Refleksioner over hvorfor det aldrig lykkedes at få venstreorienteret arbejderorganisering til at slå rod i Afrika.

 

I starten af 1950erne var der en mægtig bølge af folkelige mobiliseringer over hele kontinentet, inspireret af bestræbelserne på at opnå frihed og ryste det koloniale åg af sig. Over hele kontinentet overbeviste nationalistiske partier folk om, at vejen til frihed gik igennem politisk uafhængighed.

Siden dengang er mange af uafhængighedens landvindinger, der kostede millioner af menneskeliv i Afrika, blevet rullet tilbage med privatiseringen af almene offentlige goder, samt berøvelsen af jord, ved arbejdsløshed og stigende priser på fødevarer, bolig og andre livsfornødenheder. Som reaktion på dette har utilfredsheden bredt sig over hele kontinentet, med spontane udbrud og masseopstande, der i nogle tilfælde har resulteret i, at regimer er blevet væltet – regimer, der er blevet opfostret og fremelsket af imperialismen (f.eks. i Tunesien, Egypten og Burkina Faso). Under sådanne omstændigheder skulle man tro, at der var grobund for fremvæksten af stærke arbejderorganiseringer over hele kontinentet. Hvorfor er det så ikke sket?

Der er opstået venstreorienterede og kommunistiske partier af vekslende størrelse og indflydelse i en række lande over hele kontinentet, på trods af den voldelige koloniale undertrykkelse. Disse partiers politiske strategi har i mange tilfælde været at slutte sig sammen med nationalistiske partier i kampen for uafhængighed. Det var i tråd med datidens politiske dogme, teorien om revolutionen i etaper, ifølge hvilken kommunisterne ikke alene skulle støtte fremvæksten af et nationalt borgerskab som et led i "den nationale demokratiske revolution", men også overlade lederskabet til de nationalistiske bevægelser, sådan som vi har set det med Sydafrikas Kommunistiske Parti, der siden 1994 har underordnet sig ANCs lederskab.

De fleste nationalistiske regeringer, i mange tilfælde støttet af venstrefløjen, er ved magtovertagelsen gået ud fra, at alt, hvad der skulle til for at opfylde massernes krav, var at tage magten over staten. Men det, som de overså, var, at staten i sig selv var en kolonialistisk stat, der var etableret for at tjene, beskytte og fremme den imperialistiske magts interesser og dens følgeskab af koncerner og banker. Denne stat havde monopol på voldsanvendelse. Den havde politistyrker, hær og specialstyrker – også de lokale myndigheders opbygning og beføjelser, sådan som de var indrettet af kolonimagterne – alle disse ting var der stadigvæk, grundlæggende intakte, selv om de var indsvøbt i det nationale flags farver. Den kapitalistiske stats opbygning var der stadigvæk, også når der var regimer, der påberåbte sig ”marxisme-leninisme” som i Mengistus Etiopien.

Der var ikke mange, der forstod farerne ved at erobre den kapitalistiske stat, frem for at skabe alternativer til den. Til disse få må regnes Patrice Lumumba (Congo), Amilcar Cabral (Guinea-Bissau) og Tomas Sankara (Burkina Faso). Det, der var fælles for dem, var deres engagement med hensyn til at skabe alternativer til kolonistaten. Og meget sigende blev de alle tre myrdet af deres egne kammerater, i samarbejde med de imperialistiske magter.

Cabral sagde det meget tydeligt: ”Det er vores opfattelse, at det er nødvendigt fuldstændigt at ødelægge og knuse, at gøre alle sider af kolonistaten i vort land til aske for at gøre alting muligt for vort folk.”

Selv om statens undertrykkende sektorer var blevet iklædt nye farver, så forblev deres rolle den samme – at beskytte kapitalismens interesser i de (tidligere) kolonier. Og da den nye middelklasse og partifunktionærerne, der nu bemandede den ny-koloniale stat, opdagede mulighederne for privat berigelse og plyndring, som adgang til staten åbnede op for, så svandt deres interesse i at omforme staten.

Afrikanisering – eller i Sydafrikas tilfælde ”Sort Økonomisk Magt” – var krigsråbet for det fremadstormende nationale borgerskab, der skulle legitimere adgangen til den private berigelses kilder. Den voksende tilstedeværelse af tværnationale selskaber og internationale finansinstitutioner og den voksende interesse i at ”investere” – især i råstofudvinding – gav dem alt for mange lukrative muligheder til bare at overveje forandringer i den økonomiske magtfordeling. Staten blev en honningkrukke og derfor tit skueplads for konflikter mellem fraktioner af den fremadstormende klasse. I nogle tilfælde sluttede ledende medlemmer af venstrefløjen op i det nationale borgerskabs rækker, som vi lige har set det med Cyril Ramaphosa og andre i Sydafrika.

Som Fanon udtrykte det: Det nationale borgerskab opdager dets historiske mission som et mellemspil… dets kald er ikke at omforme nationen, men mere kedsommeligt bare at være et transportbånd for kapitalismen, tvunget til at camouflere sig selv bag neokolonialismens maske. Det nationale borgerskab soler sig i stråmandens rolle i sine forretninger med det vestlige borgerskab, uden betænkelighed og med stor stolthed. Denne lukrative rolle, denne funktion som tredjerangs plattenslager, denne snæversynethed og mangel på ambition er symptomatisk for det nationale borgerskabs uduelighed med hensyn til at udfylde sin historiske rolle som et rigtigt borgerskab.

