I denne artikel diskuterer Anders Hadberg perspektiverne for den økonomiske krise på baggrund af analyser præsenteret på et internationalt økonomi-seminar 2-4. oktober i Amsterdam.

1 – En skæbnesvanger vending?

Det var næsten som havde skæbnen bestemt det, da tv-avisen på præcis fredag den 13. (november) kunne meddele, at recessionen nu officielt set var ovre i Euroland. Det gennemsnitlige BNP for Euro-zonen var steget (i estimerede tal) i tredje kvartal af 2009. Det var øjensynligt Tyskland, der havde trukket EU op af dyndet og den store spænding var nu – ifølge nyhedsoplæseren – om den tyske økonomi kunne trække Danmark med op.

Underforstået i denne nyhedsdækning lå, at det kun var et spørgsmål om tid, før det igen gik opad. Tidligere på måneden var USA officielt kommet over recessionen, da BNP i USA tog et hop opad.

Hvad der ikke blev sagt i nyhedsudsendelsen var, at den kapitalistiske økonomi i øjeblikket er på gyngende grund, og at de små stigninger, der er meldt i udvalgte lande, er enlige svaler. Den kapitalistiske økonomi er i større vanskeligheder, end hvad der i stort set alle borgerlige medier propaganderes for. De enorme modsætninger i den globale kapitalisme, der er blevet opbygget siden 1980’erne, er endnu uløste – og krisen har på ingen måde ”renset” kapitalismen. Tværtimod ligger der stadig en kæmpe gældsboble under både den amerikanske og europæiske økonomi.

I denne artikel vil jeg prøve at give en karakteristik af nogle af de uløste modsætninger i den globale kapitalisme på baggrund af de indsigter og analyser, der blev fremlagt på et internationalt kriseseminar, jeg deltog i for nylig.

2 – Den globale kapitalismes strukturelle problemer

Venstrefløjen overalt i verden har et behov for at forstå den økonomiske krise, som for nuværende hærger kapitalismen. Krisen er global, og ingen lande går derfor fri af den. Den stiller derfor alle progressive kræfter overfor politiske udfordringer. Netop det var udgangspunktet for kriseseminaret for økonomer, som blev afholdt den 2-4. oktober på det Internationale Uddannelses Center (IIRE) i Amsterdam. På seminaret blev krisen diskuteret både i teoretisk empirisk, global, regional og økologisk sammenhæng. Af interesse for denne artikel er de analyser, som blev præsenteret af kapitalismens strukturelle modsætninger, som de udspiller sig i den nuværende krise.

Den nyliberale kapitalisme

I centrum for debatten var analysen af kapitalismen, som den har udviklet sig siden den sidste strukturelle krise i 1970’erne. Det navn, der var størst enighed om at anvende, var den nyliberale kapitalisme. Den nyliberale kapitalisme er en bestemt samordning af de grundlæggende variable og modsætninger i den kapitalistiske økonomi, således at der kan skabes et midlertidigt momentum af mere eller mindre stabil kapitalistisk vækst. Det vil sige, en måde at samordne kapitalismens ustabile strukturer, så krisen kan udskydes. Den nyliberale kapitalisme er derfor en historisk form, som kapitalismen har antaget siden slutningen af 1980’erne. Den har ikke ændret på kapitalismens grundlæggende modsætninger mellem klasserne, som uophørligt fører til kriser.

Men hvordan ser den da ud, den nyliberale kapitalisme?

