Om Enhedslistens politiske udmeldinger under finanskrisen.

 

Den globale finanskrise, der i august 2008 for alvor brød ud i lys lue, har været en længe ventet og kærkommen anledning til at intensivere og udvikle kritikken af kapitalismen i Enhedslisten og på venstrefløjen. På papiret har det været en foræring til Enhedslisten, der i mange år har stået alene på den danske venstrefløj med en konsekvent anti-kapitalistisk linje.

Men hvordan har Enhedslisten nu forvaltet den politiske åbning, som finanskrisen har givet venstrefløjen? Hvordan har Enhedslistens politiske reaktion været på finanskrisen, hvilke politiske udmeldinger har partiet tilkendegivet på venstrefløjen og i offentligheden? Har partiet formået at bruge momentet til at præsentere en anti-kapitalistisk kritik og et revolutionært socialistiske alternativ?

Jeg vil i denne artikel argumentere for, at Enhedslisten nok har formået at få hidtil uset ørenlyd på formuleringen af økonomisk politik, men ikke har udnyttet krisen til at præsentere en konsekvent anti-kapitalistisk linje med revolutionært socialistisk perspektiv. I stedet har der været mange udmeldinger især fra folketingsgruppen, hvis politiske indhold har ligheder med den klassiske reformismes. En tilsyneladende stræben efter at spille ud med ”samlende” modsvar på finanskrisen, har (i bedste fald) gjort det uklart, præcis hvad Enhedslistens strategiske projekt er – både for omverdenen, men også overfor partiets medlemmer.

I det følgende gennemgår og vurderer jeg en række af de udmeldinger og initiativer, der er kommet fra Enhedslistens folketingsgruppe.

Enhedslistens krise-hjælpepakke

Enhedslisten reagerede hurtigt på den politiske udvikling, da det efter Roskilde Banks krak i august 2008 stod klart, at en finanskrise af globalt tilsnit ville ramme Danmark indenfor en overskuelig fremtid. Hurtigt var Frank Aaen i pressen og proklamerede med det fængende slogan ”Ingen bistand til spekulanter”, at Enhedslisten anså krisen for en konsekvens af ’grådigheden sat i system’. En god og hurtig reaktion, der klart markerede Enhedslistens afstandtagen til redning af spekulanterne i Roskilde Bank og det kapitalhungrende bankvæsen.

Snart efter (oktober 2008) fulgte Enhedslistens bud på en hjælpepakke (note 1). Pakken indeholdt en række gode og centrale elementer som anskueliggjorde den fordelingspolitiske klassekarakter af redningsaktionerne i Roskilde og EBH Bank. Det blev understreget, at pengene i det danske samfund ligeså vel kunne bruges til at skabe bedre velfærd. Dette budskab var i sig selv med til at fremstille Enhedslistens som parti, der forsvarede arbejderklassens vilkår.

Der er imidlertid to væsentlige kritikpunkter af hjælpepakken, som trænger sig på, hvis man ser på den fra et anti-kapitalistisk og revolutionært ståsted. For det første var hjælpepakken slet ikke vidtgående nok i sine krav. Fx var der ikke noget krav om fuld offentlig kontrol med bankerne, dvs. opbygningen af et offentligt kontrolleret bankvæsen. Alene dette krav ville have fremstillet Enhedslisten som et parti, der ville mere end blot redde klemte lønarbejdere med bolig, og sikre at de fattige fik ordentlige boliger gennem omlægning af investeringer i alment boligbyggeri.

For det andet er der optegnet et punkt i hjælpepakken, som jeg mener stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved karakteren af Enhedslistens politiske strategi: kravet om kreditfaciliteter til små erhvervsdrivende. Dette krav ligner til forveksling krav, der udspringer af teorien om monopolkapitalisme, som tidligere blev forfægtet af Danmarks Kommunistiske Parti. Denne teori hævder, at det afgørende træk ved den moderne kapitalisme er dens monopolkarakter. Socialisters/kommunisters centrale opgave bliver derfor at samle arbejderklassen og småborgerskabet i en folkefront mod storkapitalen.

