Oplæg til Enhedsistens vintergruppemøde om de poliske muligheder i de kommende år.

af Per Clausen

I dette oplæg til vintergruppemødet forsøger jeg at give opstille en ramme for vores poliske muligheder i det kommende år. Denne ramme indeholder både en generel beskrivelse af den økonomiske og miljøkrise, som kapitalismen står i globalt, en vurdering af de politiske styrkeforhold, udviklingen i Danmark efter regeringsskiftet. Ud fra dette – og de beslutninger som de seneste årsmøder har truffet – kommer jeg med bud på vores rolle og politiske prioriteringer i det kommende år.

Økonomisk krise udnyttet til omfattende angreb på velfærden

Det dominerende træk i udviklingen de seneste år er en omfattende økonomisk krise, som for tiden slår mest markant igennem i eurolandene, men reelt har ramt hårdt globalt. I dag omtales eurokrisen som en konsekvens af alt for store underskud på de offentlige regnskaber. Kendsgerningen er dog, at denne krise er en udløber af den såkaldte finansielle krise, som afslører en række grundlæggende problemer for den kapitalistiske økonomi.

De seneste 20-30 år er der sket en markant udflytning af industrien til primært Sydøstasien. En af konsekvenserne af denne udvikling har været et massivt pres på lønnen, som har betydet, at der globalt er sket en overførsel fra løn til profit inden for industrien på over 20 procentpoint. Også i de vestlige lande har dette været med til at holde lønudviklingen nede, hvilket er godt for kapitalisternes profitter, men til gengæld underminerer efterspørgslen og dermed realiseringen af profitterne. Løsningen på dette problem var i en årrække at øge mulighederne for gældssætning i forbindelse med ejerskabet af bolig. I stedet for lønstigninger fik arbejderne mulighed for at øge deres forbrug ved at optage lån i deres bolig.

Sammenholdt med at den finansielle sektor i forlængelse af liberaliseringen af denne sektor har skabt en række nye spekulationsredskaber var boligboblen den aktuelle anledning til krisen, men disse bobler var også en forudsætning for at sikre den ”nødvendige” profit til kapitalen. Det er derfor en tilbagevenden til den ”gamle kapitalisme” med mindre spekulation ikke et realistisk bud på en kapitalistisk kriseløsning.

Det er også helt indlysende, at Merkel-Sarkozys kriseløsningsstrategi slet ikke kan løse krisen. Øget arbejdsløshed, lavere lønninger, offentlige nedskæringer vil bare uddybe efterspørgselskrisen og føre til en yderligere uddybning af krisen. Konsekvensen af at ville konkurrere sig ud af krisen ved laver offentlige udgifter og lavere lønstigninger, når alle andre gør det samme er åbenlyse. Velfærden smadres. Løn og arbejdsvilkår forringes dramatisk. Det er da også det, der er hensigten med den borgerlige krisepolitik.

I euro-landene kombineres denne borgerlige økonomiske politik med en offensiv vendt imod demokratiet. Nationalstaterne fratages deres sidste rester af mulighed for selv at bestemme, hvilken økonomisk politik, de vil føre og der indsætte teknokrat regeringer efter direktiv fra EU, som vi allerede har set det i Grækenland og Italien.

Miljøkrise sætter grænser for fortsat kapitalistisk vækst

 

Løsningen af kapitalismens økonomiske krise vanskeliggøres yderligere af, at de seneste 100 – 200 års kapitalistiske udplyndring af jordens ressourcer har ført til, at vi allerede nu ser eksempler på, at efterspørgslen efter vigtige råstoffer overstiger produktion. Mangel på råstoffer ser ud til at blive en effektiv hindring for fortsat kapitalistisk vækst, samtidig med at forureningsproblemerne hele tiden dukker op i nye udgaver. Klimakrise, fødevarekrise m.v. er bare enkelte symptomer på langt alvorligere problemer.

