Mødesalen var næsten fyldt på påskeseminaret, hvor SAP havde inviteret til debat om Enhedslistens nye rolle efter regeringsskiftet. I panelet sad MF Christian Juhl, og Lone Degn, medlem af SAPs ledelse samt Enhedslisten i Århus.

af Rasmus Keis Neerbek

Efter den obligatoriske præsentation, Christians faglige baggrund i 3F og Lones som pædagog, tillidsrepræsentant og bestyrelsesmedlem i den lokale afdeling af BUPL, startede diskussionen.

Kampagne mod arbejdsløshed
Lone indledte med at tage udgangspunkt i et ændringsforslag til Enhedslistens kommende arbejdsplan, der foreslår igangsættelse af en landsdækkende kampagne om arbejdsløshed.

”Initiativet burde komme fra fagbevægelsen”, understregede hun, men der er ingen af de eksisterende forbund, der for alvor rykker på spørgsmålet. BUPL er først for nylig begyndt at starte små aktiviteter op, men primært ud fra en motivation om, at de mister de medlemmer, der kastes ud i arbejdsløshed. Fagbevægelsen har ikke evnet at sætte fokus på arbejdsløsheden som et samfundsproblem.

Det må altså være Enhedslistens opgave at finde ligheder mellem de forskellige faggrupper og rejse nogle fælles krav. For alle faggrupper oplever de samme frustrationer i forhold til arbejdsløshed, det gælder fx i forhold til dagpenge, aktivering mv. Problemets omfang er støt stigende – mange mennesker er pt. ansat i midlertidige stillinger, og ganske snart ser vi for alvor folk, der rammer grænsen for dagpenge på trods af regeringens forlængelse af perioden.
”Dette spørgsmål bør”, understregede Lone, ”være det væsentligste i den kommende periode!” To ting er afgørende. Vi vil et helt andet samfund! Og det kræver mobilisering! Vindmøller, tolærerordninger osv. er glimrende, men de rokker ikke grundlæggende ved kapitalismen. Vi må være drivende i at mobilisere bredt for markante forandringer. Det afgørende her er ikke fokus på folketinget, men fokus bør være at mobilisere også blandt S/SF´s vælgere og bagland.

Et spørgsmål om praksis
Christian Juhl lagde ud med at fremhæve styrken i Enhedslisten. Det var første gang, han var inviteret til debat i SAP, men netop diskussion og efterfølgende fælles handling blandt de forskellige tendenser partiet rummer, er en kilde til stor styrke.

Christian indledte med en analogi til de unge mennesker, han har stødt på i fagbevægelsen. Udgangspunktet er: ”Hvad kan jeg?” Næste spørgsmål er: ”Hvad vil jeg?” Og mellem disse to positioner ligger: ”Hvad skal jeg kunne?”

Vi må stille os selv spørgsmålet: ”Hvordan kommer vi til socialismen?” Det er ikke bare et teoretisk spørgsmål, men et spørgsmål om praksis! 10 vindmøller giver ikke socialisme, men en stærk miljøbevægelse med engagerede folk, der kan presse folketinget, det er vigtigt. Det giver blod på tanden og smag for at rejse nye krav.

Der er altså en konstant vekselvirkning mellem demokratiet og partiet. ”Vi skal se vores parti som et redskab”, understregede Christian, ”ikke en vælgerforening!” Vi må hele tiden stille spørgsmålet: ”Hvad kan vi sætte i gang?” Vi skal arbejde på at ændre styrkeforholdene i samfundet til fordel for arbejderklassen. Og vi skal skærpe vores systemkritik! Vi skal have en praksis, der afslører kapitalismen. Det vigtigste er at styrke vekselvirkningen mellem folketinget, kommunerne, fagbevægelsen m.fl.

HB har dobbeltrolle
Herefter understregede Christian, at Enhedslistens hovedbestyrelse har en dobbeltrolle. Selvfølgelig skal de kontrollere folketingsgruppen, at de ikke skrider til hverken højre eller venstre. Men samtidig må HB også påtage sig rollen at udstikke en kurs – hvilken retning Enhedslisten skal bevæge sig.

I forhold til resten af partiet fremhævede Christian det nye forslag til et strategipapir, som en gruppe under HB har udarbejdet. Vi må ”opdrage” vores medlemmer til aktivitet i hverdagen. At være socialist handler om at være aktiv på sin arbejdsplads, i boligforeningen, i hverdagen. Vi skal aktivere vores 8.000 medlemmer. Vi skal udvikle demokratiet i afdelingerne, have aktive arbejdende underudvalg.

