Som forberedelse til sin 6. kongres i april 2011 har det cubanske kommunistparti (PCC) offentliggjort et dokument angående økonomiske og sociale spørgsmål, som må give anledning til alvorlig bekymring for venner af den cubanske revolution, og som for befolkningen på øen er et brutalt demoraliserende angreb.

af Guillermo Almeyra

Desværre er det svært at finde nogen ud over revolutionens fjender (der jo byder problemerne velkomne), som er kommet med deres analyse af eller holdning til den retning, den cubanske revolution har taget – til trods for den afgørende rolle, som udviklingen i Cuba spiller i befrielsesprocessen i hele Latinamerika. Derfor vil jeg gerne – i kort form – fremføre nogle generelle overvejelser og en hurtig gennemgang af, hvad der ser ud til at være det farligste ved PCP’s dokument og også nogle tanker omkring, hvad der kunne være en alternativ vinkel.

Partiet underlægges staten
For det første anser jeg det ikke bare som en ret, men også en pligt for alle socialister og alle latinamerikanere, som kæmper for uafhængighed og for national og social befrielse for vores kontinent, at følge opmærksomt og engageret med i, hvad der sker og kunne ske i Cuba. For det, der sker i Cuba, er for vigtigt og for alvorligt til, at diskussionen kan indskrænkes til cubanere alene.

For det andet forekommer det mig, at hvis en kongres indkaldt til april 2011 og som skal forestille at være et forum for diskussioner og beslutninger, så er det ikke muligt allerede nu at begynde at gennemføre grundlæggende og uomstødelige tiltag på en masse økonomiske områder og dermed stille alle overfor et ”fait accompli” og give selve kongressen den tvivlsomme rolle at skulle godkende og legitimere resolutioner fra visse medlemmer af statsapparatet. Den uheldige sammenblanding af kommunistpartiet og staten gør, at partiet underlægges staten og får det til at tilegne sig denne stats ”nødvendighedens” logik og dermed annullere sin rolle som kritiker og vagthund, for ikke at tale om dets indirekte rolle som arbejdernes talerør, der formulerer deres synspunkter og behov.

For som Lenin påpegede, er staten – selv efter en revolution – et klasseinstrument: et udtryk for den fortsatte indflydelse fra det kapitalistiske verdensmarked samt værdierne og metoderne fra borgerlig dominans. Det betyder, at et parti (og fagforeningerne) skal forsvare arbejdernes særlige rettigheder også imod ”deres” stat og derfor ikke underlægge sig denne. Det faktum, at det økonomiske og sociale program, vi gennemgår, udelukkende er et bureaukratisk-statsligt dokument med det proklamerede mål at styrke institutionaliseringen og en reformering af stat og regering, understreger endnu en gang, at partiet er underlagt staten.

Hvis institutionalisering forstås som begrænsning af den vilkårlighed og den voluntarisme, der bringer forstyrrelser i økonomien og forårsager spild, dårlig ledelse og tab af kontrol samt understøtter korruption og bureaukrati, så må vi ikke glemme, at staten ikke bare er et bureaukratisk-administrativt eller undertrykkende apparat, men også et socialt udtryk. Derfor må en reform af staten lægge mere vægt på organer for direkte demokrati for arbejdere, som på én og samme tid er forbrugere, producenter og skabere af socialismen – med andre ord: de er ikke blot subjekter eller passive objekter for resolutioner, der pålægges dem fra oven. Derudover er en revolutionær proces per definition ikke synonym med institutionalisering, men indebærer en oprydning og gennemgribende demokratisering af magtstrukturer for at give plads til at udtrykke de divergerende holdninger, som stadig findes i denne altid nærværende dobbelte kraft mellem revolutionen (arbejderne, i ordets bredest mulige forstand) og de vigtigste udtryk for kapitalismen (såsom statsapparatet, hvis mål er at udøve kontrol på den gamle måde).

