David McNally er socialistisk og aktivistisk veteran og forfatter af en lang række bøger, bl.a. ’Den globale krise’. Han er professor i historie og erhvervsøkonomi ved University of Houston og diskuterer i dette interview den store recession, det skrøbelige opsving efter den, stadig flere tegn på krise i systemet, og hvad det alt sammen betyder for socialister.

af David McNally, Ashley Smith

Interviewet blev bragt 28. januar i Socialist Worker (USA), som Ashley Smith er tilknyttet.

 

Ashley Smith (AS): Advarselstegn i økonomien hober sig tilsyneladende op over hele verden. Er vi på vej mod en ny recession?

 

David McNally (DM): Der er ingen tvivl om, at verdensøkonomien er på vej mod endnu en recession. Hvornår det sker, kan man naturligvis ikke forudsige – og politiske begivenheder kan fremskynde eller forsinke forløbet – men der er næppe tvivl om, at den økonomiske ekspansionscyklus siden 2010 er ved at rinde ud.

 

Der er en lang række indikatoner på en forestående nedgang. For det første, den måde, som aktiemarkedet i USA har opført sig på i de seneste seks måneder, hvor investorerne er begyndt at indse, at profitraten er faldende.

 

For det andet, der er en dramatisk opbremsning af Kinas økonomi. Der er eksperter, der hævder, at den reelle økonomiske vækst i Kina sidste år var så lav som 2 procent eller mindre.

 

Selv om dagene med tocifret vækst endte med Den Store Recession, så er Kinas økonomi vokset støt med mere end 6 procent pr. år. Kinas ledere er blevet så opskræmt ved udsigten til en recession, at de er kommet med en ny plan for at stimulere økonomien.

 

For det tredje, advarselslamperne blinker overalt i den tyske økonomi, Europas såkaldte ’lokomotiv’, hvor den industrielle produktion begyndte at gå ned sidste efterår.

 

Hvor alvorlig den kommende recession vil blive, kan ikke forudsiges udelukkende ud fra økonomiske data. Der er komplekse indbyrdes forhold mellem økonomiske og politiske faktorer, der vil blive afgørende. Trumps nedsættelse af selskabsskatten sidste år gav for eksempel den amerikanske økonomi en saltvandsindsprøjtning ved at komme tendenserne til recession i forkøbet.

 

Men politiske initiativer kan påvirke i en anden retning. Den eskalerende handelskrig mellem USA og Kina kan fremskynde og forværre konjunkturnedgangen. En krise i Storbritannien i forbindelse med Brexit kan fremskynde opbremsningen i Europa. Og en ny bølge af protektionisme, som jeg om lidt vil sige mere om, kan volde omfattende skade på hele det globale system.

 

Og så er der, til sidst, også nye finansielle fejlkilder, der kan udløse panik også på valutamarkedet, hvad der kan blive altødelæggende i forbindelse med en ny konjunkturnedgang. Siden den sidste recession har verdensøkonomien været udsat for, at gælden er vokset med 75 billioner dollar – mere end en tredjedel deraf inden for private virksomheder.

 

Og en stor del af denne erhvervsgæld skyldes en høj grad af lånefinansiering, hvor der er tale om udprægede spekulationslån. Som følge af det er der et babelstårn af meget usikker erhvervsgæld, som kan synke i grus, hvis endnu en fuldbåren finanskrise slår igennem – ifølge nogle vurderinger er denne gæld større end gælden på højrente- og højrisikolån, de såkaldte subprime-lån, i fast ejendom før det sidste krak.

 

Hvad alt dette munder ud i, er en række scenarier, der peger i retning af af ny ustabilitet – og i nogle tilfælde nye krak.

 

AS: Vi har været igennem et langvarigt opsving, der dog har været karakteriseret af en langsom vækst. Hvorfor er det sådan? Er det de uløste problemer, der fremkaldte Den Store Recession?