Folketingsgruppen har forsøgt at prioritere indsatsen, så man vil prioritere arbejdsløshed, ulighed, miljø, retssikkerhed og rettigheder i forhold til udlændinge. På disse områder skal vi også udvikle det demokrati, som også udspillede sig i kampen mod tilbagetrækningsreformen. Her var folketingsgruppen i løbende kontakt med baglandet, der konstant hjalp med at give ammunition til politikerne, så man kunne lægge et massivt pres i folketingssalen. Således afsluttede Christian Juhl sit oplæg

Frustration
Herefter startede debatten med deltagerne i salen. Hurtigt blev det tydeligt, at der var en betydelig frustration over aktivitetsniveauet og styrkelsen af denne i afdelingerne.

En deltager bemærkede, at antallet af kampagner gennem årene er faldet, og at de ikke er særligt ”kampagneagtige”. Vi står for meget på sidelinjen i forhold til, hvad 8.000 medlemmer burde muliggøre. En anden fulgte op på dette og bemærkede, at fx hjemmesiden stort set kun fokuserede på folketingsmedlemmerne og deres arbejde. I stedet burde man fokusere mere på, hvilke sejre der kan vindes udenfor parlamentet. I højere grad burde man arbejde på at lægge pres på eksempelvis fagbevægelsen, fremfor et snævert fokus på regeringen og andre partier.

Strategioplægget blev også kritiseret for at indeholde fornemme mål, men uden at angive, hvordan man kommer derhen. Der mangler politik i papiret. Som en udtrykte det, må Enhedslisten simpelthen erkende, at mange afdelinger og netværk reelt ikke fungerer, i hvert fald som katalysatorer for aktivitet. Og Enhedslisten centralt mangler ofte redskaber at give disse, hvis de ønsker aktivitet. Landskontoret må ofte give afslag på henvendelser om kampagnemateriale. En ung SUF’er satte trumf på, ved at beskrive Enhedslisten som en ”kaffe og kage”-klub sammenlignet med SUF, der har konstant fokus på aktivisme. At der ligger en kulturforskel i måden, man arbejder på.

Mere aktivitet – mindre kontrol
Både Christian Juhl og Lone Degn anerkendte problemet med den manglende aktivitet.

Christian lagde op til, at afdelingerne måtte tage større ansvar for selv at igangsætte aktiviteter. Som eksempel brugte han et møde i Nykøbing Falster, hvor man havde afholdt møde om Palæstina i et boligområde med mange beboere med mellemøstlig baggrund. 70 mennesker – primært unge – dukkede op og gav jublende bifald til vores politiske markeringer.

Samtidig opfordrede han Enhedslistens hovedbestyrelse til i højere grad at fokusere på at skabe aktivitet fremfor at kontrollere folketingsgruppen. Det sidste blev senere kommenteret fra salen med, at HB-medlemmer i stigende grad var ved at drukne i papirer fra folketinget, som de skal tage stilling til.

Lone bemærkede, at mange af vores nye medlemmer aldrig har lavet politik før, hvilket giver udfordringer. Debatkulturen i afdelingerne er vigtig, og man skal arbejde på at få aktiveret nye medlemmer. Samtidig er der gode aktiviteter rundt omkring, hvor der også kunne nævnes det arbejde, der blev lavet i Århus omkring arbejdsløse pædagoger. Problemet er, at de gode erfaringer ikke bliver opsamlet og delt mellem afdelingerne – en oplagt opgave for en kampagnemedarbejder.

Til gengæld manede hun til forsigtighed i forhold til at sammenligne Enhedslisten med SUF. ”Politisk arbejde er et livsprojekt”, fastslog hun, ”som ung kan man lave politik døgnet rundt. Men senere får man andre forpligtelser med familie, arbejde osv. Alle skal kunne deltage i kampen uanset livssituation, og det er vigtigt for afdelingerne at understøtte dette!”

Afmagt
Den manglende aktivitet i Enhedslisten og i samfundet generelt blev flere gange omdrejningspunkt i debatten, hvilket også blev sat i relation til vores relationer til den nye regering. Der blev argumenteret for, at befolkningen generelt er præget af afmagt, hvilket også delvis er skabt af Enhedslisten.

