Det fundamentale problem med Enhedslistens udmeldinger under krisen har været, at de samlet set ikke har præsenteret nogen grundlæggende kritik af kapitalismen, skriver Anders Hadberg i en replik til Pelle Dragsted.

Pelle Dragsted svarer i et indlæg i Socialistisk Information i februar/marts på min kritiske artikel fra januar om Enhedslistens udmeldinger under den kapitalistiske krise. Pelle åbner i sit svar for en vigtig diskussion omkring et revolutionært socialistisk partis opgaver på kort og lang sigt. Samtidig åbner han for den vigtige diskussion af hvad Enhedslistens politiske opgaver er i lyset af den nuværende økonomiske krise. Den diskussion er kærkommen og bliver taget op i denne artikel.

Jeg argumenterer for at Enhedslisten må arbejde efter en strategi, hvor man agiterer for at mobilisere først sine medlemmer og siden en bredere kreds til en social bevægelse. Uenigheden mellem Pelle Dragsted og mig består da i den strategi, som Enhedslisten må følge i sit arbejde for at skabe de nødvendige forskydninger i klassekampens styrkepositioner. Mens Pelle peger på agitation for at overbevise, peger jeg på fremsættelsen af krav for at mobilisere. Det er gennem vores mobilisering, at potentialet for radikalisering og virkelig forskydning i magtforholdene ligger. Samme strategi ligger bag, når det kommer til at presse S og SF til en mere progressiv politik.

Langt hen ad vejen er jeg enig i de slutninger angående Enhedslistens behov for at koble progressive krav på kort sigt med systemudfordrende krav på længere sigt, som Pelle kommer til i sin replik. Det var faktisk udgangspunktet for min egen artikel.
Imidlertid fejlpræsenterer Dragsted også konsekvent den kritik, som jeg har fremført af Enhedslistens politiske udmeldinger, når han hævder, at jeg
– fremstiller alle Enhedslistens folketingsgruppes udmeldinger som fejlslagne; jeg krediterer faktisk gang på gang Enhedslisten for progressive udmeldinger.
– repræsenterer en politisk strategi a la ”kun socialisme er løsningen”, hvori kritik af nyliberalismen ikke har nogen plads – faktisk mener og skriver jeg det stik modsatte.
– skulle have forfægtet det synspunkt, at regulering af kapitalen eller lignende delsejre inden for kapitalismens rammer skulle være skadelige for kampen for socialisme.

Denne fejlrepræsentation er skadelig for en ordentlig debat af nogle af de forhold, som Dragsted undgår at tage stilling til i sin replik:
– at der i flere af de indlæg, jeg kritiserer, faktisk er en romantisering af 1950 og 1960’ernes kapitalisme
– at Enhedslisten har været mildest talt uklar omkring, hvad man mener med støtte til små erhvervsdrivende
– at kronikken i Politikken ikke bruges til at fremsætte en sammenhængende analyse for en bredere læserskare
– at der mangler en grundlæggende diskussion i og omkring partiet af finanskrisens årsager og politiske muligheder, samt hvilke krav Enhedslisten må fremsætte ifm. krisens udvikling.

Mit egentlige formål i denne artikel bliver imidlertid at komme ud over polemikken og levere bud på hvilke opgaver Enhedslisten står overfor under den kapitalistiske krise, og hvilken strategi man skal følge for at løse disse.

Hvorfor kritik af Enhedslistens udmeldinger?

Tilsyneladende er der tvivl om hvad min kritik egentlig går ud på. Lad mig derfor svare helt grundlæggende på hvad kritikken af Enhedslistens udmeldinger under krisen går ud på.

Det fundamentale problem med Enhedslistens udmeldinger under krisen har været, at de samlet set ikke har præsenteret nogen grundlæggende kritik af kapitalismen. Problemet er det samlede indtryk, som man står tilbage med, når man har læst udmeldingerne, hvor man er i tvivl om, i hvilken retning Enhedslisten vil trække samfundet for at løse krisen.