 

DM: Det årti, der er gået siden Den Store Recession satte ind, har været yderst modsætningsfyldt for verdensøkonomien. Et økonomisk opsving begyndte dog i 2010, og det har varet ved siden, til trods for mange stop på vejen.

 

Men med hensyn til investeringsrater og generel vækst har opsvinget været det mest træge i tiden efter Anden Verdenskrig. Den vigtigste årsag til dette har at gøre selve den succes, som de vigtigste banker havde med hensyn til at forhindre, at det hele brød sammen i en altomfattende depression i 2008-9.

 

Det kan være svært helt at genkalde sig den dødelige skræk, der greb den herskende klasse i 2008-9, da banker fra Wall Street til Tyskland, fra Irland til Island, kollapsede, og da det så ud til, at Grækenland ikke kunne betale afdrag og renter af en gæld på milliarder af dollars. ’Jeg er virkelig bange’, udtalte finansminister Hank Paulson til en fortrolig ven. Og en bankdirektør fra Merrill Lynch bekendte, at ’vores verden er brudt sammen’.

 

Kun den mest omfattende globale redningsaktion for bankerne reddede situationen for den herskende klasse. Den første runde af redningsaktioner for virksomhederne i USA kom med et prismærke på 13 billioner dollar. Og det blev fulgt op af flere redningsaktioner og tre runder med ’kvantitative lempelser’ i USA, samtidig med lignende initiativer i Kina og Europa.

 

I et helt årti måtte de vigtigste banker i verden fastholde renten på et historisk lavt niveau for at nedbringe virksomhedernes omkostninger. I Japan er der stadig en negativ rente – dvs den ligger under inflationsraten.

 

Interventionerne fra de store banker forhindrede en total nedsmeltning af verdensøkonomien. Det var deres succes, set fra et kapitalistisk synspunkt. Men det, som redningsaktionerne og kunstigt lave rentesatser førte med sig, var at forhindre den form for restrukturering, som kapitalismen reelt havde brug for, hvis den skulle få et nyt liv.

 

Depressioner har en giftig udrensningsfunktion for kapitalismen. Ved at få de mindst effektive selskaber til at gå konkurs, gør de det muligt for andre at udvide deres markedsandel. Ved at presse arbejdsløsheden i vejret med fyringsrunder og virksomhedslukninger, bidrager de til at trykke lønnen for arbejderne. Og ved at dæmpe den økonomiske aktivitet, nedbringes også låneomkostningerne.

 

Alle de skadevirkninger, som en depression afstedkommer, formindsker på den måde virksomhedernes omkostninger, og gør det attraktivt for de overlevende virksomheder at begynde at investere igen. Så væksten kan genoptages, men kun på bekostning af enorme ødelæggelser og menneskelige lidelser i forbindelse med virksomhedslukninger, fyringer, fattigdom og knuste håb og drømme.

 

Det ironiske i dag er, at selve de økonomiske tiltag, der afværgede en depression, også betød, at kapitalismens ’kreative ødelæggelse’ blev afsvækket. Rekordlave lånerater gjorde det muligt for ineffektive virksomheder at hænge på. Men det har blokeret for den ’udrensning’, som ellers kunne have åbnet nye markeder for de mest profitable selskaber.

 

Det forklarer, hvorfor nye investeringsrater har været så bemærkelsesværdigt lave gennem hele den såkaldte ’opsvings’-fase i de seneste 9-10 år.

 

Den anden side af dette er, at væksten i profit især er fremkommet ved at presse arbejderne. Prekære arbejdsforhold og fagforeningsfjendtlige arbejdsgivere har betydet, at der ikke har været væsentlige forbedringer af arbejdernes levestandard siden Den Store Recession.

 

Som følge heraf er hovedparten af den nye rigdom røget i lommerne på 1 procent-segmentet. Og det har dybtgående politiske implikationer, som jeg vil vende tilbage til.

