Enhedslisten holder årsmøde den sidste weekend i september. Det kan blive en god anledning til at diskutere, hvor partiet står i den nye situation efter valget, herunder gøre status på valgkampen og valgresultatet. Endnu har de delegerede ikke fået et oplæg eller forslag til udtalelse fra ledelsen, men diskussionen er startet med en række indlæg på Modkraft.dk.

 

En samlet oversigt ligger på Modkraft. I det følgende bliver tre af disse indlæg refereret, hvorefter jeg diskuterer nogle af de udfordringer, Enhedslisten står med.

Mikael Hertoft, Marianne Rosenkvist, Jean Thierry, Jeanne Toxværd og Helge Bo Jensen havde et indlæg midt i sommerferien under overskriften ”Enhedslistens forspildte muligheder”. De er alle medlemmer af Enhedslistens Hovedbestyrelse og kendt for at udgøre et kritisk mindretal i flere vigtige diskussioner.

De mener, at Enhedslistens valgresultat på 7,8 procent var et skuffende resultat i forhold til dybden af regeringens og SDs krise i de sidste fire år – og sammenholder det med de bedste meningsmålinger fra 2013, som gav Enhedslisten helt op på 12-13 procent under og efter lærerlockouten.

Det skuffende resultat forklarer det især med en forkert politisk linje i valgkampen, som fredede SD, i og med at Enhedslisten gjorde valget til et spørgsmål om at vælge mellem rød og blå blok.

Dernæst kritiserer de, at Enhedslistens budskaber ikke afspejlede partiets politik, som den er formuleret i principprogrammet. Det er dog noget uklart, om de mener, at en mere principfast linje i valgkampen ville have givet et bedre valgresultat.

Indlægget affødte en længere debat fra nogle få ivrige debattører, som kom vidt omkring i forhold til ikke kun valgkampen, men Enhedslistens politik og organisation i bred forstand.

Udbyg ”fortællingen”
I starten af august havde Simon Nyborg så et blogindlæg med overskriften ”Enhedslistens fremgang giver nye politiske udfordringer – heldigvis.”

Simon Nyborg er politisk rådgiver for Enhedslistens folketingsgruppe.

Hans analyse af Enhedslistens valg er sammenfattet i 8 pointer (mest statistik på valgresultaterne i forskellige områder), efterfulgt af et bud på, hvordan ”fortællingen udbygges”. Kort fortalt mener Simon, at vi skal være tilfredse med fremgangen og især glæde os over, at vi nu har ”en betydelig del af vælgerskaren uden for København”.

Fremgangen skyldes, mener han, ”efter alt at dømme hovedsagligt et resultat af tyngden i Enhedslistens kommunikation og politiske udspil, hvor vilkårene for ledige og andre grupper uden for arbejdsmarkedet og især dagpengespørgsmålet har fyldt forholdsvist meget.”

Den centrale opgave bliver ifølge Simon ”at udvikle vores kommunikation og sætte os mål for, hvem vi vil nå med vores budskaber, så vi bliver bedre til at komme ud med vores politik.”

Indlægget rummer ikke nogen form for (selv)kritik af valgkampagnen, men det hedder dog, at ”Enhedslisten skal blive bedre til at stille systemoverskridende krav og blive bedre til at komme med svar på systemets grundlæggende problemer, men det skal ske på en måde, der knytter an til folks virkelighed.”

Det er uklart, om Simon mener, at vi forsømte denne opgave i valgkampen, og netop dette spørgsmål blev da også stillet i nogle af de kommentarer, som hans indlæg affødte.

"Vi var ikke for pæne"
Senest er der kommet et blogindlæg fra det nyvalgte folketingsmedlem Pelle Dragsted, som i de senere år har været en central figur i Enhedslistens maskinrum.

Indlægget starter som et svar til indlægget fra de fem HB-medlemmer, som Pelle ikke er særlig enig i. Det kan næppe overraske nogen, da det var en kritik af den linje, som Pelle har en stor del af ansvaret for.

”Jeg tror, det er en grundlæggende forkert analyse, at Enhedslisten opfattes som for "pæn". Det er efter min mening stadig et langt større problem, at mange almindelige lønmodtagere stadig opfatter os som fremmede, sære eller ekstreme,” skriver han.