Det faktum at dokumentet til den næste PCC-kongres til trods for dets fokus på økonomisk omstrukturering ikke nævner arbejderne (og heller ikke engang fagforeningerne, som i det bureaukratiske statsapparat er forbindelsen til arbejderne) forekommer mig at være meget alvorligt. Derudover dukker termen ”socialist” kun op tre gange i det 32 sider lange dokument. Bureaukratiet, dets forgreninger eller dets fraktioner (som alle cubanere opfatter som et alvorligt problem) nævnes slet ikke. Lige sådan med arbejderdemokrati… Det forklarer ikke en gang, hvem der skal udvælge de producenter, som bliver erklæret ”til rådighed”, selv om drejer sig om ikke mindre end 20 procent af arbejdskraften. Hvad angår de folkelige demokratiske kontrol- og planlægningsorganer brillerer de ved deres fravær.

Det er lige så alvorligt, at dokumentet ikke ledsages af et partidokument om den nuværende fase i verdensøkonomien, om det cubanske samfund, om de sociale og politiske farer ved en endnu større åbning af det frie marked på øen og om åbningen mod verdensmarkedet. Det ville være nyttigt at gennemgå grundene til så radikale og drastiske tiltag (inklusiv – blandt andet – et selvkritiske perspektiv på de fejl, partiet og regeringen har begået mellem de to kongresser gennem de sidste 40 år) og at forberede partiet og arbejderne på at klare de farer, som vil opstå, når de borgerlige sektorer og kapitalistiske værdier styrkes, og at definere et perspektivet for dem, men der står der ikke noget om.

Det er ubestrideligt, at de kapitalistiske angrebs brutalitet og den globale krise kan gøre det nødvendigt at opgive nogle erobringer og foretage en tilbagetrækning. Men der er ingen grund til at skjule sådanne tilbagetrækninger og endnu mindre at præsentere de lighedsmæssige landvindinger som noget negativt, når vi tvinges til at opgive dem på grund af verdensmarkedets undertrykkelse

En pause… i den bureaukratiske kontinuitet
Hvad siger dokumentet, som præsenteres til den 6. kongres i PCC? Jeg vil prøve at give et kort resumé af den 32 sider lange tekst.

Punkt 17 siger, at de vil forsøge at komme af med den usmidige økonomiske funktionsmåde, hvor der styres efter budget. Punkt 19 siger, at indkomsten for arbejdere i den statslige sektor skal afhænge af de resultater, der opnås af de respektive firmaer (eller på evnen eller manglen på samme hos de respektive ledere og ministerier og på overskuddet på deres forretninger set ud fra et markedssynspunkt).

Punkt 23 slår fast, at hver enkelt virksomhed skal fastsætte priserne på sine produkter og tjenester og vil kunne tilbyde rabatter (hvilket baner vejen for hård konkurrence mellem virksomhederne og mellem regionerne og alle former for favorisering og kammerateri). Punkt 35 annoncerer en kommunal decentralisering af produktionen, som nu vil blive underlagt kommunale administrative råd (men der står ikke, hvem der skal udvælge og overvåge dem). Punkt 44 siger, at det vil blive nødvendigt at skrue ned for udbuddet af serviceydelser, som nu vil afhænge af økonomiens generelle funktionsniveau. Punkt 45 siger, at det bliver nødvendigt at reducere importen af forbrugsvarer og produkter til industrien, og at importen vil afhænge af, om der er udenlandsk valuta til rådighed.

Som en af de vigtigste økonomiske beslutninger står der i dokumentet, at problemet med to møntenheder (den cubanske peso og den konvertible peso CUC skal studeres, og at der skal træffes en beslutning, når økonomiens forfatning gør det muligt (vi skal huske, at den cubanske økonomi har været i krise i 30 år). Det hedder også, at subsidier og gratis tjenesteydelser som udgangspunkt vil blive fjernet (eller at det vil blive et spørgsmål om at stoppe de politiske tiltag, der støtter forbruget hos den fattigste del af befolkningen – dem som ikke modtager dollars fra udlandet og/eller ikke kan få fat på dem i Cuba på andre måder (lovligt eller ulovligt).