Teorien om monopolkapitalismen lider under, at den ikke peger på det kapitalistiske system som det centrale problem. Teorien udpeger i stedet kapitalismens form på et givent historisk tidspunkt som problemet. Imidlertid er der ikke mindre udbytning i en kapitalisme med små virksomheder og lavere kapitalkoncentration. Kapitalforholdet, dvs. udbytning af arbejderklassen, er det skelsættende træk ved vores samfund – ikke den form, som kapitalforholdet antager i konkrete historiske perioder. Vores kamp som revolutionære socialister står med andre ord ikke mellem en dårlig kapitalisme (monopol) og en god (små virksomheder) – men mellem kapitalisme som sådan og socialisme. Det er mildest talt uklart hvilken kamp Enhedslisten opfatter som sit strategiske projekt, når man læser hjælpepakkens krav.

Det kan og skal ikke være Enhedslistens opgave at foreslå, at nogen dele af kapitalen skal favoriseres på bekostning af andre. Det er derimod Enhedslistens opgave at fremføre arbejderklassens krav overfor kapitalen som klasse på en måde så kravene bryder med det kapitalistiske systems logik.

Ham der Marx…

Senere i oktober lancerede Johanne Schmidt-Nielsen og Peter Nielsen (note 2) et indlæg på Modkraft. Hvor titlen lover radikal anti-kapitalistisk kritik, så lader artiklen meget tilbage at ønske. Mens udgangspunktet er Marx, så fremsætter artiklen en ren keynesiansk kritik og forklaring af den finansielle krise. Årsagen til krisen identificeres som deregulering af finansmarkederne, der ifølge skribenterne har skabt en krisedynamik, hvor spekulation er normen. Heroverfor fremstilles regulering af finanssektoren som den ubetingede årsag til den økonomiske stabilitet, der karakteriserede opturen i de kapitalistiske økonomier i de første årtier efter Anden Verdenskrig – en periode kendt som ’kapitalismen guldalder’. Det vil sige den periode, der gik forud for nyliberalismen.

Modsætningen mellem artiklens indpakning og indhold lod sig da heller ikke gå ubemærket forbi internt i Enhedslisten, hvor artiklen er blevet genstand for diskussion i Rød-Grønne Linjer. Her blev det påpeget, at artiklen slet ikke handler om Marx, da han ikke interesserede sig for at regulere markeder eller nationalisere nogle udvalgte af dem. Marx mente derimod, at kapitalismen måtte omstyrtes eller transcenderes – bl.a. fordi udbytning og kriser var en uundgåelig del af kapitalismens akkumulationsproces.

Schmidt-Nielsen & Nielsens svar på denne kritik var mærkværdigvis fuldstændig afvisende. Svaret var i stedet, at de var deltagere i et projekt omkring en samling af venstrefløjen, der set i et større perspektiv overflødiggjorde at svare alvorligt på kritikken. På samme måde var indholdet af dette samarbejde heller ikke relevant at diskutere, når bare man så det i det rette perspektiv. I hvert fald ville skribenterne ikke uddybe, hvad det præcist var for et samlingsprojekt, der var tale om.

Imidlertid er der god grund til at forholde sig kritisk til indholdet af Schmidt-Nielsen & Nielsens artikel. Mens det er rigtigt, at deregulering af finanssektoren – og det efterfølgende nyliberale reguleringsregime, der i forskellige former viser sig under Bank of International Settlements (BIS), Verdensbanken, den Internationale Valutafond (IMF) og Verdenshandelsorganisationen (WTO – tidligere GATT) – har fungeret pro-cyklisk (dvs. forstærket kapitalismens korte cykliske udsving), så er det direkte misvisende at udpege restriktioner på den finansielle kapital som årsagen til den økonomiske stabilitet i efterkrigstidens første årtier.

Baggrunden for stabiliteten var i stedet det uudnyttede industrielle vækstpotentiale, som var skabt i Europa efter Anden Verdenskrig pga. omfattende destruktion af kapitalapparatet. Vækstpotentialet muliggjorde en hidtil uset lang industriel ekspansion i den vestlige kapitalisme. Med andre ord var det muligheden for at opretholde uafbrudt kapitalakkumulation, der var årsagen til stabiliteten.