Pelle ser to grunde til, at Enhedslisten ikke opnåede større fremgang: Dels var Socialdemokraternes svinestreger kommet på afstand, dels kom Alternativet stormende ind som noget NYT.

Har vi slet ikke begået nogen fejl, spørger han til sidst. ”Er der ikke noget, vi skal lære af de sidste fire år? Jo, selvfølgelig er der det.” Men denne spændende diskussion skal vi vente på til hans næste indlæg.

 

Systemkritik og valgresultat – to forskellige ting
Jeg deler på nogle punkter den kritik af Enhedslistens valgkampagne, som de fem HB-medlemmer rejser. Det gælder også kritikken mere generelt af den linje, Enhedslisten har lagt i forhold til S-regeringen de sidste fire år, hvor det på bestemte tidspunkter havde været rigtigt at stille regeringen over for et ultimatum (mistillids-dagsorden). Man skal bare passe på med at bruge den kritik til at forklare Enhedslistens valgresultat. Når vores fremgang kun blev beskeden, tror jeg, at Pelles forklaring er mere rigtig.

En mere skarp kritik af Socialdemokraternes regeringspolitik og/eller en mere klar kapitalismekritik ville ikke nødvendigvis have givet (mange) flere stemmer til Enhedslisten, måske endda færre. Det kan vi selvfølgelig kun gætte på.

En ting er, som Pelle skriver, at frustrationen over DONG-salget eller indgrebet i lærerkonflikten var kommet mere på afstand. Valget fandt sted på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen vigtig mobilisering eller bevægelse.

Noget andet, men formentlig også meget væsentligt, er, at en del af de skuffede S-vælgere, som Enhedslisten i løbet af valgperioden havde hentet, vendte tilbage til deres gamle parti især i de sidste måneder af valgkampen, hvor Helle Thorning mod alle odds faktisk kom til at stå med en reel chance for at blive genvalgt.

Man skal huske, at den gevaldige fremgang, som S oplevede i de sidste måneder af valgkampen, skete på trods af, at S afleverede vælgere til Alternativet (14 procent af Alternativets vælgere kommer ifølge en måling fra SD). Det er meget sandsynligt, at den uventede spænding i slutfasen, hvor der for første gang i hele valgperioden tegnede sig et dødt løb mellem ”blokkene”, fik nogle af ELs vælgere til at vælge (eller vende tilbage til) SD, når det nu blev et reelt valg mellem Lars eller Helle.

En meget skarpere kritik af SD i Enhedslistens agitation ville næppe have ændret denne tendens. Ideen om, at vi har tabt (mange) vælgere, fordi vi kom til at identificere os med regeringens politik, tror jeg ikke meget på. De fleste vælgere er ikke i tvivl om, at Enhedslisten står for en anden politik end S-regeringen, og at Enhedslisten i mange spørgsmål har været et talerør for de folk, der blev kørt over af regeringen.

Alternativets succes
Den anden ting er Alternativets succes. De fleste nye vælgere kommer fra Radikale Venstre (27%), men næsten lige så mange fra Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.

Man må formode, at det nye partis vælgere har haft forskellige grunde til at stemme på Alternativet i stedet for deres gamle parti. Og selv blandt Enhedslistens vælgere er der selvfølgelig forskellige motiver. Pelle nævner kun et enkelt, nemlig at her var noget nyt! Det forekommer at være en lidt tynd forklaring. Nyt med hvad?

Jeg vil pege på to områder, hvor det lykkedes Alternativet at profilere sig rimeligt godt, og hvor Enhedslisten burde have haft en skarpere profil.

Det ene er den grønne profil – herunder et opgør med vækstfilosofien. Til gengæld lykkedes det fx Alternativet at få megen omtale på deres (og vores) forslag om, at sænke arbejdstiden – det vil sige fordele arbejdet.

Det andet område kan formuleres på mange måder: systemkritik, ”en anden måde at tænke på” eller politikerlede – et ikke særlig veldefineret udtryk for, at Alternativet ikke bare var nyt, men også anderledes end de ”professionelle politikere”, som mange folk er meget trætte af, og hvor Enhedslisten i stigende grad ligner ”alle de andre”. Et meget konkret eksempel er de kedelige valgplakater, med et ansigt og et partinavn.

