Somalia blev den tredje front i Bush- administrationens globale terrorkrig efter Afghanistan og Irak. Det vil efter al sandsynlighed også blive det første sted, hvor fronten bryder sammen, og USA udsættes for et nederlag som efter invasionen i 1993-94.

af Vagn Rasmussen

Sunday Herald bragte den 17. oktober en artikel fra sin rapporter i Nairobi, Steve Bloomfield, der bekræfter, hvad der længe har stået klart for alle, der følger med i udviklingen i Somalia: Det amerikansk betalte etiopiske eventyr i Somalia vil snart være forbi!

Bloomfield skriver i sin rapport, at analytikere mener, at ”de etiopiske tropper og deres allierede kun kontrollerer nogle få områder i Mogadishu og nogle gader i Baidoa, som er sæde for parlamentet”. Han hævder, at det er umuligt for den etiopiske hær, der angreb Somalia i december 2006 med anslået 30.000 elitesoldater, at trække de resterende omkring 2500 mand tilbage via landjorden, fordi alle veje nu er lukket af oprørsstyrker. En troppeafdeling med udrustning måtte for nogle uger siden begynde tilbagetrækningen fra Mogadishu ad søvejen.

Sammen med den etiopiske hær vil den ”FN-støttede Somaliske Føderale Overgangsregering”, som man ofte udtrykker sig, også forsvinde. Overgangsregeringen (TFG) blev dannet i Kenya i oktober 2002 og bestod af nogle af verdens værste krigsforbrydere. Den værste krigsforbryder af dem alle, Abdullahi Yusuf, blev Somalias præsident!

Bloomfield hævder, at der allerede er udarbejdet hemmelige planer for en evakuering af regeringen og parlamentet til Kenya. Mange parlamentsmedlemmer havde i forvejen søgt tilflugt i Kenya, men nu har en invitation fra Intergovernmental Authority on Development (IGAD) bevirket, at resten af parlamentet vil komme til Kenya sammen med det meste af regeringen. IGAD består af den somaliske regering og de provestlige regeringer i Somalias fjendtlige nabostater, og det var IGAD, som påtog sig rollen som vært under de mere end to og et halvt års forhandlinger mellem krigsherrer, før regeringen var på plads i 2002. De langstrakte forhandlinger kostede mere end 100 millioner dollars, som hovedsageligt blev betalt af skatteyderne i EU.

Militær taktik og politik
Når det gælder Bush’s krig mod terror, er det generalerne i Pentagon, der fører ordet. Generaler kan bedst tænke i termer som antallet af tropper og deres udrustning. Og alene set ud fra dette synspunkt var der ingen tvivl om, at den etiopiske hær – Afrikas næststørste – meget let kunne løbe ”pjaltehæren” fra de Islamiske Domstole, som kontrollerede størstedelen af Somalia i slutningen af 2006, over ende.

Men politisk set var det en bommert. Man så fuldstændigt bort fra, at det ”kristne” Etiopien og det muslimske Somalia havde været arvefjender siden midten af det 16. århundrede. Og man så også bort fra, at den etiopiske hær igennem mange år forgæves har forsøgt at bremse et stigende oprør i selve Etiopien med de mest brutale former for vold.

Volden, den etiopiske regering og dens lakajer i krigsherreregeringen har udløst i Somalia, har været uden sidestykke nogetsteds i Afrika i moderne tid. Et åbent opgør i Mogadishu fra februar til midten af april 2007 blev nedkæmpet ved, at man bevidst bombarderede de beboede områder, og omkring 700.000 indbyggere fra Mogadishu måtte flygte så hastigt, at de endog ikke nåede at begrave alle døde. I bombardementerne deltog også helikoptere, der kom fra søsiden – USA har foretaget mange luftangreb i Somalia! – der bombede med fosforbomber og andre kemiske våben. En periode med plyndringer, massevoldtægter, massearrestationer, massedeportationer til de berygtede CIA-fængsler i Etiopien og massehenrettelser – også ved at skære struben over på civile – fulgte efter ”sejren”.