For at forstå den nyliberale kapitalisme må vi forstå dens historiske baggrund. Den er for det første blevet til i kapitalistklassens forsøg på at overkomme den overakkumulationskrise, der ramte kapitalismen i 1970’erne. Problemet var, at “den gyldne epoke” i efterkrigstiden havde medført en overopsamling af kapital i produktionsapparatet i stort set alle vestlige lande. Da oliekrisen i 1973 ramte Vesten, udløste det derfor et kraftigt fald i profitraten (afkast af investeringerne i kapital). Denne nedtur varede til 1981 og medførte en kraftig stigning i arbejdsløsheden, som ellers var faldet til næsten nul i 1960’ernes optur. I 1981 skete der imidlertid noget, som vendte nedturen til optur i den internationale kapitalisme. Det begyndte i USA, hvor Reagan var blevet præsident og havde udløst et boom gennem en sprængfarlig cocktail af finansiel deregulering, kraftige skattelettelser til de rige og undertrykkelse af arbejderbefolkningens rettigheder. Det var den nyliberale kapitalisme, som slog igennem.

De væsentligste kendetegn på den nyliberale kapitalisme kan ses af følgende (oversatte) diagram, præsenteret på seminaret af den franske økonom Michel Husson. Diagrammet illustrerer 10 mekanismer, der er på spil i den nyliberale kapitalismes udvikling og funktion.

Diagrammet viser, at kapitalistklassens svar på 1970’ernes krise var, at (1) øge udbytningen gennem lavere løn, hvilket ledte til (2) en stigende mængde ledig pengekapital (profit). Samtidig medførte (3) overakkumulationen, at der var en mangel på produktive investeringsmuligheder, så pengekapitalen ikke blev geninvesteret. Den ledige pengekapital blev så ledt over i den finansielle sektor, hvor der var højere afkast på investeringer. Pga. deregulering af finanssektoren i de vestlige lande blev det muligt at spekulere i finansielle investeringer. Det ledte til (4) finansielle bobler, der var symptom på “overprofitabilitet” – altså et kraftigt overskud af (penge)kapital i systemet, som ikke kunne investeres produktivt.

Overprofitabiliteten blev i stedet brugt til at øge (6) finanskapitalens forbrug og (7) en enorm social ulighed og øget gældsætning hos arbejderbefolkningen – for at opretholde forbruget under faldende relativ købekraft (dvs. relativt til mængden af varekapital). I sig selv øgede (8) den kraftige gældsætning de finansielle bobler, hvilket nedturen på boligmarkedet i de vestlige lande vidner om. Dette gav anledning til at forstærke overprofitabiliteten og dermed overakkumulationen (9). Den stigende indkomst til finanskapitalen hvilede naturligvis på den relative nedgang i forbrugsmuligheder hos arbejderbefolkningen, og en fortsættelse af dette mønster forudsatte ligeledes at lønnen forblev lav (10).

Den nyliberale kapitalisme har således skubbet en overakkumulationskrise foran sig, der aldrig blev løst i 1970’erne. Den blev skubbet frem af en kæmpe gældsætning hos arbejderbefolkningen – en såkaldt privatiseret keynesianisme. Det vil sige, at arbejderbefolkningens gæld spillede den rolle, som statens gældsætning spillede i den gyldne epoke, hvor keynesiansk økonomisk politik foreskrev, at staten skulle påtage sig gæld for at holde kapitalismen i gang.

Nedgangen i boligpriserne på boligmarkedet i USA udløste altså et sammenbrud i den finansielle sektor, fordi gældsspiralen ikke kunne strækkes længere. Finanssektoren spillede en fundamental rolle i akkumulationsprocessen som det sted, hvor overskudskapitalen blev ledt hen, fordi der ikke var mulighed for ekspansion i den overakkumulerede produktive sektor. At den produktive og finansielle sektor var dybt forbundne blev netop tydeligt, da finanskrisen straks blev til en generel økonomisk krise i den kapitalistiske økonomi.

Mere nyliberalisme, tak!