 

AS: Hvad vil være den sandsynlige politiske indvirkning i de enkelte lande og geopolitisk mellem landene, hvis der kommer en ny krise?

 

DM:Den Store Recessions følgevirkninger – frem for alt de enormt bekostelige redningsplaner for banker og private selskaber, samtidig med fyringer og faldende lønninger for de fleste – førte også til en eksplosion af vrede mod de midterpartier, der havde udtænkt redningsplanerne.

 

Men på grund af det yderste venstres svaghed efter 40 års neoliberalisme, søgte vreden tit i retning af højrekræfterne, mere end mod venstre.

 

Men den gik nu ikke helt uden om venstrefløjen. Hvis vi tager USA som eksempel, så strømmede den politiske utilfredshed umiddelbart i retning af Occupy, i lige så høj grad som mod Tea Party. Og ved forløbet omkring det seneste præsidentvalg, centrerede den sig lige så meget omkring Bernie Sanders som omkring Donald Trump.

 

I det ene land efter det andet bevægede frustrationen over stigende ulighed mellem klasserne sig i to retninger, hvad der førte til stadig højere grad af politisk polarisering. Det har åbnet op for en meget farlig fremgang for det yderste højre, men også skabt nye muligheder for venstrefløjen.

 

Jeremy Corbyns sejr ved formandsvalget i Labour i Storbritannien og valget af Andrés Manuel Lopéz Obrador som præsident i Mexico er begge tegn på det sidste, ligesom også den fremgang, som Democratic Socialists of America har oplevet, fra 6.000 medlemmer i 2016 til mere end 55.000 i dag.

 

Polariseringen i de enkelte lande er ikke isoleret fra rivaliseringen mellem staterne selv, hvad Trumps handelskrig mod Kina er et tydeligt symptom på. Men det samme gælder også de stadig mere udbredte eksempler på protektionisme generelt.

 

Protektionismen fyrer også op under den giftigste nationalisme, og sætter skub i højrefløjens fremgang både i Europa og i Nordamerika. Der er med skam at melde også dele af den reformistiske venstrefløj, der prøver at rette deres politik til i nationalprotektionistiske og migrantfjendtlige retninger.

 

Men man kan ikke besejre højrefløjen på dens egen bane. En af de kritiske udfordringer overalt i vore dage er at erkende, at ægte fremskridt for venstrefløjen må finde sted på grundlag af en konsekvent antiracistisk, internationalistisk og migrationsvenlig politik.

 

AS: Hvad betyder dette for den socialistiske venstrefløj og for arbejderbevægelsen internationalt? Hvad er det for udfordringer og faldgruber, vi står overfor, og hvordan skal vi forholde os til dem?

 

DM: For arbejderbevægelsen stiller denne nye periode krav om en radikal gentænkning af de måder, som fagligt arbejde praktiseres på.

 

Hvorfor inspirerede Occupy så mange mennesker? Det havde at gøre med bevægelsens militante og oprørske indstilling. De lavede ikke opinionsundersøgelser, fund-raising , annoncekampagner eller bedrev lobbyvirksomhed for bestemte etablerede politikere. De gik efter det offentlige rum – lige ved trapperne til Wall Streets banker til at begynde med. På den måde vandt de indpas i millioners bevidsthed og drømme.

 

Hvorfor har lærerne så tit haft heldet med sig under strejkebølgen for nylig? Fordi også de var oprørske. Ved mange lejligheder har deres massestrejker været ulovlige. Men det afskrækkede dem ikke.

 

Deres aktioner har haft en taktisk militant karakter med f.eks. masseindtrængen i statslige bygninger. De har været baseret på at skabe forbindelse og fælles optræden med skoleelever og forældre, og de har gjort strejker til festligt socialt ballademageri.

 

Vi er nu i en periode, der kan minde om den med sit-down-strejkerne i 1930’erne, hvor arbejderklasseorganiseringer har fremgang, fordi de er spændende, konfronterende og inspirerende.

