Hvis vedtagelserne fra sidste årsmøde skal blive til mere end flotte ord, er det vigtigt, at forståelsen af bevægelsernes vigtighed forankres blandt Enhedslistens medlemmer….

1. På Enhedslistens årsmøde i 2008 blev der med stort flertal vedtaget nogle dokumenter som i brede træk pegede fremad mod i større grad at styrke partiets arbejde i bevægelserne i almindelighed og fagbevægelsen i særdeleshed. Det drejede sig primært om: "Skab forandring – skab bevægelse" og "Enhedslisten gør en forskel”.
Som det står i sidstnævnte dokument:
”- Vi vil satse målbevidst på at øge Enhedslistens forankring i fagbevægelse, elev- og studenterbevægelse, boligforeninger og lejerbevægelse og i alle folkelige bevægelser, der opstår om aktuelle kampspørgsmål.
– Vi vil styrke Enhedslistens organiserede arbejde og dialog med disse bevægelser, ved at styrke de Enhedsliste-netværk der allerede findes, og etablere netværk, hvor de endnu ikke er.”

Hvis det skal blive til mere end nogle flotte ord i en årsmødeudtalelse er det imidlertid vigtigt at forståelsen af bevægelsernes vigtighed forankres blandt Enhedslistens medlemmer.

Det drejer sig dels om en forståelse af, at bevægelse er det, der skaber forandring og at det er i bevægelse sammen med andre, at den enkelte kan rykke sig politisk. Dette er ikke ensbetydende med en ukritisk opbakning til en hvilken som helst bevægelse. Vi skal netop som Enhedslistemedlemmer være med til at udvikle de bevægelser og de krav i bevægelserne, der kan føre til reelle forandringer.

For Enhedslisten er det en hovedopgave at ændre og udvikle fagbevægelsen, så den bliver:
• basisorganiseret
• aktiv
• demokratisk
• solidarisk, og
• kæmpende
Her og nu må Enhedslisten arbejde for at udnytte de potentialer, der er, og skabe opbakning for de krav og aktiviteter, der vil sikre og udbygge velfærden – og i sidste ende føre til et opgør med den herskende samfundsuorden.
Vi og alle andre, som forsøger at arbejde for sådan en fagbevægelse, vil støde på modstand fra fagbevægelsens topledelse, som næsten altid v il forsvare de eksiste-rende forhold.

2. Kampen om velfærden og kampen om magten
Et centralt område, hvor Enhedslisten kan og skal gøre en forskel er i velfærdskam-pen.
I første omgang er kampen til forsvar for velfærden "blot" et forsvar for socialliberali-stisk kapitalisme "med et menneskeligt ansigt" – den udgave af kapitalismen, som Socialdemokratierne har forsvaret, siden de i starten af det 20. århundrede opgav kritikken af grundlæggende produktionsforhold under kapitalismen. Men samtidig peger denne kamp fremad mod spørgsmålet om magten i samfundet.
Den offentlige og solidariske velfærd støder mod kapitalens behov for udvidelse af området for profitproduktion, hvad der har været en medvirkende årsag til den aktuel-le finanskrise. I de sidste årtier har folks service- og forbrugsbehov ændret sig i de udviklede industrilande. Hvad enten nyliberale eller socialdemokrater har siddet på regeringsmagten, er de sociale behov for mere service, både privat og offentlig, øget konstant: Ældreomsorg, undervisning, sundhedsvæsen, fritidstilbud, kulturel aktivitet og anden virksomhed, som ikke kan outsources eller produktionseffektiviseres lige så let som f.eks. fremstilling af biler og køleskabe. Derfor angriber kapitalen og den bor-gerlige regering konstant den offentlige velfærd og forsøger at erstatte den med pri-vate, forsikringsbaserede eller privatfinansierede ordninger. Særligt i lande med højre eller centrum-højre regeringer som i Danmark, vil regeringerne bruge finanskrisen som anledning til at intensivere og udvide de angreb, vi allerede har set de sidste par år. Fx på sygehusområdet, hvor fradragsberettigede sygeforsikringer, behandlings-garanti og en skævvridning af ressourcer giver de private hospitaler en stor konkur-rencefordel frem for de offentlige sygehuse. Og det ses på daginstitutionsområdet, hvor konstante forringelser kombineret med muligheden for at lave private tilbud med højere forældrebetaling betyder at flere og flere forældre vælger at benytte sig af pri-vate tilbud. Og det ses i det hele taget på stort set samtlige velfærdsydelser, hvor regeringen har stillet et krav om at 26,5% af kommunernes service skal udliciteres.
Og velfærdskampen peger også ud over den sociale service. Den aktuelle krise, hvor individer og familier er hårdt presset på privatøkonomien, giver mulighed for at gen-opfinde nogle af arbejderklassens gamle krav om kollektivisering af den reproduktive sfære. Dernæst peger velfærdskampen mod andre områder af økonomien, hvor samfundet især har en interesse i offentlig drift – f.eks. forsyningsvirksomheder og finansvirksomheder.