Socialisme, kapitalistisk barbari eller genopfindelse af klassesamarbejdet

Grundlæggende forandringer af økonomien og samfundet – ja måske endda revolutioner presser sig mere og mere på, hvis der skal findes socialt, demokratisk og miljømæssigt holdbare løsninger på de udfordringer vi står over for. Selvom vi ser omfattende protester mod nedskæringspolitikken i de sydeuropæiske lande og at vi også i Kina hver dag hører om omfattende sociale protester, er der ikke meget i de politiske styrkeforhold, der peger på, at en sådan revolutionær socialistisk løsning er sandsynlig på kort sigt.

På den anden side er der heller ikke noget i styrkeforholdene, der tyder på, at borgerskabet skulle acceptere etableringen af et nyt klassesamarbejde med omfattende sociale og miljømæssige forbedringer. En genetablering af et sådant kræver næsten en lige så stor styrkelse af arbejdsklassen, fagbevægelsen og venstrefløjen som en revolution. Klassesamarbejdet og velfærdsstaten blev jo etableret på baggrund af truslen om revolutionære omvæltninger efter 1. og 2. verdenskrig og for at modgå den politiske trussel fra Sovjet.

Umiddelbart er den mest sandsynlige udvikling fortsat økonomiske krise – med mindre opture – og en systematisk afvikling af demokratiet, som vi kender det til fordel for en autoritær kapitalisme i stil med det vi ser i Singapore. Enkelte borgerlige debattører er da også allerede begyndt at agitere for denne løsning og udviklingen i EU peger i samme retning.

Det er mobiliseringen mod denne udvikling og for socialt, miljømæssigt og bæredygtige løsninger, som bliver Enhedslisten hovedopgave i de kommende år. Et opgave, som ikke kan løses, uden at der kommer mere fokus på at styrke det politiske arbejde ude i befolkningen og i de ”folkelige” organisationer eller uden at vi får et langt mere internationalt perspektiv i vores arbejde.

Der kan da også hentes opmuntring i den kendsgerning, at man i en række latinamerikanske lande har valgt en anden vej og her tilsyneladende har været i stand til både at sikre en positiv økonomisk udvikling med mere lighed mere demokrati. En udvikling vi også har set i Island. Selv om udgangspunktet her var en meget ødelæggende økonomisk krise. Karakteristisk for udviklingen i både Latinamerika og Island er i øvrigt, at man på en række områder har gjort det modsatte af det, man i dag prædiker i EU som den eneste løsning på krisen.

Ny regering – men kun delvis ny politik

Den politiske situation efter valget var, at vi havde fået et nyt flertal og en ny regering. Enhedslisten var blevet styrket markant, men også De Radikale havde klar fremgang. Det betød, at der stadig var flertal for at føre en borgerlig økonomisk politik og for at gennemføre tilbagetrækningsreformen og fastholde forringelserne af dagpengereglerne, mens der på en række andre områder var kommet et nyt flertal.

I valgkampen undlod Socialdemokraterne og SF at lægge klar afstand til De Radikales borgerlige økonomiske politik. Derfor blev valget aldrig den lovede folkeafstemning om efterlønnen. I en situation, hvor der mange steder i fagbevægelsen var langt større aktivet end set i mange år, kunne en mere offensiv linje fra Socialdemokraternes og SF’s side i overfor De Radikale formodentlig have givet disse partier og venstrefløjen som helhed et bedre valg. I stedet spredte der sig mange steder – allerede under valgkampen en skepsis over for Socialdemokraternes og SF’s vilje og/eller evne til at levere de resultater, de havde lovet.

Spørgsmålet er da også om ledelserne i SD og SF ikke i virkeligheden foretrak en situation, hvor de radikale havde afgørende indflydelse. Modet til at gennemføre et markant opgør med den borgerlige krisepolitik og bringe sig på kollisionskurs med den danske storkapital og EU er næppe tilstede i disse partiers ledelser.

I hvert fald kan man konstatere, at ledelserne i disse partier ikke har rystet på hånden, når de har gennemført store dele af VK-regeringens økonomiske politik. Selvom det er taktisk rigtigt at pege på De Radikales ansvar for, at der føres borgerlig økonomisk politik, er det et åbent spørgsmål hvor meget anderledes politikken i praksis var blevet, hvis SD og SF havde fået muligheden for at føre en anden politik sammen med Enhedslisten.