 

Den dybt rodfæstede konservatisme hos de fleste faglige ledere er en total blindgyde. Men der er en ny stil med hensyn til arbejderklasseorganisering på trapperne, og den må udbredes, udvikles og uddybes. Den må ramme tonen hos unge arbejdere, farvede arbejdere, kvindelige arbejdere, queer- og transarbejdere. Og det må være en organiseringsmodel, der bæres oppe af sin inderste mission: at lave verden om.

 

Tænk også på den succes, som den internationale kvindestrejke fik med at genetablere forbindelsen mellem feminisme, antiracisme og klassekamp.

 

Der var krakilere, der påstod, at det kun er fagforeninger, der kan erklære strejke. Men så har man glemt Rosa Luxemburgs beskrivelse af ’folkestrejker’, der er kollektive massetilkendegivelser fra alle, der er undertrykt. Ved at vove pelsen og prøve noget nyt, har kvindestrejken i ord og handling givet krop til en ’feminisme for de 99 procent’ på en måde, der er i fuldstændig samklang med en æra, hvor også #MeToo og lærerstrejkerne har sat deres præg.

 

For den yderste venstrefløj består den største fare i, at man forsømmer at gribe de nye muligheder, som denne periode byder på. Fyrre år med nederlag og tilbagetog har marginaliseret de revolutionære så meget, at der er nogen på venstrefløjen, der er begyndt at idealisere denne marginalisering og betragte den som et udtryk for renhed.

 

Men politik handler om samfundsmæssige bevægelser og kampe i den virkelige verden, ikke om at trække sig ind i en lille selvbekræftende gruppe. Nu er det på tide at bryde med alle indadvendthedens glorificerede vaner! Nu er det på tide at modstå alle fristelser til at stille sig tilfreds med at snakke med sig selv!

 

Vi må bane os vej til nye horisonter for at kunne få øje på, hvad der er muligheder for på venstrefløjen, når vi fokuserer på endnu en gang at gøre socialisme til at et centralt element i massernes politik.

 

At begynde at puste nyt liv i venstrefløjen efter to generationer med nederlag er selvfølgelig et forløb, der er fyldt med modsigelser. Der vil blive trådt ved siden af, og der vil komme fristelser til at søge indflydelse ved at gå på kompromis med det principielle grundlag.

 

Politisk skoling må af den grund fortsat være meget vigtig, hvis vejen til fornyelse på venstrefløjen skal holdes åben. Folk skal bringes til at forstå historien og teorien bag en ægte antikapitalisme, hvis de skal udvikle effektive strategier til at lave verden om.

 

Og det kræver, som jeg var inde på tidligere, en forpligtelse på en marxistisk antiundertrykkelses-politik – en kompromisløs, bevidst forpligtelse over for alle de undertryktes kampe, lige fra transpersoners bevægelse til migrantarbejdere, der stormer grænser.

 

AS: Hvordan ser du helt specifikt på venstrefløjens situation i USA og Canada?

 

DM: Det er sværere at fremlægge et program for venstrefløjen i disse to stater, bl.a. fordi den politiske kontekst er så forskellig.

 

I Canada ser det mest lovende ud i Québec, der er ikke bare en solid tradition for massestrejker blandt de studerende, men der er også et parti på venstrefløjen, Québec Solidaire (QS), der har flere deputerede. Der er godt nok også politiske problemer og udfordringer, men at QS er der, betyder, at venstrefløjspolitik står stærkt i det sociale liv i Québec.

 

I det officielt engelsk-talende Canada er der så det, at venstrefløjen står over for et mysterium i form af et socialdemokratisk parti, New Democratic Party (NDP), der ikke har været udsat for nogen venstrefløjsfornyelse af betydning, og en organiseret arbejderbevægelse, der drejer hjulet på rokken, som de nu gør. Der er nogle velorganiserede græsrodskampagner som f.eks. Fight for 15 dollar and Fairness, og der er lovende initiativer i forbindelse med aktivisme blandt migrantarbejdere.