I nogle meget vage termer formulerer dokumentet nødvendigheden af og håbet om at kunne hjælpe med adgang til banklån og opsparinger, såvel som et mål om at få en modydelse fra de lande, der modtager solidaritetshjælp, svarende til prisen på denne hjælp (hvilket ikke alene forvandler solidaritet til en serviceydelse, men også står i modsætning til disse landes muligheder. De lider -lige som Haiti – under store natur- eller sundhedskatastrofer). Der skal også oprettes særlige udviklingszoner (vi kan blot antage, at man vil nyde godt af skattereduktioner eller -fritagelse og andre privilegier, hvis man starter forretninger der).

Paragraf 65 siger, at landet vil betale sin gæld øjeblikkeligt (for at kunne vinde investorers tillid og optage nye lån, hvilket antyder, at dette vil være statens prioritet frem for at understøtte den hjemlige økonomi og cubanernes levestandard). I denne sammenhæng handler det om at begrænse ”overdrevent store omkostninger” i den officielle sfære (og definitionen af hvad der er ”overdrevent” overlades til funktionærer bag lukkede døre). Desuden skal antallet af akademikere afgøres af, hvordan det går med økonomien, og universiteterne skal især uddanne teknikere og faglærte til de produktive dele af økonomien i forhold til markedet. Punkt 142 fastsætter, at betingelserne for uddannelse til arbejdere ”…bør tage arbejderens fritid i betragtning og bygge på hans eller hendes personlige indsats” (dvs. uden økonomisk støtte, stipendier, orlov eller som en etableret rettighed).

I punkt 158 besluttes det at udvikle tjenesteydelser fra selvstændige økonomiske aktører – ”som arbejder på egen hånd” (uden at præcisere, hvordan man vil hjælpe disse selvstændige med de nødvendige forudsætninger, for eksempel med hensyn til lokaler – som vanskeliggøres af boligkrisen; eller hvordan de skal få redskaber og materialer at arbejde med). Punkt 159 tilføjer, at ”vi vil udvikle processer til at få folk til rådighed for arbejdsmarkedet” (det vil sige: radikale nedskæringer af personale). Selv om det ikke står i dokumentet, så nævner andre resolutioner om samme emne, at en arbejder med 30 års anciennitet i et firma vil få 60 procent af sin løn i fem måneder efter afskedigelse, og at folk med lavere anciennitet vil få mindre. Punkt 161 nævner behovet for at reducere ”unødvendige gratis varer og tjenester og overdrevne personalegoder” (hvem kommer til at bestemme, hvad der er unødvendigt eller overdrevent?).

Punkt 162 henviser til den ”planlagte afskaffelse” af rationeringsbøgerne (der, ifølge dokumentet, også bruges af dem, der ikke har brug for det, og således ”fremmer det sorte marked”). Punkt 164 slår fast, at arbejderkantiner fra nu af vil fungere uden pristilskud (uden ekstra løn som kompensation). Punkt 169 frigør de forskellige former for (landbrugs)kooperativer fra statsindblanding og kontrol. Punkt 177 specificerer, at prisfastsættelsen på de fleste produkter vil afhænge af udbud og efterspørgsel. Punkt 184 siger, at investeringer vil blive koncentreret ”omkring de mest effektive producenter” (og omkring de sektorer, som gør størst social nytte). Punkt 230 kundgør, at elpriserne vil blive revideret i opadgående retning. Hverken selvstændige – ”på egen regning” – eller kooperativer vil få støtte. Punkt 248 efterlyser tiltag, der kan nedbringe turisternes forbrug af vand, på grund af tørken (som i øvrigt står i modsætning til promovering af turisme – turister bruger swimmingpools, de vil have haver, som bliver vandet, de overlever varmen ved at tage mange brusebade – og med beslutningen om at etablere store 18-huls golfbaner, som er glubske vandslugere).

Ingen af punkterne nævner en nedskæring af militæret eller i toppen af bureaukratiet. Økologiske projekter (økologisk landbrug, udvikling af alternative energikilder) skal alene være statens ansvar (der kalkuleres ikke med folkelig deltagelse og hvad mere er, så er der ikke noget med at bevæge sig ud over det kapitalistiske forbrugsmønster eller med andre ord: at bruge krisen som en mulighed for at eksperimentere med alternativ produktion og forbrug).

