Der er kommet en ny fortælling om Afrika i de internationale medier, især i økonomiske og akademiske tidsskrifter. Det centrale er ikke længere den såkaldte ”afro-pessimisme”, som giver bistands-NGOer et dække for at kaste sig over deres civiliserende, nykoloniale arbejde i Afrika.

 

Nu bliver vi belært om ”afro-optimisme”, som er stærkt tilbøjelig til at fortrænge den ”afro-pessimistiske” fortælling, på baggrund af BNP-vækstrater på omkring 5 procent i gennemsnit over de sidste 10 år. I den borgerlige logik er Afrika derfor faktisk det næst-stærkeste (efter Asien) kraftcenter i verden, på et tidspunkt, hvor mange lande i de traditionelle kapitalistiske lande svinger mellem afslutningen på en økonomisk krise og frygten for, at der starter en ny.

Et blandt flere udtryk for Afrikas økonomiske opvågnen er, at der kommer stadig flere afrikanske millionærer og milliardærer, ligesom den afrikanske middelklasse vokser og ser ud til at vokse eksponentielt. Ifølge den Afrikanske Udviklingsbank tilhører en af ud af tre afrikansre nu middelklassen. Vi får at vide, at det kun vil blive bedre i fremtiden, og at ”afsmitningseffekten” på et senere tidspunkt også vil komme de fattige til gavn. Denne ”afro-optimisme” skummer endda over til ”afro-entusiasme”: Hvordan kan vi lade være med at juble over denne forestående frigørelse af Afrika?

Men på trods af disse faktiske ændringer i så godt som alle afrikanske lande er denne højt besungne vækst på ingen måde vejen til frigørelse. Tværtimod minder det om en sminket udgave af undertrykkelsesmekanismer og social uretfærdighed.

Der er ingen, som betvivler den gennemsnitlige vækst i Afrikas bruttonationalprodukt, i nogle lande endda tocifrede tal, som man ikke i øjeblikket ser nogen steder i de kapitalistiske centre. Men væksten i for eksempel Burkina Fasos BNP (7,9 procent i 2010, 4,2 procent i 2011, 9 procent i 2012, 7 procent i 2013) eller Etiopien (12,6 procent, 11,2 procent, 8,7 procent, 10,4 procent i samme periode), tåler ikke sammenligning med eller kommer bare i nærheden af, når vi snakker om (social) ”udvikling”, vækstrater i Danmark (1,4 procent, 1,1 procent, -0,4 procent, 0,4 procent) eller Schweiz (3 procent, 1,8 procent, 1 procent, 1,9 procent).

Den aktuelle lovprisning, som Afrikas vækst får fra kapitalismens tilbedere, går især på afkastet fra investeringerne, uanset hvor de kommer fra. Afrika har ”førertrøjen” på, hvad angår afkast på investeringer. Vækst af denne type, som nogle gange involverer afrikansk kapital, gavner mest transnationale firmaer, som især investeringer i udvinding, som stadig er den vigtigste kilde til vækst på kontinentet – en gammel ”specialisering”, som stammer fra kolonitiden.

I Ghana skabte olieudvindingen næsten en fordobling af BNP få måneder efter den started: fra 7,7 procent I 2010 til 14,4 procent I 2011. Bortset fra bidraget til den globale opvarmning, så har dette boom efterladt arbejderne på perronen, og de ghanesiske oliearbejdere var for nylig i strejke på grund af de lave lønninger sammenlignet med deres ”udenlandske” kollegaer.

De nye kapitalistiske landgrabbere (jord-overtagere), som tjener på denne vækst – blandt andet dele af det lokale borgerskab – skubber konsekvent hundredtusinder af bønder ikke op i en middelklasse, som angiveligt skulle vokse eksplosivt, men ned i et overudbyttet landbrugs-proletariat, hvor afgrøderne mest er til eksport. Dette proletariat omfatter for eksempel børn i det vestlige Etiopien, som således bliver afskåret fra grundlæggende skolegang. Dette mønster forstærker den traditionelle fødevareafhængighed, som fortsætter med at vokse, og som koster Afrika mindst 30 mia. US-dollar, selv i denne periode med vækst i BNP. Samtidig bliver den lokale småproduktion kvalt – og det bliver værre med ratificeringen af de økonomiske partnerskabsaftaler med EU.