Derfor er Schmidt-Nielsen & Nielsen også på afveje, når de identificerer re-regulering som løsningen på kapitalismens nuværende og fremtidige kriser. En re-regulering af finanssektoren vil ikke løse kapitalismens nuværende eller fremtidige problem, fordi den finansielle ekspansion – understøttet af nyliberal deregulering – har sin rod i kapitalismens grundlæggende tendens til at skabe overakkumulationskriser. Regulering kan muligvis udskyde problemet i en kortvarig periode, men ikke løse problemet; det er strukturelt.

For mig at se reproducerer Schmidt-Nielsen & Nielsen den fejltagelse, som også teorien om monopolkapitalismen lider under: de erstatter det strategiske projekt om revolutionær omstyrtelse af selve den kapitalistiske produktionsmåde med modstanden mod den historiske form, som akkumulationsstrukturen antager i en given epoke af kapitalistisk udvikling. De erstatter kampen mod kapitalismen med kampen mod nyliberalismen. Og i forsøget herpå bliver keynesianismen og dermed reformismen den intellektuelle inspiration. At denne inspiration ikke bliver diskuteret alvorligt internt i Enhedslisten er meget bekymrende. Endnu mere bekymrende er det, at denne inspiration bliver til grundlaget for Enhedslistens politiske strategi udadtil i en tid med mulighed for offensiv anti-kapitalistisk kritik og mulig radikalisering af venstreorienterede kræfter i de reformistiske partier.

Kronik i Politiken

Forestillingen om, at det er modstanden mod den specifikke historiske udgave af kapitalismen, der er revolutionære socialisters centrale strategiske projekt, hører langt fra fortiden til. Den lever i bedste velgående på venstrefløjen i dag. Monopolkapitalismen er dog nu skiftet ud med nyliberalismen, der siden midten af 1970’erne har udgjort den dominerende modus i den internationale kapitalismes akkumulationsstruktur. Forestillingen om, at venstrefløjens strategiske projekt hedder anti-nyliberalisme, genfindes desværre i Enhedslisten, som vi så ovenfor.

At denne forestilling har været dybt forankret i Enhedslistens politiske udmeldinger under finanskrisen blev cementeret med en kronik i november af to ledende medlemmer af Enhedslisten (Frank Aaen & Pelle Dragsted 2008) (note 3). Det store problem ved kronikken er sådan set ikke, at Aaen og Dragsted fremlægger, hvordan nyliberalismen privilegerer finanskapitalen og skaber pro-cykliske og spekulative tendenser, der underminerer kapitalismens egen akkumulation. Ej heller er det et problem, når de fremhæver, at nyliberalismen har medført en radikal intensivering af udbytningen af arbejdskraften og ført til forarmelse og udstødning. Det er for så vidt meget væsentlige kritikker af nyliberalismen som klasseideologi og -praksis. Problemet er, at kronikken afslører en underliggende antagelse om, at perioden før nyliberalismen – nemlig det man kender som ’kapitalismens guldalder’ understøttet af keynesianske pengepolitikker – er en model til efterligning.

Antagelsen hos Aaen & Dragsted er, at nyliberalismen er den onde kapitalisme, mens den keynesiansk regulerede kapitalisme i 1950’-, 1960’-, og 1970’erne var den gode kapitalisme. Keynesianismens økonomiske politik betoner en stærk stat med meget indblanding i kapitalismens akkumulationsstruktur. Dens fordelingspolitiske svar er anderledes end nyliberalismen, idet den betoner efterspørgslen i økonomien og dermed forsøger at skabe en stabil udvikling af lønindkomsten. Men efterspørgslen er ikke målet i sig selv for keynesianismen – det er tværtom den fortsatte kapitalakkumulation og den deri indlejrede udbytning af arbejdskraften. Keynesianismen var (og er) ikke arbejderklassens redning – det var kapitalismens redning.

