Trykkerne på Aller var trætte af, at skifteholdsarbejdernes krav blev ignoreret ved den ene overenskomstforhandling efter den anden. De tog selv kampen op, og hvad der måske syntes som et umuligt projekt endte med et gennembrud.

 

Sommeren 2007 underskrev trykkerne på Aller en ny lokalaftale. Den handler om kortere arbejdstid på nathold og ret til at konvertere sine skifteholdstillæg fra penge til frihed. Den må betegnes som en succes. Men først måtte de så grueligt meget igennem.

Trykkeribranchen i Danmark er en lille branche med få tusind ansatte. Den er præget af hård indbyrdes konkurrence, virksomhedslukninger og fusioneringer. De toneangivende virksomheder er aviserne, emballagetrykkerier og en håndfuld heatsettrykkerier der fremstiller glittede reklamer, magasiner og ugeblade. Siden begyndelsen af 90’erne, hvor typografernes mistede deres teknologiske eneret og hvor arbejdsløsheden var høj, har det været en branche præget af et hårdt arbejdsmiljø, hvor de dyre maskiner helst skulle køre på alle døgnets tidspunkter. 12 timers vagter var og er stadig udbredt ud fra devisen om, at rigtige mænd kører langt efter at tjene gode penge og de bliver gerne lidt længere…

For 6-7 år siden begyndte der at ske et skift. Trykkerne fandt ud af, at man ikke havde så meget gavn af en svimlende årsløn med meget overtid, hvis konen var skredet, havde taget ungerne med og man i øvrigt ikke kunne bruge penge, når man faldt i søvn i lænestolen foran tv-avisen. Det fremgik af svarene på en spørgeskemaundersøgelse omkring natarbejde, som HK’s grafiske folk tog initiativ til i 2003. Det blev fuldt op af artikler med debat om helbredsskader og nedslidning, skifteholdskonferencer sammen med andre faggrupper og af den første grafiske aktion i 2004. Her forkortede arbejderne på Aller deres nattevagt og gik hjem efter at de havde sendt en udtalelse videre til andre trykkerier, som tog stafetten op.

I 2005 lavede trykkerne hos Franzen i Aalborg det første eksperiment. Arbejdsgiveren ønskede arbejde i weekenden og mere fleksibilitet mellem faggrupperne. Trykkerne sagde ja, men på betingelse af at det blev 6 hold med en gennemsnitlig arbejdstid på ca. 27 timer. Arbejdstidsnedsættelsen blev lagt på natholdet. Pludselig var der nogen som reelt prioriterede tid frem for penge. Eksperimentet blev dog brat opsagt, da Franzen blev opkøbt af Colorprint, der er berygtet for sine pressede arbejdsforhold.

Hos Aller i Tåstrup, var situationen lidt speciel. I mange år, indtil man divisionerede trykkeriet ud i en selvstændig enhed i 2002, havde man nyt godt af særlige privilegier. Man gik hjem om natten, når man var færdig med produktionen, man havde en rimelig høj bemanding og andre goder. Nu ansatte familien Aller en ny direktør, der udmærkede sig ved at have markedsøkonomi på hjernen og en stor personlig afsky overfor tillidsfolk. Han opsagde alle lokalaftaler. Trykkerne bød ham velkommen med små punktstrejker for kravet om at man ville afspadsere sine tillæg frem for at få dem udbetalt. Direktøren indberettede overarbejdsvægring og ønskede at stadfæste at medarbejderne i princippet havde ubegrænset pligt til at arbejde over når blot man overholdt 11 timers reglen. Arbejdspladsen var på kogepunktet.

Strejken på Aller
I sommeren 2005 præsenterede familien Aller for første gang ønsket om indførelse af weekendhold. Ifølge den grafiske overenskomst kræver det lokal enighed. Trykkerne agtede at udnytte deres vetoret til at stille modkrav. Et weekendhold er normalt på 24 timer. Trykkerne krævede en 4 timers arbejdstidsforkortelse. Det muliggjorde at man kunne lægge weekendholdet sammen med natholdet og dividere med to. Så ville man få et rent nathold med kun tre arbejdsdage af 8 timer i alt 24 timer. Samt en arbejdsuge på 28 timer der har en søndags dagvagt på 12 timer og to nattevagter af 8 timer onsdag og torsdag nat. Det ville 100 procent opfylde de sundhedsmæssige krav: Aldrig mere end 8 timer på en nattevagt. Højst 3 nattevagter i træk og gode hvileperioder imellem skiftene. Derudover skulle skifteholdstillæggene kunne konverteres til frihed.