Den tvivl kan identificeres på flere planer.
For det første er man i tvivl om, hvad der er krisens grundlæggende årsag. Der peges primært på finanskapitalen i stedet for kapitalist klassen som helhed. Der peges på afregulering af den finansielle sektor i stedet for kapitalismens tendens til overakkumulation og behov for finanssektoren til at låne arbejderklassen penge til forbrug.
For det andet bliver man i tvivl om, hvem Enhedslistens udmeldinger taler til. Kronikken i Politiken taler til lederne af S og SF, mens kommentaren i Information taler direkte til sympatisører omkring Enhedslisten. Det er altså uklart hvilken strategi, der ligger bag udmeldingerne, og hvilken effekt de er tiltænkt.

Pelle Dragsted skriver, at udmeldingerne afspejler partiets agitation. Men i så fald synes jeg ikke, det er mig, der forvirrer analyse og agitation, men en forvirring der stammer fra Enhedslisten selv. Udmeldingerne afspejler for mig at se i hvert fald ingen entydig bagvedliggende strategi.

Men hvordan skal Enhedslisten så agere under krisen – hvilken strategi skal man følge? Det er kun rimeligt at stille det spørgsmål. For mig at se må Enhedslistens strategi hvile på en forståelse af det revolutionære partis forhold til sine medlemmer og sin organisation. Enhedslistens strategi må tage udgangspunkt heri:
1. For det første har vi brug for en reel analyse af krisen, dens årsager og konsekvenser på hhv. et ideologisk og økonomisk plan, samt på kort og lang sigt.
2. For det andet må en socialistisk strategi tage udgangspunkt i en sådan analyse.
3. For det tredje må en socialistisk strategi – ’one-way-or-the-other’ – pege frem mod etableringen af et socialistisk samfund.
4. For det fjerde er det det socialistiske partis opgave at forklare årsagerne bag den økonomiske krise og løsningerne herpå – og at forankre den hos sin medlemskreds og om muligt i en bredere offentlighed.

Det er på baggrund af disse fire kerneopgaver at vi skal forstå og fastlægge Enhedslistens strategi under den kapitalistiske krise.

Enhedslistens to hovedopgaver

Den økonomiske krise stiller Enhedslisten overfor to hovedopgaver. Lad mig kort beskrive hvad de to hovedopgaver går ud på. Derefter vil jeg forklare hvordan de opgaver adskiller sig fra den måde, som Pelle Dragsted vil agitere på.

Mobilisering af medlemmer og sympatisører

Enhedslisten må som det første udnytte den kapitalistiske krise til at kritisere og forklare, hvorfor kapitalismen skader den almindelige arbejderbefolkning. Enhedslisten må forklare almindelige lønmodtagere, hvorfor de bliver fyrede eller tvinges ned i løn osv. Det må partiet gøre velvidende, at det er en mindre skare, der lytter til partiet og overbevises af vores forklaringer og kritik.

I første omgang er det derfor også en selvstændig opgave at forklare og diskutere med Enhedslistens medlemmer, hvad krisens årsager er. Det vil sige at forankre en forståelse hos medlemskredsen gennem skoling og diskussion, samt hos en bredere kreds af sympatisører, der findes – som Pelle Dragsted selv skriver det – blandt S og SF’s vælgere.

Mobiliseringen af Enhedslistens egne medlemmer og sympatisører til at indgå i samfundsdebatten på arbejdspladser og i sociale og faglige bevægelser om krisen er første skridt i Enhedslistens strategi. Det er med andre ord opgaven at henvende sig til medlemmerne og sympatisører for at udstyre dem med analyser og argumenter i de politiske kampe, som udspiller sig ’på gulvet’ af den sociale virkelighed, der er den første hovedopgave for Enhedslisten.

Det er en hovedopgave, fordi det er gennem politisk skoling og efterfølgende erfaring med politisk kamp hos flest muligt mennesker, at vi begynder arbejdet med at flytte styrkepositioner ideologisk og materielt – som Pelle Dragsted efterlyser. Vi skal med andre ord agitere for at mobilisere – og i første omgang retter den mobilisering sig mod egne medlemmer og understøttelsen af deres udenomsparlamentariske kamp.