Nu kan med rette indvende, at det ikke er muligt at profilere sig på alt for mange mærkesager, men mit uvidenskabelige indtryk er, at vi for ensidigt kom til at fremstå som dem, der (kun) ville ”passe på hinanden”, fordi ”fællesskab fungerer”.

Appel til ”almindelige” mennesker
Både Simon og Pelle fremhæver i deres indlæg, at vi har konsolideret os som et parti med en bred appel til ”almindelige” mennesker. Den kunne måske have været endnu større, men vi gik trods alt frem i boligområder med mange lavtlønnede og kontanthjælpsmodtagere. Der er ingen tvivl om, at vi meget bredt opfattes som et seriøst parti, der har konkrete svar på folks konkrete problemer Det er en vigtig landvinding, som vi skal arbejde på at fastholde og udbygge.

Det er muligt, at mange af disse vælgere ikke interesserer sig så meget for at ændre samfundet i en mere grundlæggende retning. At det til dels er andre vælgergrupper, man appellerer til med den dagsorden. Men vi er pinedød nødt til også at bruge en valgkampagne til at komme med krav, der peger fremad mod en anden samfundsorden.

En interessant kommentar i ovenstående blogdiskussion kom fra Jakob Lindblom, som skrev, at vi må stille os spørgsmålet, om ”vi helst vil overbevise mennesker til at blive enige med os om at ville ændre verden og derved turde forklare dem dette, og så have et succeskriterie, som hedder at skabe nye socialister, eller om vi vil have et succeskriterie, som hedder flest mulige stemmer, og så møde disse, der hvor de i forvejen er og tale til dette fremfor at ændre dette.”

Den svære systemkritik
Vi er her fremme ved det, som var den største svaghed i Enhedslistens kampagne, nemlig at den på ingen måde pegede frem mod en anden samfundsorden. Det handler ikke om, at vi skal gentage, hvad der står i principprogrammet – det er netop et principprogram og ikke et valgprogram. Men vi skal formulere forslag og krav, som peger i den retning, som principprogrammet viser. Her må vi bare konstatere, at selv vores mest medievante repræsentanter igen og igen kommer på glatis og i defensiven, så snart diskussionen handler om (vejen til) det socialistiske samfund, vi kæmper for. Her er virkelig en opgave, som der skal arbejdes med.

Heldigvis kan man forstå, at det mener Pelle også, selv om han ikke direkte skriver, at det mislykkedes i valgkampen: Jeg er ”sådan set enig i ønsket om at bruge valgkampen til også at bringe Enhedslistens mere grundlæggende kapitalismekritik i spil. Men formålet må være at vinde opbakning til synspunkterne – og det kræver omtanke,” skriver han.

Ja, man fristes til at spørge: Er der nogen, som mener, at man ikke skal tænke sig om?

Og videre: ”Opgaven er at gøre kapitalismekritikken relevant og nærværende – at vinde opbakning for en socialistisk politik. Og det er nogle gange lettere sagt end gjort.”

Ja, men har nogen sagt, at det skal være let?

Lad os tage de svimlende udgifter på sundhedsområdet som et eksempel. Det blev faktisk et stort tema på et tidspunkt i valgkampen. Den burde Enhedslisten have grebet til at sætte fokus på den eksplosive vækst i medicinpriserne og rejse krav om samfundskontrol med medicinalindustrien.

Faktisk kom der en udtalelse den 5. juni, som rejste en række gode krav med brod mod den private medicinalindustri: loft over priserne, skat på superprofitter, offentlighed om produktionsomkostninger, udvikling af statslig medicin-produktion osv.

Det var et godt eksempel på, hvordan der med udgangspunkt i konkrete problemer kan rejses krav, som viser kapitalismens grådighed og en vej til et andet system. Vi har brug for at tænke videre i de baner.

Det var en god udtalelse, men hvor meget blev den egentlig brugt af vores kandidater på valgmøder og i medierne?

Opslået i Enhedslisten

single.php