Direktøren svarede igen med krav om en nedgang i bemandingen. Det var strategisk meget logisk. Bemandingen på Aller var højere end andre tilsvarende trykkerier, og på et eller andet tidspunkt ville ejerne kræve, at der blev foretaget denne rationalisering. Ved at gå i offensiven, havde han håb om at man accepterede weekendholdet uden at stille betingelser, fordi man så undgik nogle af fyringerne. Men trykkerne var stædige. I august 2006 gik hele Fællesklubben i strejke. Ud over trykkerne var det bogbinderne, smedene, elektrikerne og grafikerne. Direktøren beordrede tillidsfolk og sikkerhedsrepræsentanter til at arbejde foran deres kolleger, som opholdt sig i døgndrift på virksomheden. Derefter fyrede han ni trykkere uden at skele til almindelige regler. En del af dem var politiske fyringer. Strejken varede i 8 dage, to ugeblade udkom slet ikke, resten måtte trykkes i bl.a. Dresden. Under strejken forhandlede man en aftale, som direktøren tilsyneladende bakkede op. Den betød genansættelse af de ni, en udvidelse af trykkernes arbejdsopgaver frem for en nedbemanding samt en slags våbenhvile omkring weekendholdet,. Imidlertid afviste familien Aller at drøfte papiret. De dikterede den krævede nedbemanding og statuerede fyringerne. Begrundelsen var, »at ellers havde man reelt givet ledelsesretten til medarbejderne«. I den efterfølgende tid forsøgte man igen at presse weekendholdet igennem uden trykkernes betingelser men med et tilbud om, at man kunne få tre af de ni fyrede tilbage. Det afviste trykkerne. Fyringerne blev sendt i afskedigelsesnævnet, hvor Aller kom til at betale forholdsvis høje erstatninger efter normen, men alligevel latterlige lave beløb. Fronterne var trukket skarpt op. Chikane af tillidsfolk, forsøg på at ansætte andre med mere »ledelsesvenlige holdninger«, forsøg på at afkræve den enkelte trykker loyalitet camoufleret som »MUS-samtaler«. Ledelsen fik dog ikke held med noget af det. Trykkerne holdt sammen. De gjorde opmærksom på, at den forringede bemanding og fyringen af nogle dygtige folk gjorde produktionen vanskelig. Alting tog længere tid, og man var »nødt til« at køre de store rotationer ned tre gange i døgnet for at kunne holde spisepause, da det ikke længere var muligt at holde flyvende frokost. Produktiviteten var på nul-punktet. Det kunne ses i regnskabet. Direktøren havde kun et håb. Nemlig at man ved overenskomstforhandlingerne i 2007 afskaffede arbejdernes vetoret overfor weekendarbejde. Det skete heldigvis ikke.

Aftalen i hus
I juni 2007 kom forhandlingsgennembruddet. Trykkerne fik en lille udvidelse af bemandingen mod at love at holde frokost på skift, og de endte med at få nøjagtig den weekendholdaftale, de havde kæmpet for, dog med et tilsagn om øget produktivitet, men også med bevidstheden om, at de aldrig fik deres 9 fyrede kolleger tilbage. En smertefuld erkendelse af, hvem der har ledelsesretten, og hvad arbejdsgiverne kan slippe af sted med at bruge den til. Blacklistning er ganske effektivt i en lille branche.

Hvorfor blev det trykkerne på Aller, der kæmpede det her igennem? De er ikke anderledes end danskere er flest. Det skyldes en kombination af mange ting. Det lykkedes tillidsfolkene at kanalisere den brede og diffuse utilfredshed mod nyliberal ledelse og tab af privilegier ind i en målrettet kamp omkring nathold. Fællesklubben har de sidste 15 år haft en solidarisk lønpolitik, dvs. samme kronestigning til faglært og ufaglært. Det betød, at andre faggrupper bakkede op omkring trykkerne. Man har opbygget et netværk med personlig kontakter til de andre heatsettrykkerier, så de prøver at undgå strejkeramt arbejde. Man har tradition for åbenhed om forhandlingerne, mange fællesmøder, der giver tillidsmanden løbende mandat og kollektive afstemninger om forhandlingsresultater. Man har haft fokus på, at arbejdskamp er nødvendig, men at det ofte er evnen til at holde sammen på kollegerne i perioden efter strejken, der er afgørende for om man kan opnå resultater. Men forudsætningen for det hele har været flere generationer af politisk bevidste tillidsfolk, der har opbygget arbejdspladsens traditioner for aktivitet og taget et ansvar for det daglige arbejde.

Mere end to tredjedele af trykkerne vælger i dag at sætte deres tillæg til afspadsering. Nathold er stadig en belastning, men den øgede frihed kompenserer et stykke hen af vejen.

Opslået i Faglig kamp

single.php