SF’s højredrejning har efterladt et stort behov for en tydelig venstrefløj, hvor solidaritet, mangfoldighed og fredelige hensigter er i højsædet. Men Enhedslisten fylder ikke tomrummet ud ved at forsøge at blive, som SF var før, skriver Jakob Nerup fra Internationale Socialister.

 

(links til tidligere indlæg i debatten om Enhedslistens rolle under en S-SF-regering i bunden af dette indlæg)

Efter et tiår med borgerlig regering har de fleste fået nok. For meget til velhaverne og for lidt til velfærden. For meget nyliberalisme og for få menneskelige hensyn. Det tegner til at Socialdemokraterne og SF kan danne regering efter næste valg. Hurra for det.

For det store flertal af danskerne, arbejderklassen, vil det gøre en forskel og det er her er ønsket om forandring gror. Det er her Enhedslisten tager afsæt. Vi ønsker en ny regering, men først og fremmest så ønsker vi et brud med den politik som dominerer Christiansborg fra Dansk Folkeparti til SF. Vi skal bryde med nyliberalisme, krig og racisme. Vores vigtigste budskab er, at vi kun får mere velfærd og anstændighed, hvis vi vælger at være solidariske, fredelige og mangfoldige. Det budskab tager sit afsæt i alle de små og store kampe, bevægelser og diskussioner vi har i hverdagen ude på arbejdspladser, uddannelsessteder og gaderne. Valgkampen er blot forlængelsen og en meget kortvarig kulmination.

Enhedslistens berettigelse i dansk politik er at være det antikapitalistiske/socialistiske alternativ med afsæt i arbejderklassen og bevægelserne udenfor Christiansborg. Vi er sat i verden for at skabe den venstrefløj som skal forandre Danmark grundlæggende. Vi er ikke bare sølle få procent i et valg hver fjerde år. Enhedslistens mål i dag bør være at organisere og repræsentere det mindretal i arbejderklassen, stort eller lille, som vil slås mod kapitalisme og nyliberalisme. Vi være noget helt andet end resten af politikerne. Derfor er vi principfaste og urokkelige som opposition til krig, racisme og angreb på velfærden Og hvad betyder det så i spørgsmålet om en ny regering.

For det første må det betyde, at vi støtter et regeringsskifte, hvor Socialdemokraterne og SF danner regering med Helle Thorning i spidsen. Enhedslisten skal ikke med i hverken regering og tage ansvar for administration af kapitalismen på de nuværende betingelser. I denne forbindelse er det vigtigt at notere sig, at i Socialdemokraterne og SF’s verden, så er hele den politiske orientering rettet mod De Radikale og kompromisser med dem om bl.a. angreb på velfærden, som er en Radikal mærkesag. I den offentlige diskussion bliver Enhedslisten end ikke nævnt. Dette faktum gør det endnu vigtigere, at vi ikke har illusioner om, at valgkampen handler om Enhedslistens taktiske overvejelser, men om spørgsmål, hvor vi kun har får plads, hvis vi er meget skarpe og kontante i ikke at skulle tages for givet som parlamentarisk grundlag.

For det andet må Enhedslisten gøre det klart, at vi står fast på at vi er imod krig, racisme og angreb på velfærden. Vi er ikke et støtteparti, som giver parlamentariske garantier, hvis en ny regering går til angreb på velfærden, øger presset på fx muslimmer eller fører krig i Afghanistan. Skal vi stemme, så stemmer vi efter det vi er valgt til, nemlig at stå fast på solidariske holdninger. Også selv om det må føre til regeringens fald. Dette skal ikke gøres til noget stemmetaktisk, hvor Folketingsgruppen eller Hovedbestyrelse kan fifle med principperne. For hvorfor skal folk stemme på os, hvis de ikke kan være sikre på, at vi står fast på den politik, vi siger er så anderledes?

