Med Enhedslistens fremgang er fulgt et større professionelt apparat. Det giver mange fordele, men også risiko for, at partiapparatet sætter dagsordenen og risikerer at udvikle sig til et partibureaukrati. Har Enhedslisten et problem, og hvad kan modvirke det?

 

Enhedslisten er i de seneste år vokset meget med to meget gode valg, der har sikret os små 7 procent af stemmerne både på folketingsplan og kommunalt plan. Vi har også gode chancer for at fortsætte med denne udvikling, da vi i flere år har stået til ca. 10 procent af stemmerne i meningsmålingerne.

I Danmark får partier støtte i forhold til antallet af stemmer og af medlemmer af folketinget. Vores gode valg har derfor ført til en meget større økonomi og en kraftig udvikling af vores professionelle apparat.

Vi har således i dag ca. 60 mennesker, der lever af at arbejde for Enhedslisten. Heraf er 12 medlemmer af folketinget, og yderligere en håndfuld er fuldtidspolitikere på kommunalt niveau.

Ud over de 12 MF’ere er der ca. 25 ansatte i Enhedslisten på Christiansborg. Vores Christiansborggruppe udgør således en meget stærk koncentration af partiets ressourcer – og er uden for diskussion den stærkeste organisering af venstrefløjen i Danmark.

Det er værd at bemærke, at Enhedslisten ikke kan disponere fuldstændig frit over de penge, vi får fra staten. En del er stemmepenge – og med dem kan vi gøre, hvad vi vil, men en anden del er sekretariatsbistand til folketingsmedlemmer, og disse penge skal anvendes til deres formål, dvs. sagsbehandling i Folketinget og støtte til folketingsmedlemmernes fælles arbejde. Der er mulighed for at lave visse prioriteringer – men ikke at disponere helt frit. Tilskudsordningerne fra det borgerlige demokrati er lavet på en sådan måde, at de systematisk forstærker Enhedslistens parlamentariske arbejde i forhold til vores græsrodsarbejde.

Ernest Mandels analyse af arbejderbureaukratiet
Jeg har i en anden artikel oversat og kommenteret den analyse af bureaukratiet i arbejderbevægelsen og dens organisationer, som den belgiske Ernest Mandel udviklede.

Det må stå 100 procent klart i forlængelse af Ernest Mandels argumentation, at Enhedslisten kan og skal udnytte mulighederne for professionel arbejdskraft og for at opbygge stærke centre for vores aktivitet – i Folketinget, på landskontoret og som vi er i gang med nu – ude i provinsen. Alternativet er at have en lille, amatøragtig organisation, som ikke kan gøre sig nogen forhåbninger om at øve indflydelse, for slet ikke at tale om at stå i spidsen for en socialistisk omvæltning af samfundet.

Men samtidig er der, som Mandel påpeger, også farer, som vi må gøre vores bedste for at modvirke.

Lønniveau og rotationsregler
Enhedslisten har allerede indført de to væsentligste principper, som Mandel anbefaler med udgangspunkt i Karl Marx.

Den ene er, at Enhedslistens ansatte ikke må tjene mere end en metalarbejder i København. I praksis betyder det, at lønnen ligger på ca. 34.000 kroner om måneden – hvilket er en god løn, absolut i den høje ende af, hvad almindelige lønmodtagere får – men langt under, hvad chefer, journalister og nogle akademikergrupper får. Et forsøg på at nedbringe lønnen, så den kom tættere på gennemsnittet af, hvad faglærte arbejdere tjener på landsplan, ville helt sikkert støde på stor modstand fra de ansatte. Resultatet er, at det for nogen af dem, vi har ansat, er et stort skridt fremad økonomisk, at blive ansat i Enhedslisten – og for andre er det et tilbageskridt.

Det privilegerede i jobbet ligger først og fremmest i, at man har mulighed for at lave politik fuldtids – hvilket for en overbevist socialist virkelig også er et privilegium.

