Økonomisk kaos på skoleområdet. Massivt omsorgssvigt på socialområdet. Grimme historier på stribe har de senere år floreret om Enhedslisten i Københavns Borgerrepræsentation. Hvad er der gået galt i vores arbejde på rådhuset – og hvad må der gøres fremover? Katrine Toft Mikkelsen, bestyrelsesmedlem i Enhedslisten-København, giver her sit bud.

 

Del 1: Den parlamentariske situation i København

Enhedslisten har seks medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation og en borgmesterpost, pt. socialborgmesterposten ved Mikkel Warming.

Frem til sidste kommunalvalg i 2005 var Per Bregengaard skoleborgmester. Der har efterfølgende vist sig store problemer med økonomistyringen på skoleområdet, både centralt i forvaltningen og på de enkelte skoler, hvilket har resulteret i store underskud på budgetterne. En af de største poster har været stærkt stigende udgifter til specialundervisning, blandt andet på grund af flere børn med behov for støtte, uden at budgetterne fulgte med. En anden at pensionsforpligtelsen for lærerne overgik fra staten til kommune i forbindelse med at lærerne gik fra tjenestemands- til overenskomstansættelse, hvilket heller ikke har givet sig udtryk i skoleforvaltningens budgetter. Der var altså tale om en massiv underbudgettering i forhold til lovpligtige udgifter.

Efterfølgende er skoler og daginstitutioner lagt sammen i en Børne- og Ungeforvaltning med SF’eren Bo Asmus Keldgaard som borgmester. Der har flere gange været foreslået massive besparelser for at rette op på underskuddet, og hverken Bo Asmus Keldgaard eller overborgmester Ritt Bjerregaard har været sene til at give Enhedslisten skylden og fremstille Per Bregengaard og Enhedslisten som inkompetente og uansvarlige.

Skærer ned under protest
I 2006 valgte Enhedslisten at gå med i et budgetforlig for budget 2007 på trods af, at budgettet indebar nedskæringer på blandt andet daginstitutionsområdet og ansatte og forældre protesterede og demonstrerede. Enhedslisten stemte for budgettet, men stillede samtidig et forslag om at undlade besparelserne. Denne lille finesse gik imidlertid hen over hovedet på de fleste og det, der stod tilbage var billedet af en triumferende Ritt Bjerregaard, der havde samlet en enig borgerrepræsentation bag et budgetforlig og en fornemmelse blandt de demonstrerende af, at vi ikke havde nogen repræsentanter ”inden for murene”.

På den efterfølgende generalforsamling i Enhedslisten-København i foråret 2007 var der massiv kritik af forliget. Der var mødt en del medlemmer op, der ikke normalt er aktive i Københavnsafdelingen. (På grund af den særlige konstruktion i København er de aktive i Københavnsafdelingen ikke nødvendigvis de samme som de aktive i lokalafdelingerne.) Det blev vedtaget, at Enhedslisten i forbindelse med budget 2008 ville kræve stigninger, der svarer til den samfundsmæssige vækst og ville anse et budget, der ikke indebar en sådan stigning for at være et nedskæringsbudget og derfor stemme imod.

S-SF-R valgte at kortslutte budget-processen ved allerede i august at fremsætte et færdigt forslag til strukturændringer på skole- og institutionsområdet, der lagde så mange bindinger på budgettet, at det i realiteten allerede var vedtaget. Det skabte en del røre blandt ansatte og forældre og der var demonstrationer, arbejdsnedlæggelser og blokader. Enhedslisten kørte en linie, der bestod i at presse de tre partier og stille krav om, at man brugte de penge og indtægter kommunen har, selvom det stred imod regeringens udgiftsloft. En linie, der fandt stor opbakning blandt de aktionerende forældre og ansatte. Resultatet blev at de tre partier trak en stor del af de bebudede besparelser tilbage, men fandt pengene inden for de rammer, regeringen havde udstukket.