Mobilisering af social bevægelse

Den anden hovedopgave for Enhedslisten er at mobilisere en social bevægelse, der på kort sigt kan forhindre, at arbejderbefolkningen og marginaliserede kommer til at betale for krisen, og på lang sigt kan blive en offensiv bevægelse, der angriber kapitalismen. Det er denne bevægelses fornemmeste karakteristika, at den kan give erfaringer med kamp mod kapitalismen som system og dermed har potentialet til at skabe radikalisering blandt en bred skare af mennesker.

Her bliver uenigheden mellem Pelle og mig tydelig. Pelle mener, at agitation kan rykke styrkeforhold i klassekampen ideologisk og materielt. Heroverfor mener jeg at agitation aldrig kan stå alene, hvis den skal kunne flytte på styrkeforholdene. Agitationen må sigte på at mobilisere mennesker til kamp mod kapitalismen. Det er kun gennem kamperfaringerne i de sociale bevægelser, at Enhedslisten har muligheden for at radikalisere brede lag af befolkningen og dermed virkeligt flytte på styrkeforhold i klassekampen.

Strategien for Enhedslisten bliver derfor heller ikke at tale til ledelserne i S og SF; sådan som Pelle og Frank gør det i kronikken i Politiken. Strategien bliver derimod at agitere overfor – dvs. tale til – de to partiers bagland for at mobilisere disse i en bevægelse til kamp mod nyliberalismen og kapitalismen.

Min kritik af Frank og Pelles kronik i Politiken er derfor heller ikke, at de ønsker at lægge pres på ledelserne i S og SF for at tilslutte sig nogle progressive krav i lyset af krisen. Ideen er i sig selv rigtig. Som Pelle skriver i sit svar til mig, så er der god ræson i at

”opbygge alliancer mod den nyliberalistiske politik, som er langt bredere end Enhedslisten, og modstanden mod nyliberalismen findes også massivt blandt de øvrige danske arbejderpartiers vælgere.”

Men den måde, de forsøger at gøre dette på, er imidlertid forkert. Redskabet til at skabe at presse partiledelserne til progressive politiske tiltag går ikke gennem en appel til disse ledelser – måske især ikke, hvor de står overfor en mulig regeringsdannelse og stor vælgertilslutning.

Redskabet består i at udnytte modsætningerne mellem på den ene side medlemmernes og vælgernes forventninger til Socialdemokratiet og SF, og på den anden side deres faktiske politik – især hvis/når de kommer i regering. Som alt andet skal vi se dynamisk på denne modsætning. Den ændrer sig over tid og kan ændre sig hurtigt. Vores aktivitet kan medvirke til at øge den. Vi må hele tiden søge de modsætninger, der opstår undervejs og udnytte disse åbninger.

At kunne finde disse åbninger, kræver, at vi har en fornemmelse for, hvad der tænkes i S-SF’s bagland. Til det formål har vi brug for aktive medlemmer, der på organiseret vis diskuterer og opsamler deres indtryk og erfaringer på dette område. Det er her, at vi har brug for aktive medlemmer med god politisk skoling på arbejdspladserne og i de sociale bevægelser, hvor de møder og diskuterer med de to partiers medlemmer. Det er gennem dette fundamentale arbejde at muligheden opstår for at mobilisere medlemmer og vælgere hos S og SF til et pres på partiledelserne for en progressiv politik.

Hvordan skal vi så stille krav til S og SF?

Hvad er det så for en type ’realisme’, der skal karakterisere vores krav til S og SF? Det er en realisme i to dimensioner:

Vi skal ikke formulere kravene efter, om det er realistisk, at de kan gennemføres inden for kapitalismens rammer.
På den ene side er kapitalismen enormt fleksibel og kan ofte tilpasse sig vidtgående indgreb. På den anden side kan arbejdsgivere og borgerlige politikere gøre et nok så lille tiltag til en trussel mod hele samfundets grundvold. Det har altså ingen mening at gætte på, hvad der kan lade sig gøre inden for systemets rammer. Og skulle vi kunne skabe bred opbakning for at kræve systemoverskridende forandringer, ville det være så meget desto bedre.
Vi skal ikke formulere kravene efter, om det er realistisk, at Helle TS og Villy S vil gennemføre dem. For det første er det uinteressant, hvad de vil, eftersom vores rolle ikke er at yde konsulenttjeneste til de to partiledelser. For det andet er det et åbent spørgsmål, og svaret skifter over tid, afhængigt af den samfundsøkonomiske udvikling, den parlamentariske situation og det pres, de er udsat for fra deres bagland.