Francois Chesnais påpegede, at krisen har betydet et kæmpe ideologisk nederlag for nyliberalismen. Store statsindgreb, forsøg på at sætte markedsmekanismer ud af kraft og den åbenlyse mangel i finanssektoren til at kunne administrere liberaliseringerne har gjort nyliberalismen illegitim. Men ligeså vigtigt påpegede han, har det endnu ikke ført til at, nyliberalismen er blevet erstattet af en anden form for kapitalistisk regulering. Tværtimod er krisen blevet brugt til at fremføre en endnu mere radikal nyliberalisme fra den politiske elite. Kapitalistklassen og de borgerlige partier bruger krisen som løftestand for yderligere angreb på arbejderklassen. Nedskæringer i den offentlige sektor bliver løsningen på budgetunderskud, privatisering og udlicitering bliver til erhvervsstøtte, og skattelettelser til de rige og selskaberne bliver til konkurrencefremmende politik.

Heroverfor står arbejderbefolkningen som den, der bærer omkostningerne ved krisen. Spørgsmålet, der er interessant i denne sammenhæng, er, om nyliberalismen kan “løse” krisen, dvs. udskyde krisen og sikre en ny optur i den internationale kapitalisme? Chesnais anså det for meget tvivlsomt.

Det blev understøttet af endnu en oplægsholder, Özlem Onaran. Hendes analyse af den kapitalistiske krise i både Vest- og Østeuropa viste, at krisen ikke kan inddæmmes eller udskydes af nyliberale politikker.

Gældsdrevet forbrug har nået sin grænse

Onaran pegede på den enorme vækst i den europæiske arbejderbefolknings gældsætning siden 1980’erne som en absolut hindring for videre vækst for en nyliberal løsning på krisen.

Den faldende løn – og dermed stigende udbytning – har medført relativt lavere købekraft hos arbejderbefolkningen. Dette forstærker tendensen til at overproduktionskrise – eller realisationskrise – fordi arbejderne nu kan købe en mindre del af varekapitalen tilbage. Løsningen blev, som vi så ovenfor, at liberalisere finanssektoren, som så udbredte gældsforhold til almindelige arbejderfamilier i et omfang ikke set tidligere i historien. Den enorme gældsætning i husholdningerne illustrerer denne tendens.

Nedenstående tabel – der godt nok må stå for min regning og ikke Onarans – illustrerer den enorme eksplosion i gælden hos husholdningerne i Eurozonen ved at vise husholdningernes gæld relativt til deres disponible indkomst. Som det fremgår, er Danmark klart i førertrøjen og kun Holland kommer i nærheden af det niveau af gæld, som den almindelige danske husholdning bærer på.

  

Tabel 1. Husholdningernes bruttogæld i pct. af disponibel bruttoindkomst
 
1995
2000
2005
2006
2007
Danmark
145
183
230
234
250
Holland
97
152
205
221
223
Norge
110
119
148
172
180
Storbritannien
93
100
136
146
153
Portugal
36
87
119
126
135
Spanien
 
69
110
123
131
Tyskland
89
105
98
96
93
Eurozonen (16 lande)
 
74
87
91
93
Frankrig
53
56
66
70
73
Kilde: Eurostat.

Efter krisens udbrud i 2008 er gælden vokset yderligere. Samtidig er husholdningernes aktiver, dvs. bolig, aktier etc., faldet. Den kraftigt stigende ledighed truer dermed at destabilisere hele systemet, fordi folk ikke kan betale deres gæld tilbage. Samtidig kan renterne ikke sænkes længere ned. Det er for øjeblikket politikkerne, der holder hånden under boligejerne ved ”kunstigt” at holde renten nede. Når renterne stiger igen, vil mange flere boligejere gå konkurs.

Onarans pointe er derfor, at det heller ikke giver mening at fortsætte ad den nyliberale kapitalismes vej. Kapitalismen kan ikke længere holdes i gang ved at arbejderbefolkningen påtager sig gæld, samtidig med at dens relative indkomst falder. Det ender i en endnu større krise, som snart igen vil udløses.

