Det principprogram, som Enhedslisten vedtog på sit årsmøde, rummer en marxistisk funderet kritik af det kapitalistiske samfund og en tilstrækkelig præcisering af partiets (øko-)socialistiske mål. Det rummer ikke en klar strategi for selve overgangen til socialismen – hverken en reformistisk eller en revolutionær – men udstikker til gengæld klare retningslinjer for en klassekampslinje her og nu, der ikke lader sig begrænse af det kapitalistiske systems rammer.
Både ændringsforslag og årsmødebehandling trak – modsat det indtryk, man har kunnet få i medierne – programmet til venstre i forhold til Hovedbestyrelsens udkast.

 

Den måske allervigtigste uenighed var, om Enhedslisten skulle ”være et samlingspunkt” for alle modstandere af nyliberalismens angreb, eller blot virke som ”drivkraft” og ”inspirator” i folkelige bevægelser på dette bredere grundlag. Altså – groft sagt: om Enhedslisten skal bevæge sig fra et antikapitalistisk parti med en klar systemkritisk profil til et bredere anti-nyliberalt parti, der begrænser sin socialistiske politik for lettere at samle utilfredse S-SF’ere som medlemmer.
Denne vision var både udtrykt i et samlet alternativt programforslag og i et ændringsforslag til HB-forslaget med støtte fra Johanne Schmidt-Nielsen, Pelle Dragsted, Mikkel Warming og mange andre.  Men det blev forkastet med betydeligt flertal i begge udgaver, og dermed blev Enhedslisten heldigvis fastholdt som et parti for socialister, der har en fundamental ændring af samfundet som sigtelinje og mål.

Afskaffelse af kapitalismen.
En række ændringsforslag ville have formuleringer som ”afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne” ind – men ingen af disse formuleringer var nuancerede nok til at redde den lille cykelsmed fra øjeblikkelig nationalisering, hvorfor de selvfølgelig blev stemt ned. Man kan imidlertid trøste sig med, at der stadig kræves ”grundlæggende ændringer i ejendomretten over produktionsmidlerne”, at ”den kapitalistiske udbytning skal afskaffes”, at ”kollektive ejendomsformer (vil) blive dominerende”, at ”samfundsbærende sektorer (skal) ejes og kontrolleres af fællesskabet” osv. ! 
Ligeledes står det understreget, at i det socialistiske demokrati vil ”lokalområder, arbejdspladser og offentlige institutioner i langt højere grad  (være) styret og organiseret direkte af befolkningen”. Og med en række forslag fra miljøudvalget blev der gjort op med den blinde vækst i det kapitalistiske system – også når den bliver kaldt ”grøn”!

Staten, systemet og klassekampen.
Den største diskussion op til og på årsmødet handlede om de to forskellige forslag til afsnit om den offentlige sektor. HB’s flertal havde valgt Mikkel Warmings og Stine Brix’ udgave, der med formuleringer om ”kim til socialisme” i den offentlige sektor kunne tolkes som en vision om, at socialismen gradvist kunne vokse ud af en stadigt større statslig sektor (se ugekommentaren http://sap-fi.dk/side.php?id=1246).
Her vedtog årsmødet imidlertid med et betydeligt flertal (anslået ca. 2/3) at indsætte ændringsforslaget fra Per Clausen, Pia Boisen og Michael Voss. Det er naturligvis svært at sige, om dette var udtryk for strategiske holdninger til den borgerlige stat, eller bare en afvisning af pinlige skønmalerier af dele af den kapitalistiske virkelighed. Men begge dele er et sundhedstegn for Enhedslisten!

