Enhedslisten kræver indflydelse på en ny regering efter valget, forlød det i mange af reportagerne fra Enhedslistens netop overståede årsmøde. Og det var en pointe, som Enhedslisten selv havde besluttet at præsentere journalisterne for.

 

I sin årsmødetale sagde Johanne Schmidt-Nielsen således: ”Vi vil kræve indflydelse for vores mandater.” Og i årsmøde-optakten på hjemmesiden blev denne pointe trukket endnu hårdere op:
”Ved det kommende valg står Enhedslisten til at få fordoblet sit mandattal i Folketinget. Dette tegner til, at Enhedslisten vil få afgørende indflydelse på en ny rød regerings politik.”

Lad det være sagt klart: Der er absolut intet forkert i, at Enhedslisten kræver indflydelse på en kommende S-SF eller S-SF-R-regerings politik!
Tværtimod: Det er en hovedopgave for Enhedslisten at stille konkrete krav til en ny regering om, at den bryder med den borgerlige krisepolitik.
Det gælder ikke mindst ude i bevægelserne, hvor vi skal knokle for at sikre et massivt pres – helst i form af egentlige mobiliseringer – for at en ny regering skal feje forringelserne af dagpenge og efterløn af bordet, sammen med alle de andre angreb på arbejderklassen, og erstatte det med en modoffensiv, der tager pengene fra nordsøolien, de multinationale, de rige osv. Men det gælder da også på Christiansborg, hvor vores nye, store EL-gruppe selvfølgelig skal gøre sig til talerør for disse (og endnu mere vidtgående) krav – og kæde dem sammen med kravet om, at en ny regering skal bryde med den borgerlige blok.
I den forbindelse skal det da heller ikke bevares som en hemmelighed, at dette krav klinger en hel del bedre, hvis Enhedslisten er gået så meget frem, at man efter valget kan tælle til 90 fra venstre uden at nå til den radikale gøgeunge!

Alligevel er der grund til at råbe vagt i gevær. I hvert fald når al denne snak om mandater og indflydelse bliver tilsat Christiansborg-journalistikkens fortolkninger, inden den præsenteres for den undrende vælgerskare.
Hans Engell formulerede det f.eks. således i BT: ”Kan man overhovedet forestille sig, at Johanne kan samle sin uregerlige menighed om store indgreb, som tegner sig i en horisont, hvor dansk økonomi vil være hårdt trængt de næste 50 år? (…) Så handler det ikke om at få en regering ned med nakken og hejse det røde flag helt til flagknappen, men om at samarbejde, æde kompromisser og se politik fra et realpolitisk perspektiv. Johanne Schmidt-Nielsens store eksamen venter forude. Ikke så mange piercede i hovedbestyrelsen.”
Her synes den nye indflydelse pludselig at handle om kompromisser, realpolitik og indgreb, der forudsætter en mindre oprørsk hovedbestyrelse og et rødt flag på halv stang…?

På Altinget.dk udfoldes denne fortolkning yderligere og ender i formuleringer som: ”Princippet om altid at stemme imod den mindste forringelse er på vej til at blive blødt op, så man kan stemme for en aftale, der indeholder elementer af forringelse – bare helheden er en forbedring. En finanslov vil komme til at indeholde elementer af forringelse, og derfor er konsekvensen af den kurs, der blev indledt sidste år, at man skal være i stand til at købe disse forringelser.”
Her er det lykkedes at fortolke Enhedslisten et sted hen, hvor vi – heldigvis – ikke befinder os. Finansloven, indflydelsen og regeringsdannelsen var ganske vist ikke genstand for afstemninger på det netop afholdte årsmøde. Men til gengæld var det hovedemnet på årsmødet for 12 måneder siden. Her var hovedbestyrelsens forslag til retningslinje, at Enhedslisten kunne lægge mandater til en finanslov, der ikke indeholdt forringelser. Det var ikke tilstrækkeligt for årsmødet, der mod hovedbestyrelsens indstilling vedtog følgende, endnu strammere formulering:
”Men vi stemmer under ingen omstændigheder for en finanslov
– som indeholder forringelser
– som ikke indeholder markante forbedringer
– som opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier
til højre i salen.”
Med den respekt for medlemsdemokratiet, der hidtil har karakteriseret Enhedslisten, står det således bøjet i neon, at Enhedslistens mandater, selv hvis de bliver tocifrede, ikke kan ”handle” sig til indflydelse. DF-modellen, hvor man sælger en efterløn for at købe en grænsebom, er ikke en mulig vej for Enhedslisten. Vi stemmer altid imod forringelser for arbejderklassen og de svage.

Det er ikke nødvendigvis et princip, der giver størst mulig ”indflydelse” på Christiansborg. Når det i udgangspunktet er så givet, hvad vi stemmer, er vi stort set afskåret fra at ”handle” med vores stemmer i Folketinget. Der er ikke plads til studehandler og knapt nok til ”pakker”, hvis de ikke er meget entydige. Der er ikke plads til realpolitik, vil en Hans Engell nok mene.
Til gengæld er det et princip, der konsekvent støtter modstanden uden for Christiansborg, og som ikke spiller den ene gruppe ud mod den anden. Det er den principfasthed, som gør, at Enhedslisten ikke pludselig er en integreret del af en socialdemokratisk plan, der tager lidt fra de rige og de multinationale, men så tager de resterende tre fjerdedele fra arbejderklassen. Det er den konsekvens, der sikrer, at der stadig er et alternativ til venstre, hvis S-SF bare fører borgerlig krisepolitik.
Og her må man ikke glemme, at det er Socialdemokraternes klare mål, som næstformand Nick Hækkerup siger det, ”at stoppe den nuværende blokpolitik og lave brede politiske løsninger”. Det kan en fordoblet eller for den sags skyld tredoblet Enhedsliste-gruppe i Folketinget ikke forhindre. Det kan kun et massivt udenomsparlamentarisk pres, der stiller krav til den nye regering om en politik, som får de borgerlige partier til at løbe skrigende bort!
Hvis Enhedslisten i stedet satte sine stemmer til salg og købte S-SF til et samarbejde om en lidt mindre aggressiv borgerlig politik ved at stemme for ”mindre forringelser”, ville det undergrave dette pres og fjerne enhver tiltro til, at der findes en anden vej end forskellige variationer af tilpasning til kapitalens og de riges ønsker. I stedet for at rejse kampen mod enhver forringelse, ville vi blive lunkne forsvarere af (over-)magten på Christiansborg.
Enhedslistens Hovedbestyrelse er forhåbentlig ligeså åndeligt piercet og uregerlig, som da den i halvfemserne fik dette øgenavn – i øvrigt fordi den forhindrede en tvivlsom aftale med den daværende S-R-regering. Rent fysisk har hovedbestyrelsen ganske vist mistet det mest kendte, piercede medlem fra dengang: Pernille Rosenkrantz-Theil. Men det er Enhedslistens hovedbestyrelse nok ikke blevet mere socialdemokratisk af.

SAP’s forretningsudvalg, 27. maj 2011

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php