Den anden er, at vi har rotationsregler – for folkevalgte med fuldtidsjobs, ansatte, og kombinationer heraf, samt for HB medlemmer, (men ikke for medlemmer af kommunalbestyrelser).

Rotationsreglerne er blevet blødt noget op i løbet af årene – først og fremmest er den maksimale ansættelsesperiode blevet sat op fra 7 til 10 år.

Hvad der i nogen grad udhuler rotationsordningen er, at den kun gælder for jobs i Enhedslisten. Vi har set en hel del eksempler på, at folk roterer fra en stilling i Enhedslisten til en stilling i apparat i en fagforening eller lignende og tilbage igen – eller fra et medlemskab af Folketinget til medlemskab af Europa-Parlamentet og eventuelt tilbage igen. I disse tilfælde er der altså ikke tale om, at personer ”vender tilbage til folkedybet og deler vilkårene med de undertrykte og udbyttede”.

Folketingets socialpsykologiske klima
Her er det måske værd at hæfte sig ved den socialpsykologiske situation, vores professionelle og politikere står i, når de arbejder politisk.

Verden ser meget anderledes ud, fra et kontor på Christiansborg end ”ude i virkeligheden”. Det er i meget høj grad journalister fra pressen, der formulerer spørgsmålene og ”repræsenterer den offentlige mening” … selv om disse journalister i de fleste tilfælde repræsenterer medier, der er ejet af store kapitalinteresser. Der er således en tendens til, at de spørgsmål, journalisterne igen og igen stiller til folketingsmedlemmer og pressefolk, også bliver de spørgsmål, som bliver rejst i Enhedslisten.

Folketingsmedlemmer er også udsat for et meget stort pres, fordi de dagligt er i diskussion med andre folketingsmedlemmer – som ligger til højre for Enhedslisten, de forhandler med regeringen osv. Når vi forsøger at trække regeringen til venstre, forsøger den også samtidig at trække os til højre. Folketingsarbejdet har med andre ord en tendens til at suge dem, der deltager i det, ind i det etablerede Danmark.

 Apparatet og medlemmerne
Vores ansatte og sekretariater har stor tyngde. Størstedelen af det arbejde, der udføres i Enhedslisten – især når der ikke er valgkamp – laves af ansatte og kun en mindre del af ulønnede aktivister.

Apparatet kommer derfor nemt til at se sig selv som det egentlige parti, mens medlemmerne blot bliver en basis, der skal være der, og som kan mobiliseres til valg i ny og næ.

Medlemmer, der ofte har kritiske synspunkter og som til tider ikke er så slebne i den måde de udtrykker dem på, kommer nemt til at virke irriterende på apparatet.

Der er altså en risiko for, at apparatet kommer til at forsvare sine egne interesser, sin egen eksistens. Lad mig præcisere med et eksempel.

Alle i Enhedslisten er interesserede i, at vi får gode valg – men er det det samme, som at vi altid skal forsvare populære standpunkter, og at vi skal undgå standpunkter, som måske er upopulære eller samler opbakning fra mindre end de 7 procent af befolkningen, der stemte på os ved sidste valg?

Her kan man udmærket forestille sig, at tingene vil se anderledes ud fra apparatets synspunkt. Der kan være situationer, hvor vi skal stå fast på en principielt rigtig linje, selv om det betyder tab af stemmer – men for ansatte i Enhedslisten vil det også betyde truslen om tab af arbejdspladser.

Bureaukratier har en tendens til at se sig selv som meget vigtige, at ville gøre meget for at bevare sig selv og at vokse. Det kan i et parti føre til jagten på vælgere, dvs. popularitet. Hvis populariteten kan opnås gennem pressen, og hvis folkets mening bliver fortolket – og nogen gange også skabt – af pressen – kan det føre til en uheldig tendens til, at medlemmer af folketinget og ansatte i folketinget tilpasser sig synspunkter fra borgerlige journalister og politikere.