I januar viste det sig, at det var nødvendigt med en budgetkorrektion på socialområdet, på grund af flere brugere end oprindeligt antaget (de enkelte brugere har altså ikke fået bedre forhold end forudsat i budgettet, der er blot kommet flere af dem). På grund af erfaringerne med skoleborgmesterposten har bestyrelsen pålagt borgerrepræsentationsgruppen og borgmesteren at have budgetansvarlighed som førsteprioritet, og Enhedslistens repræsentanter i socialudvalget stemte derfor for nedskæringerne, selvom de samtidig gjorde opmærksom på, at de mente budgettet var for lille. Også i forbindelse med andre sager har man fulgt denne linie: Vi gør det ”nødvendige”, men siger samtidig at området bør tilføres flere penge.

Debat om strategien
Den senere tids sager på socialområdet, hvor Mikkel Warming som borgmester gøres ansvarlig for nogle forhold, der dybest set skyldes nogle for små budgetter vedtaget af andre, deltagelsen i budgetforliget i 2006 og muligheden for at deltage igen i 2008 eller 2009, samt ikke mindst den forestående kommunalvalgkamp i efteråret 2009, har betydet, at der er et behov for at få diskuteret den kommunalparlamentariske strategi bredt blandt Enhedslisten-Københavns medlemmer.

For at sikre at så mange medlemmer som muligt, også de, der normalt ”kun” er aktive i lokalafdelingerne, deltager, har Københavnsbestyrelsen besluttet at udarbejde og udsende et diskussionsoplæg, at opfordre afdelingerne til at sætte det på dagsordenen i efteråret og at bestyrelsen gerne sender to debattører ud for at starte diskussionen.

Del 2: Skab forandring – skab bevægelse – også i København
– Oplæg til en kommunalpolitisk strategi for Enhedslisten-København

”Vi er medlemmer af Enhedslisten, fordi vi mener, et andet samfund er muligt. Men det kræver opbakning fra et bredt flertal, og derfor må bevægelserne altid være en af vores højeste prioriteringer. Uanset den politiske situation går vores strategi for forandring igennem bevægelserne.
Det er bevægelserne […] der kan forandre samfundet. Bevægelsesarbejdet kan aktivere og radikalisere flere, og langt tydeligere sætte en dagsorden for forandring end selv den største og dygtigste folketingsgruppe kan. Bevægelserne er der, hvor almindelige mennesker begynder aktivt at tage politisk stilling til deres egen hverdag. Det er i bevægelserne, at man får en forståelse af, at man kan gøre andet end at stemme hver fjerde år. Enhedslisten anerkender, at bevægelser ikke bare opstår af sig selv. Det kræver inddragelse og aktivitet. Derfor skal bevægelserne altid stå centralt for vores politiske arbejde.”

(Skab forandring – skab bevægelse, vedtagelse fra Enhedslistens årsmøde 2008).

Vi kan ikke bag rådhusets tykke mure forhandle eller forvalte os til et radikalt anderledes samfund. Uanset hvor mange stemmer og borgmestre vi har. Derfor må tanken aldrig blive, at vi skal indgå i bevægelser og lave andet politisk arbejde med henblik på at kunne omsætte det i stemmer ved næste kommunalvalg. Tvært imod skal vi bruge vores tilstedeværelse i borgerrepræsentationen til at skabe og understøtte bevægelserne.

Det betyder ikke, at det er ligegyldigt, hvor mange stemmer vi får ved et valg. For det første er det for de enkelte repræsentanter en klar fordel at være flere – de kan dække flere emner og sager og gøre det bedre. For det andet giver det vores projekt en mere ”realistisk” profil, jo flere der stemmer på os. – Folk er tilbøjelige til at tænke ”Jeg ville egentlig gerne have et socialistisk samfund, men Ø får kun opbakning fra 2 %, så det er helt udelukket” og ”Hvis 10 % af vælgerne tror på, at det kan lade sig gøre at skabe et andet samfund, så er det måske muligt.”

Ingen kludetæppeforlig
Men målet er ikke i sig selv mange stemmer og dermed medlemmer, ej heller at indgå i en flertalskonstitutering. Det er ikke dette, der skaber forandring. Vi skal insistere på at skabe en sammenhæng til bevægelserne og enhver ageren i Borgerrepræsentationen må sættes i forbindelse med, hvordan dette kan bruges i forhold til bevægelserne og i den overordnede kamp for et andet og bedre samfund. På samme måde er det ikke et mål i sig selv at få borgmesterposter. Vi ønsker naturligvis størst mulig opbakning til vores politik i form af stemmer, og vi tager de poster der følger af vores opbakning, herunder borgmesterposter. Men vi skal melde klart ud, at vi ikke tager borgmesterposter for at administrere utilstrækkelige budgetter, men for at udnytte posterne til fordel for ansatte og brugere, det vil sige for at forbedre den offentlige velfærd, miljøet og demokratiet og for at støtte de folkelige mobiliseringer og organiseringer. Vi skal samtidig melde klart ud, at vi vil forfølge denne linie, selvom den kommer i konflikt med de formelle rammer.