”Vi har investeret så meget i projektet med den nye regering, at vi ikke kan andet end rasle med sablerne!”, lød den markante udmelding. Men alle kan se, at regeringen er fyldt med løgnere, løfterne er brudt, og det skaber den enorme frustration, hvor folk ikke kan se nogen løsninger. Samtidig er Enhedslisten den eneste politiske kraft, der reelt har størrelse og politik til at organisere modstanden, men vi er lammede.

En anden rejste spørgsmålet, om vi reelt var ved at blive klemt i forholdet til regeringen. Hvordan agerer vi, når en socialdemokratisk mindretalsregering laver angreb på arbejderklassen? Mange medlemmer er i tvivl, og eksemplerne fra Københavns Kommune viser tydeligt, at der er forskellige holdninger til, hvordan vi i praksis skal forholde os. I hvor høj grad vi skal presse på med kravene?

Optimisme
Andre var mere optimistiske i tonen. Der blev henvist til, at Norge havde gennemgået en lignende udvikling, men at krisen havde fremskyndet processen i Danmark. Dette sætter S/SF under pres, men repræsenterer også et stort potentiale for Enhedslisten. Men vi må også være realistiske i vores forventninger. Tidligere var opgaven klar – vælt regeringen! Nu må vi arbejde for ikke at have grund til at vælte den. Indtil videre har vi signaleret samarbejde, vi gik ikke selv, men blev smidt ud – det er godt. Sammen med fagbevægelsen har vi styrke til at sige, at vi eksempelvis kun stemmer for en finanslov med 4 års dagpenge. Her blev det også påpeget, at netop aktiviteter med folk på gaden bryder afmagtsfølelsen, og at Enhedslisten må være dynamo for dette.
Både Lone Degn og Christian Juhl var enige om, at vi skal presse på. ”Alle fagforeningerne skal være kamporganisationer!”, slog han fast, dog uden at komme nærmere ind på, hvordan vi får omdannet dem til det. Lone Degn uddybede, at mange fagforeninger gerne ser øget aktivitet, og at store dele af S/SF-baglandet vil støtte os i de krav, vi måtte rejse. Derfor udtrykte hun også kun delvis enighed i afmagtsfølelsen. ”Vi må ikke undervurdere folks vilje til kamp”, advarede hun, ”mange vil noget andet!”

Alternativ til kapitalismen
Enhedslistens evne til at formulere alternativer til kapitalismen blev også et debatpunkt. Som en formulerede det, må krisen overskygge alt andet. Når vi snakker vindmøller, skal det også formuleres som systemkritik. Krisen giver os store muligheder for at sætte visionen om et andet system på dagsordenen, at formulere overgangskrav. Men vi slår generelt ikke igennem i medierne, og vi mangler et blad, der binder afdelingerne sammen.

Andre var inde på, at vi stadig har for snævert fokus på parlamentet og en opfattelse af, at de folkelige bevægelser skal understøtte folketingsarbejdet. I stedet bør man vende det på hovedet, så ”toppen” af partiet giver argumenter til bevægelserne, samtidig med at man bruger parlamentet som en talerstol for bevægelseskrav.

I afrundingen betonede Lone Degn igen vigtigheden af brede mobiliseringer, hvor fx længden af dagpengeperioden vil kunne samle bredt. Christian Juhl var meget optimistisk for fremtiden.

Hvor mange kompromiser?
”Der har aldrig været mere opmærksomhed omkring vores politik, vi har aldrig været stærkere!” fastslog han. Men der er stadig et borgerligt flertal – til gengæld har S og SF valgt at administrere politikken for dette flertal. Desværre er alternativet meget ringe. Herefter henviste han til den netop indgåede finanslov, hvor Enhedslisten formulerede krav sammen med en række aktører, herunder fagbevægelsen. Dette gav 107 små forlig, der alle pegede i den rigtige retning. ”Vi skal hele tiden tage 2-3 skridt i den rigtige retning. Jeg er meget optimistisk”, sluttede han af.

Efter klapsalverne fra salen for en god debat havde lagt sig, sad man alligevel tilbage med en følelse af manglende afklaring. Christian Juhls sidste bemærkninger satte pludselig fokus på det altoverskyggende spørgsmål, som kun perifert blev berørt i debatten. Kan Enhedslisten stemme for en kommende finanslov? Hvor mange kompromiser vil vi æde, hvis alternativet er Lars Løkkes tilbagevenden? To ting er helt sikre – det bliver et kæmpe spørgsmål frem mod forhandlingerne! Og der vil være intern uenighed om spørgsmålet! Det bliver en kæmpe udfordring for Enhedslisten.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com