Regeringsgrundlaget understregede dobbeltheden i regeringsprojektet, idet det lykkedes for De Radikale at fastholde opbakningen til hovedlinjerne i VK-regeringens økonomiske politik og Socialdemokraterne og SF måtte konstatere, at en lang række af deres valgløfter ikke kom med. Alligevel indeholdt regeringsgrundlaget også på en række områder er klart brud med VK-regeringens politik og et løfte om at rulle dens politik tilbage.

Det blev dog diskussionen om Socialdemokraterne og SF’s løftebrud, der kom til at stå i centrum for den politiske debat efter fremlæggelsen af regeringsgrundlaget. Disse to partier har også oplevet en markant skuffelse hos sine vælgere og en relativt markant tilbagegang i meningsmålingerne efter valget. Denne tilbagegang var dog startet allerede i den sidste del af valgkampen, hvor der opstod stor tvivl om partiernes vilje og evne til at gennemføre deres politiske løfter. For SF har det givetvis spillet en afgørende rolle, at partiet mere og mere er blevet opfattet som et parti, der har solgt ud af alle principper for at få andel i magten. En konsekvens af denne udvikling har også været, at utilfredse socialdemokrater ikke længere har opfattet SF som en alternativ mulighed.

Klart alternativ til borgerlig krisepolitik mangler

Finanslovsaftalen indeholdt en række konkrete forbedringer og dannede derfor et godt udgangspunkt for, at regeringen kunne komme i offensiven. Den første modtagelse var da også relativt positiv både i medierne og i offentligheden. Alligevel var det et problem, at store grupper i befolkningen ikke oplevede fremgang, men i stedet for oplevede, at de skulle betale mere i afgifter og at disse afgifter truede beskæftigelsen. Hovedårsagen til denne finansiering og de – trods alt – begrænsede forbedringer var, at RV blokerede for tilbagerulning af skattelettelser til de rigeste, indførelse af millionærskat og højere beskatning af bankerne. Kernen i dette problem er, at der ikke kan gennemføres en aktiv beskæftigelsespolitik og gennemføres markante forbedringer i velfærden, hvis de rigeste danskere, bankerne mv. ikke tvinges til at betale.

Et andet væsentligt problem for regeringen er, at de ikke har været i stand til at fremlægge et klart bud på, hvordan vi skal agere i forhold til den økonomiske krise. Det står mere og mere klart, at den kick-start regeringen satte i gang med finanslovsaftalen er helt utilstrækkelig og endnu værre bliver det, når regeringen tilslutter sig indholdet i den nye europagt og er villig til at underordne Danmark under denne. Fraværet af et offensivt svar på krisen og en plan for en markant forøgelse i beskæftigelsen er regeringens og dermed vores afgørende problem.

Fraværet af et alternativ øger krisebevidstheden i befolkningen, der styrker den borgerlige oppositions krav om at rulle afgifter tilbage, give virksomhederne bedre vilkår og skære ned på den offentlige service. I stedet for en politisk kamp om, hvem som skal betale for krisen, som kunne skabe grundlaget for folkelig mobilisering spreder desillusionen sig. Hvis den nye regering ikke kan skabe klare forbedringer og ikke har en troværdig politik for, hvordan arbejdsløsheden rulles tilbage, kan man jo lige så godt satse på Venstre, der vil løse krisen ved at give erhvervslivet bedre vilkår. For mange er der derfor ikke noget ulogisk i at gå fra SD og SF til Venstre, når de oplever, at SD og SF svigter.

Den massive udflytning af arbejdspladser lægger også et massivt pres på fagbevægelsen og medvirker til, at denne ofte fungerer som lobbyister for arbejdsgivernes krav til staten. Således har vi set, at de faglige organisationer har brugt betydelig mere energi på at bekæmpe NOx-afgiften end tilbagetrækningsreformen.