”Hvor er de Forende Nationer? Hvor er den Arabiske Liga og den Afrikanske Union? Hvor er de humanitære organisationer? Hvorfor er de dødstille over for disse forbrydelser mod menneskeheden?”, spurgte Leila Aden, hvis hus var blevet ramt af en etiopisk granat under en massakre, som blev begået den 9. november 2007, og hvor mere end 100 civile blev dræbt – heraf nogle på grusomme måder.

Ja, hvor er FN, USA, og EU? De har udsendt fordømmelser, men de har på intet tidspunkt trukket deres anerkendelse af den somaliske forbryderregering eller deres accept af det etiopiske angreb på Somalia tilbage.

Guerillataktik
For oprørerne betød nederlaget, at de skiftede taktik til at anvende en guerillataktik, hvor hit and run angreb i begyndelsen spillede den største rolle. Men efterhånden som oprørsgrupperne voksede i styrke – et utilsigtet resultat af brutaliteten fra deres modstandere – blev de også i stand til at bide sig fast i de erobrede områder. I slutningen af august erobrede oprørsstyrker fra Al Shabab (der betyder ”ungdom”) Somalias tredje største by, havnebyen Kismayo 500 km. syd for Mogadishu. ”Fra Kismayo”, fortalte Reuters den 19. september, ”har de ifølge lokale kilder konstant udvidet det område, de kontrollerer”. De har jaget resterne af regeringens styrker væk fra de utallige checkpoints, de havde oprettet langs vejen til Mogadishu, og hvorfra de tvang penge og værdigenstande fra trafikanterne. Nu kan folk rejste hele den 500 km lange vej fra Mogadishu og til Kismayo uden at betale andet end brændstoffet. Det samme har man gjort i andre befriede områder, hvor fredelige tilstande langsomt er ved at blive genetableret.

Det er noget, almindelige mennesker kan forstå! Når man i mere end et år har måttet lide under de gangstere, som kaldes regeringssoldater, men som under trusler om drab har plyndret den civile befolkning hæmningsløst, så er fred for gangsterne i første omgang det vigtigste. Og så gør det for dem formentlig ikke så meget – endnu i hvert fald – at også de mere yderligtgående grupper har vokset sig stærkere på grund af forbrydelserne, det internationale samfunds optræden og det faktum, at mange ældre somaliske politikere er dybt korrupte.

Splittelsesforsøg
Situationen for etiopierne og regeringen er desperat. Hver eneste dag hamrer oprørerne løs på deres sidste stillinger. Deres forsyningslinier er afbrudt, og hvis de forsøger at slippe ud af fælden, bliver de også angrebet.

Også de omkring 3000 ugandiske og burundiske soldater fra den Afrikanske Unions Mission i Somalia, AMISOM, der var tænkt som en fortrop for endnu flere ”fredsbevarende styrker”, er gerådet ud i store vanskeligheder. For lige som etiopierne har de besvaret angreb fra oprørerne med hensynsløse bombardementer af civile områder. Den 22. september bombarderede de således Østafrikas største udendørs markedsplads, Bakara marked i Mogadishu, hvad der ifølge FN’s nyhedsbureau fremkaldte den værste massakre nogensinde på Bakara marked. Som en følge heraf deltager der nu også civile kræfter i angrebene blandt andet på AMISOM.

I en begyndende erkendelse af at den brutale vold kun betød, at modstandsbevægelsen voksede, har det internationale samfund forsøgt at så splittelse i modstandernes paraplyorganisation, Alliancen for Genbefrielse af Somalia.

Til dette formål blev Den Internationale Kontakt for Somalia – stiftet på amerikansk initiativ for regeringer, der støtter USA – lavet om. Det fælles formandskab mellem den norske og den amerikanske regering blev afskaffet til fordel for udnævnelsen af FN’s særlige udsending til Somalia, Ould Abdalla, til ny formand. Kommet så langt indbød Kontaktgruppen regeringen og oppositionen til et møde. Dele af Alliancen underskrev efter mange spilfægterier en fredsaftale med regeringen i Djibouti den 9. juni. Ifølge aftalen skulle en våbenhvile mellem regeringen og Alliancen være i kraft over hele Somalia en måned efter, og de etiopiske tropper skulle begynde at forlade Somalia tre måneder senere – under den betingelse, at der i mellemtiden var blevet indsat en tilstrækkelig stor fredsstyrke fra FN, der kunne overtage etiopiernes rolle i Somalia.