Når det udfylder sin rolle som stråmand for det vestlige borgerskab og som tredjerangs plattenslager, så vender denne klasse sig imod den venstrefløj, der hjalp den ind på den stejle sti mod magten, og slår dens tilhængere ihjel, sætter dem i fængsel, tvinger dem i eksil eller marginaliserer dem. Der var tale om et blodbad, da Gaafar al-Nimiery i 1971 satte en kampagne i gang imod et af de stærkeste kommunistiske partier i Sudan, som førte til en næsten total udslettelse af partiet. Selv dér hvor den organiserede venstrefløj ikke var særlig stærk, blev perioden efter uafhængigheden vidne til snigmord på venstreorienterede, f.eks. Tom Mboya, Pio Gama Pinto og J.M. Kariuki i Kenya, eller Chris Hani og for kort tid siden medlemmer af NUMSA og Abahlali base Mjondolo.

Den afrikanske socialisme blev fejret som svaret på kontinentets underudvikling i de første år efter uafhængigheden, men den blev alle steder forbundet med kravet om, at der kun skulle være ét parti. Uanset hvilken politisk farve det pågældende styre reelt havde, så var det ikke ualmindeligt for nationalister at proklamere et tilhørsforhold til socialismen, omend i en ”afrikansk” udgave.

Kwame Nkrumah var nok den mest venstreorienterede af nationalisterne, men heller ikke i Ghana blev der gjort forsøg på at afvikle kolonistaten. Som følge heraf bredte der sig en radikalisering blandt befolkningen. I 1961 organiserede jernbanearbejderne en national strejke, men staten blev i tiltagende grad diktatorisk, og uafhængig politisk organisering blev undertrykt, indtil det endte med proklamationen af et-parti-staten. Nkrumahs politiske skrifter rykkede meget længere til venstre efter det statskup, der fældede ham i 1966.

Samtidig med dette skabte Julius Nyerere sin egen særlige udgave af socialisme – Ujamaa – i kølvandet på revolutionen i Zanzibar, hvor han organiserede undertrykkelsen af Abdulrahman Babus Umma-parti. Nyereres Arusha-erklæring proklamerede en et-parti-stat, og forhindrede på den måde den uafhængige organisering af venstreorienterede arbejderklasseorganisationer. Ahmed Sékou Touré, der engang var en glødende fagforeningsmand, førte Guinea til uafhængighed i 1958, og i 1960 proklamerede han sit parti, Partie democratique de Guinée, som det eneste lovlige parti. Kombinationen af repressive et-parti-stater, der erklærer sig selv som ”socialistiske”, udviklingen af stalinisme i Sovjetunionen med dens egen form for undertrykkelse og et-parti-styre, og dens definitive ophør efter Berlinmurens fald – alt dette har bidraget til at bringe ideen om ”socialisme” som en progressiv kraft i miskredit. I mange lande er ordet ”socialisme” blevet et fy-ord, der er røget ud af dagligsproget.

Der er også et andet forhold, der har hæmmet udviklingen af en venstrefløj i Afrika, som må tages i betragtning. De seneste tredive år med neoliberal politik har ikke bare medført en materiel forarmelse, men også en forarmelse af erindringen. Mange mennesker, der er født i kølvandet på implementeringen af strukturelle tilpasningsprogrammer, har mistet forbindelsen til deres egen historie i en verden, der er druknet i CNN- og McDonalds-kulturen.

Som Milan Kundera har sagt det: Det første skridt i retning af at udslette et folk er at udviske dets erindring. Tilintetgør dets bøger, dets kultur, dets historie. Få derefter nogen til at skrive nye bøger, fabrikere en ny kultur og opdigte en ny historie. Inden længe begynder nationen at glemme, hvad den er, og hvad den var. Overalt i verden vil den glemme stadig hurtigere… Menneskets kamp imod overmagten er erindringens kamp imod at blive glemt. Vi står stadigvæk med den udfordring, der består i at opbygge slagkraftige venstreorienterede aktiviteter i arbejderklassen. Uanset hvilke begrænsninger vores historie må have givet os i arv, så må vi se den virkelighed i øjnene, at efter uafhængigheden har vore nationale borgerskaber vist sig ude af stand til at opfylde deres løfter.

Tredive år (eller godt og vel tyve år i Sydafrikas tilfælde) med neoliberal politik, som denne klasse gladeligt har indført, har resulteret i levevilkår for det store flertal, som på mange måder er værre, end da uafhængigheden blev opnået. Utilfredsheden er voksende i dag, især blandt de unge. Men der er også en mere omfattende desillusion i forhold til de postkoloniale regeringer, som stammer fra disse regeringers tab af troværdighed og legitimitet. Denne klasses evne til at føre an hen imod en virkelig frigørelse bliver i stigende grad draget alvorligt i tvivl.

De objektive forhold frembyder, i det mindste som mulighed, gode betingelser for opbygningen af en venstreorienteret bevægelse, men det kan man ikke gøre på grundlag af en 40 år gammel analyse af kapitalismens og imperialismens natur, sådan som store dele af venstrefløjen har været vant til. Der ligger et arbejde foran os med at få en bedre forståelse af, hvordan nutidens finanskapital er skruet sammen, og hvordan den fungerer i "perferierne". Det er nødvendigt med denne analyse, hvis vi skal kunne forstå den kendsgerning, at arbejdspladsen ikke er det eneste sted, hvor udbytningen foregår – det sker også gennem huslejen, privatisering af sundhed og social velfærd, uddannelse, jord, vand, elektricitet og så videre. Alle disse forhold må undersøges nærmere.

Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

Firoze Manji er leder af Pan-African-Baraza i Nairobi, Kenya. Han tweeter på @firozem

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opslået i Afrika

single.php