Det udsigtsløse i fagbevægelsens kamp for at bevare de eksisterende arbejdspladser med det nuværende ressourceforbrug og der nuværende niveau for forurening understreges af, at den økonomiske krise suppleres af en mere og mere omfattende miljøkrise. Denne krise handler både om, at det ser ud til, at der i løbet af få år bliver en reel mangel på en række vigtige ressourcer og at store dele af jordkloden trues af miljømæssigt betingede katastrofer.

Intet tyder på, at den nuværende borgerlige strategi med massive nedskæringer og fortsatte liberaliseringer og privatiseringer vil være i stand til at løs disse kriser. I hvert fald vil konsekvenserne blive katastrofale for mennesker og miljø. Netop derfor er det nødvendigt med et klart alternativ.

Klar opposition mod borgerlig krisepolitik og bud på konkrete realistiske løsninger

Enhedslisten er markant styrket både parlamentarisk og medlemsmæssigt. Målrettede strategiske diskussioner har ført til, at hele organisationen har tilsluttet sig en linje, hvor der fokuseres på kampen for konkrete resultater, som kan mærkes af ”almindelige” mennesker. Den meget brede tilslutning til finanslovsaftalen understreger dette. Denne linje har givet Enhedslisten langt større troværdighed og gennemslagskraft, end vi nogensinde før har haft.

Denne styrke får vi hårdt brug for i det kommende år. Der er stor risiko for, at finanslovsaftalen blev en enlig svale og at regeringen fremover bøjer nakken for den ”økonomiske nødvendighed” og vælger at føre borgerlig politik sammen med de borgerlige med henvisning til, at Enhedslisten ikke vil være med til at gennemføre de ”nødvendige” reformer. Til gengæld står regeringen over for den udfordring, at specielt Venstre ikke ser ud til, at være særligt interesserede i at indgå aftaler med regeringen. Heller ikke selv om aftalerne er udtryk for rendyrket borgerlig politik. Målet er tilsyneladende at vælte regeringen så hurtigt, som muligt.

Enhedslisten kan og skal ikke lægge stemmer til forringelser for almindelige mennesker, velfærden og miljøet. Vi skal fastholde vore klare opposition mod den borgerlige krisepolitik, som VK-regeringen stod for og Merkel-Sarkozy står for.

Netop derfor skal vores resultatorienterede linje fastholdes. Vi skal inden for alle områder fremlægge konkrete forslag til forbedringer, som Socialdemokraterne og SF burde kunne støtte og som der er mulighed for at skabe støtte til i de folkelige bevægelser. OG vi skal så vidt muligt afholde os fra ”overbudspolitik”, der kan underbygge billedet af os som ”uansvarlige eller urealistiske”. Der er ingen tvivl om, at regeringen (og særligt SF), hvis den laver nedskæringer med de borgerlige vil gøre alt, hvad den kan for at tegne et billede af, at det var Enhedslistens kompromisløse og uansvarlige linje, der tvang den i armene på de borgerlige. Der må derfor aldrig være tvivl om, at regeringen har en mulighed for at gennemføre forbedringer sammen med Enhedslisten som et alternativ til at gennemføre forringelser sammen med de borgerlige.

Den alvorlige situation gør det også nødvendigt, at vi fremlægger mere samlede forslag til, hvordan den økonomiske krise og miljøkrisen kan overvindes på en måde, hvor det bliver de rigeste, der betaler og ikke ”almindelige” mennesker. Disse løsninger vil helt oplagt komme i konflikt med de økonomiske magthaveres interesser og vil kun kunne komme igennem i sammenhæng med markant ændrede styrkeforhold. Kernen i dette arbejde bliver en plan for, hvordan vi kan afskaffe arbejdsløsheden gennem investeringer i en miljømæssigt bæredygtig omstilling og udviklingen af solidarisk finansieret og demokratisk styret velfærd.