Problemet var blot, at ingen af de underskrivende parter rådede over styrker, der kunne effektuere aftalen. Nogle dage senere skrev Voice of America, at aldrig før havde kampene været så voldsomme, som efter underskrivelsen af fredsaftalen.

Private økonomiske interesser
Somalia er et udpræget klassesamfund. Mens langt de fleste somaliere er fattige og mere end 2 millioner somaliere må sulte, så findes der også en mikroskopisk gruppe af meget velhavende private forretningsfolk. Disse velhavende forretningsmænd har spillet en vigtig rolle i somalisk national politik.

Under den folkelige opstand imod den amerikansk finansierede krigsherrealliance, som bragte Unionen af Islamiske Domstole (UID) til magten i foråret 2006, skrev The Scotsman den 26. maj 2006: ”Det står forretningsinteresser bag kampene. Både krigsherrerne og de forretningsmænd, der bakker op om de islamiske militser, ønsker kontrol med lukrative havne, lufthavne og checkpoints ved vejene, hvor militser kan opkræve skatter”.

Det antages desuden, at en af Somalias rigeste mænd, Abukar Omar Aden, gennem sit Banadir Kompagni betalte omkring 75 procent (!) af udgifterne til UID’s krigsførelse. Da UID måtte trække sig tilbage til jungleområderne ved Kenyas grænse fulgte Abukar i første omgang med militserne og sine investeringer til disse jungleområder. Herfra fik han senere en mulighed for at komme til Kenya og fortsætte sin kombination af egne private erhvervsinteresser og sin ”støtte” til somalisk national politik.

Sheik Sharif Aden er et andet typisk eksempel. Også han er meget velhavende, og han har især forretningsinteresser i USA.

Først lagde Sheik Aden sine privatøkonomiske æg i overgangsregeringens og krigsherrernes kurv. Han blev formand for det somaliske parlament. Men da han så blev gået som parlamentsformand, svingede han totalt over, var med til at grundlægge Alliancen for Genbefrielse af Somalia og blev endog formand for centralkomiteen.

Nu er Sheik Aden og Abukar igen svunget over. De støtter begge to Djibouti-fløjen af Alliancen – den fløj, som underskrev ‘fredsaftalen’ i juni 2008. Dette er en vigtig grund til, at den tidligere formand for Alliancen, Sheik Sharif Ahmed, også gør det.

Med i billedet af ”klassemodsætningerne” i Somalia hører også, at de kræfter i UID, som kæmper aktivt i i Somalia, normalt støtter de fattige. Det blev tydeligt, da forretningsfolk fra bl.a. Bakara marked nægtede at modtage de gamle somaliske shillings som betalingsmiddel. De krævede dollars for deres varer – en valuta, som fattige mennesker har meget lidt af. De voldsomme og succesfulde hungerdemonstrationer, som blev resultater i august 2008 i Mogadishu og andre byer, blev organiseret af UID.

Modsætninger i oprørsbevægelsen
Omkring 40 tidligere medlemmer af det somaliske parlament, omkring 250 delegerede fra forskellige områder af Somalia (mest medlemmer af UID), repræsentanter for somaliere i diaspora og politiske og religiøse ledere udgjorde forsamlingen i Eritreas hovedstad, Asmara, da Alliancen for Genbefrielse af Somalia blev stiftet først i september 2007.

Men andre kræfter i modstandsbevægelsen deltog ikke. Det gjaldt nogle grupper i Al Shabab, som blev betragtet som en vigtig del af UID’s væbnede styrker.

