Vedtaget af SAP’s Landsmøde 22. november 2014.

Teksten kan hentes som pdf-fil her!

1. Indledning
Denne tekst er SAPs bidrag til debatten om Enhedslistens parlamentariske arbejde under den seneste socialdemokratisk ledede regering. Teksten er vores forsøg på at opsamle de centrale erfaringer med udmøntningen af de taktikker, som Enhedslisten traditionelt har anvendt og som har været afprøvet i en periode kendetegnet ved:

• den dybeste økonomiske krise siden 1930’erne,
• en regering bestående for første gang af det umage trekløver S, R og SF,
• et fantastisk valg til Enhedslisten i 2011 med 6,7 procent af stemmerne og 12 mandater i Folketinget,
• en afmatning i klassekampen efter 5 års mobiliseringer op gennem sidste halvdel af 2000’erne, som manifesterede sig politisk i en kraftigt stigende opbakning til AFØ-partierne mellem 2006 og 2011.

Vi bilder os ikke ind, at denne status og de perspektiver, vi tegner op, er de eneste, ej heller, at de er udtømmende. Men vi ønsker at bidrage til debatten om, hvordan Enhedslisten kan forbedre sit parlamentariske arbejde næste gang, partiet står overfor en socialdemokratisk ledet regering.

Den udenomsparlamentariske situation
Det ligger uden for denne tekst at gøre status over Enhedslistens udenomsparlamentariske arbejde i perioden. Imidlertid er det vigtigt at forstå situationen uden for Folketinget for at kunne vurdere arbejdet inde i Folketinget.

Helt overordnet har det været afgørende for, at Thorning-regeringen kunne gennemføre sine fattiggørelses-reformer uden større modstand, at der under regeringsperioden fandt en markant afmatning sted i klassekampen i forhold til perioden op til regeringsskiftet. Perioden under Thorning-regeringen var således præget af få mobiliseringer.

Op gennem 2000’erne var der brede mobiliseringer mod den daværende VKO-bloks asociale politik samt faglige mobiliseringer i form af strejker og aktioner. Politisk afspejlede dette sig i en stor fremgang til AFØ-partierne i perioden 2006-2011. Fra en samlet opbakning på omkring 35 pct. i 2006 voksede de tre partiers samlede opbakning til mere end 45 pct. i meningsmålingerne i 2011. (Se M. Voss: ”5 års mobiliseringer baner vejen for en ny regering”, i Socialistisk Information, 18.02.2011.)

Efter valget skete imidlertid en klar afmatning af aktiviteterne. Det skyldes, at aktiviteterne enten havde været spontane (”vilde strejker”) eller havde været styret af toppen af fagbureaukratiet, som trak den politiske og økonomiske støtte efter regeringsskiftet (de store velfærdsmobiliseringer i 2006-08 samt protester mod Genopretningspakkens dagpengeforringelser). Samtidig var mange af regeringens støtter afventende i den første tid – man ville give regeringen en chance. Senere – da de asociale reformer blev gennemført – satte skuffelsen og resignationen ind.

Perioden under Thorning-regeringen har derfor været karakteriseret ved en nedgang i arbejderbefolkningens deltagelse i større mobiliseringer. Det har gjort det svært at henvise til et udenomsparlamentarisk pres på regeringen. Dette pres har først og fremmest været formidlet gennem splittelser i regeringspartiernes baglande: Tydeligst i SF, der måtte forlade regeringen, men også markant hos Socialdemokraterne, hvor dagpenge-spørgsmålet fortsat splitter partiet.

På trods af de manglende mobiliseringer har der dog været stor folkelig utilfredshed med regeringens politik, hvilket har vist sig ved et meget hurtigt fald i opbakningen til regeringen i meningsmålingerne. I en sådan situation, under en S-ledet regering med manglende mobilisering, men med stor utilfredshed i befolkningen, må den overordnede konklusion derfor være, at en langt større grad af partiets parlamentariske ressourcer skal omstilles til at styrke det udenomsparlamentariske ben.

I de sager, hvor Thorning-regeringen har lavet forlig med de borgerlige partier om store forringelser af velfærden, har Enhedslisten markeret sig som en klar opposition. Det har været tydeligt, at Enhedslisten forsvarer de nedskæringsramte og at Enhedslisten tager parlamentariske initiativer for at bakke de ramte op. Dette er ubetinget positivt og har givet Enhedslisten stor opbakning i befolkningen.