I folketingsgrupper og apparater i alle partier – ser vi en tendens til, at politikere og ansatte socialt set mindre og mindre afspejler den brede befolkning – og mere og mere udgør et særligt politisk lag af folk, der er uddannet til og professionelt beskæftiger sig med politik – folk der er uddannede i statskundskab, journalistisk og jura – og som ofte skifter mellem at være journalister på aviser, ansatte i partier og bureaukratier, politikere og embedsmænd. Især i SF’s hedengangne ”børnebande” så man en gruppe af unge politikere, der aldrig havde lavet andet end at studere og lave politik.

Der er endda nogen, der gerne skifter mellem strukturer med modsatte interesser fx fra at være kritiske journalister til at være spindoktorer, eller fra et parti til et andet, som vi også så med SFs børnebande.

De aktive medlemmer?
Det, som modvirker det, er det aktive parti – medlemmerne. Men lad os være ærlige – aktiviteten blandt de menige medlemmer er begrænset. I april 2014 havde Enhedslisten 9.690 medlemmer. Af dem deltog 1318 i urafstemningen om valg af kandidater til folketinget. Det er 13,6 procent, har landskontoret opgjort. Et massivt flertal af medlemmerne kom ikke til møder i deres afdeling og stemte. Det er almindeligt at se 5-10 procent af medlemmerne til medlemsmøder – selv om der tit er en højere procentvis andel i små afdelinger. Fremmødet og aktivitetsniveauet stiger også ofte en del i valgkampe. Men man kan uden at overdrive sige, at 80 procent af medlemmerne i Enhedslisten er passive. Blandt de aktive er aktiviteten meget varieret – nogle arbejder op til 20-30 timer om ugen uden at være ansatte, men for de fleste er aktivitetsniveauet meget lavere.

Enhedslisten har netop gennemført sin første nationale urafstemning, hvor afstemningen foregik elektronisk og med brev. Her stemte 38,13 procent. Det kan godt ses som et mål for medlemmer, der har et minimum af aktivitet i Enhedslisten.

Hvad kan Enhedslisten gøre for at undgå, at apparatet udvikler sig til et bureaukrati?
Vi skal fastholde rotationsreglerne og måske stramme dem lidt op. Måske er en 10-årig ansættelse lidt for lang, og måske skulle vi begyndte at se lidt mere kritisk på, når folk godt nok ikke bryder vores rotationsregler – men bryder med ideen i dem, ved at skifte mellem Enhedslisten og andre apparater.

Vi skal fastholde princippet om, at lønnen ikke må være højere end en faglært arbejders løn.

Vi skal styrke organisationens aktive liv og muligheder for demokratiske diskussioner– herunder medlemsbladet, elektroniske debatfora osv. Det er også vigtigt at styrke partiets strategiske diskussioner og teoretiske arbejde, kurser, kulturliv osv.

Vi skal arbejde bevidst på at uddanne dygtige og velskolede medlemmer, og give prioritering til medlemmer med virkelige erfaringer fra folkedybet.

Vi skal forankre Enhedslisten endnu bedre i brede folkelige kræfter og i folkelige kampe.

De sidste tre punkter peger i den samme retning. Enhedslisten har et stærkt parlamentarisk ben og et langt svagere udenomsparlamentarisk. Det sidste skal styrkes meget og vi må finde veje til at gøre det. Ellers risikerer vi og vores apparat at blive suget ind i det almindelige politiske spil, og at Enhedslisten bliver et politisk parti som alle andre.

Dette er blot nogle indledende overvejelser. Formålet med at bringe Mandels gamle tekst frem i lyset og kommentere i forhold til situationen i Enhedslisten har ikke så meget været at give færdige svar, men at pege på nogle vigtige problemer og forhåbentlig bidrage til en debat om, hvad vi kan gør ved dem.

 

Mikael Hertoft er medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse.

Opslået i Enhedslisten

single.php