Antagelsen afslører sig selv på en række punkter. For det første virker det som om, at Aaen & Dagsted mener, at regulering af finanssektoren kan løse kapitalismens tilbagevendende kriser. Skribenterne fremhæver, at det er politikernes ansvar at imødegå fremtidige kriser, og det gøres ved at tilbagerulle den dereguleringsproces, som nyliberalismen har forestået de sidste 25 år. Kravet om regulering af finanssektoren står derfor som en mirakelkur overfor kapitalismen, hvor krisen nærmest er skabt af nyliberale politikere. Derfor kan det ikke undre, at det kunne lede Aaen & Dragsted til den slutning, at den væsentligste kamp står mellem nyliberal (kasino-)kapitalisme og keynesiansk (social)kapitalisme. Hertil skal det dog tilføjes, at der i kronikken – til forskel fra hjælpepakken – er indføjet et krav om opbygning af et offentligt kontrolleret bankvæsen, som er et væsentligt krav for en socialistisk strategi.

For det andet viser romantiseringen af kapitalismens guldalder sig i kravet om tilbagevenden til Bretton Woods-systemet. Opstillingen af kravet om nyt Bretton Woods vidner for mig at se om enten mangel på forståelse af Bretton Woods systemets historiske funktion eller en bevidst reformistisk strategi baseret på en genoplivning af det såkaldte ’produktivistiske kompromis’.

Bretton Woods-systemet var oprettelsen af en række finansielle institutioner (IMF, Verdensbanken og GATT) til understøttelse af en aftale mellem USA og England indgået i 1944, der havde til mål at sikre stabile valutakurser. De stabile valutakurser var vigtige for, at handlen med industrivarer over Atlanten og mellem de genopbyggede europæiske økonomier kunne udvikles.

Bretton Woods, der blev etableret i 1944, var ikke nogen gave til arbejderbefolkningen. Det blev først og fremmest etableret, fordi USA – sejrherren i efterkrigstidens kapitalistiske verdensorden – stod foran en massiv overakkumulationskrise, hvor landet ikke kunne få afsat sine industri- og landbrugsvarer. Sammen med Marshall Planen, der skulle hjælpe den europæiske kapital på fode igen efter Anden Verdenskrig, pumpede USA enorme summer af dollars i de europæiske økonomier. Disse dollars blev så brugt til at købe amerikanske industri- og landbrugsvarer og udskød på den måde overakkumulationskrisen.

USA – og landets multinationale selskaber – havde på det tidspunkt en klar interesse i at fastholde stabile valutakurser, da eksporten af industrivarer var til landets fordel. USA havde et produktivitetsmæssigt forspring i forhold til de europæiske økonomier, og i det ulige bytte, der opstod i udvekslingen af varer mellem USA og Europa tjente de amerikanske multinationale stort på de stabile valutakurser.

Det var ligeledes USA, der senere valgte at forlade og dermed reelt nedlægge Bretton Woods, da det ikke længere var rentabelt for landet at opretholde systemet. Det skyldtes bl.a. at de europæiske økonomier i stor stil havde indhentet USA’s produktivitetsforspring, og at der havde ophobet sig enorme summer af dollars på det såkaldte eurodollar-marked. Sidstnævnte forhold gjorde det omkostningsfuldt at opretholde systemet, fordi der skulle foretages store udlæg for at holde valutakurserne stabile.

Bretton Woods var altså frem for alt et redskab i hænderne på den dominerende stat i det kapitalistiske system til et bestemt tidspunkt i kapitalismens historiske udvikling. At ville tilbagekalde systemet som fremtidens svar på kapitalismens krise svarer til at gå tilbage til Bismarck for at skabe en moderne socialstat.