Det gældsdrevne forbrug har nået en absolut grænse, og gælden ligger nu som en truende bombe under kapitalismen. Krisen har indtil videre kun øget gælden hos arbejderbefolkningen og skadet klassens mulighed for at betale gælden tilbage. Risikoen for en ny gældsboble, der sprænger, er derfor lige om hjørnet, hvis nyliberalismen fortsættes.

De føromtalte skattelettelser, der i fx Danmark har været den borgerlige regerings medicin til den døende nyliberale patient, har derfor heller ikke nogen effekt. Folk ved godt, at de er forgældede, så de bruger i stedet pengene på at ”balancere budgettet”, dvs. ruste husholdningen til dårlige tider.

3 – Er krisen så slut?

I betragtning af ovenstående er det derfor yderst tvivlsomt, om krisen faktisk er slut. Selvom der har været et kvartal med positiv BNP-vækst i USA og nogle europæiske lande, så lurer de grundlæggende problemer stadig. For det første må det understreges, at det er et mindretal af de europæiske lande, der er ude af recessionen, selvom EU gennemsnitligt oplevede positiv vækst. Fx er Storbritanniens BNP faldet for 6.kvartal i træk. Det danske BNP ventes også at være faldet. For det andet er det privat forbrug, der har trukket BNP-væksten opad. Det vil sige, at det er forbrug drevet på mere gæld, der har hjulpet økonomierne langsomt i gang.

Grundlæggende set er der stadig tre kriser i de kapitalistiske økonomier:

1. Overakkumulationen er ikke blevet løst, dvs. der er ikke blevet destrueret tilstrækkeligt kapital til at kunne gøre produktive investeringer profitable.

2. Overproduktionskrisen er ikke blevet løst – der er stadig massiv overskud af varekapital på markedet

3. Underkonsumptionskrisen/realisationskrisen er ikke blevet løst – den lave lønudvikling og arbejderbefolkningens enorme gæld sætter snævre grænser for forbruget.

Krisen i 1930’erne blev ”løst” ved omfattende kapitaldestruktion i 2. Verdenskrig. Det produktive apparat blev fysisk nedbrudt gennem krigens ødelæggelser. Det lagde grunden for en ny optur i den europæiske økonomi i efterkrigstiden. Selv om antallet af konkurser har været for opadgående i krisens første år, er der intet der tyder på, at tilstrækkeligt med kapital er blevet tilintetgjort til, at der kan sikres en ny optur. Tværtimod har regeringer gjort, hvad den kunne, for at forhindre, at store enkeltkapitaler er gået konkurs. Problemet består ligeledes i kapitalstrukturen i de kapitalistiske lande i dag er så sammenvævet, at en konkurs i en af de store virksomheder risikerer at trække hele systemet med ned – som i eksemplet med Lehman Brothers. Staterne forhindrer, at krisens rensende effekt kan finde sted, og økonomierne vil derfor hænge i et dynd, hvorfra de ikke kan komme op i meget lang tid. Væksten vil ligge omkring nul med negativ vækst som hverdagskost. Det afslører sig ligeledes i, at ledigheden stadig stiger voldsomt i både Europa og USA, selv om der er BNP-vækst. Det er altså "jobless growth", fordi der ikke er kapitalakkumulation.

Den massive overproduktionskrise er heller ikke blevet løst. Det, der har skubbet BNP-væksten i USA og flere EU-lande, er en massiv statslig gæld. I USA har det statslige indgreb for at redde bilindustrien bl.a. indebåret ”cash for clunkers”-programmet, der giver amerikanske forbrugere penge for deres gamle bil, hvis du vil købe en ny. Samtidig har redningen af finanssektoren kostet milliarder af dollars. Hertil kommer de offentlige pakker, som skal støtte erhvervslivet. De vil ligeledes koste staten dyrt. Historien er stort set den samme i de europæiske økonomier. Den mindre optur, vi ser for øjeblikket, er altså båret af den dobbelte forekomst af privat og offentlig gæld i de kapitalistiske økonomier, som gør at der ikke er basis for en ny optur. Den type vækst skaber altså den "jobless growth", som 3. kvartal af 2009 har set.