Tonen var særdeles krigerisk: ”Vi har materiel, motivation og styrker nok til at befri vores fædreland,” sagde den tidligere informationsminister i den forrige regering under Abdulkassim, Zakaria Mohamud Abdi, i sin hovedtale. (Da Zakaria også er britisk statsborger, blev han senere opstillet som kandidat til Londons byråd af den engelske pendant til Enhedslisten, RESPECT, ved kommunevalget i Storbritannien.)

Den voldsomme retorik kunne ikke skjule, at deltagerne på mange punkter var uenige om vejen til genbefrielse af Somalia. Derfor nøjedes Alliancen med at love, at den ville stå sammen, indtil de sidste etiopiske tropper havde forladt Somalia.

Siden er der opstået et væld af nye modstandsgrupper af forskellig art. Fælles for dem synes at være, at de er opstået på landjorden i Somalia i overensstemmelse med de krav situationen her har stillet, og de synes kun i ringe grad at interessere sig for, hvad der sker på de ”bonede gulve”. Og efterhånden som befrielsen af Somalia kun synes at være et spørgsmål om tid, så skærpes den interne strid imellem oprørsgrupperne indbyrdes om, hvilken form, det befriede Somalia skal have.

Andre aktive modstandsmilitser, f.eks. dem, der ledes af Somalias største klan, Hawiye, som stod i spidsen for den åbne opstand i Mogadishu fra februar til april 2007, holder også en vis afstand til Alliancen. Men de holder også en vis afstand til de grupper af Al Shabab, som sydfra er kommet til Mogadishu fra Kismayo-området. Dette blev tydeligt, da Al Shabab i Mogadishu den 22. september erklærede den internationale lufthavn i Mogadishu for lukket. I de mange angreb på lufthavnen, som foregik senere, syntes militsen fra Al Shabab at have været temmelig alene. Men så snart det gjaldt angreb på regeringen, etiopierne og AMISOM’s tropper i almindelighed, så synes alle andre oprørsgrupper i Mogadishu også at deltage.

Situationen på lidt længere sigt
Den 22. oktober meddelte formanden for rådet for Hawiye-klanen, Mohamed Hassan Haad, at man nu var nået frem til enighed med Al-Shabab i Mogadishu, hvilket formentlig kan betyde en bedre koordinering af oprøret i denne by.

Men det viser også, at i et land, som vrimler med bevæbnede oprørsgrupper, kan man altså ikke – trods heroisme og offervilje – bare komme vadende ind i en by og tro, at man kan påtvinge den lokale befolkning og dens militser sin vilje og sin ideologi. Det er en lærdom, som Al Shabab også har taget til sig i Kismayo.

I vurderingerne af, hvad der kan ske i Somalia, gør man klogt i at møde de informationer, man modtager fra de vestligt-ejede nyhedsmidler, med stor skepsis. Efter at UID havde fået magten i Mogadishu, var det dens taktik at opfordre alle områder, som man ville inddrage i kampen mod krigsherrerne, til at danne deres egne islamiske domstole. Dette var i regelen tilstrækkeligt til, at krigsherrer og pirater valgte at flygte.

Ved dannelsen af UID bestod den af 15 klanbaserede domstole, der dømte efter deres egne regler – en blanding af gammel somaliske sædvaneret og forskellige udlægninger af koranen. Men i de efterfølgende måneder opstod der over 100 nye islamiske domstole. At søge at koordinere denne store bevægelse var en opgave, UID ikke blev færdig med, før det etiopiske angreb.

Med så mange domstole, der tilmed dømte efter deres egne regler, var det umuligt at undgå, at det også kom til overdrivelser. De lange de fleste vestlige nyhedsmedier generalisere disse overdrivelser og påstod, at en tilværelse under UID ville indebære, at befolkningen hverken måtte se fodbold eller film, at samkvem mellem kønnene var forbudt, ligesom det også var forbudt af spille musik og at danse.

Der er slet ingen grund til at tro den officielle begrundelse for angrebet: at man ville fange Al Qaeda-medlemmer.