Jeg synes, at dette dokument, som jeg her har opsummeret, taler for sig selv. Så jeg vil nøjes med at stille et alternativ op, som er demokratisk og socialistisk, muligt og realistisk.

En skitse til et alternativ
Det er helt sikkert sådan, at dette dokument forsøger at ”genstarte” den cubanske økonomi ved at eliminere de omkostninger, som i den nuværende situation er blevet utålelige og ved at rette op på de alvorlige voluntaristiske [dvs. som bygger på en frivillig og idealistisk indsats, red] fejl fra fortiden. Men det bliver gjort med et syn, som er snævert lokalt og nationalistisk, og som afskriver ethvert internationalt perspektiv. Og det bliver gjort på en brutal, bureaukratisk og udemokratisk måde, pludselig og uhyggeligt sent, under pres fra krisen og ikke af fri vilje, og uden den mindste selvkritik.

Dokumentet ignorer også de sociale, politiske og juridiske konsekvenser af de tiltag, der foreslås, såvel som behovet forklare dem på en måde, så folk kan forstå og forholde sig til dem. Desuden styrker sådanne tiltag bureaukratiets privilegier og fremmer en hurtig social polarisering. De foreslåede tiltag vil også skabe forudsætningerne for, at dele af det cubanske bureaukrati kan transformere sig og udgøre spiren til et lokalt borgerskab, endda med tilknytning til verdensmarkedet. Ud over det henviser dokumentet på ingen måde til det undertrykkende apparat og de partikontrollerede medier (elendige og langt fra virkeligheden) – eller med andre ord: til de vigtigste redskaber for dominans.

For at leve (og overleve blokaden) i tyve år brugte Cuba mere end det producerede, og overlevede, fordi Sovjetunionen lejlighedsvist fodrede landet og kompenserede for det, der manglede. Fidel og Raul Castro, såvel som flertallet af lederne, gjorde en dyd ud af nødvendigheden, fordi de var overbevist om, at det stalinistiske Sovjetunionen ville vare evigt. De moralske og politiske omkostninger var enorme. Cuba støttede invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968; Fidel roste Brezhnev som en stor marxist.

Importen fra Sovjetunionen var ikke begrænset til våben og teknologi, men blev udvidet til uddannelse af kadrer, kopiering af ideologien, livsstilen og problemløsningen med ineffektive, autoritære og korrupte bureaukrater, som førte de ”socialistiske lande” ud i en ruin og miskrediterede socialismen. Landet var i stand til at højne niveauet indenfor kultur og sundhed i en meget høj grad, men på grund af dets afhængighed skabte det ikke et industrielt grundlag eller den mest udviklede teknologi – med undtagelse af medicinindustrien.

Voluntarismen forårsagede desuden et enormt spild. Den skabte en simuleret fuld beskæftigelse, der skjulte eksistensen af et enormt lag af uproduktive arbejdere og devalueringen af reallønnen og af arbejdskraften, som forbliver en vare. Nu hvor man er tvunget til at forholde sig til den reelle økonomi, udviser de ansvarlige for katastrofen ikke bare manglende selvkritik, men klynger sig oven i købet til roret og henviser ofrene for skibbruddet til at klare sig selv ”på egen hånd”.

Hvad forhindrer arbejder-kollektiverne i selv at reducere produktionsomkostningerne, rationalisere og selv beslutte, hvor de skal skære i personalet, og hvilke nedskæringer der skal laves? Hvorfor lade markedet bestemme lønningerne i overensstemmelse med det overskud, der optjenes ved økonomisk aktivitet, sådan at f.eks. en hotelansat tjener meget mere end en sygeplejerske eller en lærer, fordi disse uundværlige serviceområder per definition er rettigheder og aktiviteter, der ikke skaber profit? Hvorfor ikke skære i lønninger og privilegier på topniveau i statsapparatet, det civile og det militære? Hvis det ikke er muligt at opretholde lønningerne (som oven i købet er latterlige lave og ikke giver adgang til et anstændigt forbrugsniveau) for millioner af mennesker – uproduktive eller ikke særligt produktive – burde dette også kunne finde anvendelse i toppen af bureaukratiet, som lever så luksuriøst og så uproduktivt.