Det største problem ved kronikken af Aaen & Dragsted er dog, at den samlede række af krav ikke indeholder en målsætning om et brud med den kapitalistiske økonomi. Men besynderligt nok virker det faktisk som om de to Enhedsliste-medlemmer ønsker at nærme sig en reformistisk linje ift. finanskrisen. Således kan man mod kronikkens afslutning læse om de indgreb, som skribenterne foreslår, at

[s]elvom der er tale om socialistisk inspirerede indgreb, er de ovenstående forslag ganske moderate og burde kunne samle både venstrefløjen og de socialdemokratiske partier. Og selvom vi i Enhedslisten gerne så en mere vidtgående socialistisk udvikling, er der ingen tvivl om, at selv disse moderate indgreb vil udgøre et vigtigt opgør med 25 års nyliberalistisk politik og således ændre styrkeforholdet mellem de private interesser og demokratiet – til fordel for sidstnævnte.

Ovenstående udmelding er meget betænkelig, hvis man ønsker at Enhedslisten skal fremstå som og udgøre et revolutionært anti-kapitalistisk alternativ i den politiske offentlighed. Det virker, som om de to Enhedsliste-medlemmer hellere vil indgå i genoplivningen af det gamle ’produktivistiske kompromis’, der udgjorde reformismens strategiske projekt i de første tre årtier efter Anden Verdenskrig. Her eksisterede i alle de europæiske lande et kompromis mellem toppen af fagbevægelsen og den industrielle kapital, der havde til formål at sikre, at kapitalakkumulationen primært gennem opbygningen af store industrier kunne forløbe uden modstand fra fagbevægelsen. Til gengæld herfor sikrede den kraftige industrielle ekspansion arbejderklassen en stabilt stigende realløn, og i nogle lande faldt graden af udbytning af arbejdskraften en smule.

Selvom der i dette kompromis blev givet indrømmelser til arbejderbevægelsen, så har det produktivistiske kompromis ikke noget at gøre med socialisme. Forudsætningen for opretholdelsen af kompromisset var, at kapitalakkumulationen kunne fortsætte i uhindret tempo og skabe store produktivitetsstigninger. Den lange optur, dvs. kapitalismens guldalder, endte formelt med oliekrisen i 1973, der synliggjorde kapitalismens indre tendens til at producere kriser. Krisen viste, at kompromisset var bygget på en illusion – nemlig forestillingen om den krisefri kapitalisme.

Kommentar i Information

Efter en mindre pause i Enhedslistens folketingsgruppes udmeldinger bragte Information den 7. januar en kommentar i under overskriften ”Hvem skal have bank” (note 4). Kommentarens forfattere var igen Aaen & Dragsted. Der er to fremtrædende forhold ved kommentaren.
For det første angiver kommentaren en mere kritisk tone med en klarere socialistisk dagsorden ift. kronikken i Politiken i november.
For det andet, at romantiseringen af keynesianismen er videreført, om end som en mindre tydelig præmis for argumentationen.

Det centrale omdrejningspunkt i artiklen er således argumentet om nødvendigheden af at opbygge en demokratisk kontrolleret offentlig finansiel og banksektor. Banksektoren skal kontrolleres af offentligheden. Her standses ikke blot ved kravet om nationalisering og statens eje af bankerne, men kravet udvides med faktisk demokratisk kontrol.
Samtidig angriber Aaen & Dragsted åbent socialdemokratisk borgerlig politik, når de tager Thornings afvisning af nationalisering af banksektoren til kritisk revision. Dette er ligeledes et fremskridt i Enhedslistens udmelding, da det signalerer, at partiet vil andet og mere end at indgå i nyreformismens uhellige alliance, hvor SF lige nu stiller op som gummistempel.

Det store problem er, at udmeldingen stadig er meget uklar i udlægningen af statens rolle og de udfordringer, som tegner sig for socialister og venstrefløjen.
For det første blander Aaen & Dragsted konsekvent staten sammen med demokrati. De reproducerer den reformistiske forestilling om, at den dominerende skillelinie går mellem offentligt (dvs. statsligt) og privat eje. Den strategiske vision bliver at opnå nationalisering og statseje – fordi statseje forveksles med demokrati.

