Der var nok nogle stykker, der havde ventet, at Enhedslistens såkaldte bagland på årsmødet i bededagsferien ville vise sig mindre frådende rødt, end det plejer:

 

Ville Enhedslistens mange nye medlemmer, heraf også nogle tidligere SF’ere, den stormende fremgang i meningsmålingerne, og måske fornemmelsen af at snuse til magtens sødme, ville det ikke gøre en forskel? Ville det ikke tilsammen give et årsmøde, der sagde farvel til de stejle parlamentariske principper og revolutions-snakken, og i stedet begejstret så frem mod en vis parlamentarisk indflydelse? Kort sagt, ville årsmødet ikke afspejle en vis højredrejning blandt de før så rabiate delegerede?

Forundrede, eller snarere rystede, journalister måtte konstatere, at sådan var det ikke! Indlæg efter indlæg slog fast, at Enhedslisten er i dyb opposition til den borgerlige krisepolitik, som regeringen i øjeblikket præsenterer – at vi vil bekæmpe den, ikke bare i, men også uden for Folketinget.
Og hvis ikke det stod klart før årsmødet, så gør det det i hvert fald nu: Enhedslisten lægger ikke stemmer til en fortsættelse af Løkke-politikken, uanset hvilken regering der lægger navn til den.
Det betyder, at regeringen er nødt til at tage det alvorligt, at der skal være markante forbedringer og ikke en eneste ny forringelse i en finanslov, og at den ikke må opsummere et års nedskæringspolitik, hvis Enhedslisten skal stemme for.

Enkelte aviser skrev en historie om, at årsmødets ”afstemninger om finanslovstaktikken” viste folketingsgruppen stor tillid ved at give denne et ”manøvrerum”. Men sandheden er, at finanslovstaktikken slet ikke var på dagsordenen som afstemningstema – den blev fastlagt med ovennævnte resultat i 2010. Og de to finanslovs-taktik-forslag, der havde sneget sig ind under andre punkter, var et noget urealistisk forslag om, at Enhedslisten skulle afholde urafstemning om ”det endelige finanslovsforslag”, samt et meget vidtgående forslag om, at vi aldrig mere vil stemme for en finanslov, hvis og når finanspagten bliver tiltrådt… At disse forslag blev klart nedstemt, siger intet om et nyt eller løsere mandat.

Det er imidlertid rigtigt, at den skarpe tone i forhold til regering og finanslov ikke fremstod som en opposition til folketingsgruppen. Det har den simple og positive årsag, at også Johanne og den øvrige folketingsgruppe anlagde den skarpe tone op til og på årsmødet!

Til gengæld fik Hovedbestyrelsens flertal et fortjent rap over nallerne i spørgsmålet om Enhedslistens Principprogram. I valgkampens hede kom nogle af vore folketingskandidater til at love, at vores nuværende principprogram snarest skulle skrives om. Konfronteret med formuleringer om ”revolution”, ”arbejderovertagelse af de største virksomheder” og ”erstatning af centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer” – valgte de, under mikrofonernes pres, i vidt omfang at tale om, hvad der skulle laves om i programmet, ikke i samfundet…

Hovedbestyrelsesflertallet havde stillet et forslag, der havde travlt med at indfri disse løfter og omgående lægge det nuværende program i graven: Diskussionen om ajourføring af principprogrammet skulle iflg. Arbejdsplanen starte med, at Hovedbestyrelsen skrev et helt nyt udkast, som så skulle være udgangspunkt for medlemsdiskussionen…
Dette forslag blev nedstemt, så medlemsdiskussionen i første omgang kommer til at handle om, hvad det præcis er i det nuværende program, der indholds- og/eller formmæssigt trænger til ajourføring. Årsmødets flertal var altså ikke lige så bange som HB-flertallet for at blive ”hængt ud som revolutionære” – i det mindste ikke et års tid eller to mere!

Heldigvis kom årsmødet ikke kun til at handle om, hvad vi skal stemme inde på Christiansborg, og hvad der skal stå i vores partiprogram. Heldigvis behandlede og vedtog årsmødet også en dagpengekampagne, der kan og skal give oppositionen til venstre for regeringen ben at gå på i forhold til de helt afgørende klassekampsspørgsmål.

Det er afgørende vigtigt at denne kampagne nu bliver forberedt på begge de niveauer, der ligger i forslaget.
For det første en Enhedsliste-kampagne, der giver de politiske svar på arbejdsløshedstruslen: I bredden, hvor det ud over fire års dagpengeret bl.a. også handler om genoptjeningsretten og om fulde rettigheder for unge under 30. Og i dybden, hvor vi skal pege på de oplagte antikapitalistiske løsninger for at bekæmpe arbejdsløsheden: udvidelse af den offentlige sektor, herunder offentlig grøn produktion, indgreb i profitstyringen af økonomien osv.
For det andet, og mindst lige så vigtigt: At Enhedslisten lokalt, i de faglige netværk, i fagforeninger m.v. tager initiativ til en bred étpunktsbevægelse på spørgsmålet om dagpengeperiodens varighed.

Hvis Enhedslistens nyvundne styrke, ikke mindst de nu 8000 røde medlemmer, for alvor ruller sig ud, når denne opgave skal løses – så kan det spille den helt afgørende rolle for, at SSFR-regeringsperioden ikke, som der nu lægges op til, bliver en ørkenvandring af borgerlig nedskæringspolitik med et bragende valgnederlag som finale.
I Folketinget kan vi bare stemme nej og råbe op. Men hvis vi for alvor skal tvinge regeringen til at følge en helt anden vej, til at tage rattet fra børsspekulanterne og køre regningen det rigtige sted hen, skal vi andre i gang med vejarbejdet uden for. Det er derude, at den opposition til venstre, som Enhedslistens Årsmøde også i år præsenterede, for alvor skal både opbygge og bruge sin styrke.

SAP’s Forretningsudvalg, den 18.maj 2012

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php