Vedtaget af SAPs Landsmøde d. 24.-25. november 2007

 

Valget den 13. november afspejlede på flere måder de udfordringer, Enhedslisten står overfor.

For det første fik Enhedslisten det dårligste valgresultat, siden sin indtræden i Folketinget i 1998. Det skal her understreges, at de 2,2 pct. og 4 mandater i Folketinget i sig selv ikke er udtryk for en krise i partiet. Set i forhold til den politiske situation er det slet ikke så ringe endda. Og valgkampen viste, at en stor kerne af Enhedslistens medlemmer er aktive, når partiet er ude i en så central kampagne, som en valgkamp er. På trods af, at valgkampen fandt sted i en situation, præget af interne stridigheder om opstillingen af Asmaa, gik medlemmerne stort set 100 pct. samlet ind i valgkampen.

For det andet betød valgresultatet, at VKO flertallet er intakt (om end svækket), hvilket medvirker til at placere Enhedslisten fuldstændig udenfor parlamentarisk indflydelse. På de spørgsmål (f.eks.velfærd og ulighed) hvor Enhedslisten vil kunne medvirke til at lægge pres på et folketingsflertal, er de fire stemmer ikke nødvendige for at få flertal. Det vil medvirke til en marginalisering af partiet i offentligheden, og stiller krav til folketingsgruppens evne til at sætte sine egne dagsordener, hvor antikapitalistiske løsninger bliver nærværende for arbejderbefolkningen.

For det tredje betyder SF´s kanonvalg en kraftig forrykkelse af styrkeforholdet mellem SF og EL. Fra at være parlamentarisk dobbelt så stor som EL, er SF i dag 6 gange så stor. Det afspejler, at SF i vid udstrækning har placeret sig som det parti, der repræsentere velfærdsbevægelsen, de unge og miljøforkæmperne.

SF´s (og SFU´s) fremgang er positivt, fordi det viser, at de omfattende bevægelser på velfærds- og uddannelsesområdet har fået mange mennesker til at gå til venstre. Her handler det ikke om, at Enhedslisten har bedre og mere radikale løsninger på problemerne. Det der har afgørende betydning er, at SF ses som det realistiske bud på faktisk at få forbedringer igennem. Det lægger på den anden side også et pres på SF for at indgå i brede forlig, hvis de skal leve op til forventningerne. Selv om Villy Søvndals strategi for at komme i regering ikke blev en realitet i denne omgang, vil vi i den kommende valgperiode komme i situationer, hvor SF er nødt til at markere, at partiet er ”regeringsdueligt”. Det kan give fornyet luft til Enhedslisten, hvis partiet formår at styrke sig selv organisatorisk og politisk.

Endeligt står Enhedslisten efter valget med det problem, at vælgernes reaktion på opstillingen af Asmaa er tegn på den dybe splid i arbejderbefolkningen vedrørende etniske og religiøse minoriteter. Opstillingen af en troende muslimsk kandidat rammer ind i den såvel nationale som internationale dagsorden, hvor magthavernes fjende jo er skiftet fra at være kommunismen til Islam.

De herskende ideer er som bekendt de herskendes ideer. Derfor er det ikke så underligt, at Enhedslistens opstilling af Asmaa fik en vis betydning for valgresultatet.

Der forestår en svær diskussion i Enhedslisten på den baggrund, og det er afgørende, at denne diskussion ikke fører til splittelse af partiet.

Enhedslisten må diskutere, hvordan medlemmerne får bedre indsigt i kandidaternes politiske holdninger og kvalifikationer inden et valg af kandidater.

På baggrund af ovenstående må man sige, at Enhedslisten står ved en skillevej, hvor der er brug for en fornyelse af projektet for opbygning af EL som et antikapitalistisk parti, i bevægelserne såvel som i folketinget.

Denne fornyelse må have tre omdrejningspunkter:

  1. Det første skal være en organisering af Enhedslistens medlemmer i fagforeninger, uddannelsesorganisationer og i andre bevægelser. F.eks. skal partiet sikre en organisering af Enhedsliste-medlemmer i de offentligt ansattes fagforeninger op til OK 08.
    Disse organiseringer skal fundere som en integreret del af partiet. De kan og skal både præsentere partiets forslag og politik i bevægelserne og opsamle viden om, hvad de foregår i arbejderklassen, og erfaringer fra arbejdet i bevægelserne.

  2. Det andet omdrejningspunkt skal være at gøre afdelingerne mere udadvendte og aktivistiske. I den kommende periode er den vigtigste opgave at bidrage til underskriftsindsamling og andre aktiviteter for en EU-afstemning.

  3. Det tredje omdrejningspunkt er udviklingen af en ny opfattelse af ledelsens rolle i partiet. I sin sammensætning skal ledelsen afspejle de politiske aktiviteter i bevægelser og afdelinger. Og ledelsens primære opgave er at diskutere de overordnede rammer for medlemmernes deltagelse og at motivere medlemmerne med politiske argumenter om at deltage i prioriterede aktiviteter, samt aktivt bidrage til at give disse aktiviteter retning.

I forbindelse med denne organiserede intervention i bevægelserne er det en selvstændig opgave at udfordre de andre arbejderpartier (S og SF) i en form for aktionsfællesskaber. Ud over udfordringer til samarbejde i bevægelserne vil dette også være en opgave for lokalafdelingerne, som på den måde også vil få en selvstændig funktion.

De interne diskussioner i Enhedslisten er et tegn på, at der reelt er store uenigheder om rammerne for vores fælles antikapitalistiske projekt. Her er det vedtagne program ikke tilstrækkeligt. Mere og mere tyder på, at partiet har brug for fortløbende at diskutere projektet på mellemlang sigt. Dvs. at formulere et kortfattet, aktuelt program, som peger på, hvordan vi i den aktuelle situation kan vinde opbakning for antikapitalistiske løsninger, såvel i bevægelserne som i folketinget. Et sådan program vil af naturlige årsager aldrig være færdigt, men under konstant udvikling.

Disse diskussioner kan også medvirke til et generelt højere skolingsniveau i partiet.

En særlig diskussion er som nævnt diskussionen om integrering af etniske og religiøse minoriteter. Her vil det være afgørende, at den principielle diskussion adskilles fra diskussionen om en bestemt folketingskandidats politiske holdninger. Den principielle diskussion må tage udgangspunkt i, hvordan Enhedslisten kan blive i stand til at bygge bro over modsætningerne i arbejderbefolkningen – i stedet for at vælge side, enten til fordel for minoriteterne eller til fordel for majoriteten.

Diskussionerne om partiets folketingskandidater skal generelt styrkes. På baggrund af denne valgkamp har vi nu fået en god anledning til at løse det problem, som altid har eksisteret i partiet. Nemlig, at folketingskandidaterne reelt ikke vælges på baggrund af viden om deres kvaliteter eller mangel på samme.

Selv om vi ikke kan se bort fra, at valget var et nederlag for Enhedslisten, vil vi konkludere, at valget kan være afsæt for at styrke opbygningen af EL, hvis vi udnytter mulighederne for at orientere partiet mod bevægelserne og de mange aktivister partiet har i bevægelserne.

Vi skal i den forbindelse ikke lukke øjnene for, at valgresultatet betyder en svækkelse af det nationale apparat. Det stiller krav om politiske prioriteringer i ledelsen, og samtidig, at de professionelles arbejdskraft i vid udstrækning skal bruges til at understøtte bevægelsesaktivisternes arbejde.

 

Opslået i Enhedslisten, Socialistisk Arbejderpolitik

single.php