På den strategiske front var det også en succes, at de glimrende formuleringer om tværtimod at være parat til at bryde kapitalismens rammer i den daglige klassekamp – i afsnittet ”De daglige kampe hænger sammen med kampen for socialisme” – fik lov at blive stående i deres fulde udstrækning (ganske vist pga. stemmelighed). 
Hvad angår den parlamentariske taktik – og risikoen for at rode os ud i parlamentariske studehandler frem for en konsekvent linje – var der et klart nederlag til den del af partiet, der måtte kunne lokkes til tvivlsomme studehandler for at opnå ”resultater” i Folketinget: Princippet om altid at stemme mod – også små – forringelser kom med i programmet.
Nogle feministiske forslag blev stemt ned, men til gengæld var en række andre allerede blevet indarbejdede, så det var ikke nogen katastrofe. At f.eks. sætningen om selvorganisering af kvinder (og andre undertrykte grupper) ikke kom ind, afspejler dog, at kvindekampsspørgsmålet stadig fylder alt for lidt i Enhedslisten.  
Endelig kan man glæde sig over en stribe andre gode forslag, der også blev vedtaget: Om modstand mod EU og NATO, nedlæggelse af militæret i sin nuværende form, afskaffelse af kongehuset m.m.

Mindre revolution, mere rodfæstet blandt medlemmerne.
Et forslag fra Michael Voss, der bl.a. antydede strategien i en revolutionær situation, blev solidt nedstemt. Og selv om man selvfølgelig ikke kan udlede noget af, at der nu står ”revolution” 1 gang i stedet for 29 gange, er der ingen tvivl om, at netop hvad angår overgangen til socialismen, spørgsmålet om revolutionær strategi, er der røget adskillige (for os) kære børn ud med badevandet, hvis man sammenligner med det tidligere principprogram.
Med dette program har Enhedslisten valgt ikke at lægge sig fast på en præcis revolutionær strategi for overgangen til socialisme. Kun et tillægsforslag om grundloven såede lidt tvivl om dette.
At fastslå, at et nyt socialistisk samfund skal have en ny grundlov, der sikrer "demokratisk overtagelse af ejerskabet til samfundsbærende produktionsmidler og naturressourcer" er vigtigt og en forbedring af udkastet. Men desværre kan en sætning i det nye afsnit læses, som om at Enhedslisten ikke vil arbejde for eller støtte, at de ansatte begynder at overtage arbejdspladserne fra de nuværende ejere, før vi har gennemført en lovformelig grundlovsprocedure over 1-2 år. I værste fald kan det læses, som om, at Enhedslisten vil modarbejde det. Men heldigvis kan afsnittet også forstås sådan, at Enhedslisten vil arbejde for, at en ny grundlov lovliggør overtagelsen af produktionsmidlerne, og at vi – hvis muligheden skulle opstå – vil arbejde for en grundlov, der inspirerer til og opfordrer til overtagelse af produktionsmidlerne. Også  blandt forslagsstillerne finder man tilhængere af begge udlægninger.

Men afspejler fraværet af en strategi for overgangen til socialisme så, at ”Enhedslisten er rykket til højre”? At før var vi et revolutionært socialistisk parti, nu er vi et bredere antikapitalistisk parti?
Nej, det gør det ikke. Enhver ædruelig vurdering må erkende, at de klare forestillinger om uomgængeligheden af massebevægelse og udenomsparlamentariske kampe, behovet for arbejderråd og dobbeltmagt i forbindelse med et revolutionært brud, ikke er og nok aldrig har været fælleseje i Enhedslisten. Det nye program har – trods en diskussionsperiode med mange skønhedspletter, grænsende til demokratiske katastrofer – en langt bedre forankring i medlemsmassen.
Efter årsmødet står vi med et nogenlunde klart, marxistisk funderet antikapitalistisk program, som der er grund til at tro, at medlemmerne og partiledelsen faktisk vil bruge og forsvare, indadtil og udadtil, i skoling såvel som debatter. Dermed har Enhedslisten taget et skridt fremad: Vi har fået noget godt, som vi ikke havde før.
I SAP  har vi nogle efter vores mening historisk og teoretisk velbegrundede forestillinger om revolutionær strategi, som ikke står i det nye Enhedslisteprogram. Dem har vi nu et ekstra ansvar for at beskæftige os med og videreudvikle. Og vi vil selvfølgelig dele dem med andre medlemmer af Enhedslisten i diskussionerne om vores videre fælles kamp for samfundsforandring. Før eller siden vil Enhedslisten jo blive nødt til at udvikle sin strategi på dette område – og helst inden vi står uforberedte i situationen…

SAP’s forretningsudvalg, den 23. maj 2014

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php