2. Enhedslistens parlamentariske dilemma under Thorning
Overordnet kan Enhedslistens officielle parlamentariske taktik under Thorning-regeringen opsummeres i fire punkter:
1) Vi stemmer for selv den mindste forbedring og imod enhver forringelse.
2) Vi stemmer imod dårlige forslag fra regeringen – også selvom det betyder, at regeringen vælter.
3) Vi støtter ikke en mistillidsdagsorden til regeringen så længe alternativet til Thorning ligger længere til højre (i det nuværende folketing eller vurderet ud fra, hvordan næste valg ”vil gå”).
4) Ved finanslove stiller vi os ikke tilfreds med ”den mindste” forbedring, men kræver større indrømmelser for at kompensere for de tidligere forringelser.

Der har været en række udfordringer i den politiske udvikling, som har gjort det svært at udføre denne taktik med succes, og i nogle tilfælde har flertallet efter SAP’s opfattelse givet køb på disse grundsynspunkter og indgået forlig, som vi skulle have stemt imod.
Men det afgørende problem i Enhedslistens parlamentariske arbejde under Thorning-regeringen udspringer af, at der undervejs er blevet etableret en ramme for det parlamentariske arbejde, herunder politiske udspil, udtalelser og afstemninger, der i offentligheden blev formuleret med sætninger som:
”Vores venner i Socialdemokratiet og SF”
”Vores venner i regeringen”
”Vi glæder os til at forhandle md regeringen om….”
”Vi forventer at kunne nå en aftale med regeringen om…”

Denne retorik og grundlæggende tilgang til regeringen har været uændret fra valgkampen til i dag (optakten til FL2015 forhandlingerne). Den bunder efter vores opfattelse dels i alt for store illusioner til en S-ledet regering i dele af Enhedslisten, dels af i en fejlagtig offentligheds- og medie-taktik. Det er svært at se, hvor den blev grundlagt og vedtaget, men omvendt har der ikke på noget tidspunkt manifesteret sig et klart flertal i partiet, som vendte sig mod denne grundholdning til regeringen.

I direkte forlængelse af denne retorik har folketingsgruppen stort set kun fremført politiske krav, som de retorisk kunne hævde, at de ”forventede”, at regeringen ville gå med til, helt eller delvist, og stort set aldrig systemoverskridende, antikapitalistiske krav, som ville bryde med alt det, ”vores venner” i regeringen står for.
Denne overordnede ramme for vores politiske arbejde kunne til en vis grad forklares og forsvares under valgkampen, hvor det, Enhedslisten præsenterede, var den mest avancerede/vidtgående formulering af (en stor del af) arbejderklassens forventninger til et regeringsskifte. Det var vigtigt at signalere, at vi ville levere stemmer til de fornuftige dele af regeringspartiernes valgprogrammer. Det ville dog have været fornuftigt at signalere en lidt større skepsis og påpege behovet for at sætte en kommende regering under pres.

Denne ramme blev noget mere problematisk, da regeringsgrundlaget blev offentliggjort med dets løfter om at føre samme økonomiske politik som VK-regeringen, at overholde og overopfylde EU-regler og -rammer, og at gennemføre den dagpengereform, som var forhandlet på plads før valget. På dette tidspunkt burde Enhedslistens retorik være strammet betydeligt op. Her kunne man have meldt ud, at den overordnede kurs ville føre til en katastrofe for almindelige mennesker, og at det ville blive svært for Enhedslisten få noget fornuftigt igennem i Folketinget sammen med sådan en regering.

Helt katastrofalt blev det, da Enhedslistens ikke ændrede tilgang til regeringen efter først skattereformen, så afvisningen af at ophæve dagpengereformen og til sidst DONG. I alle tre situationer havde Enhedslisten chancen for ”at gå i opposition”. Folketingsgruppen gjorde det kortvarigt efter skattereformen, men ”oppositionslinjen” holdt ikke længe.

Hvis Enhedslisten havde lagt en anden overordnet ramme for sit politiske arbejde med ”oppositions-retorik”; hvis Enhedslisten havde lagt mere vægt på, at regeringens selvpåtagede rammer og begrænsninger (VK-politikken, EU-rammer og budgetlove) gjorde det svært eller umuligt at gennemføre fornuftige initiativer og finanslove med den; og hvis Enhedslisten løbende havde præsenteret krav, der gik ud over S-SF-R-politikforståelsen, ville det have det have givet – mindst – tre fordele.

1) Det havde mindsket risikoen for, at Enhedslisten bliver gjort medansvarlig for regeringens samlede kurs, og for, at Enhedslisten bliver trukket med ned. Omvendt kunne det – måske – have fået flere skuffede S-SF-vælgere til at gå til Enhedslisten i stedet for at blive passive/ikke stemme eller gå til DF.