Den anden side af mønten, nemlig arbejderklassens forbrug, er stadig hæmmet af massiv gæld. Spekulative låneformer – i Danmark kender vi flexlån, afdragsfrie lån, SDO-lån osv. – har gjort det muligt at ekspandere kreditten, men livremmen er spændt til det yderste. Når arbejdsgiverne samtidig bruger krisen til at trykke lønnen eller på anden måde øge udbytningen yderligere, så underminerer det igen arbejderbefolkningens relative købekraft. Samtidig bidrager den stigende arbejdsløshed – som fortsætter med at stige trods den mindre BNP-vækst – til at trykke lønnen, samt lægge pres på husholdningernes muligheder for gældsafdrag.

Der er altså ingen udsigt til, at kapitalismen i Vesteuropa og USA vil påbegynde en ny optur, der ligner hverken den ustabile optur fra 1990’erne til i dag, og da slet ikke noget, der minder om den gyldne epoke.

 4 – Kan kapitalismen skabe en ny optur ud af den nuværende krise?

Her bevæger vi os ind i et minefelt. På seminaret i Amsterdam var inviteret (netop afdøde, red.) Chris Harman, et ledende medlem af Socialist Workers Party (SWP), der er et britisk søsterparti til det danske Internationale Socialister. Harman har udmærket sig i SWP’s netmagasin International Socialism med analyser af krisen, der afviger fra den dominerende linje blandt økonomer tilknyttet Fjerde internationale.

Den fortolkning af krisen, som Harman sammen med en række andre økonomer hævder (fx Choonora og Kliman) går ud på, at krisen først og fremmest er fremkaldt af for lav profitrate. Altså det modsatte af Husson’s ”hyperprofitabilitet” (jf. ovenfor). Ifølge Harman o.a. er problemet, at 1970’ernes krise ikke blev ”løst” ved omfattende kapitaldestruktion. Perioden fra 1980 og frem har derfor været kendetegnet ved en faldende profitrate, som har givet sig udslag i lav vækst, lav akkumulation af kapital, og lav profit målt i forhold til 1960’ernes niveau.

Den nuværende krise er derfor først og fremmest en overakkumulationskrise. Ifølge denne tilgang spiller husholdningernes forbrug ikke nogen større rolle i kapitalismen, fordi forbruget kan drives frem af virksomheder, der aftager produktion fra andre virksomheder. Kliman har givet et eksempel med en virksomhed, der producerer jern, som sælges til en virksomhed, der producerer maskiner, som igen sælger til den jernproducerende virksomhed. Dermed forbliver forbruget inden for virksomhederne – og ”behøver” som sådan ikke den endelige forbruger for at holde gang i akkumulationen.

Grunden til den lave akkumulation er altså, at der ikke er nok ledig pengekapital til at igangsætte denne produktionsproces. Heroverfor så vi, at Husson mente, der var for meget ledig pengekapital. Husson og andre økonomer kritiserer Harman o.a. for at mangle et mikroøkonomisk fundament for deres analyse – dvs. at forklare hvad der afholder en kapitalist fra at igangsætte produktion. De anklager teorien for at være metafysisk, idet de anser det for et ahistorisk postulat at sige, at der ikke er ”penge nok”. Dette, mener de, er et historisk og dermed relativt spørgsmål. I stedet hævder de den forklaring – som vi så ovenfor – at det er fordi afkastet i finanssektoren var højere end i produktion (som pga. overakkumulation var lav), at kapitalisterne valgte finanssektoren.