For det andet leder denne sammenblanding til en konsekvent udgrænsning af klasseperspektivet i den politiske analyse. Problemet er, at kravet om en virkelig demokratisering af finans- og banksektoren ikke bliver fremsat klart og tydeligt: nemlig som ansatte og brugeres kontrol og medbestemmelse over bankerne. Sammenblandingen fører til substitution af arbejderklassens aktive kontrol på basisniveau med statens aktive kontrol på nationalt niveau.

Romantisering af keynesianismen kommer endeligt til udtryk i idealiseringen af banksektoren ’oprindelige’ funktion i den politiske økonomi. Således kan man læse følgende i kommentarens indledning:

”At der findes banker er sådan set en god idé. Bankernes oprindelige formål er jo at sikre, at overskud fra en del af produktionen bliver kanaliseret over i andre dele af produktionen, hvor der er behov for investeringer. Og at sørge for, at vores opsparede midler anvendes på fornuftig vis i den tid, hvor vi ikke selv skal bruge dem.”

Aaen & Dragsted fremstiller banksektoren som en rent formidlende sektor i den kapitalistiske økonomi, der blot var tiltænkt rollen som redskab for kapitalakkumulationen i den industrielle produktion. Denne konstellation var dominerende under keynesianismen, men var historisk betinget og kan langt fra tillægges kapitalismen som historisk samfundssystem.
Denne fremstilling er en idealisering af banksektorens rolle i den kapitalistiske økonomi og af de klasserelationer, som ligger bag, af to grunde:

Først og fremmest er det forkert, at finanssektorens dominans i den nyliberale periode er et unikt og hidtil uset fænomen. Økonomiske historikere har gennem årtier påvist, at kapitalismens historiske udvikling i såvel Vesteuropa som på verdensplan har været præget af en vekselvirkning mellem finansiel og industriel ekspansion. Det har ikke blot været tilfældet under amerikansk dominans, men også under det britiske imperiums dominans i det kapitalistiske verdenssystem. Finanssektorens vokseværk og onde kapitalisme har altså været indre del af kapitalismens historiske udvikling.

For det andet, så betyder Aaen & Dragsteds fremstilling, at vi skal opfatte forholdet mellem finanskapitalen og den industrielle kapital som modsætningsfyldt. Men denne modstilling er helt forkert, når vi tager de klasserelationer, der ligger bag i betragtning.

Der findes ikke nogen fast afgrænset industriel kapital, som står overfor eller i modsætning til en finansiel. Det der snarere er tale om er, at akkumulationsproblemerne i den kapitalistiske økonomi løses ved, at ALLE kapitalister skifter (en del af) deres investeringer over i den finansielle sektor. Fx er det, at Danmarks største kapitalist A.P. Møller er hovedejer af Danske Bank, et meget konkret udtryk for dette forhold. Den nuværende krise har været opbygget af årtier af voksende gældsætning af især arbejderklassen. Nye opfindsomme finansielle (afledte) produkter. har været nødvendige for at kunne løse overakkumulationsproblemet i en tid, hvor lønnen har været for nedadgående (hvilket Aaen & Dragsted også er opmærksomme på, jf. ovenfor). Disciplineringen af arbejdskraften, der siden 1980 er blevet kraftigt intensiveret og ført til en stigende merværdirate (det vil sige stigende udbytning) har således måttet suppleres af mere gældsætning for at kunne opretholde forbruget af varerne. Uden dette forbrug ville kapitalismen stå med et akut overakkumulationsproblem.

Udbredelsen af de finansielle relationer har kort sagt haft en intim sammenhæng med den samlede akkumulationsstruktur – også i den nyliberale epoke – og tjent det formål at løse/udskyde overakkumulationsproblemet.

Nyliberalismen er derfor heller ikke et spørgsmål om ureguleret kapitalisme, men om en systematiseret organisering af gældsstrukturer, der opretholder forbruget. Strukturen er ganske vist, som Aaen & Dragsted er opmærksomme på, ustabil, da den er drevet af spekulative bobler. Disse bobler driver den underliggende opbygning af gæld, som på et eller andet tidspunkt må betales tilbage – og skabe et eksplosivt chok – eller holdes på afstand med nye bobler (IT-boblen, ejendomsboblen, osv. osv.). Den industrielle kapital har været en del af denne udvikling – og industrielle kapitalister har tjent penge både på deres finansielle og industrielle investeringer.