Vigtige elementer bliver etableringen af en almennyttig banksektor, som holdes uden for spekulation, så det igen bliver muligt at lade spekulationsbankerne gå fallit uden at det smadrer samfundsøkonomien og en aktiv udnyttelse af den kollektive opsparing og udsatte skatteindbetaling, der ligger i pensionskasserne. Alt sammen eksempler på socialistisk politik. Der på én gang løser konkrete problemer og samtidig bidrager til at ændre styrkeforholdene ved at reducere den økonomiske elites magt i økonomien.

Ideologisk må vi gå offensivt imod det falske billede af, hvad der er forklaringen på den økonomiske krise i eurolandene. Afsløringer om mere grundigt analysearbejde må her gå hånd i hånd. Vi skal fastholde vores position, som dem der kæmper imod magtmisbrug, pamperi og de riges grådighed.

Demokratiet er også kommet under angreb. EU’s angreb på Danmarks mulighed for selv at bestemme, hvilken økonomisk politik, vi vil føre, afvises med, at EU bare vil tvinge os til at føre en ”fornuftig” økonomisk politik. De finansielle spekulanter og deres ratingsbureauer sætter ikke bare rammerne for den økonomiske politik, men blander sig ned i detaljen i den økonomiske politik. Overvågning og registrering breder sig. Flygtninge og indvandrere behandles stadig urimelig dårligt. Forsvaret for menneskers rettigheder og forsvaret for demokratiet er derfor vigtigere end nogensinde.

På den måde skal vi fastholde vores tre vigtige roller som resultatorienterede, dem de fremlægger forslag til mere grundlæggende forandringer og som aggressiv kritiker af alt magtmisbrug og borgerlig politik – uanset hvem som udfører den..

Politisk skal der fokuseres på beskæftigelse, øget lighed og velfærd inden for det økonomiske område.

Løsningen af miljøproblemerne skal tænkes sammen med mulighederne for at øge beskæftigelsen – selvom løsningen af miljøproblemer også er en vigtig selvstændig prioritering.

Forsvaret for menneskers rettigheder skal tænkes sammen med et forsvar for demokratiet.

EU-politikken kommer til at spille en mere central rolle for os i fremtiden. EU spiller negativt ind i forhold til alle de tre ovenstående politikområder, men der er også brug for en selvstændig EU-indsats.

Offensiv og konkret linje overfor regeringens udspil

Regeringen har bebudet en række store politiske aftaler i løbet af det kommende år. Det drejer sig om:

  • Energiområdet
  • Klimaområdet mere bredt
  • Arbejdsmarkedsområdet (i forlængelse af trepartsforhandlingerne)
  • Kontanthjælpsområdet
  • Skatteområdet
  • Fleksjob og førtidspensionsområdet.

På alle disse områder skal vi have formuleret klare bud på, hvad vi mener, at disse aftaler bør indeholde, alternative forslag til finansiering og bud på, hvad der er vores forudsætninger for at være med – herunder en klar afvisning af forslag til forringelser. Kun på den måde kan vi presse regeringen i forhold til deres ønske om at indgå en række vigtige forlig med de borgerlige partier, men også presse de borgerlige partier, fordi en aftale med os fremstår som et muligt alternativ til en aftale med de borgerlige partier.

En selvstædig opgave bliver det at sprede optimisme og tro på, at det kan nytte at være aktiv. Derfor skal vi prioritere deltagelse offentlige møder, i fagforeninger og andre steder højt. Det giver ikke kontakt til så mange, som optræden i medierne, men det er vigtigt, at vi møder de mennesker, som er med til at sætte dagsordenen på arbejdspladser, uddannelsessteder, i boligkvarterer – ja overalt hvor mennesker mødes – ansigt til ansigt.

Over 8000 medlemmer er en fantastisk ressource. Ikke alle er aktive i Enhedslisten. Nogen er slet ikke politisk aktive i traditionel forstand. Men alle møder de mennesker hver dag, hvor de har mulighed for at indgå i politiske diskussioner. Derfor skal vi prioritere det højt, at medlemmerne – og alle andre der ønsker det – har nem adgang til Enhedslistens politiske var på de aktuelle politiske spørgsmål.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com