Selvfølgelig kan man komme i situationer, hvor det ikke er helt enkelt at se, hvorvidt noget er til skade eller gavn – hvor to eller flere bevægelser kolliderer, og det ikke er sort/hvidt, hvem der har mest ret. Men i langt de fleste tilfælde er tilsyneladende konflikter resultatet af det kapitalistiske samfunds evne til at ”dele og herske”, og vi skal derfor gå meget offensivt imod disse forsøg på at splitte, frem for at se os selv som ”de svages beskytter” over for eksempelvis de højtråbende og ressourcestærke småbørnsforældre(!)

Det betyder, at vi skal holde os fra at indgå i kludetæppeforlig – herunder forlig om de kommunale budgetter, der respekterer de begrænsninger, der lægges, dels på grund af regeringens udgiftsloft og dels på grund af. kommunens begrænsede muligheder for at opkræve pengene, der hvor de er (brandbeskatning af de multinationale, Nordsøolien mm.). Det betyder at man f.eks. ved starten af budgetforhandlinger skal stille nogle krav, der på den ene side virker realistiske og ikke mindst rimelige, mens gennemførelsen af dem faktisk vil repræsentere et brud med den herskende logik. Et eksempel er kravet om, at det kommunale budget skal stige med samme takt som den øvrige samfundsmæssige vækst. Det er et krav, det er let at skabe forståelse for og opbakning bag (”hvorfor skal børnene sidde med gamle bøger i skolerne, mens fladskærmene udskiftes hvert andet år derhjemme”) og gennemførelsen vil samtidig være et brud med flere års udsultning af den offentlige sektor, hvor der måske nok ikke formelt set er skåret, men hvor den offentlige sektor gradvist nedprioriteres i forhold til den private sektor og dermed relativt set forringes, hvorfor flere og flere opgaver flyttes over i privat regi. Kort sagt: vi skal formulere nogle krav, hvor vi med god samvittighed kan stemme for, hvis de gennemføres.

Mobilisering frem for alt
Men først og fremmest skal vi være klar over, at vores krav ikke bliver gennemført, fordi vi har nogle ekstremt dygtige forhandlere, der kan sidde til sene nattemøder med de øvrige partiers forhandlere og få kravene igennem. De gennemføres, hvis der er bevægelser, der bakker op. Vi skal være aktive i bevægelserne og i Borgerrepræsentationen skal vi være bevægelsernes talerør, og i nogle tilfælde aktivt formulere de krav, der skal bæres ind på rådhuset.

Rent organisatorisk skal vi i højere grad have en bevidsthed om Borgerrepræsentation-arbejdets muligheder udbredt til lokalafdelingerne, så man også her er mere opmærksom på, hvordan man kan bruge Borgerrepræsentation-medlemmerne i det lokale bevægelsesarbejde. Og vi skal have et mere systematiseret samarbejde med fagforeninger, græsrodsbevægelser, organisationer etc. Som årsmødet 2008 vedtog:

"- Vi vil omlægge vores politiske agitation, så vi i langt højere grad end hidtil tager udgangspunkt i de konkrete problemer, som arbejderklassen og andre undertrykte grupper står over for.
– Vi vil satse målbevidst på at øge Enhedslistens forankring i fagbevægelse, elev- og studenterbevægelse, boligforeninger og lejerbevægelse og i alle folkelige bevægelser, der opstår om aktuelle kampspørgsmål.
– Vi vil styrke Enhedslistens organiserede arbejde i og dialog med disse bevægelser, ved at styrke de Enhedsliste-netværk der allerede findes, og etablere netværk, hvor de endnu ikke er.”

(Enhedslisten gør en forskel, vedtagelse fra Enhedslistens årsmøde 2008).
 

 

Opslået i Enhedslisten, Kommuner og regioner

single.php