For det tredje er vores strategi, at det parlamentariske alternativ ikke for alvor er etableret, førend at at der bliver tale om et reelt brud med nyliberalismen. I det danske folketing forudsætter det et brud med stort set alle store forlig fra forsvar, skole, klima, indvandrere- og flygtninge. De Radikale, Socialdemokraterne og SF er en del af disse forlig, som på en nyliberal basis danner det politiske fundament for mange år fremover og ikke mindst den årlige finanslov. Finansloven bruges hvert eneste år til at finansiere disse forlig. Alene af denne grund kan Enhedslisten ikke stemme for finansloven eller være en del af en pakkeløsning. Det vil ødelægge vores troværdighed som et parlamentarisk alternativ.
Desværre ønsker stærke kræfter i Enhedslisten at ændre på denne holdning. Enhedslistens hovedbestyrelse ønsker, at årsmødet skal give mandat til at Folketingsgruppen kan stemme for finansloven, hvis ikke der er nye forringelser. Det er en kurs mod at udbrede politikerleden og desillusion for venstrefløjen, fordi Enhedslisten vil blive opfattet som en del af problemet.

For det fjerde er Enhedslistens vigtigste opgave, også i den kommende valgkamp, at arbejde for og opbygge et kampdueligt alternativ ude i virkeligheden på arbejdspladser, uddannelsessteder og i fagforeninger og bevægelser. Jo større fokus Enhedslistens ledelse har på manøvrer og taktiske finurligheder i Folketinget og det politiske spil, des mindre orientering mod opbygningen af alternativet udenfor Christiansborg. For det er her, enheden og styrken til forandring af det politiske landskab skal komme. Tag blot kampen om klimaet, hvor de danske folketingspolitikere var fuldstændig ligegyldige i deres opbakning til COP15-forhandlingerne, mens det som virkelig rykkede og skaber håb, var de 100.000, som demonstrerede i kulden.
Det samme kan siges om den danske klassekamp, hvor det ikke er Socialdemokraterne og SF, som skaber bevægelse, men omvendt bevægelsen i klassen, som presser dem. De store velfærdsdemonstrationer i 2007 og de offentlig ansattes strejke i 2008 pressede Socialdemokraterne tilbage til en mere social profil, men en storstrejke dette forår kan tvinge yderligere skridt i retning af en mere arbejder- og beskæftigelsesvenlig krisepolitik. Enhedslistens opgave her er at være det konsekvente talerør for bevægelsen i arbejderklassen og det kan vi kun være, hvis vores fokus er her og ikke på Christiansborg.

For det femte åbner diskussionen om Enhedslisten forhold til en ny regering også spørgsmålet om, hvilken profil vi har i det politiske medielandskab. Vi må jo konstatere, at de danske medier stort set ignorer Enhedslisten, når det gælder en ny regering. Det enkle svar på hvorfor, er desværre, at det skyldes, at vi har gjort os selv ligegyldige. Dels fordi vi fra starten har udmeldt, at vi er et parlamentarisk grundlag, som ikke vælter en ny regering. Dels fordi vi har bildt os selv ind, at vi skal forfølge ønsket om en ny regering så langt, at vi ikke går offensivt i rette med Helle og Villy, når de ikke vil forpligte sig til at bryde med nyliberalisme, racisme og krig. Hermed har vi selv skabt en situation, hvor vi får meget svært ved at føre en valgkamp, der kan overbevise folk om, at en stemme på Enhedslisten er det eneste rigtige alternativ.

SF’s vandring til højre har efterladt et stort behov for en tydelig venstrefløj, hvor solidaritet, mangfoldighed og fredelige hensigter er i højsædet. Det tomrum fylder Enhedslisten ikke ud ved at forsøge at blive, som SF var før. Vi skal ikke være ”realistiske” på nyliberale betingelser eller søge indflydelse langt fra principperne. Vi skal ikke slippe vores løfte til vælgerne om kompromisløst at forvare velfærd og gå imod racismen. Vi skal ikke forandre på vores perspektiv om, at alternativet opbygges udenfor Christiansborg. Hvis Enhedslisten vælger at blive et taktisk støtteparti for en ny regering, hvor vi skal med i finanslovsforlig og politiske lokumsaftaler, så er vi ved at blive, som SF var for et par år siden. Er det det, som vi vil? 

Jakob Nerup er medlem af Enhedslisten Frederiksberg og af Internationale Socialister

—-

Andre indlæg i debatten om Enhedslisten og en ny regering:
Michael Voss og Anders Hadberg: Når Helle og Villy overtager krisen
John Jessen: Meningsmåling – eller politiske mål 
Åge Skovrind: Debatmøde om socialistisk politik under en ny regering
Per Clausen: Enhedslistens politiske rolle
Rune Lund: Hvordan får vi en ny regering – og en ny politik?

 

Opslået i Enhedslisten

single.php