Hvorfor ikke tillade lokale nabokomiteer og gadekomiteer at have kontrol over privilegier, korruption, spild og smugleri? Hvorfor ikke åbne pressen for angreb på bureaukratiske overgreb og ineffektiviteten og for en diskussion af, hvordan fordelingen af varer – som der ikke er nok af – bliver billigere og mere effektiv?

Folkelig deltagelse er afgørende, for ganske vist har flertallet af det cubanske borgerskab allerede forladt landet, men som Miami-rapperen (Pitbull eller Armando Christian Pérez, red) synger i ”El Mariel”: Med de nye tiltag vil der opstå det, som Lenin under NEP-perioden kaldte et ”sovjet-borgerskab”, der ligesom det venezuelanske ”boli-borgerskab” vil være som radiser: røde udenpå og hvide indeni, og med deres egentlige substans godt skjult under jorden. Kun basisorganiserede komiteer, organisationer med folkelig kontrol, arbejderråd og generel social selvstyring giver mulighed for at bekæmpe krisen og effektivt forhindre social ulighed.

For ulighederne vil blive forstærket af de autoritære tendenser, som uundgåeligt er konsekvensen af den imperialistiske blokade af Cuba, men også af behovet for at skulle kompensere for det tab af konsensus, som regeringen lider under, og som betyder, at folket mister den tro socialismen, som ellers kunne mobilisere ungdommen.

De, der er imod demokrati, stræber ikke efter socialisme, for socialisme er umuligt uden demokrati. De, der afskriver selvstyre og arbejderkontrol, socialt demokrati og folkelig kontrol, favoriserer bureaukratiets og teknokratiets demoraliserende og destruktive kræfter, som bygger på kapitalismens og ikke socialismens værdier.

Det var en alvorlig fejltagelse at nationalisere de små butikker og håndværkerne. Det kan der rettes op på – selv om det er ved at være for sent – ved at fremme oprettelsen af kooperativer med kreditter og tekniske faciliteter. Men for at have en alliance mellem staten og små markedsorienterede virksomheder, og samtidig forhindre, at borgerskabet genopstår, må staten tilbyde teknisk støtte, en kampagne for kulturel solidaritet og styrke det direkte demokrati helt konkret ved at udrydde eller minimere apparaterne og bosserne så meget som muligt.

Det cubanske folk vil redde sig selv. Det har ikke brug for en enerådende frelser, på jorden eller i himlen. Det, som den 6. kongres i PCC burde udvikle, er en bred debat i alle samfundssektorer om problemerne, kriserne, prioriteringerne, ressourcerne og de mulige løsninger indenfor rammen af demokrati og socialisme. Hvis Cuba ikke er fuldt ud opmærksom på sin rolle i verden og de umiddelbare perspektiver og ikke har en selvkritisk vurdering af sin egen fortid og af den ”reelt eksisterende socialisme”, og hvis der ikke er fuld frihed til debat og kritik, så vil det ikke være muligt at genopbygge økonomien og genvinde offentlighedens tillid.

Guillermo Almeyra, klummeskriver for det vigtigste venstreorienterede mexicanske dagblad ”La Jornada” og professor i statskundskab på Mexicos Uafhængige Nationale Universitet (UNAM), er en argentinsk revolutionær marxist og politisk flygtning (først i Italien og siden i Mexico). Blandt hans udgivelser er ”Etica y Rebelión (Etik og oprør, 1998), ”Che Guevara: el pensamiento rebelde” (Che Guevara: den oprørske tænkning, 1992, genudgivet af Ediciones Continente, 2004) og ”Polonia: Obreros, Bureaucratas, Socialismo (Polen: arbejdere, bureaukrater, socialisme, 1981).

Ovenstående artikel skrev han i november 2010 over tre numre til La Jornada. Oversat fra engelsk i webmagasinet International Viewpoint af Bodil Olsen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com