En re-regulering vil derfor, som nævnt ovenfor, heller ikke kunne løse kapitalismens problem – og derfor heller ikke nyliberalismens. Ligeså lidt vil det føre til en mere retfærdig fordeling mellem klasserne. Nyliberalismen har både favoriseret store multinationale virksomheder og ’finansielle’ holdingselskaber, dvs. betydet en forgyldelse af aktionærerne.

Når Aaen & Dragsted derfor forsøger at idealisere en oprindelig funktion for bankerne som er i ’vores’/samfundets interesse, så er det med til at sløre klasserelationerne bag. Samtidig understøtter denne præmis heller ikke Aaen & Dragsteds ellers fornuftige og progressive argument om en demokratisk kontrolleret bank- og finanssektor. Præmissen for dette argument skal i stedet hentes i den anti-kapitalistiske kritik af kapitalismens klassestruktur og opgøret hermed.

Enhedslisten må udvikle et program for finanskrisen med mere perspektiv

Den vej, som Aaen & Dragsted tegner for Enhedslisten i deres kronik i Politiken og kommentaren i Information, leder os for mig at se på vildspor. I stedet for at udnytte det potentiale, der ligger i den revolutionære anti-kapitalistiske kritik og vision, så peger deres forslag bagud til en svunden tid. Hvis vi følger denne vej, vil det føre til, at vi adopterer (elementer af) reformisme i bestræbelserne på at få Socialdemokrater og SF med i en venstrefløjsalliance, fordi vores strategiske projekt bliver bekæmpelse af nyliberalismen – og ikke kapitalismen.

Hvis Enhedslisten vælger denne vej, afsiger partiet sig samtidig den berettigelse, det har fået gennem 20 års hårdt arbejde: nemlig som Danmarks revolutionære socialistiske parti. Hvad Enhedslisten i stedet må gøre, er at fremsætte en systemkritik, der kan vise, at reformismens svar på den nuværende krise ikke kan løse problemet. Det er ikke nok at regulere finanssektoren eller sætte sin lid til statens organisering af kapitalismen. Enhedslistens strategiske projekt må være at afskaffe kapitalismen som system, og vi må fremsætte krav, der understøtter og leder til denne revolutionære omvæltning. Her må vi ikke forfalde til misforståede eller påtagede appeller til reformistiske partier som Socialdemokratiet og SF.

Den nuværende krise er ikke blot en finansiel krise, men en generel økonomisk krise. Den har sin rod i en overakkumulationskrise, der er forstærket gennem to årtiers finansiel ekspansion. Ekspansionen af den finansielle sektor har gennem lånefinansieret forbrug og spekulation kunnet udskyde sammenbruddet til i dag. Til gengæld er krisen desto dybere og alvorligere. Det er ikke uden grund, at krisen sidestilles med krakket på Wall Street i 1929 og konsekvenserne med den Store Depression i 1930’erne.

Desperat forsøger kapitalismens forsvarere, dvs. de ansvarlige politikere, at sparke liv i en døende krop med redningspakker, der ødsler milliarder af kroner, dollars og euro væk på ’toxic waste’.

Bortset fra at intet tyder på, at redningsplanerne redder noget, så er der en kerne af sandhed i det. Kapitalismen kan kun overleve, hvis kapitalejerne ikke bare har det godt, men også har udsigt til at få det bedre og bedre. Derfor skal de smøres. Der skal findes veje til at overføre midler fra arbejderklassen til kapitalejerne. Ellers forværres krisen. Endnu en grund til at være antikapitalister.

Regeringerne, partierne, fagbevægelsen og andre folkelige organiseringer står over for et valg, når der skal findes løsninger på den aktuelle krise: Enten udtænker man løsninger, der kan redde kapitalejerne og kapitalismen – og så kan man kun håbe, at det ikke går for hårdt ud over almindelige mennesker.