Kampen om velfærden handler om arbejderklassens leveforhold, og hver gang vi løsriver et område fra privat profitstyring, styrkes denne kamp.

3. De seneste års velfærdskamp.
Den borgerlige regering har siden sin tiltræden ført en bevidst omend ikke altid åben-lys strategi for at underminere den offentlige velfærd. Socialdemokraterne har ikke gået imod denne linie, men har nærmere – i klassesamarbejdets og den økonomiske ansvarligheds navn – blot lovet at ville gøre det samme, men lidt mere ”menneskeligt”.

De seneste år har angrebene på den offentlige sektor imidlertid ført til relativt omfat-tende mobiliseringer, bredt i arbejderbefolkningen.

Fra de store velfærdsdemonstrationer 17. maj 06 og 3. oktober 07 til kampe mod kommunale nedskæringer og overenskomststrejkerne i 2008. De generelle kende-tegn i hele forløbet har været: at de uddannelsessøgende og deres organisationer har spillet en betydelig rolle, at toppen i fagbevægelsen (med få undtagelser) har været en begrænsende kraft i forhold til at udfordre det politiske system (ikke mindst deres venner i toppen af SD), at de små sejre, der trods alt er opnået har været baseret på aktive medlemmer i de offentligt ansattes fagforeninger og til dels daginstitu-tionsforældre, og at der fortsat er en betydelig splittelse mellem faggrupper og mellem offentligt og privat ansatte – ikke mindst i fagtoppen.

Regeringens underminering af den sociale service sker i et tæt samspil med angreb på fagbevægelsen og faglige rettigheder. Nedskæringer på daginstitutioner, ældre-pleje osv., og forringelser af dagpenge og efterløn, er to sider af samme sag.
Dertil kommer den undergravning af faglige rettigheder, som er resultat af EU´s indre marked, hvor vi har set utallige eksempler på arbejdsgivere, der udnytter udenlandsk arbejdskraft som løntrykkere, og EF-domstolens undergravning af fagbevægelsens konfliktret.
På alle områder har såvel fagtoppen som den politiske opposition (her: S og SF) ef-fektivt stoppet mulighederne for at bekæmpe forringelser. De har i hele forløbet fulgt klassesamarbejdets vej, som højst har ført til, at forringelserne er blevet marginalt mindre, end den borgerlige regering og arbejdsgiverne havde ønsket sig.

4. Hvordan har Enhedslisten ageret – hvordan kommer vi videre?
Umiddelbart vil mange forvente, at Enhedslisten får betydelig fremgang, når der er et opsving i mobiliseringer, og når SF politisk bevæger sig mod højre. Men det er ikke tilfældet.
Vi kan pege på tre overordnede forklaringer på dette:
1) Den politiske bevidsthed er ofte ”forsinket” i forhold til de aktiviteter, forskellige grupper er involveret i. De første strejkeerfaringer fører ikke automatisk til et brud med traditionel politisk tankegang hos det store flertal.
2) På den offentlige politiske scene fremstår SF – trods politiske højredrejninger – stadig som bevægelsens talerør. Derfor ser de aktive i mobiliseringerne og de, der støtter dem, ikke nogen grund til at skifte politisk tilhørsforhold fra SF til Enhedslisten.
3) I basis møder strejkende og protesterende sjældent Enhedslisten som en or-ganiseret og organiserende kraft, i bedste fald som enkeltpersoner. Var det tilfældet, kunne Enhedslisten tiltrække opmærksomhed, sympati og medlem-mer på trods af de to førstnævnte faktorer.
Af de tre faktorer er det den sidste, som vi selv som Enhedsliste kan gøre noget ved.

Enhedslisten har dog alligevel ind imellem forsøgt sig med at opstille alternativer. Bl.a. rejste partiet et krav til regeringen om at afsætte 5 mia. kr. til lønforbedringer til de ansatte i kommuner og regioner. Det var et krav, som gav genlyd i befolkningen og både de store oppositionspartier og fagtoppen blev presset til at tage kravet op. Desværre lykkedes det dem også relativt smertefrit at få stoppet debatten igen.

