvis se reaktioner komme meget hurtigt. En antikapitalistisk radikalisering i Europas periferi er i sin første fase, og samtidig er der centrale lande, for eksempel Frankrig, med antikapitalistiske massepartier, som allerede diskuterer spørgsmålet om betalingsstandsning. Vi får se, om der kommer en synkronisering af mobiliseringerne eller snarere en mobilisering i forskelligt tempo. Men vi kan således gå i gang med en internationalistisk strategi i stedet for at håbe på alternativer i hver enkelt nationalstat. Begge veje er åbenlyst endnu i en første fase.

Muligheden for euro-exit
Hvis et eller flere lande i periferien lykkes at gennemtvinge en betalingsstandsning, o hvis de nuværende EU-institutioner ikke kan ændres og bliver en bremse for en progressiv økonomisk politik, så kan en udtræden af euroen komme efter en betalingsstandsning. Det er en åbenlys mulighed, hvis der ikke sker en større fælleseuropæisk mobilisering I såvel perferien som i de central lande for betalingsstandsning. Ingen socialist vil bede folk i periferien om at forblive i eurozonen for enhver pris. Men det er mere et taktisk spørgsmål og ikke et afgørende udgangspunkt. Euroen er ikke et tabu. Desuden skal vi heller ikke undervurdere styrken i, at en koalition af perifere lande truer med at forlade euroen. På grund af de europæiske kapitalisters interesser vil disse lande helt sikkert have en forhandlingsposition. På nuværende tidspunkt er det vigtigt at arbejde for en mobilisering af arbejderbefolkningen over hele Europa i en fælles kamp og gøre brug af alle de manøvremuligheder, der måtte opstå, snarere end at have en forudfattet og teknisk diskussion om selve valutaen.

Et internationalistisk overgangsprogram
En radikal forandring i Europa kræver en større ændring af institutionerne og en politisk ramme, som bygger bro fra de umiddelbare krav om rimelige levevilkår og et bæredygtigt miljø til et alternativt demokratisk, deltagerstyret, økosocialistisk, feministisk alternativ. I det følgende skitserer jeg i kort form alternativerne i en sådan antikapitalistisk dagsorden for Europa. (note 3)

Sammen med en gældsafskrivning må en radikal omstrukturering af de offentlige finanser indebære et meget progressivt skattesystem, som er koordineret på europæisk niveau, ikke bare i forhold til indkomster, men også formuer, højere selskabsskatter, arveafgift og skat på finansielle transaktioner.

Finans-, penge- og industripolitik skal styres efter en målsætning om fuld beskæftigelse, økologisk bæredygtighed og lighed. Balancen mellem fuld beskæftigelse og et lavt CO2-udslip med en nul- eller lavvækst kræver tre ting: skabelse af arbejdsintensive offentlige jobs (for eksempel social service som uddannelse, børnepasning, plejehjem, sundhed, hjemmehjælp), offentlige økologiske investeringer og en væsentlig nedsættelse af arbejdstiden. Det supplerer vores mål om at skabe kønsmæssig ligestilling.

Dette program kræver en socialiseret banksektor under arbejderkontrol. Finansiel regulering og kontrol med kapitalbevægelser er vigtigt, men ikke nok.

Med hensyn til indkomst- og arbejdsmarkedspolitik er der brug for en grundlæggende ændring af lønningerne i både periferien og i de central lande, som kan afspejle produktivitetsudviklingen gennem de sidste tre årtier. For at fremme sammenhængen i Europa skal der etableres en minimumsløn. Højere produktivitetsvækst i de fattige lande i Europa vil i nogen grad bidrage til at skabe en lønmæssig balance, men en regional balance skal fremmes af finansielle overførsler og offentlige investeringer for at højne produktiviteten i de fattigere områder. Desuden skal der skabes et europæisk dagpengesystem, som kan omfordele fra områder med lav til områder med høj arbejdsløshed. Det forudsætter et betydeligt europæisk budget, som finansieres af en progressiv fælleseuropæisk beskatning

Sidst, men ikke mindst, må koordineringen af vidtrækkende økonomiske beslutninger kræve et offentligt ejerskab og deltagelse og kontrol fra arbejderne i virksomhederne, fra forbrugerne og regionale repræsentanter i nøglesektorer som finansvæsen, bolig, energi, infrastruktur, pensionssystem, uddannelse, sundhed og store produktive brancher. En sådan omstilling vil bygge bro til en demokratisk, deltagerstyret, feministisk økosocialisme.

Referencer:
de Santos, Raphie, 2011. Portugal: The prospect of a full bailout and more austerity looms in 2011, Socialist Resistance, January 2011.
Durand, C., 2011. Radicalisation of the financial, economic, social and political crises at the European level, International Viewpoint, February
Husson M. 2010. A European Strategy for the Left, Socialist Resistance, January 2011, dansk oversættelse
Lapavitsas. C., 2011. A Left Strategy for Europe, International Viewpoint, April 2011, dansk oversættelse
Lapavitsas. C., Kaltenbrunner, N., Lambrinidis, G., Lindo, D., Meadway, J., Michell, J., Painceira, J.P., Pires, E., Powell, J., Stenfors, A. , Teles, N. 2010. The Eurozone between Austerity and Default, Research on Money and Finance, Occasional Report
Onaran, O. 2010a, Fiscal Crisis in Europe or a Crisis of Distribution? Research on Money and Finance Discussion Paper No. 18
Onaran, O. 2010b, Fiscal Crisis or a Crisis of Distribution? Socialist Resistance, June 2010
Onaran, O. 2010c, Their multiple crisis and our solutions: an ecosocialist transitional programme, Socialist Resistance, November 2010
Samary, C. 2010. Which money? Is it really the question? (in French), Tout est à nous.
The Scientific Committee of ATTAC-Germany (2011), ATTAC-Germany. 2011. Manifesto on the Crisis of the Euro, March
Toussaint, E., 2011. The very symbol of illegitimate debt, International Viewpoint, March

Noter

[1] Se Statement on the European crisis og Third European Anti-capitalist conference.
[2] Se Toussaint (2011) for flere detaljer.
[3] Se Onaran (2010a and c) for en fuld version.

Özlem Onaran underviser I økonomi på Middlesex Universit I Storbritannien. Hun samarbejder med Socialist Resistance, den britiske section af Fjerde Internationale, og Yeniyol (Ny Kurs), som udgives af den tyrkiske sektion af Fjerde Internationale.

 

Opslået i EU, Økonomi

single.php