Samtidig er transnationale firmaers patentrettigheder på frø med til at fremme en større afhængighed for Afrika på dette område, hvad enten det gælder GMO-frø eller frø, som er ”piratkopieret” fra de lokale samfund. Alliancen for en Grøn Revolution i Afrika og den Afrikanske Udviklingsbank er de største agenter for denne skadelige forretning fra transnationale frøfirmaer som Monsanto. En af de største aktionærer er ingen mindre end Bill & Melinda Gates Foundation, som under dække af filantropi, udøver sin indflydelse på den afrikanske elite, som har ansvaret for at formidle deres propaganda.

Profitter bliver udført fra Afrika i massiv skala, med lovlige eller ulovlige metoder, og med afrikanske regeringers medvirken. Det forklarer forsøget fra det fransk-Afrikas Godfather, Blaise Compaoré, på at manipulere med forfatningen og klamrer sig til magten – men for hver Compaoré, der skubbes til side af en folkelig bevægelse, hvor mange nye står så parat og håber på at komme til fadet og lykkes med det, som han ikke formåede? Den enevældige rigmandshersker Robert Mugabe gør klar til genvalg for sit dynasti via sin kone Grace Mugabe. I Congo sidder en anden hersker, som ikke tøver med at udløse et blodbad, hvis noget står i vejen for hans manipulationer. Afrika er frugtbar jord for kapitalistisk vampyr-virksomhed, som også de syd-sudanesiske fraktioners kamp om oliepengene viser. Et andet eksempel er massakren på minearbejderne i Marikana, Sydafrika, som tilsyneladende blev opmuntret af en tidligere fagforeningsformand, som nu er blevet mangemillionær.

Den nuværende fejring af BNP-væksten i Afrika er i virkeligheden en fejring af det projekt, som den nyliberale imperialisme har brygget sammen for Afrika. Det begyndte med struktur-tilpasningsprogrammerne, der blev serveret som en mirakelmedicin for gældskrisen, som den såkaldte ”tredje verdens” lande befandt sig i, og med ”hjælp” fra det internationale finansielle system.

Selv mens underholdende økonomiske forbindelser med de afrikanske stater, der afviger fra den imperialistiske tradition i Afrika, disse nye beføjelser er på ingen måde imod fremme og konsolidering af den globale kapitalisme. De ønsker at få bedre stillinger i den hierarkiske struktur, herunder overtagelse positioner traditionelle beføjelser, allieret og rival på samme tid. "Syd-syd-relationer" med Afrika er et aktiv på vejen mod realisering af denne ambition. På grund af sin rigdom af naturressourcer, Afrika viser sig at være en forudsætning destination for konsoliderede og nye magter.

Selv om der er tale om økonomiske relationer med afrikanske stater, som adskiller sig fra den imperialistiske tradition i Afrika, så er disse fremvoksende magter på ingen måde imod, at den globale kapitalisme vinder frem og konsoliderer sig. De ønsker at stå stærkere i den hierarkiske struktur, herunder at overtage nogle af de rollerne fra de traditionelle magter, som på en gang er allierede og rivaler. ”Syd-syd-relationer” med Afrika er en aktie på vejen til at realisere denne ambition. Takket være sine naturressourcer er Afrika et uomgængeligt mål for konsoliderede og fremvoksende magter.