Eller også udtænker man løsninger, der kan sikre arbejderklassen og andre, der ikke er blevet rige på nyliberalismen, og det vil kræve, at man tør angribe de formuer, som kapitalejerne har hobet op. Det vil kræve, at man tør anfægte kapitalens magt over samfundet. Det vil kræve, at man tør gå på tværs af kapitalismens spilleregler. Og det vil kræve at stille sig op mod kapitalismens klassestruktur.

Derfor er det godt, at Enhedslistens folketingsgruppe i modsætning til alle andre partier har sagt nej til VKO’s redningsplan #1 og #2. Og det er godt, at den i stedet har stillet et forslag, som skal sikre lønmodtagere og andre almindelige mennesker mod krisens konsekvenser. Der er også et perspektiv i forslaget om at etablere banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutioner, der ikke styres direkte af private kapitalejere, men af staten, og som derfor ikke er underlagt et direkte pres for at skabe større og større overskud til ejerne.

Men i Enhedslisten skal vi passe på ikke at stille os tilfredse med disse forslag. Vi må ikke tage til takke med mindste fællesnævner i forsøget på en alliance med reformistiske kræfter. I mange år har der ikke været en synlig krise i den danske version af kapitalismen. Samtidig har venstrefløjen ideologisk set været i defensiven. I lang tid har vi ikke arbejdet med at præsentere og mobilisere for vidtrækkende indgreb i økonomien til fordel for arbejderklassen.

Derfor har hverken Enhedslisten eller andre på venstrefløjen et grydeklart program klar i forhold til finanskrisen. Det er en brændende opgave, fordi denne krise på én gang er akut og vil være langstrakt. Sådan et program må vende redningsplanerne på hovedet og nationalisere gevinsterne og
privatisere tabene. Det vil kræve en kombination af krav, der

 forsvarer arbejderklassen økonomisk mod krisens effekter
 sikrer, at kapitalejerne betaler
 sikrer åben og demokratisk indflydelse på de banker, som regeringen redder
 griber ind over for kapitalejernes magt over samfundet
 styrker arbejderklassens organisering og kontrol med de økonomiske dispositioner
 peger frem mod et samfund uden bristende bobler, spekulationer i forventede tab og gevinster, et samfund uden udbytning, hvor den arbejdende befolkning styrer samfundet på alle niveauer – også økonomien.

At fremsætte ovenstående krav er at gå skridtet videre end regulering af finanssektoren og støtte til de fattigste. Det er at gå skridtet videre og påbegynde formuleringen af et program for socialisme. Perspektiverne heri er mere vidtrækkende end perspektiverne i den nuværende hjælpepakke. Men Enhedslisten må præsentere en vidtgående kritik af kapitalismen og dens klassekarakter, hvis man vil udnytte de muligheder, som globale finans- og nu generelle økonomiske krise har åbnet for. Samtidig må man præsentere det socialistiske alternativ, for at udgøre den nødvendige modsætning til både den nyliberale regering og de reformistiske partier, der har købt VKO-regeringens hjælpepakke #2.

Enhedslisten må i offensiven og bruge krisen som løftestang for sit projekt om et andet samfund. Første skridt er at formulere krav som udfordrer og overskrider systemets grænser. Der er stadig et stort arbejde hermed, men udgangspunktet må være vores strategiske projekt: at afskaffe kapitalismen og skabe et socialistisk samfund gennem mobilisering og organisering af arbejderbefolkningen.

København, 23. januar 2009.

Noter:
1) Se Enhedslistens hjemmeside: www.enhedslisten.dk/krisehjælpepakke
2) Schmidt-Nielsen & Nielsen: ”Ham der Marx…”, i Modkraft. Tilgængeligt på: http://modkraft.dk/spip.php?article8801
3) Aaen & Dragsted: ”Finanskrisen skal løses fra ventre”. Kronik i Politikken. Tilgængelig på Politikens hjemmeside: http://politiken.dk/debat/kroniker/article598141.ece
4) Aaen & Dragsted: ”Hvem skal have bank?”, Kommentar i Information d. 7.januar. 2009, s. 20/21.

 

Opslået i Økonomi

single.php