Onaran siger det på en anden måde:

“Det må på nuværende tidspunkt understreges, at kapitalisternes referencepunkt efter 1980 ikke var fremstillingsindustriens profitrater i de tidlige 1960’ere, som muligvis var højere end de nuværende, men i stedet de kortsigtede og højprofitable finansielle investeringer. Det er derfor ikke overbevisende at se krisen som et resultat af et langsigtet fald i profitraten på grund af en uundgåelig stigning i kapitalens organiske sammensætning (som hos Choonora 2009, Harman 2009, Kliman 2009) eller øget international konkurrence (Brenner 2009).” (Min oversættelse fra engelsk)

Harman o.a. anklager på den anden side kritikerne for at risikere en ren keynesiansk tilgang, hvor stigende forbrugsmuligheder hos arbejderklassen kan ”løse” kapitalismens krise og sætte gang i en ny optur. En mulig konklusion af denne analyse kunne blive, at hvis vi blot reducerer udbytningsgraden, vil der kunne forbruges mere, og dermed komme uden om overproduktionskrisen.

Heroverfor hævder Harman o.a. at det ikke kan lade sig gøre. Netop fordi der er overakkumulation af kapital, kan der ikke investeres i ny merværdiproduktion – den grundlæggende mekanisme i kapitalismen – og derfor kan der ikke sættes gang i en ny optur. Resultatet er, at vi skal berede os på en lang og dyb nedtur i kapitalismen. Selv ikke hvis arbejderklassen får relativt mere i løn, kan der startes en ny optur. Den eneste løsning er kapitaldestruktion – enten i form af fysisk destruktion eller omfattende konkurser (der reducerer værdien af kapital til nul øjeblikkeligt). Det er det eneste, der kan sænke kapitalens organiske sammensætning og dermed få profitraten til at stige midlertidigt.

Spørgsmålet er så hvad de politiske konsekvenser af de to analyser er. Harman o.a. hævder, at de andre økonomers analyse kan lede til et reformistisk argument, hvor man forsøger at løse kapitalismens problemer fra (husholdningernes) forbrugssiden. På den anden side, lyder modargumentet, kan Harmans analyse ikke begribe den nyliberale kapitalismes dynamik og dermed ikke se, at der kan opstå momentære opture i kapitalismen, som giver anledning til at tro på en rehabilitering. De argumenterer, at der kan opstå nye former for kapitalistisk regulering, som sætter kapitalismen i stand til at overvinde den nuværende krise uden at skulle ende i krig eller økonomisk nedsmeltning.

Imidlertid er begge sider enige om, at forudsætningerne for en ny optur á la den gyldne epoke ikke er til stede. Det vil altså ikke være et sådan scenario, der præger fremtiden. Fremtiden er nærmere en dyb recession, som vil have forskellig længde mellem landene, hvor nogle rammes hårdere, mens andre kommer sig hurtigere. Fx er Tysklands rehabilitering et resultat af en kraftigt stigende udbytning gennem de sidste 10 år, hvor reallønnen har været faldende. Dette har givet Tyskland en konkurrencefordel på eksportmarkederne. Omvendt har produktiviteten og dermed udbytningen i Danmark været for nedadgående siden 2000. Derfor står Danmark i dag i store vanskeligheder på sine eksportmarkeder, der er rygraden i dansk økonomi. På den måde virker den ulige udvikling også i negativ retning, dvs. som forskellige effekter af den generelle tendens: global nedtur.

Kina og den globale økonomi

Spørgsmålet er dog, hvilken rolle Kina og den sydøstasiatiske region kan spille for den globale kapitalisme? Bruno Jetin fra det franske NPA præsenterede på seminaret en dybdegående analyse af regionens økonomiske udvikling.