Også lokalt er det indimellem lykkedes for Enhedslisten at trænge igennem med nog-le alternativer. F.eks. i forbindelse med protesterne i 2007 imod Københavns Kom-munes budget for 2008. Pædagoger og forældre demonstrerede og blokerede dagin-stitutioner i protest mod et budgetforlig, der var indgået af S, SF og de Radikale. Enhedslisten trængte i den sammenhæng godt igennem med argumentet om, at der kommunen havde råd til at lave et budget uden de foreslåede besparelser, men det ville kræve at de tre partier, turde bryde med regeringens udgiftsloft. Dette var et krav, der blev taget op af bevægelserne og det var med til at afmontere forligsparti-ernes retoriske spørgsmål om, hvorvidt pengene så skulle tages fra de handicappede, de syge eller andre.

Men det afgørende problem – som også er erkendt i de ovennævnte årsmødevedta-gelser – er, at Enhedslistens aktive medlemmer ikke fungerer som en organiseret kraft hverken i fagbevægelsen eller i andre bevægelser. På trods af gode viljer er der reelt ikke sket fremskridt i den nødvendige organisering af partiets arbejde på ar-bejdspladser og i fagbevægelsen (og andre bevægelser). Det står derfor som den afgørende opgave for Enhedslisten i de kommende år, og SAP har en opgave med at styrke dette arbejde.

I uddannelsesorganisationerne er situationen på flere måder bedre. For det første har radikaliseringen i dele af ungdommen betydet, at uddannelsesorganisationerne er presset til en aktiv linje. Det er også et pres på de unge i SF, som langt hen ad vejen har støttet den aktive linje. Der er dog en risiko for, at SF’s højredrejning kan også få betydning for den aktivistiske linje i uddannelsesorganisering og Enhedslistens aktive har en udfordring i at fastholde linje også overfor de aktive SFere i organisationerne. Enhedslisten har også haft tilstrækkelig opbakning til at have en placering i ledelsen af disse organisationer. Endeligt er der en tradition for, at Enhedslistens medlemmer på de enkelte uddannelsessteder har fungeret mere eller mindre organiseret.
Alligevel er der også her lang vej, før de aktive medlemmers arbejde bliver reelt or-ganiseret af og i partiet.

Spørgsmålet om organisering af partiets arbejde i bevægelserne er ikke blot et orga-nisatorisk spørgsmål. Det er også udtryk for en utilstrækkelig forståelse i Enhedslisten for nødvendigheden af at gøre op med de reformistiske ledelser og klassesam-arbejdet i bevægelserne, og opbygge en opposition på et ”samlet program”.
Et program,
– som ikke begrænser sig til rent faglige spørgsmål, men forsvarer arbejder-klassens interesser på alle områder, også f.eks. krig og klima;
– som peger på de aktuelt nødvendige kampskridt, også når det handler om det politiske niveau, om spørgsmålet om magten og et brud med klassesamar-bejdslinjen;
– som stiller krav om demokratisering af bevægelser og organisationer.

For at styrke denne udvikling i Enhedslisten vil SAP:
– styrke den linje i Enhedslisten, som kom til udtryk med det seneste årsmødes vedtagelser. En linje, som kan sammenfattes i nødvendigheden af, at En-hedslisten organiserer medlemmerne arbejde i bevægelserne, og at dette sker med udgangspunkt i et samlet program.
– lægge hovedvægten på organisering af Enhedslistens medlemmer i de faglige organisationer, med udgangspunkt i, at det er på arbejdspladserne En-hedslisten har muligheden for at vinde opbakning til en kamplinje i fagbevæ-gelsen.
– medvirke til at højne skolingsniveauet blandt Enhedslistens aktive medlem-mer, så vi i større udstrækning formår at udfordre de politiske kræfter, som bygger på klassesamarbejde og reformisme (SD og SF).
– bruge vores kommunikationsmidler (ugekommentarer, Socialistisk Informatio-n osv.) til at give politiske svar på aktuelle spørgsmål og kampe.
– lave en analyse af fagbevægelsens aktuelle situation og ikke mindst mulighe-den for organiseret arbejde i og samarbejde med fagbevægelsen. Begge skal være korte og klare og distribueres via hjemmeside, SI mm. samt kunne bruges af vores medlemmer og sympatisører som argumentation.
– gå aktivt ind i arbejdet med at konkretisere forslaget om dobbeltorganisering.
– for at fremme udviklingen/udvidelsen af arbejdet med dobbeltorganisering, bør der prioriteres et konkret indsatsområde. SAP skal medvirke til at der kommer mindst én showcase, der kan vise, hvad der menes.
– rejse debatten om disse opgaver overalt i Enhedslisten
– tage initiativ til og bidrage til skoling omkring disse spørgsmål.

 

Opslået i Socialistisk Arbejderpolitik

single.php