”Osman bin Ladens Al Qaeda har ikke formået at opbygge en base i Somalia i løbet af de sidste 10 år,” hed det i en rapport fra Combating Terrorism Centre ved West Point under det amerikanske forsvarsministerium, offentliggjort i Washington Examiner den 1. maj, 2007. Betingelserne var for hårde for Al Qaeda ”takket være landets ugæstmilde klima og fjendtlige klaner”.

Men på den anden side – det, som Al Qaeda ikke var i stand til selv at gøre, ser ud til at lykkes ved hjælp af angrebet fra Etiopien. Der findes faktisk grupper i dag, som mener, at bin Laden har ret.

Efter alt at dømme er de ikke særligt stærke. De løber desuden ind i det problem, som også gjaldt for eventuelle planer om at oprette Al Qaeda-baser før invasionen, at befolkningen i Somalia forkaster bin Ladens metoder. I et land med masser af våben og væbnede militser er dette noget af et problem for de yderligtgående fundamentalister.

Religion og politik – i Somalia og i vesten
Da Somalia blev selvstændigt i 1960, skete det på baggrund af en forfatning, som var Afrikas mest demokratiske. Den tillod oprettelsen af politiske partier, der kunne konkurrere om magten. En del af disse politiske partier, findes endnu.

Den somaliske forfatning byggede altså på ideen om demokratiske partidannelser, og den adskilte statsforvaltningen fra religionen.

Bortset fra Siad Barres et-parti-system, så har samtlige somaliske forfatninger siden også bygget på en demokratisk ret til at danne politiske partier. Og adskillelsen mellem forvaltning af stat og religion er blevet opretholdt.

Men samtidigt har de alle også bygget på en anvendelse af Sharia i blandt andet retsplejen: Det gælder også den nuværende forfatning, som er blevet til under nøje tilsyn af vestlige lande.

Nu er sharia mange ting, også regler for en fornuftig form for omgang mellem mennesker. Der eksisterer sikkert lige så mange tolkninger af sharia og af Koranen, som der findes af Bibelen, og det siger ikke så lidt. Men inddragningen af sharia i forfatningen understreger først og fremmest, at somalierne er muslimer.

Sammenblandingen af retspleje og religion er ikke så usædvanlig, som mange tror. I USA er det umuligt at vidne i en retssag uden, at Vorherre drages ind i eden.

Og sammenblandingen mellem statsforvaltning og religion er heller ikke så usædvanligt i vesten og i Danmark, som mange umiddelbart vil tro. Ingen dansk statsborger – kristen, muslim, Asa-tilbeder, hinduist eller ateist – kan rejse uden at fremvise et pas, der på indersiden af omslaget har et kristent kors.

I den danske grundlovs § 4 står der: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”. (Selv når man melder sig ud af folkekirken, må man bidrage til at betale præsternes løn). Og § 6 siger: ”Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.”

Det er altså ikke bare muslimer, der blander tingene sammen.

Først og fremmest bør somalierne sættes i stand til selv at bestemme over deres eget land. Så længe diskussionen om Somalias fremtid foregår under besættelse og krig, kan ingen ægte demokratisk proces finde sted.

Når det så først er lykkedes, bør man heller ikke glemme, at over 2 millioner somaliere for tiden er nødt til at opholde sig i diaspora mange i demokratiske lande. De vil være med til at påvirke Somalia i demokratiske retning, og hvis invasion og krig afløses af et samarbejde mellem ligeværdige parter, kan en demokratisk udvikling også fremmes udefra.

Men selvom bl.a. Sunday Herald bedømmer situationen for Somalias befrielse som meget positiv, så kan imperialismen stadig fremvise en formidabel styrke – og mulige overraskelser.

Vagn Rasmussen er medlem af STS International Solidarity.

Sunday Heralds artikel kan læses her:
Troop pull-out leaves government on brink

Referat af et lukket møde mellem USA og deres allierede på Afrikas Horn, der viser deres uenighed og de vanskeligheder, de står overfor, kan læses her:
MEETING OF US ALLIES IN THE HORN REGION – An inventory and observation

Video fra den britiske fjernsynskanal Chanel 4, bl.a. fra Mogadishu, der viser den britiske regerings medskyld i massakrerne i Mogadishu.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com