Selv om Kina har trukket regionens vækst til tocifrede vækstrater i mere end ti år, pegede Jetin på store modsætninger i den kinesiske akkumulationsmåde. Der finder for det første en "overudbytning" sted, som gør Kina helt afhængig af udenlandsk forbrug. Kina har på nuværende tidspunkt ingen forbrugere, der kan aftage den kinesiske/sydøstasiatiske produktion, fordi arbejderbefolkningen lever på kanten af (u)mulig reproduktion. Derfor er Kina dybt afhængig af Vesten – og især USA, der er "consumer of last ressort" – for at afsætte varerne til forbrug. USA’s kæmpe gæld er finansieret af Kina (som køber amerikanske statsobligationer),som til gengæld afsætter sine forbrugsvarer i USA. Det gensidige afhængighedsforhold sætter den "rene" markedsmekanisme ud af kraft og gør USA’s position som verdensvaluta til en politisk affære mellem stormagterne.

Tendensen til overproduktion af varer slår over i en overakkumulation af kapital. Den tårnhøje profitkvote, som er i Kina pga. den høje udbytning, bliver reinvesteret massivt i ny produktion – en blind akkumulation i stil med den vesteuropæiske på Marx’ tid. Det er akkumulation for akkumulationens skyld. De massive investeringer er simpelthen den eneste måde at komme af med profitten på. Samtidig foregår der enorme omstruktureringer i Kina med forfærdelige sociale konsekvenser for arbejderne. Tvangsmigrationen fra land til by for at tilfredsstille behovet for arbejdskraft kapper alle tidligere sociale og kulturelle bånd, og skaber kæmpe boligsociale problemer i byerne. Industriel omstrukturering foregår ofte og i meget stor målestok, som betyder at arbejderne bliver fyret fra den ene dag til den anden. Selv om der er tale om hundrede millioner af nye arbejdere er blevet skabt gennem migrationen, meldes der allerede om mangel på arbejdskraft i dele af den kinesiske industri.

Jetin pegede således på, at de sociale spændinger i landet er meget større, end man i Vesten får indtryk af. En deltagende kinesisk kammerat, Au fra Hong Kong, kunne bekræfte dette billede. Bl.a. havde han og andre dokumenteret arbejdskampene for et værdigt liv med et værdigt arbejde blandt kvinder i den kinesiske batteriindustri. Der er m.a.o. arbejdskampe og massive mobiliseringer og demonstrationer, som presser Kinas akkumulationsstruktur indefra. Spørgsmålet om Kina og den sydøstasiatiske region kan blive en ny ledende kapitalistisk supermagt, har således meget at gøre med de interne politiske forhold.

Der er således flere barrierer for at den kinesiske kæmpe kan trække den globale kapitalisme ud af krisen og frem mod en ny optur. For det første en indre begrænsning i akkumulationsstrukturen pga. manglende intraregional forbrug af både produktions- og konsumptionsmidler. Der er for meget eksport og for lidt selvforsyning. For det andet er der et problem i de sociale spændinger, der truer med at kaste landet ud i konflikter, der skader akkumulationen. En forudsætning for at Kina kan udvikle sig til hegemon i det kapitalistiske verdenssystem er, at der skabes et hjemligt socialt kompromis med arbejderbevægelsens ledelse omkring kapitalismen: I USA udvikledes det såkaldte "produktivistiske kompromis" efter 2. Verdenskrig, og i Englands storhedstid hed det med Cecil Rhodes’ berømte ord "social imperialism".

Begge forudsætninger har lige nu lange udsigter, men det kan ikke afvises, at Kina og den østasiatiske region udvikler disse aspekter ved akkumulationsmåden. Herved vil der muligvis opstå et momentum i den globale kapitalisme, som kan trække Vestens kapitalistiske lande med sig. I øjeblikket virker det imidlertid, som om Vesten trækker Kina med ned. Selvom landet har positive og relativt høje vækstrater, er de for nedadgående. Krisen sænker således Kinas vokseværk. Ikke mindst det lave forbrug i USA er en direkte årsag til langsommere vækst.