Vi skal derimod formulere kravene, så det er realistisk, at vi kan tale til og få opbakning fra store dele af de to partiers bagland, og at vi kan skabe en bevægelse bag disse krav. Igen skal vi huske, at hvad der i den forstand er realistisk, kan ikke fastlægges én gang for alle. Det er en dynamisk skiftende størrelse, som vi oven i købet kan have indflydelse på gennem vores politiske aktivitet.

Enhedslisten må derfor fremføre krav til S og SF, som flytter mobiliseringen og organiseringen ud på arbejdspladserne og i bevægelserne. Krisen er en oplagt mulighed for at stille den type krav.

En ting står klart allerede nu: krisen kommer til at koste jobs. Derfor må Enhedslisten fx stille krav om en beskæftigelsesplan. Planen må baseres på krav, som flytter modstanden og mobiliseringerne ud til lønmodtagerne på arbejdspladserne. Allerede nu arbejder Enhedslisten med krav som:
○ Forhøjelse af dagpenge-satserne
○ Nedsat arbejdstid/Arbejdsfordeling uden lønnedgang

Af samme type krav kunne tilføjes
○ Ingen må falde for dagpengegrænsen
○ Krav om en jobgaranti gennem statsstøttede beskæftigelsesprogrammer
○ Genindførelse af skolepraktik (også krav fra 3F)
○ Beskæftigelsesprogrammer udarbejdet/kontrolleret af fagbevægelsen (det er dem der ved hvad de ledige kan)
○ (videre)Uddannelsesgaranti for alle ledige – evt. til fuld løn

Ligeledes kunne det kombineres med krav om ingen fyringer i overskudsgivende virksomheder – sådan som NPA i Frankrig kræver det. Et andet krav kunne være, at virksomheder, der gjorde brug af statens lånefaciliteter og skatteudskydelse skulle ’åbne for regnskabsbøgerne’, så de ansatte og fagbevægelsen kunne se hvilke dispositioner ledelsen foretager. Endvidere rejser der sig i forlængelse heraf kravet om, at ingen virksomhed som på nogen måde er støttet af det offentlige må udbetale dividender. Endvidere kan man overveje at foreslå en beskæftigelsesskat på alle dividender i danske virksomheder – de skal gå til en national beskæftigelsesfond, der fungerer på tværs af økonomien og forvaltes af fagbevægelsen.

Denne plan kan kobles med kravet om, at banksektoren skal være under fuldt demokratisk kontrol. Det har Dragsted & Aaen på glimrende vis tidligere foreslået. Jeg vil tilføje to dimensioner til deres krav, som kobler det med beskæftigelsesplanen. For det første må hele banksektoren være under demokratisk kontrol (ansatte/brugeres styring, samt offentlighedens kontrol heraf). Ellers vil den demokratisk kontrollerede bank bare skulle fortsætte konkurrencen på kapitalistiske vilkår. For det andet giver det mulighed for (a) at bevare jobs i banksektoren, og (b) at kanalisere midler fra banksektoren over i en ’beskæftigelsesfond’, der skal sikre beskæftigelsen på kort sigt.

Det er klart, at der for nuværende ikke er de store åbninger mellem S og SF og deres bagland. Den kommer først i det øjeblik, partierne skal til at forvalte kapitalismen. Men Enhedslisten må forberede sig på den situation ved allerede nu at formulere progressive krav, som mobiliserer og flytter kampene ud på virksomheder og arbejdspladser. For det er samtidig her, at de reformistiske partiers manglende evne til at skabe løsninger på arbejderbefolkningens betingelser ses tydeligst. Dermed er radikaliseringspotentialet også størst.

I forlængelse af ovenstående er det klart, at Enhedslisten også har et andet formål med at rejse krav til S-SF/’en ny regering’: nemlig at præsentere en alternativ vej til den, de to partiledelser præsenterer. I en situation, hvor modsætningerne mellem det brede bagland og partiledelserne ikke er overvældende, vil et sæt af krav, der lever op til de ovennævnte realismeforudsætninger, ikke reelt udgøre et politisk alternativ. Sandsynligvis vil de udgøre nogle begrænsede, men vigtige forbedringer af S-SF’s politik (og modstand mod de værste tiltag, de kunne finde på).
Derfor må vi også introducere mere vidtgående krav og forslag, inklusiv systemoverskridende krav, der peger på en anden måde at organisere samfundet på.