Afrikanske kapitalister, milliardærer og millionærer, som I stigende antal “kommer ud fra regnskoven”, nyder helt sikkert godt af denne udvikling og ikke på nogen mindre kriminelle end andre. Samtidig er det ikke til nogen særlig fordel for det afrikanske folk generelt og især ikke for lønmodtagerne. For ikke at tale om de unge, som er ramt af meget høj arbejdsløshed, hvilket for eksempel fører til opslutning bag kriminelle sekter som Boko Haram. I den Centralafrikanske Republik, med dens vækstrate på 3 procent forud for den politiske krise, endte fattigdommen blandt de unge i en religiøs opdeling og splittelse mellem Seleka og anti-Balaka-militserne. En fælles organisering af de lokale samfund i Guinea, med inddragelse af folk omkring en fælles interesse i at forbedre levestandarden, ville ikke have befordret ebola-tragedien i Guinea, Liberia og Sierra Leone. De to sidstnævnte illustrerer også, hvor meningsløse de tocifrede vækstrater er, når det kommer til menneskelige fremskridt: I Liberia vækst i BNP på 15,7 procent, 10,5 procent, 13,8 procent, 10,2 procent og 11,3 procent i 2007, 2008, 2009, 2012 og 2013; i Sierra Leone 15,2 procent og 20,1 procent i 2012 og 2013. Og alt dette er sket uden nogen positive effekt for de fattige eller for sundhedstilstanden.

Der vokser ganske rigtigt en ny middelklasse frem, med tilknytning til jobs inden for computervidenskab, finans og business. Dens væsentligste kvalitet for lovpriserne af den nyliberale vækst ligger i dens bundløse, tåbelige forbrugerisme. Den udgør imidlertid kun et mindretal af middelklassen, dens ”øverste” kategori, ifølge den Afrikanske Udviklingsbank. Andelen af den afrikanske befolkning i denne ”øverste kategori”, sammen med den såkaldte ”nedre” kategori af middelklassen, er ikke større nu end før indførelsen af strukturtilpasningsprogrammerne – som var kendetegnet af fastfrysning af lønninger, nedlæggelse af virksomheder, fyringer osv. Kategorien bliver kaldt ”flydende” – det vil sige, at den er altid i risiko for at falde tilbage i fattigdommen – som stadig er meget fremherskende i Afrika – og som er situationen for flertallet af den såkaldte ”middelklasse”.

Levestandarden for en stor del af middelklassen, I Kapstanden såvel som I Kairo, Accra og andre steder, er I dag ramt af stigende brændselspriser – besluttet af lokale regeringer- som har medført prisstigninger på andre forbrugsvarer. Dertil kommer, at denne såkaldte stigning i middelklassen ikke går hånd i hånd med indsamling af seriøse data om sociale forhold. Der er snarere tale om ren og skær misinformation. Dog kan vi trygt stole på den Afrikanske Udviklingsbank, og tilsvarende receptkontorer, når de slår fast, at Afrikas økonomiske vækst kommer med voksende ulighed og anslår, at de fattige stadig udgør næsten halvdelen eller derover af den afrikanske befolkning.

 

Mere end nogensinde er det nødvendigt at sætte en stopper for Afrika som springbræt for akkumulation af kapitalistisk magt, selv hvis det handlede om en fremtidig grundlæggelse af Afrika som en kapitalistisk magt. Ingen ægte frigørelse kan komme fra denne udbytning, undertrykkelsen af andre, fremadskridende øko-katastrofe. Det skal ikke være et krav, at man tager plads på førersædet i dette vanvittige køretøj på vejen til kapitalistisk vækst. I dag, meget mere end i går, og med risiko for at komme for sent i morgen, er der brug for et andet transportmiddel med et nyt mål for de afrikanske samfund, som adskiller sig fra dem nuværende kapitalistiske udvikling præget af dyb ulighed, uretfærdighed, undertrykkelse, forløber for krige og økokatastrofer.

De udbyttede og undertrykte, modstandere af økokatastrofer, vil stå sammen I lokale og regionale kampe for frigørelse af Afrika, I solidaritet med andre, som kæmper tilsvarende kampe andre steder. Ingen udefra vil sørge for deres frigørelse – slet ikke fortalerne for kapitalisme, uanset om de komme rfra Afrika eller andre steder, fra Nord eller Syd, eller om de endda smykker sig med fagforeningsmasker eller fortidens heltemodige kampe.

Jean Nanga er revolutionær marxist fra Republikken Congo.

Artiklen blev bragt i det sydafrikanske tidsskriftet Amandla nummer 37/38, december 2014.
Oversat fra
International Viewpoint af Karina Skov

 

 

 

 

 

 

 

 

Opslået i Afrika

single.php