Klima- og fødevarekrisen

Med til samme diskussion hører spørgsmålet klima- og fødevarekrisen. Her præsenterede Esther Vivas og Daniel Tanuro to meget spændende indlæg. Både fødevarekrisen og klimakrisen lægger ydre begrænsninger på kapitalismens vækstmuligheder. Kapitalismen er et system, der har brug for råvareinputs. Og netop de råstoffer er truet af både klimakatastrofen og fødevarekrisen.

Tanuro analyserede klimakrisen. At klimakrisen er menneskeskabt, hersker der konsensus om. Kapitalismens ekstreme vækstbehov er blevet dækket af fossile brændstoffer, der har muliggjort produktivkræfternes enorme udvikling. De miljømæssige konsekvenser melder sig nu i form global opvarmning og ubalance i jordens klima. De forstyrrelser er ikke bare en indirekte trussel mod kapitalismen, idet naturressourcer bliver stadigt sværere at udvinde og gøre til inputs i produktionen. Der sker også en direkte destruktion af produktionsapparatet og infrastrukturen – som ved orkanen Katrina i USA. Omkostningerne ved sådanne katastrofer – hvilket en tredje oplægsholder, Klaus Engert, gjorde opmærksom på – var enorme og udgjorde en direkte reduktion i den ophobede merværdi.

Vivas gjorde opmærksom på, at fødevarekrisen ligeledes er et resultat af kapitalismen – og især den nyliberale kapitalisme. Da nyliberalismen blev dominerende politik i USA og dermed de internationale institutioner, som IMF, WTO o.a., blev det sund fornuft at omlægge landbrugsproduktionen til monokultur for at blive konkurrencedygtige. Resultater er i dag, at historisk set lokalt forankret produktion er forsvundet og har eksponeret fattige lande for Vestens fødevareimperialisme – dvs. statssubsidieret landbrug i USA og EU. Samtidig har det gjort disse lande afhængige af import af basale fødevarer, som i konkurrencedygtighedens hellige navn er blevet udryddet. Fx risdyrkning i flere mellemøstlige og asiatiske lande. Under fødevareboblen, der begyndte i 2006 og kulminerede i 2008, var de menneskelige omkostninger ved monokulturen enorme. Hungersnød var resultatet.

En afledt konsekvens af specialiseringen indenfor landbruget er en kraftig vækst i transport af fødevarer. Det har været kraftigt medvirkende til stigningen i udledningen af CO2 på verdensplan. På den måde må klima- og fødevarekriserne ses i tæt sammenhæng. En indsats for at nedbringe CO2 må nødvendigvis indebære en omstrukturering af fødevareproduktionen på verdensplan. Imidlertid står dette også i modsætning til en fortsættelse af kapitalistisk vækst, idet verdensmarkedet indskrænkes kraftigt herved.

5 – Den globale kapitalismes endeligt?

Med de dystre udsigter for den globale kapitalisme er det svært at pege på en ny optur. Ernest Mandel, tidligere ledende økonom i Fjerde Internationale, pegede i sine analyser af kapitalismens lange bølger på, at enhver ny optur kun kan komme i stand ved hjælp af pludselige forandringer i extra-økonomiske forhold: fx pludselig ekspansion af verdensmarkedet (åbningen af Sovjet og Kina); krige, der kraftigt reducerer kapitalens organiske sammensætning (2. Verdenskrig), eller teknologiske revolutioner.

Spørgsmålet er hvilke extra-økonomiske forhold, der skal til, for at redde kapitalismen denne gang. Der er endnu ikke tegn på nogen ny teknologisk revolution. Det er svært at se, hvilke lande, der er parate til at lancere en ødelæggende krig, som vil koste millioner af menneskeliv. Ligeledes er der heller ikke tegn på, at politikerne vil destruere kapital ved at tillade massive konkurser. Hvis kapitalismen genopfinder sig selv og overskrider sine nuværende strukturelle modsætninger – blot for at reproducere dem i endnu større målestok – ser det ikke ud til at blive før den nuværende økonomiske og økologiske krise

Opslået i Økonomi

single.php