Der kan her meget nemt opstå en modsætning mellem vores hovedformål, dvs. at mobilisere og radikalisere S/SF baglandet til pres på partiledelserne, og vores sekundære formål, dvs. at udgøre et alternativ til S/SF, når der ikke er basis for den store mobilisering af baglandet.
Det er den modsætning, som Dragsted er inde på, når han frygter, at vi skal fremstå som fantaster.

Det er da heller ikke en simpel politisk opgave at formulere disse krav. Men også når det gælder at introducere mere vidtgående krav end dem, der umiddelbart udtrykker forventningen i de to partiers bagland, gælder det om, at søge de åbninger, som den politiske situation skaber. Diskussioner, afsløringer og modsætninger i samfundet, som på bestemte felter gør det nemmere at skabe forståelse for mere vidtgående politiske tiltag.

Et eksempel et sådan krav kunne være gennem en beskæftigelsesplan at introducere offentlige investeringer, som overtager områder, der for nuværende er underlagt profitabel kapitalistisk produktion. Her er det ikke nok, som Socialdemokraterne har foreslået, bare at investere i produktion, som det offentlige allerede har eneret på (fordi det i forvejen ikke kan gøres til genstand for profitjagt).

Kravene må gå videre og omfatte (a) demokratisk kontrollerede investeringer, hvor ansatte/brugere styrer og det offentlige kontrollerer, og (b) investeringer i områder, der for nuværende varetages af overskudsgivende kapitalistiske virksomheder. Kun herigennem kan der skabes en dynamik, hvor det offentlig vil fortrænge kapitalens profitjagt på centrale industrielle områder af kapitalismens produktionsniveau.

To områder, hvor der er politisk åbning for offentlig produktion er grøn energi og medicin. På begge områder skal investeringerne forvaltes af fagbevægelsen og de ansatte/brugere på de forskellige virksomheder. På begge områder er det muligt at igangsætte større produktion, som undgår at give staten underskud, fordi industrien i forvejen er ramt af nedgang. Tværtimod vil det ikke være en belastning for det offentlige.

Afslutning

Enhedslistens står i den nuværende situation altså over for to hovedopgaver: På den ene side at mobilisere egne medlemmer gennem en forankret kapitalismekritik og -forklaring af den økonomiske krise, og på den anden at mobilisere en bredere skare fra S og SF’s bagland gennem fremsættelsen af krav, der udnytter åbninger og modsætninger mellem bagland og ledelser.

Den første opgave er allerede så småt begyndt med debatten i partiet omkring den kapitalistiske krise. Men Enhedslisten må i højere grad fortsætte denne diskussion mere struktureret og klæde sine medlemmer på til den politiske kamp på arbejdsplaser og i de sociale bevægelser.

Den anden opgave ligger stadig forude. Her må vi i Enhedslisten begynde at diskutere hvilke krav, der er mobiliserende og flytter kampen mod virkningerne af kapitalismens krise ud på virksomhederne. Det er samtidig vigtigt at hele organisationen bidrager kollektivt til at afklare hvilke krav, der de rette til et givet tidspunkt.

Jeg har i denne artikel givet nogle bud på hvilken type af krav, jeg ser som mulige for afsæt til at mobilisere en social bevægelse, der kan udfordre centrale elementer i kapitalismens produktionsstruktur. Det er imidlertid langt fra færdige bud. Tværtimod er diskussionen kun lige begyndt. Som sagt er der ingen på venstrefløjen, der har et færdigt program for handling under krisen. Imidlertid er processen frem mod afklaring af Enhedslistens opgaver i den nuværende og kommende politiske situation en presserende opgave, som vi må tage hul på med det samme. Ellers er risikoen for, at Enhedslisten bliver marginal spiller i de protester, som kommer, alt for stor.

05.03.2009

Opslået i Enhedslisten, Økonomi

single.php