2) Det havde kunnet udviklet et bredere lag af bevidste antikapitalister og socialister – i stedet for, at Enhedslisten i stort omfang har tiltrukket S’ere og SF’ere, som søger deres gamle parti i Enhedslisten.

3) Det havde gjort det nemmere og mere forståeligt for en bredere offentlighed, når vi afviste at stemme for finanslove, som ikke levede op til at årsmødernes krav om, at finansloven skal bryde med den hidtidige politik. I forlængelse af det havde det kunnet give et godt grundlag for en delvis anden parlamentarisk taktik, hvor vi i afgørende situationer indirekte eller direkte påtog os ansvaret for, at regeringen væltede. Med den ramme, folketingsgruppen lagde for vores forhold til regeringen, kom næsten ethvert forhandlingssammenbrud som en overraskelse, der skulle forklares fra bunden af.

I samme åndedrag vil vi understrege, at uanset hvilken overordnet ramme Enhedslisten havde valgt, ville partiet have stået med store udfordringer og dilemmaer i det parlamentariske arbejde.

Den måske største udfordring har været, at regeringen har gennemført en lang række asociale reformer med de borgerlige partier, som har tegnet hele den økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitikken og socialpolitikken. For at beholde Enhedslisten som parlamentarisk grundlag har regeringen derfor lavet udspil til finanslovene, som har givet nogle mindre indrømmelser til Enhedslisten inden for rammerne af den økonomiske politik, som var vedtaget med højrefløjen. Lykkedes det ikke at få en aftale med Enhedslisten, så lavede regeringen bare en aftale med de borgerlige partier, først og fremmest Venstre.

På grundlag af de 4 sigtepunkter har Enhedslisten stået overfor et dilemma: Enten at blive halehæng til regeringens borgerlige politik ved at stemme for finanslove, der ikke brød med linjen i de reformer, regeringen gennemførte med højrefløjen i løbet af året; eller at blive udstillet som et parti, der ikke kunne ”levere resultater” i hverken reformsporet eller finanslovene.

Det er vores vurdering, at Enhedslistens vedtagne og udførte parlamentariske taktik ikke har formået at løse hovedudfordringen i dette krydspres: at få lagt det nødvendige pres på regeringen. Derfor risikerer vi, at Socialdemokraternes regerings-erfaring er, at de kan bruge Enhedslisten som sikkert parlamentarisk grundlag samtidig med, at de gennemfører den overordnede økonomiske politik sammen med de borgerlige. Dette er en uønskelig situation for et parti som Enhedslisten.

Helt i overensstemmelse med den parlamentariske taktik har Enhedslistens folketingsgruppe stemt imod en række store forringelser og har samtidig undladt at bruge den aktuelle modstand og vrede i befolkningen, som disse forringelser har skabt, til at stille regeringen stolen for døren ved at true med et mistillidsvotum.

Derfor er Enhedslisten i nogle tilfælde havnet i en situation med tilsyneladende ene dårlige alternativer: Enten gjort medansvarlige (”I holder jo alligevel hånden over regeringen”), gjort ligegyldige (”I kan jo alligevel ikke forhindre det”) eller udskudt emnet til en kommende finanslovsforhandling, hvor vreden er vanskeligere at mobilisere til et pres på regeringen.

Udfordringen er naturligvis ikke blevet mindre af, at det i praksis ikke er lykkedes at udvikle den dybe utilfredshed og kritik, der eksisterer i Socialdemokratiets og SF’s baglande, til et aktivt kollektivt pres på regeringen. Derfor har regeringen haft næsten frit spil for en meget højreorienteret kurs. Dertil kom, at fagtoppen totalt har kapituleret over for Thorning, og at Venstre har været klar til at redde regeringen, hver gang en lejlighed bød sig. Men det er ikke desto mindre denne udfordring, som Enhedslisten skal kunne finde taktikker til at svare på.

Dynamikken mellem reform-sporet og finansloven
Hovedspørgsmålet for Enhedslisten har været dynamikken mellem regeringens såkaldte ”reform-spor” og de årlige finanslove. På årsmødet i 2010 blev principperne for Enhedslistens deltagelse i finanslovs-forhandlingerne lagt. Resolutionen lavede netop sammenkoblingen mellem reformsporet og finansloven ved at stille tre betingelser for Enhedslistens stemme for finansloven: Den måtte ikke indeholde forringelser, den skulle indeholde markante forbedringer og den måtte slutteligt ikke opsummere et års nedskæringspolitik, gennemført med partier til højre i salen.

single.php