Regeringen valgte at lave finanslov med højrefløjen. Det er logisk nok for enhver, der har fulgt regeringen, siden den kom til magten.
Socialdemokraterne og SF vil endnu engang undergrave deres egen opbakning blandt vælgere og medlemmer. Men regeringen troede, at Enhedslisten kunne piskes og trues til hvad som helst.

 

Johanne Schmidt-Nielsen sagde det klart på pressemødet tirsdag aften: Nogle gange må man stå fast. Enhedslisten gik til forhandlingerne med det formål at forsøge at få regeringen til at ændre kurs. Det ville den ikke. Den valgte at låse sig fast i højrefløjens økonomiske teorier. Den valgte at underlægge sig EU’s budgetregler. Den valgte at lade sig binde af samtlige de forlig, den har indgået med blå blok.
Enhedslisten gik langt for at få et finanslovsforlig, men selv det var ikke nok. Regeringen holdt kursen – mod højre, og Enhedslisten stod fast.

Faglige ledere svigtede
Dette kan nok så meget spin fra regeringen ikke skjule i længden. Heller ikke, når Corydons partikammerater i fagbevægelsen iler til hjælp og giver Enhedslisten skylden for sammenbruddet. Hvis de havde tænkt lidt mere på deres medlemmer og lagt pres på deres partikammerater i regeringen, så kunne vi have fået en finanslov, der var betydeligt mere rød end regeringens sidste tilbud til Enhedslisten.
Formændene for HK, Metal og 3F burde have bekymret sig lidt mere om deres arbejdsløse medlemmer og krævet, at dagpengereglerne blev forbedret ifm. finansloven.
De burde have hjulpet Enhedslisten med at skaffe jobs i den kommunale velfærd.
De burde have insisteret på, at obligatoriske klausuler om danske arbejdsvilkår ikke blev parkeret i et udvalg.
De burde ikke have glemt, at deres medlemmer også bliver gamle og har brug for en ordentlig pleje, og de burde vide fra deres fagforeningsarbejde, at det, der ikke er rettigheder, kan forsvinde som dug for solen.

Enhedslisten i offensiven
Da Enhedslisten stod fast, sendte vi et klart signal om, at der eksisterer en politisk kraft i Danmark, som vil en anden vej end den nyliberale, prokapitalistiske og arbejdsgivervenlige kurs, som samtlige andre partier følger.
Derfor var det også på sin plads, da Johanne på samme pressemøde omtalte Enhedslisten som oppositionen til venstre. Regeringens politiske grundlag er højrefløjen. Enhedslistens opgave er nu at bekæmpe regeringen.

Partiets kræfter må nu koncentrere sig om at støtte enhver modstand og bevægelse:
–          mod arbejdsgivernes pres på løn- og arbejdsforhold, herunder social dumping
–          mod finanslovens nedskæringer på uddannelserne
–          for bedre dagpengeregler
–          for bedre velfærd i regioner og kommuner
–          for offentlige klimainvesteringer
–          for flere jobs
Sådan har Enhedslisten altid defineret en af sine opgaver. Men regeringens endegyldige fravalg af Enhedslisten må føre til en justering af retningen. På alle niveauer i partiet skal vi rent faktisk prioritere den lokale modstand og opbygningen af bevægelserne. Og så skal vi som Enhedsliste-medlemmer, Enhedsliste-afdelinger og Enhedsliste-netværk se det som vores opgave at tage initiativ til aktiviteter og organisering.
Vi skal gøre det sammen med andre, også medlemmer af S og SF. Men vi skal ikke vente på, at det kommer spontant, eller på, at ledelserne i de store organisationer tager initiativet. Vi skal gøre det, selv om andre politiske kræfter ikke vil.
Forbundstoppenes angreb på Enhedslisten er et åbenlyst tegn på, at vi ikke kan vente på dem, men skal organisere for fagbevægelsen og i de faglige organisationer med henblik på at ændre fagbevægelsens passivitet og accept af regeringens politik.

Alternative løsninger
Samtidig skal vi give befolkningen det politiske svar på, hvad der skal til for at løse krisen på arbejderklassens betingelser – ikke på overklassens betingelser. De seneste års perspektiv om at trække eller presse regeringen til venstre har bevidst eller ubevidst fået Enhedslistens talspersoner til alene at fokusere på de aktuelle forslag, som man måske kunne få regeringen med på. Dermed har vi underprioriteret de krav og politiske forslag, som faktisk kan ændre noget, fordi de bryder med kapitalismens logik.
Enhedslisten skal fortsat udnytte de parlamentariske muligheder, der dukker op, hvis højrefløjen ikke vil lege med regeringen. Eller hvis der rent faktisk kommer et pres på regeringen udefra.
Men det står ikke i modsætning til at pege på antikapitalistiske løsninger. Her er der inspiration at hente fra så usædvanlig en kant som USA.
For nylig blev der for første gang valgt en erklæret socialist til byrådet i Seattle. Hun førte valgkamp for simple, forståelige krav som forhøjelse af minimumslønnen, kontrol med de stigende huslejer og bedre kollektiv trafik, finansieret af en millionærskat.
Men hun talte også til strejkende arbejdere på Boeing flyfabrikkerne og sagde: ”Vi har ikke brug for cheferne. Boeing skal ejes og ledes demokratisk af arbejderne og lokalsamfundet.”
Den slags skal vi blive bedre til i Enhedslisten.
 
SAP’s forretningsudvalg, den 29. november 2013

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php