 

Men indtil videre mangler det lag af folk, der er åbne over for socialistisk politik, en oplagt lejlighed til markante politiske tilkendegivelser og målrettet handling. Det betyder, at venstreorienterede socialister i dette område fortsat må befinde sig i et forberedende stadium med hensyn til organisering – de må bidrage til at forberede etableringen af aktivistiske cirkler, læsegrupper og socialistiske kollektiver med henblik på at træde frem på en betydeligt større scene, når omstændighederne tilladet det.

 

Situationen er i den henseende anderledes i USA, selv om vi stadigvæk befinder os i et stadium med de første spæde skridt. I perioden efter Den Store Recession var der afgørende vigtige frembrud af aktiviteter forbundet med Black Lives Matters og Occupy.

 

Så kom Bernie Sanders’ valgkamp, hvor det lykkedes at indfange broderparten af den vrede, der rejste sig i kølvandet på de økonomiske redningsaktioner, og som formåede at få den til samle sig omkring tanken om socialisme. Det var et forandringens øjeblik, for så vidt som en idé, der havde været fordrevet fra det brede politiske liv, kom på dagsordenen igen.

 

Og mere endnu, millioner af mennesker begyndte at identificere sig med socialisme og at bruge den som referencepunkt for deres politik. Uden at fornægte, at min opfattelse af socialisme er meget mere venstreorienteret end Sanders’ vision, så står dog tilbage, at hans valgkamp i omfattende grad udvidede tilhørerskaren for enhver tale om politik i USA.

 

De, der er blevet hængende i det gamle, er selvfølgelig gået glip af disse nye åbninger. Men de, der er på højde med de nye muligheder, opsøger enhver tænkelig vej for at genetablere socialisme i USA som en massebevægelse.

 

Det siger sig selv, at DSA’s fremgang er det tydeligste udtryk for denne nye politiske tilstand i det amerikanske samfund. At der er en socialistisk organisation i USA med titusinder af medlemmer –der har mobiliseret med stor styrke imod immigrationsmyndighederne, som har etableret en solidaritetsbevægelse med lærerne, som har ført slagkraftige valgkampe og er blevet et tiltrækningspunkt for titusinder af andre – det er ensbetydende med en indtræden i en ny æra af aktivisme og organisering.

 

Som sagt, der vil være snesevis af modsætninger forbundet med denne genfødsel af socialisme i USA, og de vil undertiden medføre hårde diskussioner. Og dertil kommer, at alle disse udviklingstræk er nye og skrøbelige.

 

Men alle dem, der tager opbygningen af en ny venstrefløj alvorligt, må engagere sig tilsvarende alvorligt i forhold til DSA og deres tilhængere, selv om de vælger ikke at tilslutte sig dem. Og de må også indse, at ligesom med det Nye Venstres bratte fremgang i 60’erne og 70’erne, så vil en amerikansk venstrefløj i vækst endnu engang få venstreorienterede overalt til at blive fyr og flamme.

 

Det er både farlige og spændende tider for socialister. Med en lettere omskrivning af Gramscis ord, så er den nye venstrefløj ’i kamp for at blive født’ midt i ’uhyrernes tid’. Vi ved godt, hvordan disse uhyrer ser ud, de vil hæve deres hæslige hoveder med stadig større ondskab, når en ny recession sætter ind.

 

Men efter mange, triste år, så er der igen liv på venstrefløjen. At vide, at den her venstrefløj, den er her, i kamp for at blive født som en en magtfaktor i samfundet, det må give håb. Og vi må huske på, at aktivisme, skoling og socialistisk organisering er af den allerstørste betydning for den fremtid, som vi håber at skabe.

 

Oversat fra Socialist Worker af Niels Overgaard Hansen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com